Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Wiehe, Johanna FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1856-01-18)

Bergen, 18. Jan. 1856, sluttet d. 26.
„paa Grund af Omstændigheder“.

Til Frk. Wiehe.

Min kære nye Veninde! Gennem Fru Stæger har jeg modtaget en Hilsen fra Dem — en venlig Hilsen. De har altsaa ikke glemt mig i denne lange, lange Tid. De har ladet Naade gaa for Ret. Det er et godt Tegn. Udholdenhed er en sjælden Dyd i denne vaklende Verden. Jeg har da i Tillid til Deres Hjærte begyndt mit Brev — som De seer — med en Benævnelse, den jeg vil bede Dem tilgive — og erkende. — Skriv endelig ikke paa Ligegyldighedens Regning denne lange Tavshed, denne Mangel paa at erkende Modtagelsen af Deres elskværdige Brev og at sige Dem min Tak derfor — gør det endelig ikke! De vilde, hvorlidet jeg end kan fortjene Deres s. 8Godhed, dog her gøre mig Uret. Det er alene Mangel paa Foretagelsesaand, Mangel paa saa megen Bestemmelses-Ævne, som behøvedes for at gribe Pennen, naar dette ikke var absolut nødvendigt, naar der endnu var den Udvej at kunne vente til næste Post. Dertil kommer rigtignok, at jeg længe har været i høj Grad nedslaaet, nedstemt, Sjælen slappet, Villien svag og Blikket omtaaget. Vi have Alle et DalilaSkød, hvori vi kunne sove ind. Jeg har Ønsker uopnaaelige, Forventninger skuffede, Tvivl, som voxe, Fordringer, som ikke aftage; men Fred, den har paa lange Tider ikke besøgt mig, og endnu maa jeg længe vente, før den kommer, derom har jeg sikker Forudfølelse. Dog — Hvad her er sagt er egentlig en Forklaring af mit indre Liv. Det ydre har saa bestemte, uafviselige Fordringer til mig, at, om jeg her vilde falde hen i en Døs, skulde min Samvittighed have ondt ved at klare sig. Dog, naar jeg saaledes for Fremtiden nøler og venter, min Kære, kald da paa mig med en kærlig Røst, og jeg skal svare Dem. Lad mig endvidere sige Dem — Forord bryder ingen Trætte — at, om vi skulle være Venner, da maa De kunne tilgive, overse, indse og tilgive. Vil De underskrive Kontrakten?Til Gengæld: Ærlighed og Kærlighed! Ak, det er i denne Tid gaaet mig som en gammel Kone, om hvem man har fortalt mig, at hun aldrig satte i Lotteriet, men dog stadigt hver Trækning ventede en Gevinst; jeg har ventet — det er latterligt — men jeg har ventet Brev fra Dem. Altsaa: næste Gang jeg tier længe, vækker De mig, ikke sandt?

