No. 132.
Lovsangen.

Egen Melodi.

✂ Herren, han har besøgt sit Folk,
Natten, hun blev til Morgen,
Menneskens Søn, Gud-Faders Tolk, .
Slukket nu har al Sorgen.

✂ Frelseren laae i sorten Jord,
Nætter saa vel som Dage,
383 Men det opstandne Livsens Ord
Døden ei meer kan smage.

✂ Kirken, hun sad i Enkestand,
Sørged for den Eenbaarne,
Glemde, at han i Gravens Land
Stormede Dødens Taarne.
Deraf udsprang den bittre Sorg,
Ligfærd med Graad og Klage,
Hulken for Sang paa Sions Borg,
Nætter saa vel som Dage.

✂ Herren, han er dog Sine tro,
Ogsaa naar de mistvivle,
Roser han lod paa Torne groe,
Lærde os saa at smile.

✂ Blegt som et Liig var Livets Ord,
Dødt det os laae paa Tunge,
Aand dog fra Herren i det foer,
Engle derom vil sjunge.

✂ Synger da med i høien Sky:
Ordet stod op af Døde,
Lyder i Aandens Kraft paany,
Tænder, saa Tunger gløde!

✂ Lever nu op, I Christne smaa!
Nu er her godt at være,
Alle Guds Engle mod os staae,
Vil jer paa Hænder bære!

✂ Frelseren laae i sorten Jord,
Sidder paa Ærens Throne,
384 Aand er og Liv til os hans Ord,
Glæden vor Psalme-Tone!