✂

No. 1 .
Skabelsen .

✂ Hvad er det, vi skue
Paa græsgrønne Tue,
Med Høielofts-Tag,
Hvor Skyerne blaane,
Hvor Natten har Maane,
Og Solen giør Dag;

✂ Hvor Stjernerne blinke,
Hvor Blomsterne vinke,
Hvor Snekkerne gaae,
Hvor Bjerge og Dale,
Hvor Hytter og Sale,
Giør Store og Smaa;

✂ Hvor Ormene krybe,
Hvor Fuglene flyve,
Og Fluerne med;
Hvor Havet og Landet,
Hvor Ilden og Vandet,
I Strid finde Sted;

✂ Hvor Malmen og Flinten,
Hvor Hveden og Klinten
I Tvekamp bestaae,
2 Hvor Kæmperne stærke,
Før selv de det mærke,
Som Blomster forgaae;

✂ Hvor Dyrenes Gange
Og Navne er mange,
Som Stjerner og Steen,
Mens kun over Vrimlen
Sig hæver mod Himlen
En eneste Een?

✂ Hvis er vel det Øie,
Som Dale og Høie
Og Sky overseer;
Og hvad mon vi ere,
Vi Blandinger sære
Af Lys og af Leer,

✂ Som dertil fik Evne
At tælle og nævne
Og tænke paa Alt,
Men ikke den Vælde
At sætte paa Nælde
Et Blad, som affaldt,

✂ See Ingen, som mægter,
Hvad Skæbnen os nægter,
Men kan dog forstaae,
At Alt hvad der ordes,
Og Alt hvad der gjordes,
Maa Nogen formaae?

✂ O, hvad er vi Andet,
Med Ilden og Vandet,
Med Fisk og med Fugl,
End Værk af den Høre,
Som, dulgt for vort Øie,
Dog seer os i Skjul,

3

✂ Den underlig Store,
Hvis Finger vi spore
I Soel og i Siv,
Som veed hvad vi mene,
Som raader alene
For Død og for Liv!

✂ Hvad er det, vort Øre
Kan mærke og høre,
Som aldrig vi saae,
Hvor Stormene suse,
Og Bølgerne bruse,
Og Klokkerne gaae,

✂ Hvor Hornene runge,
Hvor Fuglene sjunge
I tusinde Tal,
Hvor Toner fremtrænge,
Fra Struber og Strænge,
I Stigen og Fald;

✂ Hvor rullende Torden
Fuldhøit over Jorden
Gienlyder i Sky,
Mens Lynene knittre,
Og Bjergene sittre,
Og Stormene flye!

✂ Hvad er det, vi høre,
Naar Læber sig røre
Hos Menneske-Børn!
Hvad er det for Vinger,
Hvorpaa sig opsvinger
Vor Sjæl over Ørn!

✂ Ja, Menneske-Stemme!
Hvor har han dog hjemme,
Den Fremmedes Søn,
4 Som fløi fra det Fjerne
Til Hjerte og Hjerne,
At fostres i Løn,

✂ Hvem Moder opammer
I dunkle Sovkammer
Ved Nat og ved Dag,
Til selv med sin Vugge
Han flyver bag Glugge
Høit op under Tag,

✂ Har Øret til Junge,
Har Gangvogn paa Tunge,
Og Gitter af Tand,
I Panden Høisale,
Og Høielofts Svale
Paa Læbernes Rand,

✂ Og springer fra Oven
I Dybet forvoven,
Og falder saa ind,
Som lystig beruset,
Med Døren i Huset,
Trods Haspe og Pind,

✂ I fremmede Sale,
Til Død eller Dvale,
Til Fryd eller Sorg,
Men farer tillige,
Som sært er at sige,
Til Fæderne-Borg!

✂ O, hvor har det hjemme,
Det Ord, som fik Stemme
Paa Tunger af Støv,
Gaaer lukt gjennem Øre,
Kan Tankerne føre,
Som Vindene Løv,

5

✂ Kan Hjerter bevæge,
Saa Glæderne lege,
Som Fiske i Vand,
Kan Hjerter og knuse,
Saa Kviderne bruse,
Som Bølger i Strand;

✂ Kan rulle som Torden,
Med Lyn over Jorden,
Slaae Revner i Fjeld,
Kan Blomster i Flokke
Af Støvet fremlokke,
Som rislende Væld?

✂ Hvad selv sig som Gaader,
Kun finder , ei raader,
For Alt er i Giæld,
Til Ham, som paa Vinger
Med Vidskab udspringer
Af Evigheds Væld,

✂ Kun Han i det Høie,
Som skabde det Øie,
Der finder Hans Spor,
Han lærde vor Tunge
At tale og sjunge,
Han skabde vort Ord!

✂ Da Lys sad i Mørke,
Da Haver som Ørke
Stod dybt under Vand,
Da Øre og Øie
Var kun hos den Høie,
Den Evigheds-Mand;

✂ Da aanded Han over
De kulsorte Vover,
Da toned Hans Ord :
6 Skin, Lys, udaf Mørke!
Skin, Soel over Ørke!
Løft Hoved, du Jord!

✂ Læg, Sand, dig i Lave
Til Dæmning for Have!
Gro, Tue, dig grøn!
Spring, Rose med Lilje,
Paa græsgrønne Tilje,
I Kjortelen skiøn!

✂ Op, Træer, nu Alle,
Som Navnene falde,
Med Marv og med Bark,
Med Naale og Blade
Hver søge sit Stade
Paa Fjeld og paa Mark!

✂ Vær snar til at føde
Din bugnende Grøde,
Du storladne Hav!
Viis, Luft under Himlen,
I Vingeslægt-Vrimlen,
Hvad Kraft Jeg dig gav!

✂ Udspring i hvert Hjørne,
Med Løver og Bjørne,
Du Dyreflok stor!
Mens under dig vrimle,
Som Stjerner paa Himle,
De Smaakryb paa Jord!

✂ Saa klang det fra Oven,
Og Luften og Voven
De gjorde som sagt,
Og Bjerge med Dale
De lod sig befale,
Saa Ordet fik Magt.

7

✂ Da Gjenlyd af Stemme
Fik Klipper i Giemme,
Som Fuglenes Bryst,
Hvad Ordet gav Øre,
Fik Drift til at høre
Paa Guddommens Røst.

✂ See, sagde den Første :
Nu giør vi det Største,
Som Støvet er til,
En Skabning vi signe
Til Ordet at ligne,
Saameget den vil!

✂ Stig rank under Himlen,
Staa høit over Vrimlen
I Jorderigs Dal,
Du Jord-Klimp hin fine,
Med bydende Mine,
Som Konger i Sal!

✂ Umælende Alle,
Som Navnene falde,
Adlyde dit Bud!
Til Skaberens Ære,
Hans Billed du bære,
Som Jorderigs Gud!

✂ Saa taled den Milde,
Det Levendes Kilde,
Den Gudernes Gud,
Da Gudsommer-Varmen
Han aanded i Barmen
Paa Jord-Drotten prud.

✂

No. 2 .
Adam og Eva .

✂ Ordet sig hviled,
Englene smiled,
Sjungende hver:
Hvilen ei bryder
Arbeid, som fryder
Den vi har kiær!

✂ Store Guds Under!
Mennesket blunder,
Skaberen bød:
Tril nu, Guldterning!
Kiærligheds Gierning
Hvilen giør sød!

✂ Skabningen hviled,
Drømmende smiled
Jorddrotten prud,
Vaagned at skue
Væn over Tue
Eva, sin Brud.

✂ Adam han sagde:
Navn jeg tillagde
Fugle og Dyr,
Kunde dog Mage
Aldrig opdage
Til mig i Byrd;

✂ Dig kun, o Kvinde!
Dig sin Veninde
Kalder min Aand,
Dig, ingen Anden,
9 Taget af Manden,
Giv mig din Haand!

✂ Herlig var Gaven,
Deilig var Haven,
Plantet af Gud,
Salig blev Manden,
Adam selvanden,
Lød han Guds Bud.

✂ Kongen, vor Fader,
Kun hvad os skader
Under os ei,
Kun naar os smager
Hvad os bedrager,
Gud siger Nei.

✂ Faderen taler,
Kongen befaler,
Loven udgaaer;
Dunkel er Nytten,
Fristerens Lytten
Ulykke spaaer.

✂ Adam og Eve!
Evig I leve!
Liv er min Lyst,
Alt paa min Kugle,
Fiske med Fugle,
Følge jer Røst!

✂ Giører og bruger
Alt hvad I huger
Kongelig frit!
Kun I besinde,
Drages til Minde,
Riget er mit!

10

✂ Træerne tvende,
Nemme at kiende,
Seer I dem hist!
Glæden og Møden,
Livet og Døden,
Voxe paa Kvist.

✂ Her voxer Livet,
Skiænket og givet
Jordklimpen blind;
Hist under Dække
Spiller for Giække
Døden med Skin.

✂ Saa til de Unge
Faderens Tunge
Føied sit Ord,
Vel Han det vidste,
Daarskaber friste
Ungdom paa Jord.

✂ Øie og Øre!
Hvad kan forføre
Eder fra Gud?
Lyset Han gjorde,
Støv kom til Orde
Kun paa Hans Bud!

✂ Farver, som prale,
Smigrende Tale,
Kildrende Røst,
Ak, de forføre
Øie og Øre
Her, som i Øst.

✂ Slangen i Bugter
Dødstræets Frugter
Priser endnu,
11 Hvidslende: Kvinde!
See, hvor de skinne
Deilig som du!

✂ Vel maae de skinne,
Lys er derinde,
Teer sig i Glands,
Lyster dig ikke
Lynende Blikke,
Solstraale-Krands!

✂ Myggen i Lyset!
Hvem har ei gyset
For den som Børn!
Soelret paa Vinger
Dog sig opsvinger
Dristige Ørn.

✂ Vovehals vinder,
Skaberen finder,
Lyset er godt,
Ondt dog maa rønnes,
Før det paaskiønnes
Hvad der er godt.

✂ Bange for Skarnet,
Mødes i Barnet
Engel og Fæ,
Daaren usyndig
Skyer ukyndig
Kundskabens Træ ;

✂ Men skal Man kige
Klart i Guds Rige,
Lys maa der til;
Gud tør vel lide
Fleer ved sin Side,
Naar Man kun vil.

12

✂ Hvide og røde
Frugterne gløde,
Frygten forgaaer,
Talen paa Skruer
Frister og huer,
Tvivlen opstaaer.

✂ Fristeren giækker,
Frugten ei rækker,
Føier kun til:
Selv du dig raade!
Liv er en Gaade,
Lykken et Spil.

✂ Morskab jeg søger,
Stundom jeg spøger,
Sørgelig stemt,
Pleier at blande
Tant med det Sande,
Alvor med Skiemt;

✂ Det var jo ilde,
Om du for silde
Skuffet dig fandt,
Vov ei at synde!
Nøies med Ynde!
Viisdom er Tant!

✂ Pirret og ægget,
Lokket og giækket,
Moderen faldt,
Haand sig udstrakde,
Frugten hun smagde,
Livet det gjaldt.

13

✂ Daaret, tilskyndet,
Eva har syndet,
Adam det seer,
Født er nu Smerte,
Hoved og Hjerte
Stemme ei meer.

✂ Eva maa græde,
Skal dog med Glæde
Skue sin Sæd,
Sønnen hin frakke
Træde paa Nakke
Slangen uræd.

✂ Adam! bedaaret,
Støvet du kaared,
Sveed nu for Korn!
Med dig om Føden
Kæmpe til Døden
Tidsel og Torn!

✂ Her voxer Livet,
Dig var det givet,
Evig dog mit;
Ud nu af Haven!
Slæb dig til Graven
Med hvad er dit!

✂ Huult lyder Sukket:
Haven er lukket,
Fjeldtoppen Snee,
Afgrunden vinker,
Flammende blinker
Beenradens Lee.

14

✂ Skyer dog blaane,
Soel dog og Maane
Med dem udgaae!
Engle dog hvidske,
Modet opfriske,
Salighed spaae!

✂

No. 3 .
Paradiset .

Mel. af L. M . Lindeman ; Omkvædet mangler.

✂ Gud planted en Have fra Øst til Vest,
Til Jordklimpe-Folket herneden,
Der Roserne duftede først og bedst,
Med alle Smaablomster i Eden.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

✂ Den Have sig strakde fra Hav til Hav,
Hvor Jævndøgn og Vaar haver hjemme,
Og Floderne fire den Kvægning gav
Med Yndighed ei at forglemme.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

✂ En Kjæde af Bjerge paa hver en Leed
Vel tjende for Mure og Volde;
Var Sommeren stundom lidt lummerheed,
Gik Vaaren til Bjergene kolde.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

✂ De Træer at tælle, som der Man saae,
Det tør jeg slet ikke forsøge,
Paa Sletten dog fandtes ei Palmer faa,
Paa Bjergene Cedre og Bøge.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

15

✂ Og midt i den Have stod Livsens Træ ,
Paa det var Guds Mildhed at kiende,
Han vil ei, at Folk de skal døe som Fæ,
Men leve med Ham uden Ende.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

✂ Men Kundskabens Træ paa Godt og Ondt,
Desværre, faldt deiligst i Øie;
Et lysteligt Syn, det er tit usundt,
Det Lækkreste haardt at fordøie.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

✂ De Fugle at nævne, som Nat og Dag
For Jorddrotten sang under Himlen,
Det mægter slet Ingen, men Lærke-Slag
Sig hæved dog høit over Vrimlen.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

✂ Da tænker jeg, Lærken var rød og guul,
Saa deilig som Phønix at sige,
End graa synger kiønt dog den lille Fugl,
Naar Soel monne dale og stige.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

✂ Hvert Dyr at opregne, sig skikked bedst
For ham, der dem alle gav Navne,
Saalidt dog som Løven, den raske Hest
I Eden har været at savne.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

✂ Paa Brinkerne mylred de hvide Faar,
I Engen gik Køerne røde,
I Skoven sprang Hjorte og brune Raa'r,
Paa Marken holdt Dands de og Møde.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

16

✂ Der groed ei Havre, ei Byg og Rug,
End sige da Klinte og Heire,
Men høit over Kornet, som vi har nu,
Som Rør groed Hveden hin feire.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

✂ Hvor Eden var deilig, slet Ingen veed,
De Lærde har Kiv om dens Leie,
For nu er paa Alting vendt op og ned,
I Midten gaae Hvalernes Veie.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

✂ I Palmernes Hjem kun, som her tillands,
Er Levninger fine tilskue,
I Skyen kun Glimt af den første Glands,
Naar Tordneren spænder sin Bue.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

✂ Det kommer deraf, at den Jordklimp fin,
Gud livede op med sin Aande,
Har Levninger nu kun af Lykken sin,
Nedsunket i Vee og i Vaande.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

✂ For Sølv fik vi Staalet og Bly for Guld,
Det Ene maa ligne det Andet,
Saa speiler sig Lykken for Mand af Muld
I Sky som i Hav og paa Landet.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

✂ For Synden er kommet i Verden ind,
Har meer vi af Ørk end af Eden,
Men bedst ogsaa bære kan nu vort Sind
Det Ringe og Grimme herneden.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

17

✂ Saa lad os i Verden om Edens Lyst
Ei speide fra Bjergenes Toppe,
Men elske det Billed, vi har i Bryst,
Og Paradis søge histoppe!
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

✂

No. 4 .*)

✂ Herren, som raader i Himmerig,
Ham vil vi love og prise,
Og om Hans Verden underlig
Synge en aandelig Vise,
Ham til Priis, som er A og Ø,
Blev ei født og kan aldrig døe,
For hos ham er Livets Kilde.

