Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Wiehe, Johanna FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1856-10-10)

Bergen, d. 10. Oktbr. 1856.
Til Samme.

O, hvor jeg denne September Maaned har længtes efter at lette paa Vingen og flyve ned til „Danmark, dejligst Vang og Vænge“! Sandelig er jeg ikke utaknemmelig mod Skæbnen, som har stillet saameget Godt til min Raadighed; jeg var jo ifjor paa Flugten, jeg kan jo, med Guds Hjælp, til næste Aar atter være det; men min Natur vil drikke dybt, vil tømme ud tilbunds eller slet Intet smage. Nu vil De vel sige mig, at, naar man har en saadan Natur, skal man tugte og spæge den; ja, det er just mit daglige Arbejde; der hengaaer ingen Dag, hvor jeg ikke lader Fornuften sige Nej og atter Nej til dens Fordringer. Og Hvad er nu vel Produktet af denne Aandsvirksomhed? Har De Taalmodighed at følge mig, skal De høre. Jeg vinder ved megen Umag et vist ydre Maadehold, en Kraft til at kunne tie stille, og mit Sind tæmmes vel for en Stund; men der hviler intet stille Lys over denne Stemning, den bringer ingen Forsoning med sig; thi, naar jeg er tvungen til at lukke Øjnene for det lokkende, gøglende Livets Farvespil, bliver det mørkt til Fortvivlelse omkring mig, jeg seer kun Skyggen af mig selv, Skyggen af min Fortid og min Nutid, og jeg har ingen Fremtid. Alting er saa haabløst for mig, og det Værste herved er, at denne Stemning er paa en Maade tillokkende for mit Væsen; thi Aanden arbejder og maa arbejde uhyre og kommer derved i en uafbrudt producerende Spænding. De vil altsaa se, at Kamp er mit Løsen, at jeg enten synker eller stiger, og ganske s. 23uden Sejer er jeg jo ikke heller; thi Verden — selv min nærmeste Omgivelse — seer og veed Intet herom.

