No. 37.
Jordans Flod.

Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.

✂ Det var i Hvede-Høstens Tid,
I Jordan var Høivande,
Og Israel var kommet did
Paa Strid fra fjerne Lande.

✂ Forsvundet var den Moses-Stav ,
Hvoraf gik Ry saa vide:
Afveien gik det røde Hav
For den ved Midnatstide!

✂ Veirstøtten meer ei under Soel
Gik skyhøi over Tuen,
Og blussed ei, til Hanen goel,
Med Farver som Regnbuen!

✂ Dog end i Leiren var Guds Ark,
Hans Engel over Issen,
Det saaes paa Jordans slette Mark,
Med den gik Gud i Spidsen!

✂ Da skildtes Flodens Bølger ad,
Som Havets hist ved Ørken,
Flodsengen blev saa tør og flad
Som aldrig under Tørken!

✂ Tørskoet over Jordans Aa
Gik Folket med sin Konning
Til Landet under Skyer blaa,
Som flød med Mælk og Honning!

✂ Af Stene tolv fra Jordans Bund,
Ved Børnehænder stærke,
Jærtegnet fik paa Fastlands-Grund
Et varigt Mindesmærke.

✂ Som Israel i Josvas Tid
Staaer nu Guds Folk i Aanden,
Ei Kæmpekraft, ei Mandevid
Kan raade Bod paa Vaanden.

✂ Forsvundet er den Moses-Stav ,
Som aldrig gaaer af Minde,
Nedlagdes i den Moses-Grav ,
Som ingen veed at finde!

✂ Dog end i Leiren er Guds Ark,
Hans Engel over Issen,
Og sikkert paa vor jævne Mark
Med den gaaer Gud i Spidsen.

✂ Da over Jordans Flod vi gaae
I Aanden med vor Konning,
Til Landet under Himmel blaa
Med Hjertets Mælk og Honning.

✂ Af Stene tolv fra Jordans Bund,
Ved Børnehænder stærke,
Jærtegnet faaer paa Fastlands-Grund
Et varigt Mindesmærke.

✂ De Stene tolv er Troens Ord,
Vor Jordans-Flod er Daaben ,
Bag den med Herrens Nadverbord
Staaer Paradis os aaben!

✂ Guds Ark hos os er Daabens Pagt ,
Hans Engel er den samme,
Som stod for Livets Træ paa Vagt
Med Sværde-Egg i Flamme!

✂ Endnu som altid for Guds Ord
Er Vei i store Vande,
Og kiender ei man Aandens Spor,
Hans Kraft man dog maa sande.