✂ Høielofts-Sale i Tusind-Tal
Havde de himmelske Hære,
Og indtil Morgen-Stjernens Fald
Alle de fremmed Guds Ære,
Evighedens Halleluja
Salig kvæded de til og fra,
Af Andet de ikke vidste.

✂ Oprør der blev i den store Leir,
Stolthedens Moder var Avind,
Daarerne drømde sødt om Seir,
Løfted mod Almagten Glavind,
Fienden sagde i Hjerte sit:
Norden kalder jeg Rige mit,
Der reise jeg vil min Throne.

✂ Englenes Fald var som Stjerne-Skud,
Hvo kan vel staae mod Almagten!

**) Efter et Brudstykke hos Angelsachseren Kædmon . 18

✂ Strides kan ingen Sjæl med Gud,
Helved dem lønned for Agten,
Hedt som Ilden og koldt som Iis,
Knuger det dem paa Utings Viis,
Det faae de vel at fornemme!

✂ Engle fuldmange der faldt i Flok,
Styrted fra Glands og fra Glæde,
Thi blev i Himlen Øde nok
Tomt var saa mangt et Høisæde,
Fred dog var der og Frydesang,
Engle-Stemmer og Harpe-Klang,
Gud give, vi var deroppe!

✂ Tomheden tækkes vor Herre ei,
Raadvild er aldrig den Vise,
Mennesker har Han i Ophei,
Evig de skulle Ham prise,
Dem tilkeiset er hver en Hal,
Herregaarde i Tusindtal!
Forbrudt af de Drotter stolte!

✂ Himmel og Jord, som for os de staae,
Fordum var Mulm kun og Mørke,
Græs var ei grønt, ei Bølgen blaa,
Dødsø gik sort over Ørke,
Virvar kalde det Folk paa Jord,
Verden skabde vor Herres Ord,
Den springe maa naar Han fløiter!

✂ Let sig udsvang som i Fjederham
Aanden, som Alt kan udrette,
Svæved hen over skumle Dam,
Hvidlig som Skyerne lette,
Som af Vinger en sagte Lyd
Himmelsk toned med Ordets Dyd
Og skabde Alt hvad den nævned!

19

✂ Ordet var herligt, bliv Lys! det lød,
Lyset udsprang da med Gammen,
Aldrig det meer, saa Herren bød,
Blande med Mørket sig sammen!
Lys er Dagen, vor Herre kiær,
Mørk er Natten med Skyggehær,
Da vandre somhelst de Sorte.

✂ Alle Ting har deres Fødsels-Dag:
Lyset er Søndagens Ære,
Mandagens er det lysblaa Tag,
Gulvet for Himmelens Hære,
Tirsdags-Krandsen er Land og Sø,
Væxter alle med Frugt og Frø
Med Lilier og med Roser!

✂ Onsdagens Glimmer forblinder let
Folk med de vittigste Hjerner,
Solen hin klare er af Dens Æt,
Maanen og Mylren af Stjerner,
Mange offred til Soel i Vaar,
Bad til Maanen om gode Aar,
Til Himmelens Hær om Lykke.

✂ Thorsdagen ikke vor Herre tav,
Liv nu for Dagen han lagde,
Fugle i Luft og Fisk i Hav
Ordet for Lyset dem bragde;
I det Dybe er Livet tyst,
I det Høie fuldlydt og lyst
Paa Vinger med Synge-Stemme!

✂ Fredagen kroned vor Gud sit Værk,
Skabde af Muld sig en Næste,
I det Svage Livs-Aanden stærk
Skulde sig tee paa det Bedste;
20 Skabt til Billed af Skaber sin
Lydes skulde den Jord-Drot fin
I Luften og saa i Havet!

✂ Lørdagen kaldte Han Hviledag,
Yndigst af Alt er dens Minde,
Jord-Drotten hviled sødt i Mag,
Sov sig da til en Veninde,
Herren tog af hans Ribbeen Et,
Ei undvære kan Manden det,
Som blev til en yndig Kvinde.

✂ Herren nu skaaded i Soleglands
Vaar-Ugens Gierning med Gammen,
Underlig skiønt var Værket Hans,
Herlig det passede sammen!
Alt for Herren var bart og blot,
For Hans Øine dog saare godt,
Det vared kun kort, desværre!

✂ Immer dog Lyset er saare godt,
Prægtig er Himmelens Bue,
Maiskoven grøn og Havet blaat
Lystelig findes tilskue;
Soel og Maane og Stjerner smaa
Fryde Øiet paa Hvælving blaa,
Og hvidske hvor Lys har hjemme.

✂ Sommernats-Fuglen til Morgengry
Slaaer sine Triller de søde,
Lærken hun synger høit i Sky,
Hilser den gyldne Dagrøde,
Fisken leger i Sø og Dam,
Saa paa Marken de vevre Lam,
Og Raaernes Kid i Lunde.

21

✂ Mennesket er et Vidunder stort,
Billed af Gud i det Høie:
Han kan forstaae, hvad Gud har gjort,
Over det Alt sig fornøie;
Han kan tæmme med Konst og Vid
Bjørn og Løve som Lam og Kid,
Og strides med Vind og Vove.

✂ Helvedes listige Hjerte-Tyv
Daared den yndige Kvinde,
End dog i hendes Hjerte-Dyb
Gud kan et Herberg sig vinde,
Kvinden bragde vor Jord i Band,
Kvinden fødte vor Frelsermand,
Han gjorde det godt Altsammen!

✂ Høielofts-Sale i Tusindtal,
Bygte til Himmelens Hære,
Ødte ved Morgen-Stjernens Fald,
Skal vore Boliger være,
Hos Gud-Fader i Hans Palads
Sønnen os har beredt en Plads,
Hvor kunne vi Ham fuldtakke!

✂

No. 5 .*)

Mel. Fryd dig, du Christi Brud.

✂ Den Luft, hvori vi gaae,
Den Jord, vi trine paa,
Den Muur af Hav og Bække,
Det stjernepynted Dække,
Blev fyldt med Godt og Glæde
Til Adams Herresæde.

**) Brorsons , lidt ændret. 22

✂ Da saae man Jordens Land
Udi sin Jomfrustand;
Da saae man intet Andet,
Paa Landet og i Vandet,
Paa Klipper og i Dale,
End skiønne Brudesale.

✂ Men, hvor var Adam da!
Hvor skulde komme fra
En Drot paa Jorderige,
Til Thronen at bestige
Og al den Rigdom raade?
Det var den store Gaade!

✂ Hvor var den Herre, hvor!
Der laae et Stykke Jord,
En Haandfuld Sand Gud kaldte
Til Riget at forvalte,
Et Støvgran fik den Ære
Det Konge-Spir at bære.

✂ Saa er det Guds Maneer,
Naar man kun Mangel seer,
Da veed Han Raad at finde,
Langt over alle Sinde,
Ja, der en Redning henter,
Hvor man det mindst forventer.

✂ Ei Solens Glands, ei Guld,
Men kun et Stykke Muld,
Han tager det og vender
I sine Almagts-Hænder,
Strax er en Bolig færdig,
Den store Mester værdig.

23

✂ Saa blæser Gud derpaa,
Det kan saa vel forslaae,
Livs-Aanden er Hans egen,
Thi blir Han ei forlegen,
Hans Aande er Hans Stempel,
Giør Støvet til Guds Tempel!

✂ Her staaer da Adam nu,
Med Gud i Sjæl og Hu!
Hvorhen hans Øie kiger,
Saa seer han sine Riger,
Al Jorden til sin Pleie
Og Himlen til sin Eie.

✂ Saasnart et Dyr han saae,
Strax kunde han forstaae
Dets Art, Natur og Evne,
Og det derefter nævne,
Han kunde giennemkige
Naturens hele Rige.

✂ Han ledte ei om Guld
I Skiød af Vand og Muld,
Han fandt, med Hjertevarmen,
Guds Kjærlighed i Barmen,
Den var ham meer alene
End Guld og Ædelstene!

✂ Vor Herres Magt og Pris
Det var hans Paradis,
Hans Leie, Gang og Sæde
Var fuld af Fred og Glæde,
Han havde, kort at sige,
Paa Jord et Himmerige.

24

✂ O Gud, saa Adam gik
Paa Jord, med Engle-Blik,
Nu gaae vi anderledes,
Saa Jorden maatte kiedes,
Vort syndig Støv at bære,
At huse og at nære.

✂ Men, Gud skee Lov og Pris!
Et bedre Paradis
End det, som blev fordærvet,
Os Jesus har forhvervet,
En Himmel uden Fare,
O, gid vi der kun vare!

✂

No. 6.
Kain og Abel .

Kan synges som: Dagen gaaer med raske Fjed, af Weyse .

✂ Kain pløied rask i Vaar,
Tænkde paa det Næste,
Abel gik og vogted Faar,
Tænkde paa det Bedste!

✂ Begge, takkende i Høst
Gud for Vinterføde,
Offrede med Lovsangs-Røst
Hver sin Førstegrøde.

✂ Kain offrede sin Neg,
Abel Dæggelammet,
Kains Tak var Tunge-Leg,
Abels Hjerte flammed!

25

✂ Herren saae af Himlen ned,
Straalen kyssed Lammet,
Kain blegned harm og vred,
Skulde rød sig skammet!

✂ Kain! Kain! sagde Gud,
Hvi den mørke Mine?
Synd i Mørke ruges ud,
Dages brat til Pine!

✂ Avind banker, vogt dig vel!
Er hun først derinde,
Hun er Dronning, du er Træl,
Faaer det beesk at finde!

✂ Abel gik og vogted Faar,
Skued Solen dale,
Kain gav ham Banesaar
Under Vennetale!

✂ Kain! Kain! sagde Gud,
Hvor er nu din Broder,
Du gik med paa Marken ud:
Sønnen af din Moder!

✂ Skarnet svared: ei veed jeg,
Derpaa tør jeg sværge,
Hvorhen Abel drog sin Vei,
Var og ei hans Værge!

✂ Løgner! sagde Herren god,
Udaad har du øvet,
Raaber ei din Broders Blod
Lydt til mig fra Støvet!

26

✂ Bandsat være Jorden nu,
For hun drak det Dyre!
Bandsat, fremfor Jorden, du,
Fuleste Uhyre!

✂ Hvor du pløier, Klinte groe
Meer end Byg og Hvede!
Trindt paa Jord om Sjælero
Du forgiæves lede!

✂ Huh! det brænder mig som Ild,
Hvinede den Fule,
Fare maa jeg fra dig vild,
Hvor jeg mig kan skjule.

✂ Uden Anger, uden Bod,
Kain gik til Grunde,
Flygtende fra Gud til Nod ;
Han var af den Onde!

✂ Abel slumrer sødt i Løn,
Gud ei glemmer Sine,
Haabets Lund er immergrøn,
Der er ingen Pine!

✂

No. 7 .
Stamfædrene .

Samme Melodi.

✂ Ei uddøer den Godes Æt,
Maa end tit den bløde,
Atter leved op i Seth
Hvad med Abel døde!

✂ Ukrud yngler meest paa Jord,
Modnes først og falder:
27 Kains Slægt blev stærk og stor,
Stakket blev dens Alder!

✂ Kain bygde sig en Stad,
Stort det skulde være,
Gjorde sig med Stene glad,
Mured paa sin Ære!

✂ Verdens Børn kan Verden bedst
Føre sig til Nytte;
Seth , paa Jord en fremmed Giæst,
Nøi'des med en Hytte!

✂ Lamech var en Kains Søn,
Tog sig Koner tvende,
Gav vel Fader Morder-Løn,
Sang derom behænde!

✂ Dræbte Ord han dødningbleg
Læmped efter Klangen,
Sønnen læmped Strengeleg
Efter Dødningsangen.

✂ Spillemanden Jubal hed,
Tubal med sin Hammer
Blev den første Vaabensmed,
Tændte Krigens Flammer!

✂ Broder-Par, i Herrefærd,
Nemt at ihukomme!
Om Jer sjunge Spyd og Sværd,
Kvæde Luur og Tromme!

✂ Ikke saa om Sæd af Seth ,
Folk i Fuglesale,
28 Om den stille Hyrdeæt
Sjunge Nattergale!

✂ Stolte Ting ei den opfandt,
Stævned efter Evne,
Ydmyghed dog Æren vandt
Kvindens Sæd at nævne!

✂ Fremmed for al Høiheds-Leg,
Den Guds Børnestamme,
I sit mindste Skud dog steg
Did hvor Stjerner bramme!

✂ Yngst i Ætten Enoch blev,
Smagde dog ei Døden,
Livets Lyst ham sødt henrev,
Mindst fik han af Møden!

✂ Himmelkiær han gik paa Jord,
God for Herrens Øie,
Drog saa op i Fugle-Spor,
Til Ham i det Høie.

✂ Brustne Øine læges brat
I de grønne Sale,
Derom sødt om Sommernat
S junge Nattergale!

✂

No. 8 .
Syndfloden .

Egen Melodi af H. Matthison-Hansen .

✂ Naar Nat udvælder
Fra sorten Sky,
Og Maanen kvælder
29 Til Morgengry,
Mens Gode blunde,
Har travlt de Onde,
For Lyset sky!

✂ Da voxer Vingen
Paa al Udyd!
»Nu seer mig Ingen,«
Det er dens Fryd,
Den har i Mørke
Sin Rod og Styrke,
Sit Skryll og Skryd.

✂ Dog, i det Høie
Der boer en Drot,
Med aabent Øie
For Ondt og Godt,
Og Lys, til Lykke,
Er uden Skygge
I Herrens Slot!

