Grundtvig, N. F. S. Han var ingen mægtig Aand

No. 126. Ansgars Minde.

Mel. Blomstre som en Rosengaard, af J. P. E. Hartmann .

Han var ingen mægtig Aand,
Mark-Evangelisten ,
Dog et Redskab i Guds Haand,
Ret en Hjerte-Christen,
Sund i Troen, mild og øm,
I sin Daad og i sin Drøm
Barnlig, gudhengiven!

362

Kirke lav han grunded her,
Tusind Aar tilbage,
Ei med Bram og Herrefærd,
Men med Suk og Klage,
For det var saa grumme smaat
Her med Ondt saavelsom Godt,
Uden Martyr-Kroner!

Snart i fyrretive Aar
Han til Kronen beiled,
Og sov hen med bange Kaar,
Som den var forfeilet,
Savned dog ei Himlens Trøst,
Stoled paa en Glædes-Høst
Efter Taare-Sæden!

Tusind-Aaret nys udrandt,
Sæden ei uddøde,
Marken dog endnu ei vandt
Roes og Ry for Grøde:
Alt gik seent og Alt var smaat,
Lidt af Ondt og Lidt af Godt,
Ingen Martyr-Kroner!

Kraft dog har paa Troens Grund
Badet og Guds-Bordet ,
I vort Hjerte og vor Mund
Lifligt er Guds-Ordet,
Ved den gode Hyrdes Røst
Hjorden føler Aandens Trøst,
Følger ham alene!

Kiærligheden blev ei kold,
Det er Hjertets Ære,
Derfor sikkert mange Fold
Marken , dog skal bære,
363 Sent men sødt, det er vor Trøst
Som Ansgars , en Glædes Høst
Kroner Taare-Sæden!

I Guds Time da Guds Ord,
Hjertelig omfavnet,
Videre herfra paa Jord
Gaaer i Jesus-Navnet ,
Gaaer med Kiærlighedens Sang,
Med Guds Fred fra Danevang ,
Trøstig giennem Ilden!

Gud ske Lov i Jesu Navn
For Evangelisten,
Som, trods Aande-Lynets Savn,
Var en Hjerte-Christen,
Egned sig til Mærkes-Mand
Just i vore Fædres Land:
Banen paa det Jævne!