De talte om i Deres kære Brev, at jeg endnu er saa ung — det vil sige: af Sind — og deri kan De have Ret; men det er egentlig kun, naar Buret er her og Fangen — Fuglen — ude paa Livets store, frie Marker; da er jeg sandelig endnu ungdommelig glad, endnu saa fuld af Haab og Forventning og Fordring og Gud veed Alt. Men kik engang ind her i mit Hus, mit Hjem! Her vil De finde mig som Den, der Dagen lang hører Alt, svarer paa Alt, maa være tilstede overalt, give Raad, stille Trætter, rose og dadle — o, jeg er sandelig Centrum i denne Maskine, det store Hjul, hvorom de mindre i uafbrudt Orden dreje sig. Jeg er — som De veed — en Fusker i Forfatterhaandværket; dette Fuskeri driver jeg fremdeles, og jeg forsager ikke heri saasnart, maa De tro; men, Himlen være lovet, jeg har endnu aldrig fundet det under min Værdighed at styre mit Hus. Jeg hader af mit ganske Hjærte den Nutidens Manér hos de saakaldte Damer med Finhed og Aand at rynke Næsen ved det blotte Navn Køkken, jeg hader dem og skal altid sætte min største Ære i at være Husmoder. Men troer De ikke, at „man“ — disse krybende, smigrende Uhyrer, disse Vampyrer, som suge ud Hjærteblodet — at „man“ siger: „Det er Løgn! Hun bare stoler paa sine voxne Døtre; forresten pynter hun sig, koketterer og skriver Komedier.“ O, der gives sandelig Stunder, hvor ej jeg er tilfreds med mig selv — og det er dog noget stridt at tilstaa; men jeg er det s. 24ved at veje mine Følelser for mine Medmennesker, mine Domme og mine Tanker, og stille dem ligeover for Hvad jeg maa friste. Stundum gribes jeg af en bitter Stemning, der ligner Nag; men, just ligesaa hurtigt som den er opstaaet, forsvinder den; Guds Godhed har dannet mit Sind saa blødt, at det ikke længe kan bære saadanne tunge Byrder. Men derimod betages jeg ofte af dyb Sorg og Modløshed, og det Eneste, som kan frelse mig herfra, er, at jeg strængt gaaer i Rette med mig selv for at finde de Fejl, der have givet Anledning til Verdens Misnøje. Nej, sandelig, sandelig, jeg føler, at jeg staaer værdig overfor Verdens Dom, om jeg end maa sige til min Gud: „Jeg kan ikke svare Dig Et til Tusende!“ Dog, for Guds Skyld, misforstaa ikke dette Ord „værdig“; thi jeg veed, at der hviler megen Skygge paa mig, jeg veed, at jeg ikke har Ret til at fordre Forstaaelse af min Natur, naar den saa stærkt afviger fra Hvad der er conforme aux lois; men jeg mener naturligvis, at jeg med alle mine Fejl dog staaer langt bedre for Gud end for Verden. Gud give, dette ikke maa synes Dem for stolt talt! Forhen var det min Triumf at tie stille og vide, at jeg led Uret — det var en stille Nydelse, men igrunden en raffineret Egoisme; nu har jeg ikke sjældent Trang til at retfærdiggøre mig, at klare Folk mit Væsen og hvorfor Dette og Hint er saa og ikke anderledes; men det er fåfängt; før havde man hørt mig, nu troer man mig ikke. Ja, ved Gud, hvormegen Blusel det end skulde forvolde mig at lukke op mit Livs Bog, havde jeg s. 25ikke Mand og Børn, jeg skulde vise Verden et Billede, som den ikke skulde glæde sig ved at se; thi opdage skulde den, at dens hensynsløse Pensel har vansiret Naturens velsignede harmoniske Præg. Dog, som det nu er — lad gaa! Jeg er i Havn, vel udsat endnu for Storme og Mørke, men, se mig som et haabløst splintret Vrag — nej, saasandt Gud er min faste Borg, nej, jeg vover at sige: aldrig! — Se nu har jeg atter opholdt mig ved mig selv saalænge og atter sunget en af de — selv for Dem — gamle Klagesange om Misforstaaelse og Deslige, saa De formodentlig er rent træt af mig, og — hvor naturligt! Der er kun Et, jeg vil bede Dem om med Hensyn til dette, det er, at De aldrig troer, at jeg binder Dem Noget paa Ærmet, aldrig, at jeg fortæller Dem Noget for at aflokke Dem en Interesse, jeg i min indre Bevidsthed følte var købt for en Løgn. Hvad jeg siger og har sagt Dem om mit Væsen, er den simple Sandhed; Hvad jeg har sagt Dem om mit Liv har vel været noget tilsløret; men, det vil De forstaa, saadant Noget hyller man ind, endog for sig selv; men ogsaa Hvad jeg har sagt derom, er Sandhed. Sæt nu, at der, efterat De havde vundet Interesse for mig, blev indgivet Dem en Tvivl om min Personlighed, troer De, jeg vilde, De skulde sige til Dem selv: „Der blev jeg duperet og blendet!“? Nej, jeg vil hellere vise Dem jammerligheden end lade Dem opdage den, saa har jeg dog Intet at bebrejde mig. Det kan sandelig nok hændes, at, naar vi ses, De da mindre vil synes om mig; jeg staaer altid noget i Strid med Reglerne,s. 26og jeg er meget fremfusende; dertil kommer, at jeg vil være fri, vil stundum — ihvor galt det end er — følge mine Indskydelser, og — Herren hjælpe mig! — jeg skyer da Intet; dristig, som var jeg Den, der skulde diktere Love, gaaer jeg frem — at sige, naar det kommer over mig: après moi le délugel Troer De ikke, min kære, kære Veninde, at det er med en saadan Individualitet nødvendigt forud at betinge sig Overbærelse og Indsigt hos dem, man gerne vil kalde Venner. Vil De blive ked ad mig, naar jeg atter kommer? Belav Dem paa Saameget — ja, jeg veed ikke; men bliv ikke for tidlig ked ad mig!

Jeg har skrevet til Høedt, jeg har sendt ham et Arbejde; 1) Gud veed hvad Skæbne det faaer! Jeg vilde, De skulde læse det og sige mig Deres Mening derom; men vent imidlertid med dette, indtil De atter hører fra mig; thi jeg vilde nødig, De skulde se det, naar det ikke duer. At dette maa af Dem behandles med den største — med al muelig Hemmelighed, saa selv ingen Samtale derom finder Sted med Deres Familie, derom beder jeg Dem inderligt; thi hvordan end Udfaldet maa blive dermed — jeg vil for Verden staa uden for det. Med Dem kan det derimod gøre mig godt at tale derom. Gud skal vide, jeg har ingen Fordring ligeoverfor Hvad jeg nedskriver, jeg har kun det naturlige Ønske, at det maa være godt. Det kommer nu an paa, om Høedt bryder sig om at have med mit Vaas at gøre. Maaske en lille Hilsen til Høedt?