Christiania, 28. Apr. 67.
Til Fru Heiberg.
Min elskede Veninde! Jeg sender Dem mit Hjærtes fulde Tak for Retten til denne Indledning, og jeg skal aldrig gøre mig uværdig til Deres Hengivenhed. Saa mildt og stille mødte Deres Brev mig, saa trøstende og sandt, at jeg græd af Glæde, maaske ogsaa af Sorg — i alt Fald græd jeg flere forhærdede og sorgfulde Tanker ud, græd dem løs, saa de flød væk, og der vil gaa en Tid hen, før de sætte sig fast paany. Da jeg sad dernede hos Dem i Deres Stue, havde jeg ofte en uforklarlig Skræk for Dem, en Fornæmmelse, som Den maa have, der sætter sig ind i en Skriftestol. Jeg veed med Vished, at jeg kunde have styrtet ud af mig selv — enten i Ord s. 97eller Graad — hvis jeg ikke havde havt denne uforklarlige Angest ligesom for en Dommer, En, der med sig selv som Exempel havde Ret til at være det. Jeg var dengang — som saa ofte endnu — længselsfuld efter Mødet med en stor Aand, en Beslægtet, til hvem jeg paa menneskelig Vis kunde hengive mig for blot et Øjeblik at lindres og befries fra den ulidelige Abstraktion, der næsten til enhver Tid blev min sørgelige Tilflugt. Jeg veed forresten ikke, hvor vidt en saadan Fortrolighed var gaaet; hvad havde jeg igrunden Andet end Anklage — Selvanklage — at byde Dem, der i mange Stunder stod for mig som Den, der paa Ideens Vegne kunde affordre mig Regnskab? Tilvisse intet Andet! Og, tro mig, da var det godt, jeg tav. Det vilde aldrig kunne interessere Dem at vide Besked om den Synd og Uret, der er begaaet imod mig paa en Tid, da Tilregneligheden af mange Grunde maatte siges at ligge uden for mig.
Da jeg var 20 Aar tog jeg fat paa Læsningen; mens Romantikken luede i hele mit Væsen, fyldte jeg min Aand — eller min Sjæl — med tørre, svære Studier, og — jeg vover at tale rent ud — ve over den unge Mand, som kom min glødende Natur saa nær, at han berørtes af den; jeg tog ham i Stemningens Fylde og kastede ham igen fra mig — hvor han faldt, var mig lige meget, det fik han selv sørge for. Har Nogen været saa taabelig at træde mig imøde med en Fordring — de have i samme Stund tabt Troen paa den ringeste, den allermindste Berettigelse. Hvad der ikke tjener Ideen har jeg fornegtet — og fornegter det lige ind i Evigheden. Se, der er ved Siden af s. 98hin lysende Plet, hint Glimt af Dagen i den dybeste Skovensomhed, hint uberørte, aldrig Ejede i min Natur, ogsaa en Iskulde, som paa en vis Maade har forsvaret hint. Den, som har brændt sig paa mig, har ogsaa følt Kulden; dog — jeg har aldrig været hvad Verden med Rette kalder koket. Jeg har sværmet og længtes og søgt, og jeg har lidt forfærdeligt ved mine Fejltagelser; men det er sandt: jeg har været ubøjelig; thi det har Digtningen forlangt. Jeg kunde ikke tjene tvende Herrer. Under min Læsning i Kjøbenhavn traf jeg en ung Mand, en vild, ejendommelig Skikkelse, en Naturkraft. Han læste med mig, og for hans uhyre dæmoniske Villie maatte jeg bøje mig i Støvet. Han kunde taget mig over i et stærkt afsluttet Kærlighedsliv — det troer jeg endnu paa. Han slap mig ud af sin Haand, han ærgrede sig maaske senere over det, da han saa sig om efter mig og vistnok forbavset gjorde den Opdagelse, at jeg dog ikke aldeles var en Urt paa alfar Vej, som kunde trædes ned uden en Tanke. Nu har jeg aldrig beklaget, at han lod mig gaa, et bedre Menneske traf jeg derved, og et bedre Liv har jeg levet. Men jeg har, som sagt, altid vidst, at den Kærlighed, som mit Væsen rummede, den kunde han have løftet op til Blomstring og Frugt. Saa har jeg gaaet omkring med Længselen og Savnet, grebet snart højt, snart lavt, grebet en Skygge bestandig. Og Ævnen til Kærlighed svandt ikke med Aarene, voxede meget mere.
7
Da min ædle Mand forlangte mig til Hustru og Moder for de 5 stakkels Smaabørn, som gik og tullede om ham, da var han forud vidende om en sørgelig s. 99Begivenhed i mit urolige Liv; thi den stod under mit eget Ansvar. Men det Svundne, Det, hvori jeg var en uvidende Stakkel og daarligt beskyttet, Det, som jeg umueligt kunde klare, hverken for mig selv eller Andre — det bad jeg ham betragte som en lukket Bog og blot holde sig til min Personlighed som Resultatet af den hele Kamp og — om han fandt den værdig nok — lade alt det Andet være udslettet. Han holdt det. Havde han ikke det, vilde han alligevel have rejst Panden mod en Mur; thi jeg var bleven tavs som Graven.
Jeg har gaaet omkring med Længselen og Savnet, grebet snart højt, snart lavt, grebet en Skygge bestandig. Og Ævnen til Kærlighed svandt ikke med Aarene, voxede meget mere. Da traf jeg for ti Aar siden en Naturkraft, hvorfor jeg godt kan sige, jeg bøjede mig i Støvet — men det var Diamantstøv, elskede Veninde, og jeg rejste mig til Digtningen. Jeg havde fundet min Mage, og jeg har i Tavshed fulgt ham siden, velsignet ham, troet paa ham og takket Gud midt i Smerten. Og nu bøjer jeg mig graadfuld hen til Dem og tier. Jeg kan ikke sige Mere, ikke Mere! Det er dog for mig, som De gennemskuede mig — i Guds Navn. Til det kan jeg Intet sige. Jeg har sat Resten af mit Liv til Ideens Tjeneste, og jeg viger ikke for nogen Omstændighed, jeg vakler ikke for noget Menneske. Men vidste De, hvordan jeg kæmper! Jesus Kristus, jeg strider saa haardt, at hver Dag tømmer af min Livskraft, og Striden har de mest modsigende Aarsager. For to Maaneder siden var der saa Lidet tilbage af mit s. 100Liv, at jeg troede, den svage Rest maatte synke. „Men,“ siger De vel, „den daarlige Kvinde, Hvad vil hun da?“ Ja, Hvad vil hun?
7*