Grundtvig, N. F. S. Nøgen, under Torne-Krone

No. 95. Petrus, Paulus og Johannes.

Kan synges som: Søndag Morgen fra de Døde.

Nøgen, under Torne-Krone,
Christnes Drot opgav sin Aand,
Korset var Hans Konge-Throne,
Naglen Spiret i Hans Haand;
Kun en Røver hørtes sige:
Kom ihu mig i Dit Rige!

Som et Lig han blev nedtagen,
Dødere ei Nogen var,
Salvet, svøbt i Jordelagen,
Af et frygtsomt Vennepar;
Ved hans Grav stod Romer-Vagten,
Mod hans Rige Verdensmagten!

Attenhundred Aar tillige
Fra den Time vi har talt,
Mangt et mægtigt Kongerige
Reiste sig paa Jord og faldt,
End sig dog alt Stort herneden
Dreier kun om Christenheden!

Hvem har dette Rige stiftet
I den døde Konges Navn?
Hvem har Lyd paa Jorden skiftet,
Gjort af Christnes Fødestavn
Helligt Land paa Hedning -Tunge,
Rosenlund, hvor Engle sjunge!

Hvem har gjort af Christus-Graven
Tvistens Æble nyt paa Jord,
For Kalifen og for Paven,
270 For Havdronningen i Nord,
Lamper tændt, som slukke Sorgen
I den Grav hver Paaske-Morgen!

Hvem har gjort af Julebudet
Fra »et Barn i Bethlehem «
Evangeliet , forgudet
Allermest i Kæmpers Hjem!
Hvem har Legemer og Sjæle
Lært i Jesu Navn at knæle!

Petrus, Paulus og Johannes ,
De var Christi Mærkesmænd,
Og Hans Rige see vi dannes,
Hvor i Verden de kom hen,
Raabte høit: Han er opstanden!
Knæler, priser Guddoms-Manden!

Saa de reiste Korsets Mærke,
Priste Dødens Overmand;
Deres Ord de vingestærke
Overfløi den vilde Strand,
Vakde, hvor med Tro de løde,
Lyst i Nød og Liv af Døde.

Petrus, Paulus og Johannes
Røbed hvad nu alle veed,
At i Eet kan Tre uddannes:
Tro og Haab og Kiærlighed ,
Fra hinanden let at kiende,
Giør dog Eet til Verdens Ende!

Samme Drot og samme Rige,
Samme Aand og Livets Ord,
Giør i Grunden alle lige,
Lyser over samme Spor;
271 Thi den samme Daab gienføder
Alle Hedninger som Jøder!

Jøde først, var Peders Tanke,
Hedning fri, var Pauli Straf,
Begge dog de vilde sanke
Rigets Børn , hvor de dem traf;
Hos Johannes Frelser-Navnet
Under Eet dem har omfavnet.

Samme Trøst de gav i Nøden,
Over Trængsel, Skam og Spot,
Alle Tre de gik i Døden
Gladelig for Livets Drot;
Med Johannes Kiærligheden
Giennemgik den alt herneden.

Talrig blev den Helte-Skare
Under Korsets Banner hvidt,
Som, trods alskens Nød og Fare,
Tog for Christus Kæmpeskridt,
Dog, som Han, der os gienløste,
Eget Blod de kun udøste!

Derfor saae man klart ved Solen,
Om end Mund og Hjerte frøs,
Korsets Drot paa Konge-Stolen
Med en Livs-Kraft mageløs,
Helten, som med hvide Kinder
Dødens Bleghed overvinder!

Hvem har Livs-Kraft slig i Eie!
Hvem kan sprænge Dødens Baand!
Hvem Naturens Løb omdreie,
Uden Kiærlighedens Aand!
272 Hvad er Sandhed , om ei Ordet ,
Som forgiæves kun blev jordet!

Hvem kan Riget overvinde,
Som kan Døden overstaae!
Hvem kan meer end Døden binde,
Mere end ihjel os slaae!
Underligt, at kun de Færre
Helst vil døe for Livets Herre!