✂ Han saae fra Himlen
Med Lynilds Blik,
Paa Kæmpevrimlen,
Med Kains Skik,
Trods Jordens Herre,
Fra Ondt til Værre
De fremad gik!

✂ Da falske Kvinder
For Diser gik,
Med Rosenkinder
Og Tjørne-Blik,
Med trinde Lemmer,
Med klingre Stemmer,
Og Skiøge-Nik!

30

✂ De Tryllerinder
Fra Kains By,
Som Sole blinder
De Hyrder bly,
Hvor de indtage,
Kun Dommedage
For Støvet grye!

✂ Fra Gudesønner,
Som ei sig bør,
Da lyde Bønner
Til Troldemø'r,
Da Jetter fødes,
Og Kræfter ødes,
Og Fromhed døer!

✂ Fra Hytten stiger
Et Kæmpe-Kuld,
Som efterhiger
Kun Glands af Muld,
Giør Bjerg af Dale,
Og tækker Sale
Med røden Guld!

✂ Med Niddings-Værker,
Mod Gud og Ret,
De Mindesmærker
Sig reise tæt,
Som bedst de mægte,
De Kuld uægte
Af Gude-Æt!

✂ Men Han deroppe,
Hvis Skamler staae
Paa Bjergetoppe
Og Skyer graae,
31 Han høres sværge:
Brat over Bjerge
Skal Bølger gaae!

✂ Omsonst for Døve
Kun Ordet spaaer,
Dog vil Jeg tøve
I hundred Aar,
Og grandt dernede
Om Anger lede,
Til Timen slaaer!

✂ Men, Kæmper bolde!
Hvad end I tro'r,
Ei har til Trolde
Jeg skabt Min Jord,
Da, dybt begravet,
Den steg af Havet,
Alt paa mit Ord!

✂ Jeg før den sænker,
Med Blomst og Træ,
Fuldlavt da bænker
Jeg Folk og Fæ,
Kun Faa besinde,
Hvor Fugle finde
Da Kvist og Læ!

✂ Dog, hør, du Gæve,
Min Enochs Søn!
Vil høit du svæve
Med Mig i Løn,
Byg lavt ved Bølge,
Til dig med Følge,
Mens Bøg er grøn!

32

✂ Ja, skil med Egge
Nu Træ fra Bark,
Og byg en Snekke,
Og kald den Ark ,
Og digt den nøie
Til rask at pløie
Min Vintermark!

✂ Mens Kæmper bukke,
Og Folk uddøe,
Mens Bjerge dukke
I dyben Sø,
Sig Arken hæve,
Blandt Skyer svæve,
Som Verdens-0!

✂ Naar Jorden hærges,
Fra Øst til Vest,
Med dig skal bjerges
Fuldmangen Giæst
Fra Bjerg og Dale,
I Bølge-Sale,
Paa Havets Hest!

✂ De Kæmper trygge,
Med spodske Smiil,
Saae Noah bygge
Sin Ark med Iil,
Blandt Færreds-Snekker
En sær Tredækker
I Kæmpe-Stil!

✂ Fuldbred som Hvalen,
Men længer dog,
(Trehundred Alen)
Det var den Kaag,
33 Med Dør paa Boven,
Med Glug foroven
Paa Kistelaag!

✂ Ei længer tøve,
I Skov, paa Mark,
Nu Lam og Løve,
Men tye til Ark,
Med Kvæg og Hjorte,
Hvor ei mon skorte
Paa Straa og Bark!

✂ Med Nattergale,
Som aldrig før,
Med Spurv og Svale,
Fra Hald i Nør
Sig Ørne sanke,
Med Næb de banke
Paa Arke-Dør!

✂ De randt saa fage,
I Travlhed stor,
De Løbedage,
Til selv ombord
Gik Enochs Frænde,
Med Sønner trende.
Farvel nu, Jord!

✂ De Kæmper trygge,
Trods Heltens Iil,
Blev ved at bygge
I Bjerge-Stil,
Mens Møer milde
Holdt Bryllupsgilde
Med spodske Smil!

34

✂ Seer I, histoppe
Nu seiler han
Paa Fjeldetoppe,
Den fromme Mand!
Da ruller Torden,
Da revner Jorden,
Med Brag paa Stand!

✂ Nu Himlens Sluser
Oplades brat,
Og Havet bruser
I bælgmørk Nat!
Og Roser blegne,
Og Kæmper segne
Med Suk fuldmat!

✂ Snart over Vandet,
I Morgengry,
Der sees ei Andet
End kulsort Sky,
Og Kæmpekroppe,
Og Klippetoppe,
Og Noahs By!

✂ Syndfloden levner
Ei Plet af Land,
I Sky nu stævner
Den vilde Strand,
Ad steile Stræder,
Paa Klippe-Kiæder,
Som over Sand!

✂ Saa leged Hvalen
Med Klipper graae,
At femten Alen
De under laae,
35 Som høiest gro'de,
Og nødigst lode
Sig overgaae!

✂ Vel mødt i Strande
Her over Sky!
Saa stærke Vande
Da kvad paa Ny;
I firti Døgne,
Og alle søgne,
De blev saa krye!

✂ De Smaafisk glade,
Ved Sky fuldtæt,
Da hevned Skade
Paa Maagers Æt,
Ja, fik i Tale,
Trods høie Sale,
Selv Ørne let!

✂ Da Orme-Hæren,
Med Kuld paa Kuld,
Var stolt af Æren
At boe i Muld,
Da holdt de Gilde,
Saa høit de vilde,
Da fik de Huld!

✂ Sig Kæmper høie,
I Konge-Dyb,
Da maatte bøie
For Madik-Tyv!
Da kunde fare,
Trods Hjort og Hare,
Det mindste Kryb!

36

✂ Dog, under Dække,
En Verden tryg
Bar Noahs Snekke
Paa Bølgens Ryg,
Med Kæmpegange
Og bedre Sange
End Surr af Myg!

✂ Der otte Sjæle,
Trods Bølge-Brag,
Med Mund og Mæle,
Sad under Tag
Af Rør fuldgode,
Som randt af Rode
Den sjette Dag!

✂ Ja, Borg hin prude,
Skiøndt bygt fuldsnart,
Som Gud gav Rude
Af Speilglas klart,
Og ingenlunde
Lod gaae til Grunde,
Var vel forvart!

✂ Af Muld kun bygget,
Den er dog bold,
Staaer overskygget
Af Herre-Skjold,
Er væn til Skue
Paa Blomstertue,
Fra Old til Old!

✂ Med Seierværket,
Som evig gaaer,
Bag Plankeværket ,
Den stod et Aar,
37 Som Støv for Dommen,
Paa Af grunds-Flommen,
Med bange Kaar!

✂ Trods brede Skygger
Fra Mørkheds Land,
Den Borgs Indbygger
Paa vilden Strand
I Glands dog sidder,
Med Fuglekvidder
Om Kongestand!

✂ For Drot ham kiender,
Trods bange Kaar,
Dog Ørn som Ænder,
Og Ulv som Faar,
Mens Nattergalen
I Skyggesalen
Hans Liwers slaaer!

✂ Og Gud forglemmer,
Paa Bølgen blaa,
Ei Lærkestemmer,
Ei Spurven graa,
End sige Muldet,
Hvor Himmel-Guldet
I Grube laae!

✂ Nei, Han som stilled
I Mand paa Fod
Sit eget Billed
Med Kiød og Blod,
Drot af Guds Naade,
Han vilde raade
Paa Vaanden Bod!

38

✂ Hør, Vinden suser
Nu Dag og Nat,
Og Himlens Sluser
Sig lukke brat,
For Væld franeden,
For Bundløsheden
Er Pind og sat!

✂ Sig Bølgen kaster
Og segner mat,
Storvragets Master
Nu dages brat,
Og Arken strander,
Og Verden lander
Paa Ararat!

✂ Sin Glug oplader,
Med stille Sind,
Den Folkefader,
Paa Fjeldetind,
Vil Sandhed vide,
Slet ikke lide
Paa Hjernespind!

✂ Valravnen, skaaret
For Tungebaand,
Har Noah kaaret
Og sat paa Haand:
Vær snar paa Vinge
Mig Bud at bringe,
Om Jord har Vaand!

✂ Sin Herre sviger
Dog sorten Ravn,
Med Flid undviger
Han Glug og Stavn,
39 Rødsokket gynger
Paa Aadseldynger
Han uden Savn!

✂ Da randt i Sinde
Den Drot saa prud,
End var derinde
Det bedste Bud;
Mod Himmelbuen
Da svang sig Duen
Af Gluggen ud!

✂ Snart favned Arken
Den Fugl saa spag,
Som savned Marken
Med Træ og Tag,
Paa Bjergetoppe
Og Liig at hoppe,
Var ei dens Sag!

✂ En Uge lænter
Den Drot saa prud,
Og sikkert venter
Han bedre Bud,
Med Turtelduen,
Som svang mod Buen
Af Glug sig ud!

✂ For Fugl i Lunde,
Og Mand i Bur,
Eens ingenlunde
Gaae Soel og Uhr,
Saa Dag for Due
Var kort paa Tue,
Men lang i Skur!

40

✂ Med Aften-Svalen,
I Solbjergs-Lag,
Til Bølge-Salen
Med Gopher-Tag,
Kom dog fra Lunde,
Med Nyt i Munde,
Den lange Dag!

✂ Luk op foroven!
Her er et Brev,
Som Gud i Skoven
Om Vaaren skrev,
Af Kæmpebogen
Til ham i Kaagen
Et Blad jeg rev!

✂ Saa Aftenrøden
I Arkestad,
Om Eftergrøden
Udraabde glad,
Da Fugl fra Lunde,
Med Mai i Munde,
Paa Gluggen sad!

✂ Olivenbladet
Fra grønne Lund,
I Aandebadet
Af Duemund,
Paa speilklar Skive!
Hvem kan beskrive
Den Aftenstund!!

✂

No. 9 .
Babels-Taarnet .

Egen Melodi af C. Barnekow .

✂ Paa Sletten ved Euphrat i Asialand,
Hvor nu kun boer Tiger og Løve,
Der Kæmperne fordum med Dværge-Forstand
Sig flokked for Konster at prøve;
Men Vorherre, Han var deres Mester.

✂ De sagde: hvad aldrig Man hørde tilforn,
Og Ingen skal giøre os efter,
Af Tegl lad os bygge til Himlen et Taarn,
Et Mærke paa Menneske-Kræfter!
Men Vorherre, Han var deres Mester.

✂ Og lad os om Taarnet saa bygge en By,
Der rummer os alle tilhobe,
Om Floden da gaaer over Bjerge paany,
En Dyst vi paa Sletten tør vove!
Men Vorherre, Han var deres Mester.

✂ Saa ælted de Leer og saa brændte de Tegl,
Og Lim kogde ret de med Gammen,
De tænkte, det kunde nu aldrig slaae feil,
Det hængde jo ypperlig sammen.
Men Vorherre, Han var deres Mester.

✂ Da havde end Alle det deiligste Sprog,
En Levning fra Paradis-Dage,
Det Mennesket gjorde paa Verden fuldklog,
Og spared ham megen Umage.
Men Vorherre, Han var deres Mester.

42

✂ Da sagde vor Herre: nei hold! ikke saa!
Forvirre lad Os deres Tale!
Da kunde ei meer de hinanden forstaae
End Heste kan Haner, som gale.
For Vorherre, Han er deres Mester.

✂ Kun Babel , Forvirring, kom Alle ihu,
De skyldte hverandre for Skaden,
Og Babel blev Navnet, og er saa endnu,
Paa Taarnet saavelsom paa Staden.
For Vorherre, Han var deres Mester.

✂ Nu hver sine Veie med Nag og med Sorg
Udvandred, som Lige med Lige,
Kun Nimrod af Taarnet sig laved en Borg
Og stifted det Babelske Rige.
For Vorherre, Han var deres Mester.

✂ Saatit sig de Kloge nu flokke i By,
Og taarne sig op imod Himlen,
Da skaber Vorherre et Babel paany,
Som Avner adspreder han Vrimlen;
For Vorherre, Han er deres Mester!

✂

No. 10.
Abraham.

Egen Melodi af C. Barnekow .

✂ Fra Afguders Altre slog Røgen i Sky,
Vor Herre saae ned fra det Høie,
En Fader han søgde til Folket det ny,
Paa Abraham faldt da Hans Øie.

✂ Ebræer! Han sagde, bind op om din Lænd,
Gak ud fra dit Land og din Hytte,
43 Følg med, hvor jeg vinker, saa er du min Ven,
Mit Land Jeg dig giver til Bytte.

✂ Jeg gi'er dig et Land og Jeg giør dig et Navn,
Som aldrig sig taber i Vrimlen,
Jeg giver dig Sønner at tage i Favn
Saamange som Stjerner paa Himlen.

✂ Velsignet du være! saa være og de,
Som hilse dig vide om Lande,
Bandsatte af Mig, skal for Øine Man see,
Er Alle, som dig vil forbande!

✂ Paa Jorden, ombølget fra Bredd og til Bredd,
I Tidernes Løb, som de skride,
Velsignelsen ene hos Abrahams Sæd
Skal findes af Sorte og Hvide!

✂ Farvel, sagde Abraham, Fæderneland!
Farvel, mine Venner og Frænder!
Jeg følger min Gud, for min Glæde er Han,
Min Hjelper til Jorderigs Ender.

✂ Kom, Sara! kom, Lot! kommer Mange og Faa
Som dele vil Abrahams Lykke!
I Kanaan lad os vor Bopæl opslaae,
Vor Telt i den Høiestes Skygge!

✂

No. 11 .

Synges efter en gammel Folkemelodi.

✂ Abraham sad i Mamre-Lund,
Han var en Hyrdekonning,
Salvet af Gud med egen Mund,
Og Sara hed hans Dronning.

44

✂ Riig paa Kameler, Køer og Faar,
Det var den Drot med Ære,
Gammel derhos, snart hundred Aar:
Og hvis skal det saa være!

✂ Gud havde sagt: »Jeg sandelig
»ViZ i din Æt velsigne
»Menneskens Kiøn paa Jorderig!«
Og Løgn kan Ham ei ligne!

✂ Abraham sukked dog i Løn:
»Til Graven brat vi stunder,
»Føder mig Sara nu en Søn,
»Det er et stort Vidunder!«

✂ Dagen var heed, men Herrens Ven
Sad svalt i Egeskygge;
Hisset da kom tre Vandringsmænd
At ønske ham til Lykke!

✂ Giæstmild er og den Hyrdedrot,
Vil Reisen dem forsøde,
Byder dem til sit grønne Slot,
At hvile sig af Møde!