s. 9Vinteren er en trist Tid, især for den, der elsker Naturen, i alt Fald en Vinter, der — som her — kommer med Regn og Slud istedenfor Sne. Den Adspredelse, her er, tager jeg vel en og anden Gang Del i; men ofte gaaer det ikke paa — dertil smager den vel meget af Bornerthed. Mit Hus er min Hygge, mit Arbejde min Adspredelse. De ønskede at kende min Omgivelse, hvordan Livet bevæger sig omkring mig og hvorledes jeg atter bevæges deraf. Vil De være taalmodig og overbærende, skal jeg give Dem et lille Indblik heri. Min Mand er meget ældre end jeg, Grundtonen i vort Væsen er forskelligt, vor Virken i det Ydre dog ens, og, naar vi — Hvad ofte hændes — ikke dele Mening, har det i Regelen ingen anden Følge end Tavshed fra min Side og undertiden den Bemærkning fra hans, at jeg aldrig gaaer ind paa hans Anskuelser. Forøvrigt er han i Besiddelse af megen Karakter, den ubestikkeligste Redelighed og djærv Frimodighed ligeover for Verden. Han er tildels fordomsfri, han er — menneskelig talt — en ægte Kristen, præker godt, messer ligesaa og er begavet med en sjælden gennemtrængende Forstand. Hans Hjærte er saa blødt og kærligt som et Barns, og han er mod mig og mod sine Børn i høj Grad opofrende og trofast. Jeg har her nedskrevet Sandheden sans flatterie, og De er vel enig med mig i, at han er en fortrinlig Personlighed, ikke sandt? Ja, men der er Hager ved ham, som ved os Alle: han har i mange Aar lidt og lider fremdeles af en stærkt udviklet Gigt, der ofte holder ham paa et martrende Sygeleje, og herved er s. 10hans Sind — af Naturen umaadelig heftigt — blevet meget irritabelt. Der udfordres saaledes en vis Beregning og en stor Forsigtighed i Omgang, om ikke det daglige Liv skal komme til at virke tyngende paa Sjæl og Legeme. Imidlertid er jeg slet ikke altid klog nok, der er et Hang til Frihed saa dybt rodfæstet i min Natur, at den ikke lader sig udrydde, og denne revolterer ikke sjældent, og, hvor den — som her — oftest maa bøje sig for Omstændighederne, fremkalder den Brydninger i Sjælen, der stundum ere voldsomme nok. Tror De maaske nu, at disse Kampe ere som Stormen for det spinkle Siv? Nej, nej, jeg staaer som en af disse Klippebeboere, bleg og ydre kold, naar Bjærgstormen farer over ham, men fast paa Foden, hærdet og uforfærdet. Villien, denne Sjælens herligste Ævne, er ikke hos mig Reflexen af en Andens, jeg har ikke fundet det fornødent at bevare min Kvindelighed ved at fortabe min Individualitet; men tie kan jeg, tie og taale, og ikke gives der paa Jord et Væsen, jeg nærer en vred Tanke imod, ikke En; men jeg vil tilføje, forat De kan forstaa mig: der er dog En og Anden i denne Verden, som har gjort mig meget, meget Ondt. Jeg føler mig stundum lykkelig ved at kunne elske den hele Verden, og Vreden, ja, Vreden er en forfærdelig trykkende Byrde for Sjælen; vel maa jeg bære den, men, ved Gud, længe varer det ikke: det gør godt at aande frit, og Hvem kan aande frit, naar man er vred? — At omtale specielt mine Børn vil ikke være fornødent; de ere gode og elskværdige; de ældste s. 11Pigebørn 1) ere meget omhyggelige for mig, de pleje og passe mig, naar jeg er træt og lidende — som en gammel, skrøbelig Mama. Disse unge Sjæle udbrede ofte en vaarlig Duft over Hverdagslivet, og det gør godt at se dem danse om Illusionens glimmerfyldte Juletræ. Ak, skulde De tro, man kunde være saa slet: der gives Øjeblikke, hvor jeg misunder dem den barnlige Tryghed, det: at voxe frem i Sol og Skygge under en beskyttende, værnende, ledende Haand, alt efter deres Naturs Fordringer, medens jeg har savnet alle disse Betingelser for en harmonisk Udvikling. Dog, Gud være evig, evig lovet, endnu har jeg paa Grund af min varme, fordrende Natur nogle Kampens Aar, og da — dog, mon jeg virkelig skulde leve til den Tid? Og ønsker jeg det da? For mig er Livet Kamp og Kampen Liv. Skal jeg overleve mit friske Tankeliv, skal jeg bestige Resignationens Isbjærg? O Gud, lad hellere mine Børn savne mig, medens jeg endnu er Savnet værd!

Har De ved denne lille Fremstilling — formodentlig en hel Del forvirret — har De vundet et Indblik i mit indre og ydre Liv? Maaske undrer De Dem over min Ligefremhed, min Oprigtighed? Har De ikke sagt i Deres Brev, at De gærne vilde holde lidt af mig? Til mine andre Venner, alle disse Væsener, sender jeg kærlige Hilsener og inderlige Bønner, at de en og anden Gang vilde huske paa mig. Høedt — o, husk ham paa, at her lever et s. 12Væsen, som tænker meget paa ham, og som holder meget af ham. Hvor inderligt De glædede mig med, at De og Høedt vare rigtig gode Venner. Lad mig se, De støtter fremdeles det Gode hos ham; thi der er Nok af Kvinder, som forspilde dette. Høedt vil smigres, desværre; hvorledes kan en saa skøn Natur finde sig tiltalt herved?

Jeg har en Følelse af, at mit Brev er noget afbrudt, noget vildt; men mit næste skal jeg ikke saaledes lade blive oversvømmet af ufrivillige Udbrud og Indskydelser. Deres Brev havde den Virkning paa mig, at jeg græd! men det var Regn paa en Vaardag. Lev vel, lev vel!

Høedt har lovet mig sine Digte; han holder slet Ord. Jeg har læst „Hjortens Flugt“. Hvilken herlig Digter dog denne Winther er! Jeg ynder kun ikke den Slaaen-an paa det Overnaturlige, dette Hexeri; det er for mig altid hos en Digter et Slags Surrogat. Men ellers: hvilken Natur og hvilken Fortryllelse!