Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1871-09-25)

Til Mathilde Reinhardt.
Christiania, 25. Sept. 1871.

Nu er jeg i fuld Gang med mine Skriverier; men hvad Resultat de ville hidføre er jo nu, som altid, saare tvivlsomt. Du vil naturligvis sige, som sædvanlig: „Det har ingen Fare!“ Men jeg maa dog bemærke, at det nu netop har Fare; thi jeg føler godt, at jeg nu er paa et Stadium, hvor det er Knald eller Fald. Med dette mit Arbejde, som jeg nu er i Færd med, forholder det sig saa, at jeg er kommen til at skrive om denne Rejse paa en anden Maade, end jeg havde tænkt mig. Paa den anden Side kan jeg heller ikke sige, at jeg har havt en saa bestemt Plan, at den heri kan være opgiven. Jeg maa skrive min Søndmørs-Rejse som en Skildring, jeg kan det ikke anderledes; men, om det desuagtet vil blive et af de Arbejder, som kaldes lykkelige — det beder jeg Gud om; men jeg veed det ikke. Stor Umag vil jeg imidlertid gøre mig — Resten kan jeg ikke styre.

s. 158Jeg sidder den hele Dag omtrent alene. Dorothea ¹Dorothea Thoresen havde Aaret forinden indgaaet Ægteskab med Lieutn. Conrad Falsen.) er saa ubeskrivelig elskværdig imod mig, at det i Sandhed er rørende. Hun har Tanke for Alt, hvad mig angaaer og sørger for mig i Stort og Smaat. Jeg har jo ingen Penge; men Dorthe sender mig Alt, baade Middagsmad og hele det Øvrige. Hendes Mand er fra Naturgrunden og af Skinsyge imod alt Dansk, men ikke i Danmark; kun som et Sammenligningspunkt, hvorpaa Norge altid støder sig, er det ham imod. Jeg er født dansk — det er Nok, og det vil sandelig lamme mig hele min Virksomhed, hvis det ikke helt og holdent ødelægger den. Jeg kan sidde her i min Ensomhed og græde bittert, trøstesløst og maaske haabløst. Men imidlertid skal denne Vinter stærkt anvendes; Intet skal sprede mig, Alt samles om det Ene, og da faaer jeg se, om der kommer en Magt til Sejren ud deraf. — Jeg havde idag Brev fra en Skoleholder paa Søndmør, som hel mærkeligt forstaaer at skildre Hvad han beretter mig; det har interesseret mig at se. Den ejendommelige Mand, som er Sagnsamler paa Søndmør, havde desværre allerede givet sin hele prægtige Samling bort. Det var mig en tyk Streg i Regningen.

Stundum gør jeg mig selv det pinlige Spørgsmaal: „Blev jeg maaske til det Dobbelte af Hvad jeg er og bliver her, hvis jeg tog Hjem i Danmark?“ Men hvortil spørge?