↩

No. 36.
Rahab.
(Efter Josva. 2 og Matth. 1.)

Egen Melodi af H. Nutzhorn .

✂ Der laa en Stad paa Marken,
Som kaldes Videslet,
Af Roser og af Palmer
Omringet trindt og tæt;
Den laa i Jordans-Egnen,
En halv Miilsvej derfra,
Og Jeriko hedd Staden,
Som blomstred deilig da.

✂ Der laa et Huus ved Volden,
Det hedd -»den røde Snor «,
Og Rahab hedd Værtinden,
Ei med det bedste Ord.
Men Kvinden havde Hjerte
Og klare Øine blaa,
Hun havde stærke Drømme
Og dem hun tænkde paa.

✂ Hun drømde tit om Moses ,
Og om hans Tryllestav,
Hun drømte tit, hun vandred
Midt i det røde Hav;

**) Den uafsluttede Udg. har herefter endnu et Vers. Se Tillæg S. XXVIII. Vers 55. U. A . 131

✂ Hun drømde og forleden,
Hun hørde Herrens Lur,
Og saae ved Klangen styrte
I Gruus den høie Mur.

✂ Nu kom der i Tusmørket
To Fremmede tilbyes,
De sneg dem ind i Huset,
Før Byen tændte Lys,
De kom fra Sittims -Leiren,
Paa Speideri udsendt,
Derom blev strax der mumlet,
Og snart blev det bekjendt.

✂ Det kom for Kongens Øren,
Og da blev der en Jagt,
Ved alle Byens Porte
Man satte dobbelt Vagt.
I Rahabs Huus ved Volden
Der blev da ogsaa ledt
Og der de laae paa Taget,
Med Hørstraa overbredt.

✂ De var her, sagde Rahab ,
Men smutted bort i Hast,
Mit Tag dem ikke skjuler,
Det veed jeg fuldt og fast;
Men stakket er det siden
Jeg dem for Øine saae,
Langt borte er de ikke,
Det kan I lide paa.*)

✂ Saa tog hun dem ved Næsen,
Og det med fager Mund,
Om Speiderne de ledte
Med Flid i Rosenslund.

**) Den uafsluttede Udg.s tilsvarende Digt (delt i Firlinievers) har et her udeladt Vers. Se Tillæg S. XXIX. Vers 13. U. A . 132

✂ Saa gik hun op paa Taget,
Da Alle var til Ro,
Og vakde op af Dvale
De Ungersvende to. *)

✂ Vil I mig Fred tilsværge
Ved eders stærke Gud,
Da stræber jeg med Liste
At hjælpe eder ud;
De svor alt som hun vilde:
Hvordan det ellers gaaer,
Ei her paa dig og dine
Der krummes skal et Haar.

✂ Fra Gluggen over Muren
De sagte gled til Jord,
Ved Hjælp af fagre Hænder
Og af den røde Snor ,
Dem Tegnet skulde være,
Den Line purpurrød,
Til hendes Liv at skaane,
Som frelste dem fra Død.

✂ Saa tyed de til Bjerget
Og fjælede sig der,
Og kom dog saa til Leiren
Tidsnok til Herrefærd,
Med Arken over Jordan
De gik i Høstens Tid,
Der veg som Røde-Havet
For den og Strømmen strid.

✂ Ved Klang af Guds Basune
Stads-Muren sank i Gruus,

**) Den uafsluttede Udg. har endnu fem her udeladte Vers. Se Tillæg S. XXIX-XXX. Vers 16-20. U. A . 133

✂ Og paa den røde Line
De kjendte Rahabs Huus.
De kom ihu med Glæde
Den Eed, de Kvinden svor,
Som Ædlinger med Ære
De holdt og deres Ord.

✂ Og en af dem hedd Salmon ,
Han var en Høvding-Søn,
Han gav for Livet Rahab
Sin Kjærlighed til Løn,
Og fra det Par nedstammed
Den store Zions Skjald,
Til Herren i det Høie
Gik deres Arvetal!