✂ Herren det var med Engle to,
De lod sig det behage
Hyrden at giæste, som var tro,
Og Jordens Brød at smage.

✂ Herren da siger til sin Ven,
Alt som Han bryder Brødet:
» Naar om et Aar vi sees igien ,
» Har Sara Søn paa Skiødet!«

45

✂ Sara hun stod bag Dør og loe,
Saa faldt det hende fremmed;
Abraham tog det Ord med Tro,
Hans Haab ham ei beskiæmmed'!

✂ Ordet udgik af Kongens Mund,
Som haver Alt at raade,
Abraham sad i Mamre-Lund,
Med Sønnen af Guds Naade!

✂

No. 12.
Isak.

Egen Melodi af C. Barnekow.

✂ Der kom et Bud fra Himmerig
Til Herrens Ven paa Jorden:
Et Offer skal du bringe Mig
Paa Bjergene mod Norden,
Det er din elskelige Søn,
For Jeg er selv din store Løn!
Saa prøver Gud de Fromme!

✂ Det Budskab var et Tordenslag
For Abraham i Mamre,
Dog brød han op før det blev Dag,
Afsted til høie Hamre,
At giøre som den Herre bød,
Der raader over Liv og Død.
Saa prøver Gud de Fromme!

✂ I Dage to han reiste saa,
Som Støv ei færdes gierne,
Den Tredie de Bjerge graa
Han skimted i det Fjerne,
Bad Trælle vente til han kom,
46 Og gik med Isak englefrom.
Saa prøver Gud de Fromme!

✂ Han selv bar Ild og Offerkniv,
Og Isak Tørrebrænde,
Da blev vel angest for sit Liv
Den Frommeste blandt Svende,
Dog længe paa den Dødningfærd
De fulgdes ad og tied kvær.
Saa prøver Gud de Fromme!

✂ Men efter mangt et mødigt Fjed,
Dog Ungersvenden stammed:
Min Fader! vi har Ild og Vedd,
Men hvor er Offerlammet?
For Lammet, Søn! var Heltens Ord,
Vel sørger Han, i Himlen boer.
Saa prøver Gud de Fromme!

✂ Nu stille gik det af igien,
Til Bjerget var besteget,
Og da den Gamle kom derhen,
Hvor Herren havde peget,
Da bygde han et Alter brat,
At offre der sit Hjertes Skat.
Saa prøver Gud de Fromme!

✂ I Lave laae nu Vedd til Baal,
Og bundet laae den Spage,
I Faderhaand det skarpe Staal
Ham spaaed Død saa fage;
Hans Liv da hængde i et Haar,
Dog snart to hundred blev hans Aar.
Saa prøver Gud de Fromme!

✂ Guds Engel raabde: Abraham!
Alt Nok med Frygt og Fare!
47 Du vilde, trods al Sorg og Skam,
Din Eneste ei spare;
Men spar ham nu, den Ungersvend!
Ja, rør ham ei, du Herrens Ven!
Saa prøver Gud de Fromme!

✂ Paa Tempel-Bjergets Aase dog
Et Offer var berammet,
I alle Maader til det slog,
Gud sørged selv for Lammet ;
Et Væderlam i næste Torn
Blev hængende ved krumme Horn.
Saa prøver Gud de Fromme!

✂ Det offred Abraham nu brat,
Med Tak af Hjertets Fylde,
Til Ham, som, trods den skumle Nat,
Vil Biergene forgylde,
Hvis Vink opkalder Soel fra Hav,
Hvis Røst opreiser Liv fra Grav.
Saa prøver Gud de Fromme!

✂ Saa prøved Gud i Himmerig
Sin Ven, den sært Udkaarne,
For Selv Han vilde virkelig
Opoffre sin Eenbaarne,
l Støvets Dragt, af Isaks Æt,
For mange Smaa til Børneret,
Til Arv i Himmerige!

✂

No. 13 .

Egen Melodi af L. M. Lindeman .

✂ Sara var død, i sin Eenlighed
Sad Abraham stille tilbage,
48 Nu ad sit Liv og sin Rigdom kied,
For lange var alle hans Dage,
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Isak var alt i de Fyrre nu,
Men end ingen Hustru han favned,
Ikke til Lystighed stod hans Hu,
Men Sara, sin Moder, han savned,
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Abraham sagde til Oldsvend sin:
Far du til min Hjemstavn saa fage!
Hent mig en Hustru til Sønnen min,
Og sværg, du vil ei mig bedrage!
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Kanaans Døttre ei see jeg vil
I Saras Pauluner at hvile,
Afguder fule de offre til,
Og falskelig monne de smile,
Og Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Svenden han svor, rakde Haanden i Sky,
Kamelerne ti kom paa Fode,
Hurtig de traved til Nachors By
At hente en Viv af de Gode.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Snart de sig leired om Nachors Brønd,
Og Solen var just ved at dale,
Svenden da gjorde sin Aften-Bøn
Om Bruden til Isaks Løvsale.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Hør mig! han sagde, min Herres Gud!
Ved Brønden er Piger ivente,
49 Viis mig i Naade den væne Brud,
Jeg kommer i Kveld for at hente!
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Det være den, som med yndigt Blik
Uskyldige Gaver meddeler,
Rækker mig brat en Lædskedrik
Og drager til mine Kameler!
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Mens i sit Hjerte han talde saa,
Kom Bethuels Datter Rebekke ,
Deilig var Pigen med Øine blaa,
Med Blyhed, med Liv og med Tække.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Krukken, hun axled, var fyldt paa Stand,
Men knap høres Bøn før den skattes,
Drik, sagde hun, og det klare Vand
Kamelerne skal ikke fattes.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Svenden det hued, for snildt det gik,
Rebekke var rap til sin Gierning,
Mon, tænkde han dog, med tvivlsomt Blik,
Nu triller for Isak Guld-Terning?
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Ringe han tog af det røde Guld,
Ja Ringe til Øren og Arme,
Rakde dem kiønt til den Jomfru huld
Og takkede hende med Varme.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Jomfruen fin, af Forundring stum,
Han spurgde: hvem kalder du Fader!
50 Har til Kameler I Stalderum
Og Føde paa Loft og i Lader?
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Datter af Bethuel, Nachors Søn,
Er jeg, sagde Pigen den væne,
Lettelig kan vi for Løn og Bøn
Med Herberg og Foder dig tjene.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Laban knap hørde sin Systers Ord,
Han saae paa de kostbare Ringe,
Aandeløs strax han til Brønden foer,
Til Herberg Guldgiæsten at bringe.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Herrens Velsignede! kom! sa'e han,
Hvad nøler du efter saa længe?
Baasene alle er godt istand,
Saa Borde og opredte Senge.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Bænken og Skænken dog ændsed ei,
Den Fuldtro, i fremmede Sale,
Hvi han var kommet den lange Vei,
Derom var hans Indgangs-Tale.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Abraham hedder min Herre huld,
Velsignet fuldsaare af Himlen
Baade med Trælle, med Sølv og Guld,
Af Hjorde utallig er Vrimlen!
Men Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Eneste Arving til Rigdom hans
Er Isak , en Svend af de Bedste,
51 Hedensk er Kanaan, dertillands
Han maa ingen Venneviv fæste.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Svoret jeg haver ved Himlens Gud,
At jeg vil ham ikke bedrage,
Ærende mit er en Frænde-Brud
At fæste og føre tilbage.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Hidtil mig fulgde min Herres Gud,
Mig viste ved Brønden Rebekke ,
Hun er til Isak en værdig Brud,
Med Blyhed, med Liv og med Tække.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Siig mig oprigtig, mens her jeg staaer,
Vil Isak I Pigen trolove,
Glæde min Herre med snehvidt Haar,
En Fyrste i Kanaans Skove?
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Svart var det Spørgsmaal at svare paa,
Og Kaaret blev sat til Rebekke ,
Ja, sagde hun da i Ungdoms-Vaar,
Med Blyhed, med Smil og med Tække.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Laban nu svared med Moder sin:
Med dig haver Himlen os giæstet,
Leve med Isak Rebekke fiin,
Hun er ham til Venneviv fæstet!
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

**) Dette Vers findes ikke i den uafsluttede Udg.s tilsvarende Digt. U.A . 52

✂ Gammen der blev nu i Labans Gaard,
Og Gammen i Mamre tillige,
Glad blev den Olding med snehvidt Haar,
Velsigned den yndige Pige.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Isak en Aften i Soelbjergs-Lag
I Marken gik ud for at bede,
Mødte en Brud under Himmel-Tag,
Som længe Man om kunde lede.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Tom ikke længer stod Saras Telt,
Der Isak sin Venneviv favned,
Og om hans Lykke det Nok er meldt,
Ei længer sin Moder han savned.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

✂ Tvillinge-Moder til Sønner to
Rebekke blev langt om længe,
Abraham dog, før han gik til Ro,
Saae Isaks de halwoxne Drenge.
Rebekke , hun var Livet i Huset!

✂

No. 14.
Jakob og Esau.

Kan synges som: Abraham sad i Mamre Lund.

✂ Esau var en Skytte vild,
Og Jakob en stille Hyrde,
Skytten var gram, men Hyrden mild,
Og Lammet er lettest Byrde.

✂ Før de blev født, det var Guds Ord,
»Den Større er dog den Mindre,«
53 Aldrig det findes skal paa Jord,
At Nogen kan Gud forhindre.

✂ Ordet udgik af Seer-Mund,
Det vidste Forældre begge,
Kiød dog immer, ved Aandens Blund,
Ophøier sin Kiæledægge.

✂ Isak , han var en gammel Mand,
Med Synet og svækkes Sindet,
Vildbrad er sødt for Lækkertand,
Af Skytten han var forblindet.

✂ Skytten sin Førstefødsels-Ret
Ei regnede for det Mindste,
Solgde engang, af Jagten træt,
Den glat for en Moos som glindste.

✂ Jakob da kiøbde Ret for Ret,
Som Rosen for Moos den røde,
Esau spurgde, spodsk og mæt,
Hvad Fødselen hjalp den Døde?

✂ Esau! sagde Isak blind:
Skaf Vildt nu med Pile dine!
Alt som min Smag er da mit Sind,
Jeg vil dig med Gud velsigne.

✂ Jakob! da sagde Moder blid:
Vor Herre vil dig velsigne,
Gak mig til Hjorden, hent to Kid,
De fedeste, som er fine!

✂ Nødig han lød Rebekkes Røst,
Den stille og fromme Hyrde,
54 Kiddene let ham laa ved Bryst,
Men Listen ham var til Byrde.

✂ Vil ei min Fader bande mig!
Han sukked, og hvad min Broder?
Ramme det mig, som rækker dig!
Ham svared med Smil hans Moder.

✂ Braden var sød, han bar den frem,
Som Skytten han var indforet,
Rystende dog paa hvert et Lem,
Han satte sin Ret paa Bordet.

✂ Moderens Bud var Jakobs Trøst,
Og Isak var blind af Ælde,
Esaus Hænder, Jakobs Røst!
Han sagde, lod Knebet giælde.

✂ Isak i Aande kom nu brat,
Og Jakob han lydt velsigned,
Abrahams Lykke blev hans Skat,
Som Abraham efterligned.

✂ Esau kom fra Skoven hjem
Og stegde sit Vildt med Snilde,
Bar det og brat for Isak frem,
Men mærked, han kom for silde.

✂ Esau skiældte, fnøs og græd,
Af Vrede hans Nyrer bæved,
Ei han sig brød om »Kvindens Sæd,«
Velsignelse brydsk han kræved.

✂ Isak da sagde: lev af Sværd!
Du dier ei Jordens Bryster,
55 Broderen din du tjener tvær,
Hans Aag du engang afryster.

✂ Maadelig klæder Kvindens List
Ved Lyset, der nu mon brænde,
Bedre dog klares Sagen vist,
Naar Hjerternes Raad vi kjende.

✂ Esau var af Kains Art,
Han vilde sin Broder myrde,
Røbet dog blev hans Ondskab snart,
Gud frelste den fromme Hyrde!

✂

No. 15.
Jakobs Drøm.

Egen Melodi af L. M. Lindeman . Kan ogsaa synges som:
Kommer hid, I Piger smaa, af Weyse .

✂ Op ad Bjerg og ned i Dal,
Over Mark og Enge,
Jakob gik en Morgen sval,
Hviled ikke længe,
Kun i lumre Middagsstund
Sad han i en Palmelund,
Tænkde paa sin Moder.

✂ Faders Huus og Moders Favn
Ryggen saa at vende,
Altid kalde Sorg og Savn
Ømme Ungersvende,
Sagtens kan man da forstaae,
Det Rebekkes Jakob laae
Som en Steen paa Hjerte.

56

✂ For hans Broder, grum i Sind,
Ham paa Livet trued,
Og hans gamle Fader blind
Bedst dog Edom hued,
Derfor Jakob gik sit Skud
I den vide Verden ud,
Kun med Stav til Støtte.

✂ Natten kom med Kæmpeskridt,
Dagen mat sig værged,
Intet Herberg vidt og bredt
Saaes paa Flakkebjerget,
Under aaben Himmel træt
Jakob fandt dog Søvnen let,
Steen til Hovedgiærde.

✂ Han var af den gamle Tro,
Alt i Ungdoms-Dage,
Lagde sig med Bøn til Ro,
Bad Gud saa det mage,
Han i Verden fandt sit Brød,
Saae igien sin Moder sød,
Faders Huus med Glæde.

✂ Maanen skinned høit i Sky,
Alle Stjerner blinked,
Jakob sov i Himlens Ly,
Engle da ham vinked,
Sødt det for hans Øre sang,
Drømmesyn fra Gladhjems Vang
For hans Øie svæved.

✂ Stige saae han da til Jord
Dale ned fra Himlen,
Op og ned som Lynild foer
Paa den Engle-Vrimlen,
57 Over alle Engletrin
Straaled høit paa Stige-Tind
Alle Kongers Konge.

✂ Mund oplod den Herre prud,
Som med Orgel-Toner:
Abrahams og Isaks Gud,
Som i Himlen throner,
Dine Fædres Gud er Jeg,
Sagde han, thi frygt kun ei,
Stol kun paa min Naade!

✂ Landet, som du hviler paa,
Det er et af Mine,
Det jeg under Himmel blaa
Skiænker dig og Dine,
Afkom din som Skovens Løv,
Himlens Lys og Jordens Støv,
Folk til Verdens Ende!

✂ I dit Navn og i din Sæd
Stammer trindt paa Jorden:
Soels Opgang og Hvilested,
Sønderled og Norden,
Jeg velsigne vil engang,
Da velsigne de i Sang
Dig og denne Time!

