Til Mathilde Reinhardt. Juni [?] 69.
Tusende, mangfoldige Tak for de tilsendte herlige Ting! Jeg lever jo lidt paa den magre Vej, og slige Luxusartikler som Vellugt, ægte Haandarbejde og nye Handsker falde over mig som Manna. Det Væsentlige er, at det kommer som Sendebud fra de trofaste, varme Hjærter. Ja, Venskab er maaske hurtig sluttet — men bevist! Nej, Venskab er ikke Venskab, før det naaer en vis Alder og har taget Inderlighedens Væxt til Hjælp med Sympatien. Det Sympatetiske kan skyde hurtig op som en Sommerrangle; men, naar Inderligheden kommer til, for med sin Grunddybde at befæste Roden, da kan den nok forvandles til en perennerende Plante.
Jeg maa beklage de Danskes Indvilligelse i Studentermødet, dog kun fra mit personlige Standpunkt. Jeg troer nemlig, det maatte ske; thi det Modsatte var jo et Brud for lange Tider, og et Brud skal man undgaa, saalænge man kan. Jeg talede med Rosenberg, 1) der er en dygtig Mand; han sagde: „Naar der blot kunde tændes to Villier i et sligt Møde, saa var det ikke skeet forgæves!“ Jeg har ikke saa god Tid! Men der maa gaa et Aarhundrede hen — og selv ikke det forslaaer — før Norske forstaa Danske. De maa blive Hvad de ere — at sige: med Fremgang; de Danske maa forvandles — de maa blive unge, ligesom vi, saa forstaa vi dem — maaske! Men forresten er det indtil Afsky for mig at høre og se, hvorledes Ord, Miner, Væsen,s. 142ja, lige til Hjærtet, bliver beleet og haanet af os Norske. Nej, Danmark har flere Venner iblandt Tyskerne end blandt Svenske og Norske.
Jeg sender nu afsted min Benjamin, 1) som Du siger. Ja, Mathilde, det Ord faldt fra Din Pen som en sluttet, sammentrængt Forklaring af al min Tanke og Fornæmmelse i den Retning. Det vil blive en stræng Dyst nu, da jeg ikke beholdt min Pension, at besørge ham vel udviklet; thi jeg beholder jo kun 100 Rbd dansk for min egen contentement og Fornøjelse. Resten maa fortjenes. Men jeg vakler saamænd ikke paa det Punkt, det skal nok gaa — om jeg lever, og Den, som ligger blandt de Døde, kan ikke rede Leje for Andre. Jeg bliver imidlertid boende her et Aars Tid endnu; thi Dorothea skal giftes til næste Midsommer, og hun følger da sin unge Ægtemand paa den Sommerexercits, han ifølge Højskolens Regler skal foretage sig. Jeg rejser da d. 1. Aug. til Jylland til min Moder, om hun lever, om ikke, til hendes Grav, og fra Jylland til Kjøbenhavn, hvor jeg bliver et Par Maaneder. Vinteren er jeg atter her. Jeg bliver paa min sure Post endnu en Tid, men maa enten tvinge lidt mere Sødme frem, eller maa kunne leve den foruden. Til en Øvelse i det realistiske Fag har jeg nu i længere Tid drukket Te uden Sukker, og det smager allerede godt; men den Sparsomhed har jeg ikke lovet at ville anvende ligeover for mine Venners Sukkerdaaser.
Jeg skrev en Sang til Studenterne; den skulde være sungen ved Festen; men Ingen gad vise mig s. 143den Opmærksomhed; den blev ikke sungen. Igaar sendte Welhaven mig det Bud, at den havde glædet ham overordentlig at læse, den var efter hans Mening den smukkeste, som var skreven til dette Møde; det synes nu ikke jeg; men jeg troer, det er den sundeste og sandeste.
Ja, nu fortyndes Kresen, eller rettere: den spredes og udvides — og jeg staaer snart alene tilbage. Men det ængster mig ikke! Hvem er alene? Det troer jeg i Sandhed kun Den er, som fortaber sig i slap og planløs Henleven, og ikke Den, der vel nok kun tæller Een paa Stedet, hvor han staaer og gaaer, men mange, mange Tusende i Sjælenes Samfund. Jeg maa sige, at, hvis min Helbred nogenlunde vilde holde sig, saa jeg ikke bliver nødt til at ligge og stænge mig inde i et kvalmt Rum, da glæder jeg mig formelig til denne Livsfrist, og jeg vil tilvisse ikke komme til at have Skade af et Par Aars Frihed, endnu i min Alder.
