Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1871-08-26)

Veblungsnæsset, d. 26. Aug. (Søndag) 1871.
Til Mathilde Reinhardt.

Min elskede Veninde! Paa Begyndelsen af Romsdalen med Fjorden til den ene Side og det mægtige Hav til den anden sidder jeg her i en stille Stue, ganske ensom og, mærkeligt nok, med Savnet af et Menneske, som nylig har forladt mig, og som synes mig det stærkeste, jeg har følt. Det er af den Slags Savn, som ere glædelige midt i den underlige Smerte, de foraarsage, og jeg vilde gærne have Dig uden Ord sagt Noget, idet jeg sætter mig ned i slig Stemning og skriver til Dig.

Jeg forlod Bergen den 2.—3. August. Det var Synd at klage paa Noget eller paa Nogen; jeg saa Hvad jeg ønskede at se og mødte Det, jeg ønskede at mødes med; men Rejsens egentlige Højdemaal var dog Søndmør. Jeg vidste Hvad jeg havde lidt og oplevet paa hine ensomme Steder, og Det, som mangengang bliver forkvaklet ved et Bylivs støjende Omgivelser, fik der i Omgang med Naturen sin rette Modenhed. Jeg saa ogsaa Herø en Regndag midt i tunge Taagemasser; der var kommet en ny Kirke; den var vist til stor Nytte for Menigheden; men mig fornøjede den ikke rigtigt med sin lysende Stemning, der syntes rent at fornegte gamle Venner. Præstegaarden og alle dens Omgivelser vare derimod uforandrede. Der sov jeg paa mit Ungdomsværelse og havde det venligt mellem fremmede Mennesker. Siden er Rejsen gaaet i jævnt Glid over Aalesund og ad smilende Veje til Solnes, som beboes af Daaerne, og hvor mit s. 154sidste Ophold paa Søndmør skulde være. Der var jeg i 8 Dage og tog den gode Hvile, som baade Stedets Skønhed og Velstand saa rigeligt kunde yde. Jeg veed ikke, om jeg har nævnt for Dig, at jeg havde min næstældste Stifsøn i disse Egne, fornylig konstitueret Sorenskriver paa Molde. Foged Daae, Stortingsmanden, som er Den, der har hjulpet ham frem efter hans Faders Død, skrev nu til ham, at jeg var kommen did og ønskede at se ham; men han kom ikke. Det var en dødelig Smerte for mit Sind. Han har i 12 Aar ikke skrevet til mig, og jeg har tænkt som saa, at han ikke brød sig om mig mere. Men Aftenen før jeg næste Morgen skulde rejse fra Solnes, sad vi og spillede Kort; da siger En: „Der er Thoresen!“ Jeg foer op. „Hvem?!“ spurgte jeg og blev kold, saa jeg rystede af Bevægelse; men, inden jeg vidste af det, laa jeg i Armene paa en stor, smuk Mand, som bogstaveligt trykkede mig flad af Glæde og Kærlighed, — og det var Hans! Min kære, varme, elskelige Gut! Og hvor han lignede sin Fader! Alt det Skønne og Varme, som denne besad, var ligesom her lagt over i en blødere Form. — Ja, jeg kunde næsten ikke se bort fra ham, og hans rørende Kærlighed til mig, hans Glæde over at se mig blev mig baade en Trøst og en Sorg, baade til Graad og Latter. Han strøg mig ned ad Haaret, klappede mig og saa paa mig, akkurat som hans Fader i sin bedste, glade Tid havde gjort; det blev næsten til en Sanseforvirring for mig; men hvilken Glæde!

Ja, det var en Aften, som jeg aldrig vil glemme s. 155og altid vil ønske mig tilbage. Jeg blev imidlertid ved min Bestemmelse: at rejse næste Dag; men saa fulgte Hans mig, og vi var sammen, til jeg blev afsat her paa Næsset. Med Skibet gled han da væk fra Kysten, og jeg følte mig mere ensom, end jeg i mange Aar har følt det. Men Mødet var velsignet som en god Gave fra Gud i Himlen.

Nu har siden igaar tunge Taager ligget ud over Dalen, og jeg vil nødig rejse mellem disse skønne Trakter, saalænge Fjældtoppene ere skjulte af denne tykke Uldkjortel, som hænger fodsid ned over de vældige Giganter. Men jeg haaber paa imorgen, og den 2. September er jeg i Christiania. Om jeg nu i literær Forstand vil faa et Udbytte af min Rejse — ja, min Ven, derom tier endnu Historien.