✂ Hvor du gaaer, er ogsaa Jeg,
Godt dig at beskytte,
Viser dig den bedste Vei
Til din Faders Hytte;
Før de kom med Glæde hjem,
Aldrig Haand jeg slog af dem,
Som til Mig slog Liden!

58

✂ Røsten tav og Synet svandt,
Søvnen med det Samme,
Jakob sig forbauset fandt,
Kunde knap udstamme:
Underfuldt er Stedet her,
At vor Herre var saa nær,
Det jeg ikke vidste.

✂ I hans Hjerne, som han laa,
Mødtes Tanker mange,
Gjorde for den Himmel blaa
Angest ham og bange,
Bæve maa jeg, var hans Ord,
Sødt jeg sov hvor Herren boer,
Her er Himlens Porte.

✂ Morgengry ham vaagen fandt,
Flux var han paafærde,
Reiste hurtig op paa Kant
Haarde Hovedgiærde,
Salved Steen med Olje fin,
Bygde saa for Herre sin
Alter paa det Jævne.

✂ Soel oprandt og Lærken slog
Mildt i Morgenrøden,
Vandringsstaven Jakob tog,
Sørged ei for Føden,
Haabefuld i Herrens Navn
Faders Huus og Moders Favn
Ryggen nu han vendte.

✂ Som han gik, han bad og sang:
Bethel skalst du hede,
Herrens Huus i Himmelvang,
Hvor jeg kom at bede;
59 Fører Gud mig hjem, derhos
Ti'ender jeg af alt mit Gods,
Offrer Ham det Bedste.

✂

No. 16.
Jakob og Rakel.

Egen Melodi af Johanne Fenger .

✂ Solen er heed
I Østerled,
Og Sommeren varer saa længe,
Derfor om Land
Til Kildevand
Saa saare de Levende trænge,
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Syrie-Land
Fra Kanaan
Gik Jakob hin unge at giæste,
Skulde og der
Af Slægten nær
En Mø sig til Venneviv fæste,
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Bethuels By,
Med Vennely,
Hos Broderen bold ad Rebekke:
Laban ved Navn,
Det var den Havn,
Hvor Jakob sin Stav vilde lægge.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Hyrder i Mag,
En Solskinsdag,
Sig leired om Bethuels-Brønden,
60 Lukt med en Steen,
En vældig Een,
For Straalerne stærke fra Sønden.
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Jakob dem saae,
Hvor løit de laae,
Mens Solen var langtfra at dale,
Mild dog og spag
Han bød Goddag,
Saa kom han dem venlig i Tale.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Fremmed i Land,
Da spurgde han:
I Hyrder! hvor har I vel hjemme?
Svaret dernæst:
I Haran , Giæst!
Han monne med Glæde fornemme.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Maalet var der
For Jakobs Færd,
Nu under ham rysted hans Knæer,
Boer, sagde han,
Ei der en Mand,
Som kalder sig Laban Ebræer?
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Svaret var »jo,«
Da Jakob loe,
Og sagde: hvi græsser ei Hjorden?
Langt er til Kveld,
Det veed I vel,
Drøvtyggen er ei i sin Orden.
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

61

✂ Giæst! sagde de,
Kan ei du see,
At Stenen er os over Magten,
Alle paa Rad
Maa hjelpes ad,
I Dag som i Gaar, det er Agten,
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde I

✂ Rosen i Vaar
Med Labans Faar!
Det lød nu med spottende Mine;
Tril nu paastand
Du Steen fra Vand,
Og stød ikke Hænderne dine!
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Jakob blev heed,
Ja, han blev vred,
Det Giækkeri vilde han dæmpe,
Brat fik da Been
Den Kampesteen,
Han viiste dem, han var en Kæmpe.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Herlige Kaar
Fik Labans Faar,
Skiøn Rakel ei væded en Finger,
Spanden som Fjer
Gik op og neer,
For Kæmpen den fløi som paa Vinger.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Pigelil fin
Er Syster min,
Saa mæled nu Jakob med Blide,
Dagen er skiøn,
62 Rebekkes Søn
Nu fandt hvad han søgde saa vide.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Jakob ei løi,
Men Rakel fløi
Med Tidender sære tilbage,
Laban gik ud
Mod Kæmpen prud,
Indledte ham venlig og fage.
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Herlige Kaar
Fik Labans Faar,
Nu Jakob han var deres Hyrde,
Ærlig og tro,
Han gik for To,
Sin Slægt laae han ikke til Byrde.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Laban det saae
Og tænkde paa
Den Hyrde med Fordeel at fæste,
Sagde: min Søn!
Bestem din Løn!
Omsonst skal ei tjene min Næste.
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Hurtig udfoer
Det store Ord:
For Rakel din Datter hin væne,
Lilie skiær,
Som jeg har kiær,
Syv Aar vil jeg trolig dig tjene.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

63

✂ Laban slog til:
Om Gud saa vil,
Da er du fuldvel hendes Mage!
Jakob saa fro
Ham tjende tro,
De Aar han kun regned for Dage.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂

No. 17.
Jakobs Nattekamp.

Egen Melodi af L. M . Lindeman .

✂ Som Ørnen sidder paa høien Hald,
Og fylder med Rov sin Rede,
Saa Edom throned paa Seiers-Bjerg,
Han var ikke god at bede.

✂ Som Lammet hviler i Engens Skiød,
Hvor rislende Bækken rinder,
Saa hviled Jakob ved Jaboks Bredd,
Omblaanet af blye Kiærminder!

✂ I tyve Aar var han udenlands,
Han længdes nu efter Hjemmet,
Og Hjemmet efter saa lang en Tid
Det er baade kjendt og fremmed.

✂ Det Bud, han skikked til Esau ,
Med Bøn om hans Gunst og Naade,
Igien var kommet med kort Beskeed,
Som var ham kun slet tilmaade.

✂ »Din Broder sadled sin høie Hest,
Ham følger saa faver en Skare,
64 Ham følger fire Gang hundred Mand.«
Hvo tør vel for Skytten svare!

✂ Da blegned Jakob , for han blev rædd,
Han tænkde paa Børn og Kvinder,
Saa værgeløse som Faar og Lam
De var imod grumme Fiender!

✂ Da sukked Jakob : min Faders Gud!
Hvad kunde jeg meer forlange?
Jeg gik fra Hjemmet kun med en Stav,
Og Drot er jeg nu for Mange!

✂ Høilovet være din Miskundhed!
Dit Ord er som Guld det rene,
Men ei jeg havde saa bange Kaar,
Den Tid, da jeg var alene!

✂ Du selv dog sendte mig hjem igien,
Mangfoldig med Gods begavet,
Dit Ord mig loved en Afkom prud
Utallig som Sand ved Havet!

✂ Saa frels mig, Herre! af Broders Haand,
Som spænder den stærke Bue,
Urørt af Barnet i Moders Skiød!
Mit Hjerte, det maa vel grue.

✂ Saa bad den Fromme i Eensomhed,
Det var ikke hen i Veiret,
Med opladt Øie han saae det brat,
Af Engle han var omleiret.

✂ Det var saa deilig en Sommernat,
Han vidste knap hvad han gjorde,
65 Han brødes længe med Himlens Helt ,
Forunderligt, hvor han turde!

✂ Nu blegne Stjerner, det gryer ad Dag,
Saa mæled den Himlens Kæmpe,
Nu slip mig, Hyrde, nu er det Nok,
Dit flammende Mod du dæmpe!

✂ Jeg dog ei slipper, var Jakobs Svar,
Før kraftig du mig velsigner!
Velan! dit Navn være Israel!
Guds Fyrster i Kamp du ligner.

✂ Saa endtes Kampen, og Soel opgik,
For Himmel og Jord at straale,
Men halt var Hyrden, i Dysten haard
Af Led gik hans Hofteskaale!

✂ Paa Ganger stolt under Gylden-Hjelm,
I Spidsen af Kæmper ranke,
I Solskin straalende, Esau
Sig nærmed med blodig Tanke.

✂ Syv Gange bukked sig Jakob dybt
For Broderen tvillingbaaren,
Det røre maatte selv Staal og Steen,
Af Øiet udperse Taaren!

✂ Da sprang af Hesten den Bjergedrot
Og løb mod den lamme Hyrde,
Og hængde hulkende om hans Hals,
Som han havde tænkt at myrde!

✂ Hvo sig fortrøster paa Himlens Gud,
Ham skal ingen Farer skrække,
66 For alle Hjerter staae i Guds Haand,
Han leder dem som Vandbække!

✂

No. 18.
Josef i Fængselet.

Egen Melodi af H. Nutzhorn .

✂ Der sad en Svend i det sorte Hul,
For synde, det vilde han ikke;
Kong Pharao svømmed i Sølv og Guld,
Hans Lyst var at æde og drikke.

✂ Hans Kok og Skænker var store Mænd,
Af dem fik han Vinen og Kagen,
Og Roes med Rente fik de igien
Naar rigtig de rammede Smagen.

✂ Hvormed de synded, det veed Man ei,
Men Begge de faldt i Unaade,
Og Begge vandred den samme Vei
Til Fængsel i Vee og i Vaade.

✂ Det samme Fængsel de sattes i
Som han, der for Dyden leed ilde,
Men ham Vorherre stod kraftig bi,
Hans Naade kan Alting formilde.

✂ Den Fangefoged var barsk i Hu
Og bister, det kan man nok vide,
Dog stundum rører det Steen endnu,
Naar Ungdom og Uskyld de lide.

✂ Til Træl var Josef uskyldig solgt
Af Brødre med Avind i Sinde,

**) Dette Vers findes ikke i den uafsluttede Udg.s tilsvarende Digt. U . A. 67

✂ Og hun, som havde hans Lænker voldt,
Hun var den ublueste Kvinde.

✂ Den Fangevogter var Josef god,
Betroed ham Nøglerne mange,
Han ændsed ei hvor han gik og stod,
For Lykke der var med den Fange.

✂ Tit gaaer til Hove det op og ned,
Der Naaden har hundrede Nykker,
Om Hofmand sunket Man sjelden veed,
Om druknet han er eller dykker.

✂ Den Fangefoged maa være snu,
Som saadanne Veirhaner giæste,
Til Josef derfor han sagde nu:
Opvart mig de Folk paa det Bedste!

✂ De høie Herrer var reent forknyt,
De havde urolige Drømme,
De frygted saare hver Morgens Nyt,
Dem kunde hver Time fordømme.

✂ God Morgen! sagde ung Josef blid,
Hans Blik var som Kilden i Ørke,
I Herrer! hilser den lyse Tid!
Hvi er eders Miner saa mørke?

✂ Ak, svared Begge, vi drømde sært
Og veed ei hvad det skal betyde.
Velan, han sagde, jeg lidt har lært,
Vil for eder Hovedet bryde.

✂ Da tog den Skiænker til Orde brat:
Saa samle du nu dine Tanker!
68 Jeg drømde fuldsært om Viin i Nat,
Om Druer paa blomstrende Ranker.

✂ Med Kongens Bæger som før jeg stod,
Mig trylle end Rankerne trende,
I Bægeret pressed jeg Drueblod,
Og gav det saa Kongen ihænde.

✂ Til Lykke, Herre, var Josefs Svar,
Din Lykke sig vender saa fage,
Din Konges Naade paany du har,
Naar Rankerne giøres til Dage.

✂ Men hør nu, Herre, min Saga kort:
Jeg er ikke kommet af Trælle,
Fra Fædrelandet Man stjal mig bort,
Og Synd har jeg ei at undgiælde;

✂ Naar høit du kommer igien paa Straa,
Din Tjener du kiærlig betænke,
Lad ham som vilde dig Lykken spaae,
Ei ligge uskyldig i Lænke!

✂ Nu fatted Mod og den Overkok
At lade sig Drømmen udtyde,
Om Kurve trende med Kager Nok
Til Kongeligt Taffel at pryde.

✂ Han bar de Kurve paa Hoved sit,
De skinned saa kridende hvide,
Men Luftens Fugle de hakked frit,
Betydningen fik han at vide!

✂ Ung Josef kunde det forudsee,
Og Smiger ham kunde ei gavne,
69 Ham Galgen vented om Dage tre,
Det gottede Krager og Ravne!

✂ Som Josef spaaed, saa gik det Alt,
Og Skiænkeren kom i sit Stade,
Men flux af Minde ham Josef faldt,
Paa Hofmænd sig Ingen forlade!

✂ Paa Een dog Josef forlod sig mest,
Som høiere er end de Store,
Og mindes Smaafolk dog allerbedst
Som idelig det er at spore.

✂ Det er Vorherre i Himmerig,
Som alle Ting haver at raade,
Vel bie lader Han tit paa Sig,
Desmere dog voxer Hans Naade!

✂ Det vared længe, to hele Aar,
Før Josef blev nævnet til Hove,
Thi der for Viisdom det altid gaaer
At vinde ved Intet at vove!

✂

No. 19.
Josefs Ophøiehe.

Samme Melodi.

✂ Kong Pharao vaagned en Morgenstund,
Da var han saa ilde tilmode,
Han drømde sært i uroligt Blund,
Det tykdes ham ei for det Gode!

✂ Thi lod han kalde de kloge Folk,
Som vidste til Punkt og til Prikke,
70 Hvad skrevet havde hver Drømme-Tolk,
Men Pharao trøsted de ikke.

✂ Da randt den Skiænker hans Synd ihu,
Hans Feiltrin ved Hoffet at sige,
Han meldte: Herre, jeg mindes nu
Mit Fald og min Frelse tillige!

✂ Din Overkok og din Tjener her,
Vi faldt i vor Herres Unaade,
Bag Fængslets Mure og Graven nær
Vi sørged da over al Maade.

✂ Vi drømde sært i det sorte Hul
Til Hoveder saare at bryde,
En ung Ebræer saa tankefuld
Dog vidste det godt at udtyde;

✂ Alt som han spaaed, det saa tilgik,
Det Onde saavelsom det Gode,
Din Kok sin Høihed i Galgen fik,
Din Skiænker igien kom paa Fode!

✂ Saa løbe nu hvo tilbeens er rap,
Den Viismand til Hove at bringe!
Saa mæled Kongen, da løb om Kap
Hans Svende som fløi de paa Vinge!

✂ Til Kongen Josef! til Kongen strax!
Gienlød det i Ulykkes-Gaarden;
Med Klæder rene, med Kniv og Sax,
Kom Pynten og Sagen i Orden.

✂ En Drøm jeg havde, var Kongens Ord,
De Lærde kan ei den forklare,
71 Men du, jeg hører, med Viisdom stor
Alt Hemmeligt kan aabenbare.

✂ Da svared Josef, den Svend saa prud,
Han kunde sin Tale vel føie:
Hvo kan med Viisdom foruden Gud
Kong Pharaos Hjerte fornøie!

