Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Wiehe, Johanna FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1866-08-15)

15. Aug. 66.
Til Hanna Wiehe.

Min Veninde er Du dog i mer end een Betydning; thi Du er en Veninde af min helligste Interesse, som Du er det af mig selv i jævn menneskelig Forstand. Jeg kan sige, at Hvad Du skriver til mig s. 66løfter mig op over den trykkende Beklemthed, som jeg tilvisse selv paalægger mig, men som jeg dog derfor ikke kan kaste fra mig som et tungt Klædningsstykke. Det er en underlig svær Ting at have stillet sig til offentlig Tjeneste; man er ikke længer „sig selv alene“, som Richard III siger. Man udvikler sig i Forhold til det Hele og føler derved et langt større Ansvar. Saa at komme i denne dybe, ejendommelige Forstaaelse med Tidsaanden, at bære paa dens Fødsler og dens Syner, at fornæmme den stærke Smerte og Ve af det Første og tabe sin stille Hverdagsglæde i Storheden af det Sidste, det er ogsaa svært. Men Hvem vilde bytte sig bort i en anden Livsudvikling! Saa gaaer man da omkring i den Form, som Verden engang forlanger anvendt af dem, der bærer Ideen, og det kan komme ud paa Et med Bedemandens Habitus; thi han gaaer ogsaa foran og lader som den Ydmygste af Alle og er dog nær ved at synke i Jorden af Højhedsfølelse. Og, naar man nu føler den stærke Aands Betydning i sit Væsen ved Siden af Angesten og Beklemmelsen over sin ringe Ævne til at klare for den med, saa kan Du tro mig, min elskede Hanna, at man har sin Møje for dette Liv. Jeg lever een Dag med Storheds Maal for Øje og den næste med en Armods Skræk. Jeg sidder een Dag paa Tronen, en anden Dag paa Tærskelen i Musernes Hal. Skulde jeg forklare Alt, hvad jeg lever, lider og strider i disse Omskiftelser, det kunde ikke forstaaes. Forstaa! Ja, deri ligger det Vældige, som skal gennemgaaes; thi Alle gaa vi mere eller mindre s. 67omkring hinanden med denne Fordring — og med dens Skuffelse.

5

Jeg begynder nu i Guds Navn paa min store Fortælling [„Solen i Siljedalen“], men med megen Beklemthed. Vil jeg faa Noget ud af mit Stof, der kan sætte ligesom Slutstenen paa mine andre? Thi med Bondefortællingerne hører jeg da nok op — idetmindste for en Tid. Ja, Hvad veed jeg, uden den Ting, at jeg Intet veed! Saa tal I nu sammen om mig, I, mine Fire! Du kan ogsaa gærne se ud til Fru Heiberg og huske hende paa mig, for ellers er jeg nok snart glemt der. Drøft mig godt og solidt, jeg vil, I skulle kritisere mig, og da skulle I skrive mig det til. I se bare Lyssider hos mig, det gaaer ikke an, og jeg trænger til, at I drøfte mig.