Christiania, 8. Okt. 66.
Til Mathilde Reinhardt.
Da jeg modtog Dit sidste Brev, var der mange Stemninger i mit Sind; men de bleve alle løsnede og lindrede ved Læsningen af Dine trofaste, tillidsfulde Ord, der syntes alle ligesom fremkomne af det Godes Overmagt eller rettere: det Godes Grundsten i hver nok saa skrøbelig jordisk Bygning. Ja, Du har tilvisse det rette ublandede Syn paa Livet, og Du har den høje Dannelse, der stiller Din Begavelse i alle gode Ideers Tjeneste. Se, det er nu den Ting, som jeg saa bitterligt har maattet savne; jeg havde tjent mange slette Instinkter eller rettere: uædle Leveregler — netop ved Hjælp af min Begavelse, før Dannelsen lidt efter lidt kom til, først s. 74som en brodsat Harve, siden som en klappende Haand over Frøet og som Fornuftens hellige Lys over Genfødelsens Spire. Nu er jeg, Gudskelov, ligesom Du Herre over mine Ideer, og mine Tanker maa lyde mig ligesaa fuldt som mine Instinkter, dem, jeg endnu har i oprindelig Fylde, sagtens fordi Naturmennesket kan reproduceres paa samme Maade som Livsglæden, det Første ved at gaa tilbunds i Kulturen, det Sidste ved at gaa tilbunds i Sorgen. Men Hvad jeg nu af Dig modtager, det er fornemmelig en Drik af den rene Kilde, som aldrig er bleven plumret, og det er den store Lykke, jeg med taknemmeligt Hjærte skatter. Jeg veed nemlig af Erfaring, hvor uhyre svær og sen en virkelig og gennemgribende Forandring af Aandslivet er, og at de formelle Regler i det Ydre tusende Gange kunne iagttages med skuffende Sandhed, før Aanden dikterer dem fra sit eget individuelle Standpunkt. Jeg takker da Gud af Hjærtet for de herlige Møder, han har forundt mig med Væsener af sjælden Art og gennemført Udvikling. Jeg har altid betragtet Menneskene med et kærligt Øje og sluttet mig til dem med ubesindig Tillid, hvilket har havt sin Grund i min Sjæle-Trang og -Formue til at supplere i en Haandevending alle deres Mangler. Det er nu Noget, som ikke ophører hos mig før med Livet; men det har været dyrt betalt og vedbliver med at forlange sin Afgift af mine gamle Dages Fred. Nu — det faaer gaa! Nogle er jeg dog sikker paa, sikker som paa Gud i Himlen, og blandt dem er Du. Jeg har ikke behøvet at laane Dig Noget;s. 75der kan altsaa Intet tages fra mig. Du følger mig med fuld Forstaaelse af det Svundne og med Tillid til det Kommende, og jeg hviler trygt ved denne Tanke; thi, hvis ikke Venskabet skal være en blot Omtusken af Dit og Dat, hvorved Forbindtligheden snoer sig som et filtret Garn gennem alle vore Veje og berøver os den personlige Frihed, da maa det have sin ypperste Grund i Forstaaelsens mægtige Støttepunkt, hvorfra ligesom Tilværelsen faaer det store Frihedssving ud over Livet. Man behøver i Sandhed kun en Enkelts klart opladte Syn over sin Gerning og over sin Vej her paa Jorden, for at lette den. Lykkelig den, som har mange; men da kunne de ogsaa let vildlede.
Hvad jeg i mit forrige Brev til Dig udtalte saa flygtigt, var desværre blot et af de Suk, som Tiden vil bringe Dig mange af fra mit nuværende Stadium. Her er noget Uhyggeligt og Mistrøstende for en Skandinav, og endnu mere for en Dansk, der elsker og ærer sit Fædreland frem for Alt. Bjørnson er i det Stykke grumme liden — ja, i andre Stykker med! Tilforladelig, han sætter ikke nogen Sag over sig selv og sin egen Forfængeligheds Mættelse. Jeg føler stundum en Foragt for denne Lidenhed, saa stærk, at jeg fristes til at kaste min ydmyge, føjelige Tvangstrøje af og søge ham op. Men, Mathilde, jeg kalder disse Øjeblikke Fristelser af Forfængelighedens Dæmon, og saa sejrer jeg over dem; thi Sagen skal jeg kunne ofre Alt, og vi ere jo heroppe som to Plovheste for den samme Plov. Han er meget stærkere end jeg; men han skal huske s. 76paa, at To dog trække mere end En. Og, gik jeg endog kun bagefter og jævnede de altfor dybe Furer, hvorfra en Spire aldrig kunde naa op til Jordens Flade, da skulde han forstaa mit Værd. Det forstaaer han ogsaa, men fra et almindeligt Skøn, ikke fra det, som stiller mig Side om Side med ham i Kamp for fælles Ære, fælles Gevinst og Tab. Han vil helst være alene, og han er en meget snu Eskamotør. Men Du skulde følge mig synlig i denne Strid med min Stolthed og min Idé. Du skulde se det Ord retfærdiggjort, stundum i en stridbar Stund: „Velsigner dem, som Eder forfølge!“; thi der er jo ofte Anledning for mig her til at personliggøre det danske Folk. Hu, da koger det i mit Sind, baade Gift og Galde, og Hadet suser op som utallige Bobler; men, naar en Boble er rigtig udspændt, da har den Regnbuens Skær over sig, idet den brister. Det Gode faaer hurtig Overmagten, og mit Livs Indsats staaer for mig. Da fornyer jeg den igen ved Tilgivelse og udvidet Opfattelse, og saa gaaer det. Skulde Bjørnson og jeg leve skilte heroppe og i Strid, da fik Mange Vand paa sin Mølle; nej, lad det blive en Overanstrængelse, jeg skal bære den til Slut, hvis jeg lever, ligesom jeg har baaret saamange andre. Lad det kun se ud, som om et Æsel eller et stakkels Øg trak i Spand med en vælig Hest — naar bare Arbejdet dog monner lidt mere!
Jeg har havt Brev fra Fru Heiberg, et mærkeligt Brev, Mathilde, en fuld og usminket Sjæleudtalelse! Ja, jeg havde været meget nærgaaende i to Breve til hende. Mine Spørgsmaal vare af den s. 77Art, at de maatte faa Svar fra Hjærtens Grund eller betragtes som en Næsvished af en Forbigaaende. Gud ske Lov, hun stod sig i Prøven! Nu ejer jeg en Velsignelse i hendes rige Venskab.