✂ Da sagde Kongen: jeg drømde saa,
Jeg stod mig ved Floden dernede,
Da op der steg af Ægyptens Aa
Syv Kiør baade faure og fede;

✂ Men efter dem kom en anden Trop,
Syv Kiør baade magre og fule,
De Magre slugde de Fede op,
Men kom sig dog ikke en Smule!

✂ Det samme Under jeg saae igien
Paa Axene fulde og svange,
Der har du Drømmen, forklar mig den!
Da ærer jeg dig over Mange.

✂ De Drømme, Konge! var Josefs Svar,
Betyde kun Eet og det Samme,
Derved Dig Herren betegnet har,
Hvad brat Dig skal times og ramme!

✂ Du først maa vente syv fede Aar,
De Magre dem følge i Hælen,
Saa hvad der levnes kun lidt forslaaer,
Af Livet udpines da Sjælen!

✂ Men hør nu, Konge! et gyldent Raad,
Det Bedste, som Nogen kan give,
72 For Hungersnød og for Hulkegraad,
Saa Folket maa holdes i Live!

✂ Befal en from og forstandig Mand
At samle og holde tilrede
Den femte Part over alt dit Land
Af Høsten i Aarene fede!

✂ Lad Misvext komme da, som den maa!
Ei lægger dog Landet den øde,
Det rige Forraad skal godt forslaae,
Til atter du høster Afgrøde!

✂ Det Raad af Kongen fik Lov og Priis,
Han sagde, med Bod for sin Vaande,
Slet Ingen som du er from og viis,
Du taler af Himmelens Aande,

✂ Bestyr mit Huus og regier mit Land!
Du veed deres Bedste at ramme,
Kun paa min Throne din Overmand,
Vor Magt er for Resten den samme!

✂ Da gav ham Kongen sin Guldring klar,
Han brugde til Brev at beseigle,
Af Guld en Kiæde, som selv Han bar,
Ei heller lod Kongen ham feile!

✂ I Byssus-Klædning fra Top til Taa
Guldkarmen han maatte bestige,
Herolden saae Man da for ham gaae,
Som Drot i Kong Pharaos Rige.

✂ Saa langt fra Frænder og Fødestavn
Kom Josef til Hæder og Ære,
73 Som Runeraader et Adelsnavn
Ham Kongen befaled at bære!

✂ Ham Kongens Skiænker nu rakde Viin,
Hans Navn gik ham aldrig af Minde!
Hvo Dyden kaarer til Dronning sin,
Faaer Lykken til Ledsagerinde!

✂

No. 20.
Jakob og hans tolv Sønner.

Mel. Visen om Axel og Valborg, eller: Egen Melodi af L. M. Lindeman .

✂ Gud naade mig stakkels gamle Mand!
Jeg fostred mig Sønner fuldmange,
Men sidder nu ene i Hedning-Land,
Sørgmodig og kroget og bange!
Men Lykken, hun vender sig ofte om.

✂ Saa klagede Jakob med iisgraat Haar;
For borte var alle hans Sønner,
Han talte da hundred og tretti Aar,
Utallige vare hans Bønner!
Men Lykken, hun vender sig ofte om.

✂ Vor Fader! vor Fader! Guds Fred! god Dag!
Saa lød det nu brat om den Gamle,
Og neppe for Taarer og Favnetag
Han kunde sig Tankerne samle!
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

✂ Fra elleve Munde omkap det lød:
Til Lykke med Aar og med Ælde!
Vor Broder, din Josef , han er ei død,
Han throner i Magt og i Vælde!
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

74

✂ Den naadige Herre, vi talde om,
Ægypternes Hjelper i Nøden,
Det er vores Broder saa god og from,
Vor Frelser fra Hungersdøden!
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

✂ Han sender det Budskab til Fader sin:
Kom snarlig at dele min Lykke!
Jeg giver dig Føde og Odel fin:
I Gosen med Fred skal du bygge!
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

✂ Han kyste os alle med Taare varm,
Lod Helligdags-Klæder os bringe,
Han hulkede lydt ved Benjamins Barm,
Ham pryde nu faure Guldringe.
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

✂ Den Gamle, han stod som en Marmorblok,
Hans Tanker de vanked saa vide,
Om Vidunder hørde han Vidner Nok,
Men turde derpaa ikke lide.
Men Lykken, hun vender sig ofte om.

✂ Nu Pharaos Kudske med Skrald paa Skrald
Omringede Israels Telte,
Med kongeligt Spand og med Tegn og Tal
Ægypternes Herre de meldte.
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

✂ Nu Øinene maatte den Gamle troe,
Nu gløded hans Kinder de blege,
Han takked, han kyssed, han græd, han loe,
Han vilde som Børnene lege.
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

75

✂ Min Josef, han sagde, i Live end
Skal Ansigt til Ansigt jeg skue,
Og naar jeg har kysset hans Mund igien,
Vil ikke for Døden jeg grue.
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

✂ Nu Israel offred til Isaks Gud,
Og til ham kom Ord fra det Høie:
Vær trøstig! Jeg følger dig ind og ud,
Din Æt har Jeg altid for Øie!
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

✂ Hvad Glæde der blev i Ægypti Land,
l Paradis ei at forglemme,
Det Pennen vel ikke beskrive kan
Men kiærlige Hjerter fornemme.
Saa Lykken, hun vender sig ofte om!

✂

No. 21.
Moses og Pharao.

Egen Melodi.

✂ Kong Pharao var en ugudelig Krop,
Han sagde: det varer for længe
Med Svøben at slide Ebræerne op,
Smid ud deres nyfødte Drenge!
Ja, smid dem i Nilen , trods Kiællinge-Snak!
Saa f aaer vi dog endelig has paa det Rak.
Det skulde han sige saa sagte,
Man veed ikke hvad man kan magte.

✂ Der fødtes nu Amram Leviter en Søn,
For faur til at fare saa ilde,
Hans Moder ham fostred tolv Uger i Løn,
76 Men turde ei meer hvad hun vilde,
I Arken af Rør og i Vuggen af Siv
Han maatte paa Floden nu friste sit Liv.
Den Herre, som boer i det Høie,
Dog ogsaa paa Dybet har Øie.

✂ Kong Pharaos Datter var bedre end han,
Hun havde dog Hjerte i Livet,
Hun kom som en Dronning alt efter sin Stand,
Og saae hvad sig rørde i Sivet,
Hun sukked, hun saae i den kiølige Seng,
Med blødende Hjerte, den grædende Dreng.
Selv midt i Ægypten man finder
Til Lykke dog Hjerte hos Kvinder!

✂ En Syster ad Drengen paa Timen sprang til,
Hun stod der paa Luur for det Samme:
»Befaler Prindsessen, strax bringe jeg vil
Den lille Ebræer en Amme,«
Og knap hendes Høihed fik Jaet udsagt,
Før Pigen var borte og Moderen bragt.
Naar Mænd er som Dyrene vilde,
Til Lykke er Kvinderne snilde!

✂ Saa slumped den Moses til Høibaarnes Kaar,
Der skulde som Konge befale,
Saa voxte han op i Kong Pharaos Gaard,
Som skulde Tyrannen betale;
Ebræernes Høvding blev ikke omsonst
Oplært i Ægypternes Vidskab og Konst.
Vil Nogen Guds Forsætter hemme,
Han nødes til selv dem at fremme.*)

* *) Den uafsluttede Udg.s tilsvarende Digt har herefter endnu tre Vers. Se Tillæg S. XXIV. U. A .

✂

No. 22.
Moses-Kvadet.

Egen Melodi af C . Barnekow .

✂ Der toner et Kvad over Tidens Hav,
Som Guds-Folket kan aldrig forglemme,
Det stiger fra Moses den skjulte Grav,
Det tillaans fik hans Navn og hans Stemme!

✂ Jeg havde min Vugge ved Nilens Bredd,
I et Haar hængde Døden og Livet,
Jeg vidste det ikke, men dog jeg græd,
For jeg frøs under Flægen og Sivet!

✂ Min Vugge blev flyttet til Kongens Gaard,
Der jeg smilde ad Døden og Livet,
Jeg drømte mig salig i Ungdoms-Aar,
Dog var Lykken som Flægen og Sivet!

✂ Det skrev med min Kiep jeg i Ørkens Sand,
Da graahærdet jeg saae mig tilbage,
Og vogtede Faar i et fremmed Land,
Efter Ungdommens kronede Dage.

✂ Min Kiep blev dog bedre end Kongevaand,
Det Kong Pharao maatte vel sande:
Han dukked for Hyrden med Kiep i Haand,
Som en Steen i de mægtige Vande.

✂ Hvor Hjorden jeg vogted, mens Haar blev graat,
Som en Konge mit Folk jeg gav Love,
Det aldrig kan glemmes, mens Hav er blaat,
Og mens Fuglene sjunge i Skove!

78

✂ Jeg kom ikke ind i det faure Land,
Maatte lade med Synet mig nøie,
Men sank mine Been i Ørkens Sand,
Som Syvstjernen dog tindred mit Øie!

✂ Ebræernes Leder til Jordans Flod,
Giennem Havets de brusende Bølger,
Den Kæmpe, som bedst under Solen stod,
Det er Navnet, som evig mig følger!

✂

No. 23.
Moses i Ørken.

Kan synges som: Abraham sad i Manire Lund.

✂ Der gik en Hyrde og vogted Faar,
I Midians Land i Ørken,
Ved firsindstyve var Hyrdens Aar,
Dog minked det ei med Styrken.

✂ Den Faare-Hyrde var Amrams Søn
Opvoxet i Konge-Borgen,
Landflygtig bar han sin Kraft i Løn,
Saa bar han og Hjerte-Sorgen.

✂ Han sig forivred i Ungdoms Aar,
Og tæmmed ei Kæmpe-Modet,
Men Gud ham lærde med trange Kaar
Den Konst at slaae Vand i Blodet.

✂ Hver Prindse-Nykke fra Kongesal
I Ørken han lod og fare,
Med Øie klart og med Kinden sval
Paa Hjorden tog godt han vare.

79

✂ Kun naar den hviler i Dalens Skiød,
I Skygge for Middags-Heden,
Da rødmer Kinden af Ungdoms-Glød,
Han tænker paa Evigheden.

✂ Han seer paa Bjerget med Isse graa,
Som trodser end Aar og Ælde,
Men Bjergets Skaber han tænker paa,
Den Evige i sin Vælde.

✂ For Dig, han nynner, som Dage kun
Aartusinder er at regne,
For Dig som Intet den liden Stund,
Vi aande i Støvets Egne.

✂ Som Blomsten falmer hver Rosenkind,
Som Græs er de Kæmper gæve;
De Vises konstige Hjernespind
Henveires som Spindelvæve.

✂ Halvfjerdsindstyve er Støvets Aar,
De Stolteste Strid og Møie,
Om firsindstyve en Kæmpe naaer,
Desmere han har at døie.

✂ Om Hjertet blev det ham nu saa trangt,
Paa Kinden ham Taaren trilled,
Engang var Livet ham rigt og langt,
Mens Lykken hun for ham spilled.

✂ Han bad: o Herre i høien Hald!
Du lære mig ret af Naade
At regne paa mine Dages Tal
Og lade din Viisdom raade!

80

✂ Men giv os dog efter Striden Fred,
Og Trøst efter Suk og Klage,
Ja, mæt os aarle med Miskundhed
Til Frydesang alle Dage!

✂ Os overskinne din Herlighed,
Du Skaber af hver en Stjerne!
Da Fod vi flytte med sikkre Fjed,
Da lysner det i vor Hjerne.

✂ Saa dybt han sukked, og sang og bad,
Hvor Tankerne gik i Skare,
Paa Brink af Bjerget, hvor kæk han sad,
Graahærdet, med Øine klare.

✂ Da slog Hans Time, som slumrer ei,
Men lytter, naar Hjerter bede,
Han førde Moses paa Viisdoms Vei
Igiennem et Vilderede.

✂ I Tornebusken slog ned Hans Lyn,
Den blussed, men dog ei brændte,
Det var for Moses et Under-Syn,
Nu tykdes ham Nyt ivente.

✂ Fra Tornebusken en Røst udfoer,
En Torden, som Støv kan taale:
Du stander, Moses, paa hellig Jord,
Besmit den ei med din Saale!

✂ Mig Jakob, Isak og Abraham
Paakaldte som Gud alene,
At deres Fiender Jeg er fuldgram,
Skal mærkes i Dage sene.

81

✂ Bind op omkring dig nu som en Mand!
Mit Ærende skal du rygte.
Udfør mit Folk af Ægypti Land!
Du tør ikke ved at frygte.

✂ Din Gud er med dig, ihvor du gaaer,
Mit Ord dig er lagt paa Tunge,
Dit Folk skal knæle hvor nu du staaer,
I Ørken mit Navn lovsjunge.

✂ Om ret Jeg kjender Kong Pharao,
Han lyder Mig ei med Læmpe,
Men skal dog lære, det kan du troe,
Han maaler sig med en Kæmpe.

✂ Den gamle Hyrde kun nødig gik
Fra Ørken til Kongers Gaarde,
At ærgre sig over Hofmænds Skik,
Og stimes med Halse haarde.

✂ Han flux indvendte: mit Vidnesbyrd,
Om Røsten fra Gud i Himlen,
Vil klinge kun som et Æventyr
For Kongen og Folke-Vrimlen.

✂ Den Sorg dog slukked Guds Ord fuldgodt,
Han selv for de Tegn blev bange,
Som sees skulde paa Kongens Slot,
Hvad kunde han meer forlange?

✂ Han flygted selv for sin Hyrdestav,
En Slange ved Herrens Tale,
Af Slangen atter der blev en Stav,
Saasnart han den greb om Hale.

82

✂ End skiød han fra sig det store Kald,
Han pukked paa Tungens Lyde,
Han sagde: Talen i Kongehald
Velklingende let maa flyde;

✂ Men jeg paa Mælet har Meen og Brøst,
Saa læspe jeg maa og stamme,
Og skiøndt jeg hører din klare Røst,
Det er dog endnu det Samme.

✂ Da svared Herren i samme Stund:
Hvad er det, Jeg her maa høre!
Mon ei den Samme gav Røst og Mund,
Som raader for Syn og Øre!

✂ Saa tøv ei længer, men bær nu brat
Mit Budskab til Konge-Sale!
Og see, Jeg giver dig Mund opladt,
Og lærer dig klart at tale.

✂ Dog Moses krymped sig end for Gud,
Han voved tilsidst at sige:
See til, Du finder et andet Bud
At sende til Satans Rige!

