No. 121.
Luther i Worms.
Egen Melodi af C. Barnekow .
✂
Jeg var en Munk i Sachsenland,
Hvor Malmen groer i Fjelde,
Jeg brød mig ei om Pavens Band,
Ei om St. Peders Vælde!
✂
Jeg foer dog ei med Lærdom ny,
Skiøndt Paven det tør mene,
349
Men stred for Herren over Sky,
Og for hans Ord det rene!
✂
Jeg præked paa mit
Modersmaal
,
Og sang saa godt jeg kunde,
Og de, som trued Ord med Baal,
Fik Skam paa deres Munde!
✂
Jeg grunded paa Vorherres Bog,
Som aarle, saa og silde,
Og prented den paa Folkets Sprog,
Alt som Vorherre vilde!
✂
Jeg drog engang til
Worms
ved
Rhin
,
Min Gierning at forsvare;
Som
Husses
Hals af Kiød er din,
Man sagde, tag dig vare!
✂
Det være maa Vorherres Sorg,
Saa faldt mig Ord i Munden,
Vor Gud, han er saa fast en Borg,
Og Satan feig i Grunden.
✂
Gik Djævle der da end i Lag,
Saa mange og saa røde,
Som Teglene de er paa Tag,
Jeg tør og maa dem møde.
✂
I Riddersalen høi og stor,
For Keiser
Karl
paa Thronen,
Jeg traadte frem med Sandheds Ord,
Og vented Martyr-Kronen!
✂
Den lange Snak er lidt bevendt,
Det gjaldt kun om at sige:
350
Vorherres Ord er jeg bekiendt,
Vil ei et Haarsbred vige!
✂
»Jeg som en lydig Undersaat
Til Fode Jer vil falde,
Men ei mit Ord om Himlens Drot
Jeg kan tilbagekalde;
✂
Hans Ord og Skrift er over os,
De Høie med de Lave,
Ustraffet dem ei byder Trods
Selv Keiser eller Pave,
✂
Og kan med dem om Kiætteri
Mig Ingen overvinde,
Da er min Trøst, Guds Mund -er fri,
Den kan slet Ingen binde!«
✂
Det hørde Folk i Tusindtal,
Saa Røg der gik af Branden,
Det lød i Hytte, klang i Hal:
Til Paven han er Manden!
✂
Halvanden Snees af Aar randt hen,
Saa graa jeg blev i Striden,
Og fandt, at baade Mund og Pen
De slides op med Tiden;
✂
Men Frihed vandt Guds rene Ord,
Brød ud i Sang og Tale,
Hos alle Frænde-Folk i Nord,
Paa Bjerge og i Dale!
✂
De Pavens Tøffel aldrig meer
Vil kysse, tør jeg haabe,
351
Skiøndt Verden er, som let man seer,
En gammel Vendekaabe!
✂
Jeg stoler paa de Smaa især,
De vil saa gierne kvæde:
»Fra Himlen høit kom vi nu her,«
Derved sig Engle glæde.
✂
Og Kvinderne jeg regner paa,
De slippe ei af Griller
Den Sang og Bog, de kan forstaae,
For pluddervælske Triller.
✂
Jeg allenfalds er Pavens Pest,
Saalænge jeg kan aande,
Naar jeg er død, han faaer sin Rest,
Og Kirken Bod for Vaande!
✂
Da faaer og Tyrken sin Bekomst,
Hvortil han høit kan trænge,
Den Orm paa Christenhedens Blomst
Har gnavet altfor længe!
✂
Nu kappes om, I Folk i Nord!
At bede og at sjunge
Mod
Pavens
og mod
Tyrkens
Mord,
Med eders egen Tunge!
✂
Den Ene myrder Sjæl og Krop,
Men Krop og Sjæl den Anden,
Saa gaaer det med dem lige op.
Som Potten og som Panden!