No. 89.
De to Distipiers Gang til Emaus.
Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.
✂
Luk Øine op, al Christenhed!
See hist, hvor Fuglen synger,
Sig Bakke op og Bakke ned
En Markvei yndig slynger!
✂
Den snoer sig mellem Skov og Eng,
I Vaar og tidlig Sommer
Forbi saamangen Lærkeseng
Imellem Korn og Blommer.
✂
Seer I de tvende Vandringsmænd,
Med Sorg i Dragt og Mine!
De skifte Ord som Ven med Ven,
Dog hver har Tanker sine.
✂
I seer det nok paa Haaret hvidt,
Det er ei Ungersvende,
Og gamle Folk staae hver paa Sit,
Den Tvist vel seent faaer Ende.
✂
Men see den Yngling himmelskiøn!
Hvad har vel han isinde,
Han skyder over Engen grøn,
Vil brat de Gamle hinde.
✂
Det i hans Pande skrevet staaer,
Han meget har at sige,
Hvis feil ei hvert et Mærke slaaer,
Han vil dem brat forlige.
✂
Hør efter, lyt, al Christenhed!
Han spørger som de Unge,
Skiøndt meer end alle Gamle veed
Ham ligger vist paa Tunge.
✂
Guds Fred! god Dag! hvad er det vel,
Saa ivrig I omtviste,
Sørgmodige i Sommerkveld,
Som de, der alt skal miste?
✂
Det er den gamle
Kleophas
,
Han svarer kun med Klage:
For
Jesu Christi
Timeglas
Udrandt paa Jord saa fage.
✂
Profeten, siger han med Suk,
Det maa du dog vel vide,
Hvis Daad var Glands, hvis Ord var Dugg,
Han maatte Døden lide!
✂
Han døde nys med Spot og Skam,
Som leved Gud til Ære!
255
Til Korsets Træ de nagled ham,
Det maa hans Venner bære!
✂
Vi tænkte dog, han var den Drot,
Som skulde os gienløse,
Nu maatte, til hver Daares Spot,
Han selv sit Blod udøse!
✂
Saa mørkt er Alting under Sky,
Selv Stene maatte græde,
Dog Somme, midt i Sorgen ny,
End tale tør om Glæde.
✂
I Fredags slukdes Sandheds Soel,
Nu alt er tomt og øde,
Ved Middag Midnatshanen goel,
Og Livets Lyst uddøde!
✂
Imorges vore Kvinder gik
Til Jesu Grav at græde,
Og kom, som det er Kvindeskik,
Udgrædte hjem med Glæde.
✂
De raabde ud: hans Grav er tom,
Og mellem Roser røde
Vi hørde Engle sjunge om,
At han stod op af Døde!
✂
Da To af os til Graven fløi,
Og saae sig om derinde,
De fandt aflagt hans Jordetøi,
Men han var ei at finde!
✂
Den Ungersvend med Ild i Bryst,
Som Alt kan aabenbare,
256
Nu løfter han sin Frelser-Røst
Med Toner sølverklare!
✂
See, hvor de Gamle blusse ved
Det Lys, den Unge tænder!
Nu deres Øine slutte Fred,
Mens deres Hjerte brænder!
✂
Hvi mistroer I Profeters Sang!
(Det er hans Indgangs-Tale)
Til Glædens Hjem er Christi Gang
Igiennem Graadens Dale.
✂
Gienløseren fra Dødens Kval
Og Gravens Midnats-Mørke
Sin Vei til Himlens Kongesal
Maa bane giennem Ørke!
✂
O hør, hvor han, paa Skriften klog,
Kan Mose-Lov forklare,
Med Ord af Davids Psalmebog
Guds Løndom aabenbare!
✂
See nu engang, hvor let det gaaer,
Ved Talen fra hans Tunge!
De Gamle gaae fra deres Aar
Og kappes med den Unge!
✂
Nu staae de alt ved Byen hist,
Ved
Emaus
paa Sletten;
Men hvad er det? kom de i Tvist
Med ham, som jævned Trætten?
✂
O nei, med ham de brydes kun,
Som
Jakob
med den Stærke,
257
At deres Liv er i hans Mund,
Det kan nu godt de mærke.
✂
Ad Aften lakker det nu brat,
Eenstemmig de udbryde:
Til Takke tag hos os inat
Med Alt hvad vi kan byde!
✂
Nu gik han ind som Ven til Ven,
O, hvilket Aftensæde!
Men see, der har vi dem igien,
Var da saa kort den Glæde?
✂
Nei, sjæleglade see de ud
Og fare som paa Vinge,
Saa det er vist et Julebud
De Brødre har at bringe.
✂
De ved
Apostel-Huset
staae,
Før Sveden de aftørre,
Og vældelig de banke paa,
For det har lukte Dørre.
✂
Der lyttes til, der kiges ud,
Der lukkes op med Læmpe,
Paa Tærsklen møder Glædens Bud:
Opstanden er vor Kæmpe!
✂
Opstanden er den Herre
Christ
,
Som laae saa vel forvaret!
For
Simon Peder
, det er vist,
Han sig har aabenbaret.
✂
Og saa for os, dem svare brat
Disiplerne, vi fulgde,
258
Skiøndt længe under Hyllehat
Vor Drot sig for os dulgde!
✂
Han kom alt som en Vandringsmand
Imellem Ubekiendte,
Men saa han klared vor Forstand,
At vore Hjerter brændte!
✂
Derfor vi ham til os indbød
I Emaus at hvile,
Og da han Brødet med os brød,
Vi saae vor Frelser smile.
✂
Saa med
Velsignelsen
oprandt
Sollyset for vort Øie,
Men med det Samme han forsvandt,
Opfoer vel til det Høie!
✂
Imens de tale, toner sødt
Vorherres: »Fred med eder!«
Og Alle see nu Liv i Dødt
Saavelsom de og
Peder
.
✂
Luk Øren op, al Christenhed,
Og tro dog Guddoms-Manden,
Naar over os han lyser Fred,
Han er for os opstanden!
✂
Er Aand og Liv ei meer hans Ord!
Blev ei vor Sorg til Glæde!
Fornemmes ei det ved hans Bord,
At han er selv tilstæde!
✂
Er i vort Hjerte og vor Mund
Ei Troens Ord det søde,
259
Som i en Paaske-Morgenstund,
Opstaaet fra de Døde!
✂
Er ei udbrudt en Paaskesang
Fra Hjerterne, som brændte,
Da hemmelig hos os i Vang
Vorherre Lyset tændte!
✂
Og skal den Sang ei fare frem
Paa Vinger i det Dunkle,
Til Øiet i Jerusalem
Skal see ham selv og funkle!