Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Wiehe, Johanna FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1869-01-31)

Den 31. Januar 69.
Til Hanna Wiehe.

Om jeg skulde nedskrive min Sjæls Bevægelser, min egen Sjælehistorie, da troer jeg næppe, det vilde lykkes mig; jeg vilde nok være en ligesaa stor Kludrer i det, som „Berlingske Tidende“ beretter, at jeg er i mine Karakterskildringer. Der er i min Sjæl saamange Tilstande, saa, selv om jeg s. 139med Sandhed kunde sige, at Sørgmodighed er den fremherskende, da kan den atter inddeles i saa mange Forskelligheder eller Retninger, at der næppe lod sig uddrage et bestemt Billede, sluttet ind i en fast Ramme. Jeg er meget alene, Folk lade mig være, hvor jeg er, og jeg vredes ikke paa dem; derudenfor, hvor Husene slutte sig saa trofaste sammen i de lange Rader og saa lunende støtte hinanden, der er saa megen Kulde, Troløshed og Frafald, at jeg uafbrudt føler mig velbeskyttet af den Ensomhed, de Andre maaske beklage mig for. Mit Legem trænger megen Hvile og min Aand Fred, om det skal lykkes mig at staa imod de Tryk, min Stilling og mine Forhold paalægge mig. Jeg led en forfærdelig Smerte over Bjørnsons Forræderi — det kan ikke have noget andet Navn. Forræderi er det, naaer en Mand gaaer omkring til Folk og beklager sig over, at en Kvinde holder af ham. Derfor har jeg lidt og lider endnu, men dog nu med langt større Ro og Mildhed. Jeg kan i Regelen tvinge tilbage de Tanker, som stærkest anklage ham, og derfor holder jeg endnu af ham og hans Gerning. Se, dette sætter jo et Sind i lidt Bevægelse! Saa har jeg min Forfattervirksomhed at stride for; jeg har de brændende Bønner til Gud, at der maa fremstaa et Menneske, som vil forstaa mig, uhildet af Andres Meninger, og som har Ævne til at fortolke mig for Verden. Jeg beder, og jeg ønsker bestandigt — men! — Saa har jeg mine Børn, min Moder, min Gæld, min — o ja, le nu, Hanna! — jeg har min Fantasi. Det er en skøn Ting at have, mener Du. Ja, visse s. 140lig, naar man har Brug for den; men, naar den begynder at arbejde, fordi den keder sig, da maler den Syner, som enten friste og lyve, eller den virkeliggør alle Livets fortvivlede Mueligheder, baade for mig og mine Børn. Jeg maa formelig true den til Stilhed. Men Et staaer dog urokkeligt som en Fixstjærne over alle disse drivende Skyer, og det er Idealet, Sandheden, den klare, store, bramfri, stille Magt, hvoraf Personligheden ligesom udvikler sig fyldigere og fastere hver Dag.

Jeg har da havt Brev fra Fru Heiberg, Svar paa et Brev fra mig, hvori jeg trængte til at sige hende Et og Andet —jeg lider at opgøre visse Regnskaber. Hendes Svar var elskeligt som i gamle Dage. Men der er en forunderlig Troløshed over hende, den, Flere have omtalt for mig uden at benævne den saa; hun giver i een Stund og tager det i næste igen til sig; man har hende aldrig. Er det dog ikke Kokettens Natur, eller er det en forkvaklet Natur? Jeg troer: det Sidste. Jeg troer, for at betegne hende ret, maa man tage et Exempel i Maskulinum: hun er en Bjørn, som har lært at danse og neje; thi der er i Grunden en voldsom Natur i hende. Saa troer jeg, hun har en Svaghed i sig: hun vil saa gærne se tilbage; vi maa ikke se for meget tilbage, det slapper Aanden og paatvinger os Forsagelsens langsomme Udgaaen. Det Oplevede skal hvile, det har hverken Kød eller Blod, som kan nære mig; kun Resultatet skal jeg have bevaret, enten til Opmuntring eller til Tugt.