10. Aug. [?] 69.
Min bedste Mathilde! Jeg vilde ingen Korrespondance have, imens jeg skrev mit Skuespil. 1) Du veed saa godt, som jeg kan sige Dig det, at et Venskab med en stærkt producerende Forfatter kommer bestandig til at lide lidt under en mild Grad af Egoisme; man er — paa Blodets Baand nær — sine Digtninge nærmest. I den sidste Maaned har jeg lagt mig med en utaalmodig Fornæmmelse s. 144af, hvor lang Natten var — den lange Nat, hvori dog Gud gav mig en rolig Søvn — den stod jo imellem mig og mit Arbejde. Nu er det endelig færdigt! Igaar sluttede jeg det, og i samme Aandedrag tog jeg Papir og Lak frem, pakkede det ind og skrev udenpaa: „Fru Johanne Luise Heiberg“. Mange rolige Stunder vil jeg ikke faa, førend Svaret kommer. Hvad vil det da bringe? Gode Gud, om jeg skulde have arbejdet forgæves, om jeg istedenfor Juno favner en Sky! I tre Maaneder, kan jeg sige, at jeg har levet Sjælens stærke Liv med mine Skabninger; jeg skriver jo paa Lidenskaben, følgelig rejser jeg de stærke Storme i min egen Sjæl; men hvilken Styrke faaer man ikke ogsaa just derved til at dæmpe disse Storme! De tøjlesløse Lidenskaber ere jo allerede Laster; men de tøjlede, dampende, skummende, dansende hen overVejen, hvor de drage frem til de store Maal! Min Lidenskabs Styrke har ofte forfærdet mig, givet mig frygtelige Drømmesyner og tumlet min Aand indtil Svimmel; men nu seer jeg Hvad Gud har givet mig i denne Ild, nu, da jeg med nogenlunde sikker Haand kan lægge til og tage fra, eftersom Digtningen behøver Sol eller Nordlys. Min Lidenskab er maaske allerstærkest med i Kulden.
Du har læst mit Billede af Lille Bælt. 1) Den jydske Klang kunde Du ikke ret finde; den er der dog lige til det mindste Tonefald, det forsikrer jeg Dig. Og at min Fader ikke kunde komme frem som Hovedfigur, gav mig en meget større Frihed s. 145over Stoffet. Af det lille Arbejde har jeg havt megen Glæde. I den Anledning fik jeg først Bud fra Krieger med Tak, fra Rasmus Nielsen med Løfte om Brev — der vistnok ikke kommer, og endelig Brev fra Fru Heiberg. Mellem hende og mig troede jeg det afsluttet. Hendes sidste Brev til mig var lidt efter Nyaar og kom som en Tak for min Bog. Jeg har siden ladet hele den Sag falde, ligesom jeg ogsaa har sluppet de sidste Traade i mit Forhold til Bjørnson. De to Mennesker kunde have været godt Følge paa min vanskelige Bane; men jeg har ikke nok med en Finger. Skal jeg tage Støtte, saa lad det kendes, at det er en hel Styrke og ikke et Pjanketag. Nu har jeg jo i længere Tid staaet alene; jeg er ikke sprunget ud paa et fast Punkt; men ved Lidelsernes Haand er jeg langsomt og skælvende naaet did; men nu staaer jeg! Dog, lad ikke dette Udtryk synes Dig forhastet; jeg staaer, men kun med Synet paa den nære Styrtning.
Jeg gad nu vide Hvad Du siger om mit Billede af Sjælelivet [„Drøm og Liv“]. Jeg tilstaaer Dig, at jeg er stolt af det. Jeg troer, at jeg, medens jeg giver Manden fuld Ret — thi det er en stærk Mand, jeg har skildret — saa har jeg dog skrevet for Kvindens helligste Rettighed, det ufornegtelige Naturkrav at give sig selv, og jeg haaber paa fuld mandlig og kvindelig Forstaaelse. Mit Skuespil er en Gren fra den samme Rod; men den bøjer sig ned mod de danske Forhold, medens hin skyder ind over Norge, Kampen for det frivillige Valg i den første, i Sjælehistorien, Følgen af det ufrivillige i den sidste.
10