Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1881-11-13)

Til Samme.
Vardø, d. 13. Nov. 1881.

Kæreste Mathilde! Igaar — Fredag d. 12. — overraskedes man pludseligt med det Udraab: „Po s. 218sten er kommen!“ Det var den første Landpost fra Hammersfest for iaar. Ja, man maa virkelig savne for at paaskønne; man maa i det hele erfare for at forstaa. En Postankomst er saa Lidt, hvor man kan se den imøde endog flere Gange om Dagen; men den er en livsvækkende Begivenhed, naar det sjældent skeer. Saa sad jeg nu i et Par Timer og ventede paa det Bud, der bringer Posten til Fæstningen; jeg havde baade Længsel og Skræk ved Tanken om, at min Bog kunde være med. Endelig gik Yderdøren op, Dorothea stormede ud i Entréen og kom tilbage med Hænderne fulde af Aviser og Breve — tre til mig, dog intet fra Dig! Det hændes, at Posten i en hel Uge ikke kan komme over Bussesundet, der paa det smalleste Sted skiller os fra Fastlandet. Men imidlertid — vi have Haabet hver Fredag, og det er en stor Ting. Ak, hvor Forventningen er levendegørende for et stakkels Menneske!

Jeg har Tankerne vendt mod den kommende Mulighed angaaende mit Stykke. Jeg er— ligesom Du — vel forberedt paa Indvendinger og veed, at de maa komme.

Jeg forlod for nogle Dage siden det dramatiske Udkast, hvorom jeg talede til Dig i mit forrige Brev; der kom efterhaanden Noget i Luften, som ikke vilde samstemme med det — en Haardhed, en Hvirvel af Snestorme, en rødsprængt Sol, et forbausende dejligt Maanelys, hele Øen i eet Raak, Ravneskrig og vilde Hyl af Søfuglene — nej, jeg fik det ikke ret forvandlet til den varme Sommerdag s. 219med Sang paa Fjældet og Huldrespøg imellem fornøjede Sommergæster. Saa tog jeg fat paa et fortællende Billede her fra Finmarken, satte hele Virkeligheden ind og skriver nu fremad med god Lyst. Men hvor længe det kan vare, er uvist; thi jeg hører fra alle Sider, at „Mørketiden lammer baade Lyst og Ævne“. Maaske jeg endnu kan skrive eet Brev til Dig ved Dagens Lys, saa er det forbi dermed — og i to Maaneder. Jeg vedbliver forresten med at gaa ud hver Formiddag, hvor galt det saa er; thi jeg føler, det styrker mig. Forresten giver det en dygtig Modstand at leve godt, og derfor sørger Husmoderen til det Yderste.