Til Samme.
Vardø, d. 25. Juli 1882.
Jeg kom ikke til Thanen, og nu, min Ven, nu er snart den sidste Dag paa Vardø kommen; om s. 230tre Dage afgaaer jeg sydover. Nu synger ogsaa Midnatssolen paa sit sidste Vers og lukker nok sit Øje den samme Dag, jeg gaaer bort. Men mange Minutter er den ikke i Havet, før den som Morgensol flammer op igen. Ak, hvor den har glædet og lindret mit Sind! Derfor kan jeg og mangengang synes, at Vardø med al sin Magerhed dog er det smukkeste Sted, jeg har dvælet paa i dette Liv. Ifjor vare vi nemlig borte paa denne Tid i Sydvaranger; jeg saa derfor ikke Øens Sommerklædning. Den er heller ikke hverken rig eller prægtig; men den kan dog glæde et Hjærte, som er glad i Gult, og det er nu tilfældigvis mit. En gul Blomst glæder mig mere — og paa en Maade, jeg ikke kan forklare; thi jeg finder de fleste andre Blomster smukkere. Jeg troer, det kommer af, at en gul Blomst minder om Solskin og at den i Foraaret gærne er første Bud fra Sommerlivet. Jeg troer, det er Taknemmelighed, den fylder mig med, og den gørsaa glad som faa andre Følelser. Hvorom Alting er: Vardø er overtrukket med lysegrønt Græs og til en utrolig Grad besaaet med store, gule Smørblomster. Naar saa det blaa, straalende Hav slutter omkring Øen og Midnatssolen luer hen over det Hele, gribes jeg af dette Hele som af et Skønhedssyn, jeg aldrig har seet Mage til. Men jeg skal tage Billedet med mig i Sjælen, og jeg troer, det vil følge mig til Evighedens Land, først dog til mit Barndoms- og Ungdoms-Land og til mine dyrebare Venner der. Vi skulle mødes mangen god Stund i Genskinnet af den gule Egn, som jeg nu maa forlade.
s. 231Da Fru Thoresen i Sept. 1882 naaede frem til Kjøbenhavn, var „En opgaaende Sol“ spillet — men kun to Gange, og ogsaa dette Arbejde maatte indføres mellem de fejlslagne Forhaabninger.
Næste Foraar flyttede hun ud paa Hjørnet af N. Frihavnsvej og Petersborgvej i Stedet ved Siden af hendes Datter og Svigersøn, Fabrikant Ludvigsens Villa. Her fandt hun den Ro og Fred, som de forholdsvis faa betydeligere Breve fra hendes Liv sidste tyve Aar vidner om.
De nærmeste Aar var optagne af Udarbejdelsen af „Billeder fra Midnatssolens Land“ 1—2, 1884—86, hendes sidste store Arbejde, idet hendes øvrige Produktion fra de senere Aar — fraregnet et Bind Digte og et lille Skuespil („En Udflytning“) — var mindre Fortællinger, som hun udsendte i Aarene 1881—99. („Mindre Fortællinger“ — „Elvedrag“ — „Livsluft“ — „Udenom Afgrunden“ — „Skjæbner og Viljer“ var Titlerne paa disse Samlinger).
Men for at gøre Studier til andet Bind af sine Nordlands-Billeder“, foretog hun i Sommeren 1885 en Rejse rundt i Finmarken, hvor hun til Trods for sine 66 Aar modigt færdedes snart til Fjælds, snart til Havs, boede hos Landhandlere og flere Gange tilbragte Nætterne paa Havet i aabne Baade.
Og Arbejdet og Anstrængelserne lønnedes. For første Gang nød Magdalene Thoresen fra alle Sider hel og ubetinget Anerkendelse for sit Arbejde.
Mandag 17. Okt. 1887.
Kære, elskede Fru Heiberg! Tak for det Hefte, De sendte mig med Geheimeraad Krieger! 1) Jeg har strax læst det og følt det usigeligste Velbehag derved. Det lille Brudstykke af Deres Liv er et s. 232saadant Spejlbillede af Deres hele ydre og indre Væsen, at — om der intet Andet fandtes efter Dem — vilde det fremvise og opbevare et baade aandeligt og legemligt Portræt af Dem. Man læser virkelig ikke ret Meget i Nutiden, hvor en saa hel Personlighed træder En imøde, og derfor lægger jeg saamangt gennemlæst Skrift fra mig uden Tak til Forfatteren; thi jeg har Intet lært af det; men af det lille Hefte har jeg lært. Jeg veed ikke bestemt at udpege Lærddommen; men den ligger i det personlige Møde med Dem. Ja, der var endog et Sted, hvor jeg blev ganske modig. Det kan jeg heller ikke nu paapege; men der kom uvilkaarligt en Stemning over mig, som bar mit Hjærte lidt højere op end til daglig Brug.
Ja, Fru Heiberg, det gjorde mig nu saa godt at fælde en Taare ligeover for den gamle, blinde Mand 1) der i det fremmede Land, efterat hans Hustrus Skæbne havde grebet mig saa dybt. Det Ene har dog ikke udslettet det Andet. De to Billeder ere kun traadt hinanden forsonende nærmere. Den vægtige Attest, han i Samtalen med Dem giver hendes Karakter, lyste mig imøde som Ildbogstaver; thi jeg elsker Retfærdiggørelsen. Enhver Retfærdiggørelse er for mig som skreven af Guds Finger. Og denne vil sandelig komme til at ramme adskillige Tvivlere.
Og saa hvert Ord, De siger om Kunsten! Ja, elskede Fru Heiberg, det er som det prøvede Guld, fordi det er vundet ud af egen Erfaring. Jeg kan saaledes forsikre Dem, at jeg nu har en bestemt s. 233Fornæmmelse af at have seet „Sylfiden“ med Taglionis gennemsigtige Skikkelse. Og saaledes synligt — til at tage paa — har jeg hele det Øvrige. Jeg gad dog nok vide, om ikke Deres store dramatiske Talent nu ligesom virker — ved det personlige Indlæg — paa Dem som Forfatter. Jeg troer det. Under alle Omstændigheder mødes man med et stærkt, stort, helt Menneske i Hvad De skriver. Gud velsigne Dem, og Tak, fordi De rækker mig Deres trofaste Haand! Ingen kan være Dem mere hengivne end Deres Magdalene Thoresen.