↩

No. 121.
Luther i Worms.

Egen Melodi af C. Barnekow .

✂ Jeg var en Munk i Sachsenland,
Hvor Malmen groer i Fjelde,
Jeg brød mig ei om Pavens Band,
Ei om St. Peders Vælde!

✂ Jeg foer dog ei med Lærdom ny,
Skiøndt Paven det tør mene,
349 Men stred for Herren over Sky,
Og for hans Ord det rene!

✂ Jeg præked paa mit Modersmaal ,
Og sang saa godt jeg kunde,
Og de, som trued Ord med Baal,
Fik Skam paa deres Munde!

✂ Jeg grunded paa Vorherres Bog,
Som aarle, saa og silde,
Og prented den paa Folkets Sprog,
Alt som Vorherre vilde!

✂ Jeg drog engang til Worms ved Rhin ,
Min Gierning at forsvare;
Som Husses Hals af Kiød er din,
Man sagde, tag dig vare!

✂ Det være maa Vorherres Sorg,
Saa faldt mig Ord i Munden,
Vor Gud, han er saa fast en Borg,
Og Satan feig i Grunden.

✂ Gik Djævle der da end i Lag,
Saa mange og saa røde,
Som Teglene de er paa Tag,
Jeg tør og maa dem møde.

✂ I Riddersalen høi og stor,
For Keiser Karl paa Thronen,
Jeg traadte frem med Sandheds Ord,
Og vented Martyr-Kronen!

✂ Den lange Snak er lidt bevendt,
Det gjaldt kun om at sige:
350 Vorherres Ord er jeg bekiendt,
Vil ei et Haarsbred vige!

✂ »Jeg som en lydig Undersaat
Til Fode Jer vil falde,
Men ei mit Ord om Himlens Drot
Jeg kan tilbagekalde;

✂ Hans Ord og Skrift er over os,
De Høie med de Lave,
Ustraffet dem ei byder Trods
Selv Keiser eller Pave,

✂ Og kan med dem om Kiætteri
Mig Ingen overvinde,
Da er min Trøst, Guds Mund -er fri,
Den kan slet Ingen binde!«

✂ Det hørde Folk i Tusindtal,
Saa Røg der gik af Branden,
Det lød i Hytte, klang i Hal:
Til Paven han er Manden!

✂ Halvanden Snees af Aar randt hen,
Saa graa jeg blev i Striden,
Og fandt, at baade Mund og Pen
De slides op med Tiden;

✂ Men Frihed vandt Guds rene Ord,
Brød ud i Sang og Tale,
Hos alle Frænde-Folk i Nord,
Paa Bjerge og i Dale!

✂ De Pavens Tøffel aldrig meer
Vil kysse, tør jeg haabe,
351 Skiøndt Verden er, som let man seer,
En gammel Vendekaabe!

✂ Jeg stoler paa de Smaa især,
De vil saa gierne kvæde:
»Fra Himlen høit kom vi nu her,«
Derved sig Engle glæde.

✂ Og Kvinderne jeg regner paa,
De slippe ei af Griller
Den Sang og Bog, de kan forstaae,
For pluddervælske Triller.

✂ Jeg allenfalds er Pavens Pest,
Saalænge jeg kan aande,
Naar jeg er død, han faaer sin Rest,
Og Kirken Bod for Vaande!

✂ Da faaer og Tyrken sin Bekomst,
Hvortil han høit kan trænge,
Den Orm paa Christenhedens Blomst
Har gnavet altfor længe!

✂ Nu kappes om, I Folk i Nord!
At bede og at sjunge
Mod Pavens og mod Tyrkens Mord,
Med eders egen Tunge!

✂ Den Ene myrder Sjæl og Krop,
Men Krop og Sjæl den Anden,
Saa gaaer det med dem lige op.
Som Potten og som Panden!