Grundtvig, N. F. S. Underveis var til St. Peder

No. 99. Reent og Ureent.

Kan synges som: Med sin Alabaster-Krukke.

Underveis var til St. Peder
Fra en Hedning Ord og Bud:
Kom og lær mig, som jeg beder,
Ret at tækkes Himlens Gud!
Engle-Røst fra Klarlieds-Skyen
Viste mig til Jøde-Byen,
Og til dig om »Livets Ord«.

Peder tænkde, kun til Jøder
Sendtes Daab og Christendom,
Maatte staaet som paa Gløder,
Naar en Hedning bad derom,
Havde Gud ei Sagen klaret,
Naadens Rigdom aabenbaret,
Skillerummet revet ned.

Syn for Sagn i vaagne Drømme
Peder fik fra Naadens Gud,
Som kun nødig vil fordømme,
Heller slette Synder ud,
Gierne alle Smerter dulme,
Alle Gnisterne, som ulme,
Puste op til Glædes-Ild.

Peder saae fra Skyen dale
Ned en Kæmpe-Dug snehvid,
Hvori med og uden Hale
Vrimled Fugle, Kryb og Kid,
Reent og Ureent , sammenblandet,
Mens det lød, fra Ord til andet:
Reis dig, Peder! slagt og æd!

283

Peder, øm for Lovens Ære
Og sin Læbes Hellighed,
Svared: langt fra mig det være
Svinekiød at synke ned;
Røsten dog, hans Dyd uændset,
Svared kort: hvad Gud har renset
Kom ei du og kald ureent!

Trende Gange Dugen daled,
Droges atter op i Sky,
Trende Gange Røsten taled
Just de samme Ord paany;
Peder faldt i Tanker dybe,
Røsten, som ei kunde lyve,
Tungt det faldt dog ham at troe.

Aanden af hans dybe Tanker
Vakde ham med Spaadoms-Ord:
Bud her kommer, hør, det banker,
Efter dig de gaae paa Spor,
Tre dig kalde, veed at nævne,
Selv jeg her dem satte Stævne,
Følg dem uden Knur og Tvivl!

Lovens Aag blev sønderknuset
Af Guds Aand med Naadens Ord,
Daaben kom til Hedning-Huset,
Dækket der blev Herrens Bord,
I Guds-Ordets Vandbad renset,
Reent er, Mose-Lov uændset,
Alt hvad Gud med Ord har skabt.

Vov da, Hjerte, vov det, Tunge,
Hedningbaarne, som vi veed,
Høit dit Gudskelov at sjunge
For Guds store Miskundhed!
284 Kalder under Nørrelide
Kun Guds Engle Alfer hvide,
Paradiset Gladhjems Vang!

Eders gyldne Barnedrømme
Lad ei kaldes Løgn og Tant!
Alle Rørelserne ømme
Ved hvad Hjertet kalder sandt,
Hjerte-Sorger, Hjertens-Glæder,
Renere end Munke-Sæder
Tvætter Gud i Naadens Bad.

Lægges Hjertet, lægges Livet,
Folkets Aand og Tungens Maal,
Som af Gud de os er givet,
I den gyldne Offerskaal,
Trods al deres Lak og Lyde,
Ei sit Værk vil Gud forskyde,
Han giør Alting godt igien!

Naar med Tro vi os tilegner
Ordet , som til os det lød,
Synd ei Herren os tilregner,
Men sin Dyd og Helte-Død,
Os paa Hjerte Aanden falder
Som i Naadens gyldne Alder:
Nytaars-Dagens Morgengry!