No. 42.
Gideon.
✂
Midianiten
som en Tyrk,
Han rased paa Bjerg og i Dalen,
Israels Land var som en Ørk,
Husvilde blev Spurven og Svalen,
Sværme fra Ørken som Græshopper graa
Levned paa Marken ei Græs eller Straa.
✂
Ephraim
bar ei Sværd ved Lænd,
Hans Hjem var i Kløften og Hulen,
Kiækkere ei end Kvinder Mænd
Sig vovede udenfor Kulen;
Fremmede Guder
, dem faldt de til Fod,
Tabde med Lykken al Magt og alt Mod.
✂
Gideon
hedd en
Josephs
Søn,
I Arten var ham Ørneflugten,
Modfalden dog han tarsk iløn,
Vin-Persen da skjulde Markfrugten,
Gluggen stod aaben, han speided med Flid,
Om ikke gryed en lysere Tid.
✂
Israel kom sin Synd ihu,
Og sukked til Gud i det Høie,
Naadig Han da, som før, saa nu
146
Til Israel vendte sit Øie;
Solglimt i Mørke er Blikket fra Gud,
Gideon
saae en Guds Engel saa prud.
✂
Engelen
hilsed venlig, mild:
Vorherre med dig i din Vælde!
Gideon
svared ør og vild:
Hvad tør du om Herren os melde?
Herren med os i vor Usselhed nu!
Hvor kommer fra da vor Trængsel og Gru?
✂
Engelen svared: som en Mand
Fremtræde du saa i din Vælde!
Frelse skal du dit Fædreland,
Som Græs skal du
Midian
fælde.
Herren
er med dig, det lide du paa!
Alle som een skal du Fienderne slaae.
✂
Gideon
troed fast, men seent,
Da Tegn over Tegn ham var givet,
Først med Guds-Ordet klart og reent
For
Frihed
han vovede Livet,
Folk han da samled saa vide om Land
Til han fik tredivetusinde Mand.
✂
Aanden dog sagde: slig en Hær,
Om Seiren jeg den vilde give,
Pralende stolt af Herrefærd,
Den Seiren sig vilde tilskrive;
Hjemlov du give hver eneste Mand,
Som har af Rædsel det ringeste Gran!
✂
Tusinder tyve Hjemlov tog,
Titusinde var ikke bange,
Aanden tilhvidsked Helten dog,
Til Seier der end er formange;
147
Prøves det skulde ved nærmeste Vand,
Hvem der igrunden var Dyr eller Mand.
✂
Labede Nogen som en Hund,
Han skulde til Dyrene tælles,
Kun hvem der drak af
Haand i Mund
,
Med Helten fik Ære tilfælles;
Prøven bestod ved det rindende Vand
Slet ikke fleer end trehundrede Mand.
✂
Jisreels
Dal, med Fiendens Leir,
Den mylred af Midianiter,
Sikker i Søvn man var paa Seir
Og drømde ei om Israliter,
Gideons
Lure med Blus og med Gjald
Hæren dog vakde til Flugt og til Fald!
✂
Lure trehundred paa en Studs
Som Torden forskrækkede Leiren,
Ligesaamange røde Blus
Da lyned og varsled for Seiren,
Sværdene svunges og Stalbrødre faldt,
Blot kun om Flugten iblinde det gjaldt.
✂
Indbyrdes kæmped Ven mod Ven,
Og Brødrene sloges i Mørke,
Ephraim spændte Sværd ved Lænd,
Iførde sig atter sin Styrke;
De som Guds Altre forhaanede nys,
Hilsed nu Støvet med blodige Kys!
✂
Fienden var knust og Folket frit,
Hvor
Gideon
stædtes var Glæde,
Trindt ham det lød: vort Liv er dit,
Beredt er dit Stolkonge-Sæde!
148
Nei, svared
Gideon
, Frister! far ud!
Israek-Folkets
Stol-Konge
er
Gud!
✂
Tiderne skride, Skriften staaer,
Og Ordene flyve om Lande,
Mindes det skal hvert Gyldenaar,
Hvad Slægterne alle maa sande:
Gideons-Leiren
var Herrens Paulun,
Gideøns-Luren var Herrens Basun!