No. 17.
Jakobs Nattekamp.
Egen Melodi af L. M . Lindeman .
✂
Som Ørnen sidder paa høien Hald,
Og fylder med Rov sin Rede,
Saa
Edom
throned paa Seiers-Bjerg,
Han var ikke god at bede.
✂
Som Lammet hviler i Engens Skiød,
Hvor rislende Bækken rinder,
Saa hviled
Jakob
ved
Jaboks
Bredd,
Omblaanet af blye Kiærminder!
✂
I tyve Aar var han udenlands,
Han længdes nu efter Hjemmet,
Og Hjemmet efter saa lang en Tid
Det er baade kjendt og fremmed.
✂
Det Bud, han skikked til
Esau
,
Med Bøn om hans Gunst og Naade,
Igien var kommet med kort Beskeed,
Som var ham kun slet tilmaade.
✂
»Din Broder sadled sin høie Hest,
Ham følger saa faver en Skare,
64
Ham følger fire Gang hundred Mand.«
Hvo tør vel for Skytten svare!
✂
Da blegned
Jakob
, for han blev rædd,
Han tænkde paa Børn og Kvinder,
Saa værgeløse som Faar og Lam
De var imod grumme Fiender!
✂
Da sukked
Jakob
: min Faders Gud!
Hvad kunde jeg meer forlange?
Jeg gik fra Hjemmet kun med en Stav,
Og Drot er jeg nu for Mange!
✂
Høilovet være din Miskundhed!
Dit Ord er som Guld det rene,
Men ei jeg havde saa bange Kaar,
Den Tid, da jeg var alene!
✂
Du selv dog sendte mig hjem igien,
Mangfoldig med Gods begavet,
Dit Ord mig loved en Afkom prud
Utallig som Sand ved Havet!
✂
Saa frels mig, Herre! af Broders Haand,
Som spænder den stærke Bue,
Urørt af Barnet i Moders Skiød!
Mit Hjerte, det maa vel grue.
✂
Saa bad den Fromme i Eensomhed,
Det var ikke hen i Veiret,
Med opladt Øie han saae det brat,
Af Engle han var omleiret.
✂
Det var saa deilig en Sommernat,
Han vidste knap hvad han gjorde,
65
Han brødes længe med
Himlens Helt
,
Forunderligt, hvor han turde!
✂
Nu blegne Stjerner, det gryer ad Dag,
Saa mæled den Himlens Kæmpe,
Nu slip mig, Hyrde, nu er det Nok,
Dit flammende Mod du dæmpe!
✂
Jeg dog ei slipper, var
Jakobs
Svar,
Før kraftig du mig velsigner!
Velan! dit Navn være
Israel!
Guds Fyrster i Kamp du ligner.
✂
Saa endtes Kampen, og Soel opgik,
For Himmel og Jord at straale,
Men halt var Hyrden, i Dysten haard
Af Led gik hans Hofteskaale!
✂
Paa Ganger stolt under Gylden-Hjelm,
I Spidsen af Kæmper ranke,
I Solskin straalende,
Esau
Sig nærmed med blodig Tanke.
✂
Syv Gange bukked sig Jakob dybt
For Broderen tvillingbaaren,
Det røre maatte selv Staal og Steen,
Af Øiet udperse Taaren!
✂
Da sprang af Hesten den Bjergedrot
Og løb mod den lamme Hyrde,
Og hængde hulkende om hans Hals,
Som han havde tænkt at myrde!
✂
Hvo sig fortrøster paa Himlens Gud,
Ham skal ingen Farer skrække,
66
For alle Hjerter staae i Guds Haand,
Han leder dem som Vandbække!