✂ Da blev Vorherre paa Hyrden stødt,
Han sagde: velan, Jeg kjender
En Mand, som taler fuldklart og sødt,
Din Broder jeg med dig sender.

✂ Ja, Aron være din Mund og Tolk,
Han laane som Gud Dig Øre!
Til Mizrams Konge og Jakobs Folk
Han Ordet med Fynd skal føre.

83

✂ Men tag ihænde din Hyrdestav,
Der bugted sig lig en Slange!
Thi den du baade paa Jord og Hav
Skal svinge til Jærtegn mange.*)

✂

No. 24.
Ebræernes Plage.

Egen Melodi af C. Barnekow .

✂ Et Paradis var Gosen ,
Saa godt som Kanaan,
Med Ranken og med Rosen,
Midt i Ægypti Land;

✂ Men bedre var dog Ørken,
Med Frihed, Fred og Ro,
End Gosen under Tyrken,
Og under Pharao.

✂ Hvor Josef stod for Styre,
Hans Børn var Trælle nu,
Hans Daad i Tid hin dyre
Kom Ingen meer ihu.

✂ I Trældom gik med Kvide
De Store og de Smaa,
Alt hvad de maatte lide
Kun Gud i Himlen saae.

**) Mellem dette og følgende Digt havde den uafsluttede Udg. Endnu et om Moses og Pharao. Se Tillæg S. XXV. U. A . 84

✂ De maatte see paa Nilen ,
Hvor mangen Broder sød
Blev offret Krokodilen,
Og fandt i Svøbet Død.

✂ Som Dyr de maatte slide,
Hvor Solen brænder heed,
Opmure Pyramide
I deres Ansigts Sveed.

✂ For Svøben og for Tampen
De brænde maatte Leer,
Til det blev haardt som Kampen,
Og let dog som en Fjer.

✂ De ælted Leer med Møie,
De brændte Tegl med Suk,
Skiøndt det var haardt at døie,
De voved ei et Muk.

✂ Alt stod en Pyramide
Af Tegl i Gosenland,
Og praled, dem til Kvide,
Med Runeskrift om Rand.

✂ Der stod i Dage sene:
Ei ligne man ved mig
Et Værk af hugne Stene,
Som Jord ved Himmerig!

✂ En Stang de stak i Floden,
Af hvad der hængde ved
Et Underværk paa Kloden
Jeg blev i tusind Led.

85

✂ Saa gjorde man en Gaade
Til Pral af liden Konst,
Det var Ægyptisk Maade
At plage Folk omsonst.

✂ Ebræerne ved Nilen,
De fik da aldrig Fred,
Kun Død man kaldte Hvilen
Fra Trældoms Bitterhed.

✂ De strøg nu Steen til Flere,
Og blanded Leer med Straa,
For Plagen at formere,
Tog grandt man Tal derpaa.

✂ Da løfted Jakobs Sønner
Til Himlen Øie mat,
Og ind kom deres Bønner
For Isaks Trøster brat.

✂ Med Trøst og Tegn fra Oven
Kom Amrams Sønner to,
Kun den var ret forvoven,
Som turde dem ei troe.

✂ De Amrams Sønner begge
For Kongen gik at staae;
Han loe dem ud som Giække
Trods deres Lokker graa.

✂ De sagde paa Guds Vegne:
Vort Folk lad drage ud
Til Horeb-Bjergets Egne
At dyrke Himlens Gud!

86

✂ Da hørdes Kongen skryde:
Hvis er det Herrebud,
Som Pharao skal lyde?
Er han ei Jordens Gud!

✂ Han sagde: Kroppe dovne
Har Mod paa Gildesfærd,
Men, ved Ægyptens Ovne,
De kiønt skal blive her.

✂ De har for gode Dage,
Det mærker jeg derpaa,
Herefter med Umage
De selv skal sanke Straa;

✂ Da faaer de det lidt værre
Til Griller at forslaae,
Thi Stene ikke færre
Hver Dag de stryge maae.

✂ Nu strængdes Folkets Plage,
Nu voxde deres Nød,
Og under Graad og Klage
De ønsked sig kun Død.

✂ Det maatte Moses volde,
Han sine Hænder vreed,
Han skulde dem dog folde
For Gud i Ydmyghed.

✂ Guds Viisdom er en Gaade,
En Løngang er Hans Vei,
Men evig er Hans Naade,
Hans Løfter glippe ei!

✂

No. 25.
Ebræernes Udgang af Ægypten.

Egen Melodi af J. P. E. Hartmann .

✂ Ægypten var plaget saa saare,
Men Pharao trodsed endnu,
Den stolte, haardnakkede Daare
Kun følde for Ydmyghed Gru.

✂ Den Herre, som Israel frelste,
Med Moses da sendte dem Bud;
Han sagde til alle de Ældste:
Jeg skal eder hilse fra Gud.

✂ Et Lam skal for Husene bløde,
Til Minde, til Tegn og til Bod,
Dørstolperne skal males røde
Med Lammets uskyldige Blod.

✂ Udeelt og uknækket I stege
Et Lam for hvert Huus under Tag,
Med Urterne beske og blege,
Og ei efter Mundenes Smag!

✂ Og æder det saa med hverandre,
Opreiste, i Pillegrims-Dragt,
Beredte til brat at udvandre,
Med Himmelens Herre i Pagt!

✂ Opkiltede om eders Lænder,
Med Saalen til Fod bundet fast,
Med Stavene i eders Hænder,
Lad Nadveren nydes i Hast!

✂ Døds-Engelen gaaer giennem Landet
Med Seglen ved Midienat,
88 Hvor Stolpen er ikke blodrandet,
Der blegner en Dødelig brat.

✂ Ægypten skal føle Hans Vælde,
Hvis Folk man paa Nakke har traadt,
Alt Førstefødt skal det undgiælde,
Afguderne blive til Spot.

✂ Det skedte i Nilstrømmens Dale,
Afsjælet alt Førstefødt laae,
Fra Kronprinds i Høieloftssale
Til Drengen og Kalven paa Straa.

✂ Da blev der stor Jammer og Kvide,
Alt Folket foer op med et Skrig,
Og Pharao fik det at vide,
Der laae i hver Hytte et Lig.

✂ Da maatte hans Hovmod vel falde,
Da bæved Steenhjertet i Bryst,
Han Moses og Aron lod kalde,
Han talde med skiælvende Røst.

✂ Han sagde: staaer op nu saa fage,
Og tager hvad eder hør til!
Med Fred af mit Land I uddrage,
At dyrke jer Gud, som I vil!

✂ Med Faar og med Øxne tillige
Uddrager paa staaende Fod!
Velsigner saa mig og mit Rige
Og tørster ei efter vort Blod!

✂ Ægypterne raabte med Sorgen:
Hvi holdt man paa eder igaar?
89 Ak, tøve I her til imorgen,
Da alle vi ligge paa Baar.

✂ Saa førde Jehovah med Ære
Sit Folk ud af Trældommens Land,
Paa Vei gav sig med deres Kjære
Sexhundredetusinde Mand.

✂ Med Sølv og med Guld og med Glæde,
De, ved den Almægtiges Haand,
Uddroge fra Mørkhedens Sæde,
Afrystede Trældommens Baand.

✂ I Gry under Skyerne hvide
Da sagde de Gosen Farvel,
Der Solen gik ned under Lide,
Da stod de ved Nildalens Skiel.

✂

No. 26.
Overgangen i det røde Hav.

✂ Pharao sidder i Høielofts-Sal,
Og Rygterne mødes derinde;
Israel vanker i Vildernis-Dal,
Kan Vei eller Sti ikke finde,
Israel haver kun Pose og Stav,
Vader vel seent over vildende Hav.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

✂ Pharao hører den Tale med Lyst,
Og strax blev der Oprør i Leiren,
Kongen, det lyder, vil vove en Dyst,
Hans Guder ham vinke til Seiren,
90 De har forvildet Ebræernes Aand,
Giver dem brat i Kong Pharaos Haand.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

✂ Det var en stolt og en stadselig Hær,
Og Jorden blev skjult under Vrimlen,
Skinnende Hjelme og blinkende Sværd
Man skued som Stjerner paa Himlen,
Heste og Vogne, som svared dertil,
Flyvende Faner og klingende Spil.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

✂ Israel hørde nu Lurenes Drøn,
Med Gienskrald fra Bjerge og Klipper,
Saa hørdes Rummel og Klirren og Døn,
Hvad Under, at Modet dem glipper;
Israel havde kun Pose og Stav,
For sig det røde, det vildende Hav.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

✂ Israel knurred, til Moses det lød
Fra hundredetusinde Munde:
Mener du, Trældom er værre end Død?
Ak, her gaae vi Alle tilgrunde!
Trætte vi gik os med Pose og Stav,
Kun for af Ørken at tigge en Grav.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

✂ Moses dog svared, fuldvis i sin Sag:
Lad fare al Klagen og Sorgen!
Disse Ægypter, som larme i Dag,
De skal sig ei røre i Morgen,
Tier og troer, og seer paa Hans Værk,
Som er for evig en Kæmpe fuldstærk!
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

91

✂ Tag, sagde Herren, i Hænde din Stav!
Den giør Jeg til Israels Vaaben,
Stræk den udover det brusende Hav!
For Folket da Veien staaer aaben;
Pharaos Hjerte Jeg hærder i Barm,
Pharaos Kæmper skal føle min Arm.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

✂ Skystøtten op nu fra Strandbredden steg,
Og daled bag Israels-Leiren,
Ei dog et Straas-Bred Kong Pharao veg,
Forblindet han drømde om Seiren;
Almagten aabned i brusende Hav
Israels Udvei og Pharaos Grav.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

✂ Pharao vaagned ved Midienat,
Og deilig var Maanen oprundet,
Speiderne meldte den Herre da brat,
At Israels Hær var forsvundet;
Ved mine Guder, den Rasende svor,
Findes de skal, om til Helved de foer.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden,

✂ Israel stod paa Arabiens Kyst,
Til dem var kun Huulveien lavet,
Rædsel der foer i Ægypternes Bryst,
De vendte sig midtveis i Havet;
Moses da atter udrakde sin Stav,
Brusende lukde sig Pharaos Grav.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden

✂ Israel priste den Herre saa høi,
Som har over Dybet at raade,
Spiller med Fiender, som Vinden med Røg,
Og frier sit Folk af al Vaade,
92 Aabnede nys i det brusende Hav
Israels Udvei og Pharaos Grav.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden

✂ Bølgen har bruset tretusinde Aar
Og meer over Pharaos-Graven,
Himmelens Gud er i Dag som i Gaar,
Det føle skal Tyrken og Paven;
Derfor i Norden og i Paradis
Gienlyder Israels Sang til Hans Priis.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

✂

No. 27 .

Egen Melodi af C. Barnekow .

✂ Som Solen oprinder morgenrød,
Hvor Himmelens Fugle de sjunge,
Saa Israel steg af Havets Skiød,
Med himmelske Toner paa Tunge:
De sang om Hjelpen i Nødens Stund,
De sang om Veien paa Havets Bund;
Om Konge-Hæren, der sank som Bly,
De kvad i Sky.

✂ Da, blegnende for det røde Hav,
Dem rystede Pharaos Lure,
Paa Almagtens Ord for Moses Stav
Sig Bølgerne reiste som Mure,
I Dybet der blev en Kongevei,
Ægyptens Konge det hjalp dog ei,
For ham kun aabned det røde Hav
En bundløs Grav.

✂ Da midtveis i Hav var Kongens Hær,
Som Ørne hans Bannere svæved,
For Torden og Lyn i Morgenskiær
93 Dog Kæmperne dirred og bæved,
Da vendtes Vogne, da vakdes Gny,
Da kiendtes Herren , da skreges: flye!
Da lukde brat sig for Moses Stav
Det røde Hav.

✂ Da tabde sig Hyl i Bølge-Brag,
Det gik med Hærskarer tilgrunde;
Da hilste med Sang den unge Dag
Tihundredetusinde Munde;
Og aldrig glemmes det Morgengry,
Da Folkesangen lød høit i Sky
Til Himmel-Kongen, den Helt saa prud,
Den Guders Gud.

✂ Fra Kammer og Kor i Lys og Løn,
Det høres nu klart udsjunget,
At Christus er Guds og Davids Søn,
Af Abrahams Sæd udsprunget,
Hans Folk det var, som ved Moses Stav
Gik tørsko't over det røde Hav,
Hans Fædre var det, som sang i Kor:
Vor Gud er stor!

✂

No. 28 .

✂ Kom, lad os synge Vorherre en Sang!
I sin Glands er Han kommet tilsyne:
Rytteren kiæk sig paa Vrinskeren svang,
Lod i Støvet dog brat sig nedlyne.

✂ Gud er vor Styrke og Gud er vort Skjold,
Vore Fædre Ham havde for Øie,
94 Frelste med Vælde af Fiendernes Vold,
Deres Sønner med Fryd Ham ophøie.

✂ Kæmper Han knuste med Ord af sin Mund,
Jehovah er et Navn uden Mage,
Pharaos Vogne Han bored i Grund,
Og hans Bærsærker gjorde Han spage!

✂ De fik et Bad i den høirøde Sø,
Som for Konger det aldrig var lavet,
Mindes det skal, indtil Skjalde uddøe,
At som Steen de neddukked i Havet.

✂ Herre! Din Høire kan Ingen modstaae,
Hvem Den saarer kan Ingen helbrede,
Fienderne dine fortæres som Straa,
Thi en Ild er Din fnysende Vrede.

✂ Havet i Harme du aandede paa,
Saa det sprængdes i Kongeveis-Dalen,
Bølger paa Bølger optaarnede laae,
Alt som Dynger af Slagne paa Valen.

✂ Haderen sagde: nu falder mit Rov,
Sønderknuse dem skal mine Arme,
Ras kun, mit Sværd! jeg dig giver Forlov!
Styr i Mag dig paa Moses, min Harme!

✂ Herre! Du aanded kun let over Sky,
Men i Storm gik dit Bud over Bølge,
Brattere synker i Vandet ei Bly,
End med Kongen hans braskende Følge.

✂ Hvem er din Lige, Du Gudernes Gud!
Alle Helgenes Hær Dig tilbeder,
95 Himlen og Jorden adlyde dit Bud,
Underværker din Ære udbreder.

✂ Hvo som Dig finder, Dig følger og helst,
Thi hos Dig er den Bangeste rolig,
Trofast Du fører det Folk Du har frelst,
Saa de naae til Din hellige Bolig.

✂ Hedninger hørde dit Rygte med Gru,
Paa Philister kom Veerne bittre,
Edom og Moab sig ruste vel nu,
Under Brynje dog Hjerterne sittre.

