Grundtvig, N. F. S. Kong Pharao var en ugudelig Krop (vers 6 - 8)

No. 26. Moses og Pharao.

Guds Folk kom, desværre, i Trældom paany,
Sig Pharao kalder Fornuften ,
Med Vinden udbredes hans Roes og hans Ry,
For han har sit Rige i Luften,
Han fnyser ad Alt hvad der er af Guds Aand,
Som Ordet, saa Troen han lægger i Baand,
Livsaanderne, mens de er spæde,
I Lethe han drukner med Glæde.

Dog aldrig kan lykkes hvad Gud er imod,
Sit Folk vil Han sikkert bevare,
Af Floden opdukker for Trældommen Bod,
Om end den er kiøbt med Livsfare,
Vort Lutherdom er som en Lade af Siv,
Hvori Christus-Barnet har fristet sit Liv,
Han brat, med sin Moder til Amme,
Indpodes i Pharaos Stamme.

Hvordan det gaaer til, om vi vidste det ret,
Vi vilde dog ikke forraade,
Og over det Dunkle vi trøste os let,
Thi det er en lystelig Gaade,
Som Mirjam vi lure i Siv-Ladens Egn,
Og vogte og stirre paa Tidernes Tegn,
Og vinker Prindsessen, vi springe
Til Amme vor Moder at bringe.