No. 14.
Jakob og Esau.
Kan synges som: Abraham sad i Mamre Lund.
✂
Esau var en Skytte vild,
Og
Jakob
en stille Hyrde,
Skytten var gram, men Hyrden mild,
Og Lammet er lettest Byrde.
✂
Før de blev født, det var Guds Ord,
»Den Større er dog den Mindre,«
53
Aldrig det findes skal paa Jord,
At Nogen kan Gud forhindre.
✂
Ordet udgik af Seer-Mund,
Det vidste Forældre begge,
Kiød dog immer, ved Aandens Blund,
Ophøier sin Kiæledægge.
✂
Isak
, han var en gammel Mand,
Med Synet og svækkes Sindet,
Vildbrad er sødt for Lækkertand,
Af Skytten han var forblindet.
✂
Skytten sin Førstefødsels-Ret
Ei regnede for det Mindste,
Solgde engang, af Jagten træt,
Den glat for en Moos som glindste.
✂
Jakob da kiøbde Ret for Ret,
Som Rosen for Moos den røde,
Esau spurgde, spodsk og mæt,
Hvad Fødselen hjalp den Døde?
✂
Esau!
sagde Isak blind:
Skaf Vildt nu med Pile dine!
Alt som min Smag er da mit Sind,
Jeg vil dig med Gud velsigne.
✂
Jakob!
da sagde Moder blid:
Vor Herre vil dig velsigne,
Gak mig til Hjorden, hent to Kid,
De fedeste, som er fine!
✂
Nødig han lød Rebekkes Røst,
Den stille og fromme Hyrde,
54
Kiddene let ham laa ved Bryst,
Men Listen ham var til Byrde.
✂
Vil ei min Fader bande mig!
Han sukked, og hvad min Broder?
Ramme det mig, som rækker dig!
Ham svared med Smil hans Moder.
✂
Braden var sød, han bar den frem,
Som Skytten han var indforet,
Rystende dog paa hvert et Lem,
Han satte sin Ret paa Bordet.
✂
Moderens Bud var Jakobs Trøst,
Og Isak var blind af Ælde,
Esaus Hænder, Jakobs Røst!
Han sagde, lod Knebet giælde.
✂
Isak i Aande kom nu brat,
Og Jakob han lydt velsigned,
Abrahams Lykke blev hans Skat,
Som Abraham efterligned.
✂
Esau kom fra Skoven hjem
Og stegde sit Vildt med Snilde,
Bar det og brat for Isak frem,
Men mærked, han kom for silde.
✂
Esau skiældte, fnøs og græd,
Af Vrede hans Nyrer bæved,
Ei han sig brød om »Kvindens Sæd,«
Velsignelse brydsk han kræved.
✂
Isak da sagde: lev af Sværd!
Du dier ei Jordens Bryster,
55
Broderen din du tjener tvær,
Hans Aag du engang afryster.
✂
Maadelig klæder Kvindens List
Ved Lyset, der nu mon brænde,
Bedre dog klares Sagen vist,
Naar Hjerternes Raad vi kjende.
✂
Esau var af Kains Art,
Han vilde sin Broder myrde,
Røbet dog blev hans Ondskab snart,
Gud frelste den fromme Hyrde!