Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1867-10-17)

Christiania, 17. Okt. 67.
Til Samme.

Veed Du Hvem Du dennegang faaer Brev med? Med Rasmus [Nielsen], vor gamle Ven — hverken Mere eller Mindre! Vi mødtes da en Dag heroppe hos en Professor, og vi kom mod hinanden som en og samme Drivkraft, der mødes fra forskellige Veje og strax gaaer over i hinanden. Vi havde knap givet hinanden Haanden, før vor folkelige Natur mødtes. Siden vare vi sammen hos Digteren Munch, og jeg kan sige Dig, at jeg ikke kunde dy mig, jeg maatte tale om Dig til ham. Ja, saa utroligt som det s. 106kan synes, saa vare Rasmus og jeg aldeles forelskede i hinanden. Han kaldte mig Mignon og kyssede min Haand med en Begejstring, som knap var tyve Aar gammel — ja, den var jo egentlig kun i en Alder af to Timer og døer vist meget ung. Siden have hans Damer været hos mig en Aften; thi Professoren kunde jeg jo ikke bede med, eftersom jeg har mit Soveværelse til Spisestue. Man hjælper sig, som man kan. Imorgen rejser han herfra, efter — saa at sige — at have kastet en Gnist ind i hvert Hus og i hvert Hjærte.

Jeg maa tilstaa, at han kun har givet mig Kundskab om Hvad jeg vidste; men det er ogsaa uhyre Meget at vinde. Jeg er saaledes ikke bleven ophidset eller fortumlet af denne nye Lære — som de Fleste; thi jeg har, som sagt, blot modtaget en Stadfæstelse paa min egen Tanke og en forstærket Ævne til at bære den oppe over al ydre Paavirkning. For mig var det Væsentlige ved hans Foredrag det, at Personligheden ved hans dristige Haand løftedes op over mange skrøbelige Trappetrin, hvor den før ikke rigtigt vovede sig ind paa. Hør, Mathilde, for ti Aar siden i Bergen var jeg en Dag buden med et Selskab ud paa en Rotur i Selskab med en svensk Naturforsker. Det var en dejlig Solskinsdag, og jeg følte mig frigjort efter min lange Sorg og Indelukkethed. Da stod jeg i Baaden, og — som besat af en Aand — holdt jeg et begejstret Foredrag over Personligheden — uden nogensomhelst ydre Foranledning, og det var i en samlet Sum Det, jeg nu har hørt hos vor kære Professor.s. 107Dette har slaaet mig. Men det har simpelthen sin Grund i, at vi bægge To ere Fremtidsmennesker og bægge To have løftet os ud af Folket op til Hvad vi ere i Kraft af Folkeligheden og det Grundmenneskelige. — Ja, nu kan Du vide, at vi have sat hinanden Stævne til Vaaren dernede i Firkløvernes Land. Jeg fandt forresten en Firkløver forleden Dag her. Det hændes, at jeg timevis stamper omkring i Skovene her i Nærheden og kommer hjem med hele Favnen fuld af Høstens mangefarvede Løv og Bær. Da pynter jeg min Stue op, og den seer broget ud, kan Du tro.

Og nu har Du vel alt læst „Min Bedstemoders Fortælling“; men den er slet intet virkeligt Æmne, skiøndt jeg nok vil vove at paastaa, at den er sand. O, Mathilde, læg dog Mærke til den Kvindes Kærlighed, og forstaa, at det er i Kraft af den højeste Kvindelighed, at hun selv tager Manden. Ja, Gud give, Du og Hanna, ja alle Fire, naturligvis, gid I dog kunde holde af den Fortælling, som er den kæreste for mit Hjærte af alle dem, jeg har skrevet!

Goldschmidt fik ikke sin Samling i Stand, hvortil jeg havde mit Bidrag færdig.