Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Bøgh, Nicolai Seidelin FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1887-12-10)

Tirsdag 10. Dec. 1887.
Til Nic. Bøgh.

Min kære, trofaste Ven! Hermed sender jeg Dem mine „Digte“. De kender dem jo, saa noget egentlig Nyt bringer de ikke. Og alligevel er det Trykte noget Andet end det Skrevne — det gør virkelig et stærkere Indtryk. Da jeg iaftes fik dem fra Forlæggeren, satte jeg mig til at læse enkelte af dem højt for mig selv. Gud bevare mig, hvor jeg kom til at græde! Der er dem iblandt, der for mig ere at betragte som Sten, faldne fra mit Hjærte. Maaske gaaer Verden dem forbi med Ligegyldighed og Spot; men jeg, som veed, hvor tunge de har været, vurderer dem paa en anden Maade, og det vil mine virkelige Venner ogsaa gøre.

Men nu er der en anden Sag, jeg vilde tale med Dem om, og der maa De atter støtte mig som Ven. Jeg har havt Brev fra Hostrup angaaende min Forfatterunderstøttelse af Staten. Det peger hen paa, at jeg skulde indsende en Attest fra en eller anden s. 234Digter, der godkendte min literære Fortjeneste og Ret til at søge om en Støtte som Forfatter. Jeg tilstaaer Dem: det smager mig lidt bittert. Jeg har jo nemlig indsendt min Ansøgning — alt for vist over en Maaned siden — og ganske simpelt med Byposten. Men nu for en 14 Dage siden var Fru Heiberg her, og hun bragte mig Bud fra en „Jørgensen“ ¹Rigsarkivaren Adolf Ditlev Jørgensen (1840—97).) — vistnok Arkivaren — at man i Ministeriet var særdeles gunstig stemt for min Ansøgning og at Ministeren vilde forelægge den i Rigsdagen. Nu er altsaa Spørgsmaalet, om den skulde tiltrænge en yderligere Anbefaling af en eller anden Forfatter. Det kunde man jo maaske faa at vide hos en af Folkene i Ministeriet. Var det mueligt, at De kunde have forhørt Dem om dette paa mine Vegne? Jeg er saa ubeskrivelig hjælpeløs, naar jeg skal træde frem paa den Maade. Men paa den anden Side er jeg ængstelig for at skade min Sag; thi det er jo den sidste Gang, jeg ansøger om Noget. Jeg er nu i den Alder, da man begynder at pakke ind til den sidste Rejse. Smukkest havde jo Sagen været, naar et Par — eller flere — af Forfatterne havde optraadt paa mine Vegne og ansøgt for mig — men det er jo nu for sent. — Gid Sagen maatte lykkes! Jeg sidder efter de mange Aars anstrængende Arbejde saa fattig som en Kirkerotte; thi den har dog formodentlig ogsaa Livsopholdet, hvilket jeg — Herren være lovet! — har.