✂ Slaa Du dem alle med Rædsel og Frygt,
Lad dem føle Din Kraft og forstenes!
For deres Aasyn da vandre vi trygt,
Giennemgangen os ikke formenes.

✂ I det forjættede Land før os ind
Med en Glands, som fordunkler al Glimmer!
Plant vore Stammer paa Himmelbjergs Tind!
Reis Din Throne iblandt dem for immer!

✂ Da skal det mindes: hvor Pharao sank,
Hest og Vogn blev i Dybet begravet,
Israel vandred som Skystøtten rank,
Han gik tørsko't paa Bunden af Havet!

✂

No. 29.
Lovgivningen paa Sinai.

Egen Melodi af J. P. E. Hartmann .

✂ Jehovah nedfoer fra det Høie
Og talde fra Sinais Top,
96 Som Lyn var Hans Dragt for hvert Øie,
Hans Røst var som Tordenens Brag.

✂ Forneden stod Folket i Skare,
De bæved, og Sinai med,
Dem tykdes, det var med Livsfare,
De lytted til Guddommens Røst.

✂ Grandgivelig Alle de hørde:
See, Jeg er Jehovah , din Gud,
Som dig af Ægypten udførde,
Paa fremmede Guder slaa Vrag!

✂ Fra Himlen og Jorden og Havet
Du laane ei Billed af mig,
Udhugget, ei heller udgravet,
Til Knæfald og Dyrkelse vrang!

✂ Saa nidkiær er Jeg for min Ære:
Hvor Afguder stjæle min Priis,
Skal Ætten Misgjerningen bære
Alt ud over tredie Ledd.

✂ Mod dem, som Mig elske og lyde,
Jeg er dog saa mild og saa from,
Jeg Børnene lader det nyde
Endogsaa i tusinde Ledd.

✂ Det Navn, hvormed Jeg mig har nævnet,
O giækkes dog aldrig med det,
For tænk ei, det bliver uhævnet
At spille med Guddommen Giæk!

✂ Min Hviledag hellig du holde
Hver Løverdag, kom det ihu!
97 Med Tak dine Hænder du folde,
Og hvile fra Verdens Uro!

✂ See, Himlen og Jorden og Havet
Jeg skabde i Dagene sex!
Saa har i hver Uge jeg lavet
Til Hvile den syvende Dag.

✂ Din Fader og Moder du ære!
Din Velfærd beroer derpaa,
Saa skal du livsalig dig nære
I Landet, Jeg Fædrene gav.

✂ Ei drage du Blod af din Næste!
Hans Ægteviv røre du ei!
Og stjæl ei hvad han har til Bedste!
Og lyv ingen Brøde ham paa!

✂ Misund ikke Fyrsten hans Rige,
Ei Nogen hans Huus eller Gaard,
Hans Hustru, hans Karl eller Pige,
Hans Dyr eller Nogetsomhelst!

✂ Guds Røst var som Himmelens Torden,
Med Klang dog som klarest Basun,
Med Gienskrald det dundred i Jorden,
I Flamme stod Sinais Tind.

✂ Da rystede Folket som Løvet,
De flygted med Iil og med Skrig:
Ei Tordneren tale til Støvet,
Vi knuses, vi kvæles, vi døe!

✂ O Moses! en Mægler du være
Imellem Jehovah og os!
98 Hans hellige Lov du os lære!
Dit Bud vi vil lyde som Guds.

✂

No. 30.
Oprøret i Leiren.

Egen Melodi af C. Barnekow .

✂ Da Soel gik ned i Banke,
Stod Maane op med Ring,
Som Myg sig brat da sanke
Man saae et Folke-Thing.

✂ De Speidere, udsendte
Fra Kades-Barnea,
Nu Løfte-Landet kiendte,
Og nys de kom derfra.

✂ Det var i Høstens Dage,
Det var en Aften kold,
Fra Reisen kom tilbage
Til Leiren alle Tolv.

✂ Det rygtedes paa Timen,
Og da blev der en Jagt,
En Støien og en Stimen:
Hvad Nyt de havde bragt?

✂ I fyrretive Dage
De reiste Landet rundt,
Kom Alle frisk tilbage,
Saa Landet var nok sundt.

✂ De to var om at bære
Vindruer paa en Stang,
99 Saa Landet maa nok være
En deilig Solskins-Vang.

✂ Men hvad er det saa mere?
Og hvad Slags Folk er der?
Og er de mange Flere
End vores Ungkarls-Hær?

✂ Det vilde Alt man vide,
Og meget meer endnu,
Og høre det itide,
Mens ret de kom ihu.

✂ Tilpas fortælle kunde
Kun Falte , han var slem,
Det var i Alles Munde:
Hans Ord har Fynd og Klem.

✂ Han paa sin Ræve-Hale
Slog Krøller mangelund,
Han kunde Folk bagtale
Og giøre faver Mund.

✂ Han sagde: sødt at mindes
Et saa velsignet Land,
Hvis Mage neppe findes
Fra Flod til vilden Strand.

✂ I selv kan see paa Druer,
Paa Figener, paa Alt,
Vi havde hvad os huer,
Naar i vort Lodd det faldt!

✂ Men det er svært at giæste
De store Folkefærd,
100 Som har med Guld til Bedste
Fuldgode, skarpe Sværd.

✂ Vi saae forvovne Kroppe,
Som Bjerge kom de frem,
Saa kun som en Græshoppe
Jeg var mod En af dem.

✂ Vi hørde deres Lure,
Det var som Tordenbrag,
Og deres Borge-Mure
Kan staae til Dommedag.

✂ Paa Bjerget og i Dalen,
Og ved Jordanens Bredd,
Var Folk af samme Alen
Ei til at giækkes med.

✂ Thi lad af vore Tanker
Os slaae det skiønne Land,
Med Roser og med Ranker,
Og Folk som Havets Sand!

✂ Med Himlen har vi Pagten,
Med Verden har vi Kiv,
Den er os over Magten,
Det koster os vort Liv.

✂ Saa talede den Snilde,
Stadfæstede de Ni,
Kun To af Tolv ei vilde
Med Skarnet stemme i.

✂ Og Mængden fulgde Hoben,
De fleste Stemmer gjaldt,
101 Med Hujen og med Raaben
De overdøved Alt.

✂ For Graaden og for Sukket,
For Hyl og Raseri,
Ei blev et Øie lukket,
Før Natten var forbi.

✂ Det lød med Skrig og Klage:
Hvi skal vi komme her
Saa ynkelig af Dage
Ved grumme Fienders Sværd?

✂ Ak! vore Kvinder kiære,
Og vore arme Smaa,
Til Spot og Rov skal være
For Jette-Styrken raa!

✂ O, gid vi dog var døde
Ved Nilens grønne Bredd,
Gid før i Ørken øde
Vi fandt vort Leiested!

✂ Men kom og lad os keise
En bedre Høvedsmand!
Thi bedst er Vendereise
Fra vilde Jetters Land.

✂ De som var Faa med Ære
Det bedste Raad dem gav:
At tænke paa Guds Hære
Og paa det røde Hav;

✂ Jephunnes Søn den Ene,
Den Anden Josva Nuns ,
102 Med haarde Kampestene
Ei kunde staae til Munds.

✂ Med Skyen fra det Høie
Nu Herren daled ned,
I hele Mængdens Øie
Da skar Hans Herlighed.

✂ Det lød i Toner stride:
End raser Israel,
Vil paa mit Ord ei lide,
Nu slaaer Jeg dem ihjel.

✂ Mit Folk sig ei vil skamme,
Forsmaaer min Haand og Vei,
Af Moses Huus og Stamme
Et Bedre skaber Jeg.

✂ Men Moses for de Arme
Da bad saa mindelig:
Nei, Gud sig dog forbarme!
Du er paa Naade rig.

✂ O! kom ihu: Din Ære,
Dit Navn, din Helligdom
Blandt Hedninger de bære,
Det taler Verden om!

✂ Hvis Folket Du udsletter,
Du føler intet Savn,
Men Dværge da som Jetter
Bespotte vil dit Navn!

✂ At Du dem slog i Ørken,
Vil gaae fra Mund til Mund,
103 Som om Du mangled Styrken
Til hvad Du loved rund.

✂ Det lød i Toner milde:
Velan! din Bøn er hørt,
Din Tro paa Naadens Kilde
Den har mit Hjerte rørt;

✂ Men de, som mig har lastet,
Og saae dog mine Tegn,
Til dem er Graven kastet
I Ørkens vilde Egn.

✂ De Smaa kun og de Spæde,
Som ei min Pagt forstod,
Fuldvoxne skal med Glæde
Gaae over Jordans Flod!

✂ De Ti, som daared Hoben,
De fik en hastig Død,
De To stod Veien aaben,
Hvor Mælk og Honning flød;

✂ De skulde Lønnen smage,
For dem med gode Kaar
Som fyrretive Dage
Gik fyrretive Aar!

✂

No. 31.
Guldkalven.

Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.

✂ Da Moses ned ad Bjerget steg,
Med Himmelbrev ihænde,
104 Da bordes Sang og Strængeleg,
Men dog ei klart at kiende.

✂ Da sagde Josva : er det Krig,
Saa unde Gud os Seiren!
Han tænkde dog saa hemmelig,
Der Oprør var i Leiren.

✂ Men Moses vidste godt Beskeed,
For Herren var hans Næste,
Sørgmodig svared han og vred:
Ja, Krig var nu det Bedste;

✂ Det er dog ikke Vaabengny,
Som nu for Øret ringer,
Ei Angest-Skrig af Folk som flye,
Ei Seiers-Tonen skinger;

✂ Det er Spilop til Springe-Dands,
Og Trallen af de Stolte,
Et kort Farvel til Vid og Sands
Og Brøl af Drukkenbolte!

✂ Med Lovens Tavler i sin Haand,
Vor Herres Runestave,
Han dybt sig græmmed i sin Aand,
For Folket var af Lave!

✂ Da Moses gik paa Bjerget op
I Løn med Gud at tale,
I Leiren hver forvoven Krop
Fik Mod paa at befale.

✂ De bralled op og brugde Mund
Paa hvem for spag de kiendte,
105 Men holdt dog Styr en liden Stund,
Da Moses var ivente;

✂ Men da de saae det næste Ny,
Og han kom ei tilbage,
Da slog de Kneps, da blev de kry,
Og værre alle Dage.

✂ Saa slog de Kreds om Arons Telt
Og skraaled op som Gække:
Hjem til sin Gud nu gik vor Helt,
Og borte er de Begge!

✂ Og dertil føied de paa Trods:
Vil for en Præst du skride,
Giør Guder, som kan gaae for os,
Og vandre ved vor Side!

✂ Da tænkde Aron : jeg med Vid
Skal til Fornuft dem bringe,
Han svared: Kvinder! kommer hid
Med eders Øren-Ringe!

✂ Af dem jeg skabe vil en Gud,
I veed hvor han har hjemme,
I veed, han kan gaae ind og ud,
Naar ei han er i Klemme.

✂ Ved Lyden af de første Ord
Blev alle Øren døve,
En Regn af Ringe faldt paa Jord
For Guddoms-Værk at øve.

✂ Af dem en Kalv blev støbt med Skiel,
Og Aron tog til Sproget:
106 Seer du de Guder, Israel,
Som brød Ægypter-Aaget!

✂ I Morgen er det Herrens Fest,
Som gav if jor os Loven,
Paa Kalven bydes I til Giæst,
Saa offre I vel Boven!

✂ Ved Lyden af de første Ord
Blev alle Øren døve,
For Gude-Kalven brat et Kor
Sang Kvinderne til Prøve.

✂ Og i det næste Morgexugry
Var alle Mand paafærde,
Og Fryden over Guddom ny
Man saae i hver Gebærde.

✂ Vel Aron , som Jehouahs Præst,
Ham nævnede for Vrimlen,
Og offred paa den høie Fest
Til Ham, som gjorde Himlen;

✂ Forgiæves paa den gamle Fod
Dog Aron tog til Orde,
De Alle saae hvor Kalven stod,
Men ei hvad Præsten gjorde.

✂ Da Øiet var af Stirren træt,
Og Fingren af at pege,
Al Hoben aad og drak sig mæt
Og stod saa op at lege.

✂ De sang i Skifte, sang i Kor,
De dandsede i Kiæde,
107 De loe og talde Gammens-Ord,
Det var en Hjertens-Glæde.

✂ I samme Stund kom Moses ned,
Et Storhav i ham bruste,
Han Tavlerne mod Klippen stred,
Saa de laae sønderknuste.

✂ Han slog i Kredsen ned som Lyn,
Guld-Kalven, overhalet,
Før Nogen paa den fæsted Syn,
Var knust som møllemalet.

✂ Saa Israel som Støv paa Vand
Det i sig maatte drikke;
Den Gud, som slog Ægypti Land
I Ørken kjendtes ikke.

✂ For Folket bad Guds fromme Ven:
»Betragt som Een os begge!«
Og kun de stolte Ophavsmænd
Nedlyned Sværdets Egge.

✂ Guld-Kalven spøged dog endnu
I mangen Daares Hjerne,
Jeroboam den kom ihu
Paa Trods i Tider fjerne!

✂

No. 32.
Korah, Dathan og Abiram.

✂ Thronen under Kerubimer,
Arken under Kirke-Telt,
108 Efter Syn paa Himmel-Bjerget
Havde reist den gamle Helt,
Som af Ælde stod ubøiet,
Med Guds Ild i Øiet.

✂ Han i fyrretive Dage,
Som en Giæst paa himmelsk Grund,
Leved, uden Mad og Drikke,
Kun paa Ordet af Guds Mund,
Skued Alt hvad Støv kan taale:
Herrens Nakke-Straale!

✂ Blændende var Efterglandsen,
Ægte og ufalmelig,
Maatte for det grove Øie
Under Forhæng skjule sig,
Var af Syn da som af Sinde
Hos de Sjæleblinde!

✂ Tjene skulde Levis Stamme
Ved den store Helligdom,
Aron og hans Æt dog ene
Præsfe-Embedet tilkom;
Deres Mund, som Herren vilde,
Gik for Lysets Kilde.

✂ De blev salvet og indviet,
Smykket og med Klædning prud;
Hvor Guds Herlighed fremskinned,
Ene de gik ind og ud,
Baded deres Blik i Solen
Over Naadestolen.

✂ Korah, Dathan og Abiram
Satte mod Guds Orden Trods,
Gik med Moses skarpt irette,
109 Raabde: du forhaaner os;
Eens vi alle randt af Rode,
Er og ligegode.

✂ Helligt er jo hele Folket,
Midt iblandt os Herren boer,
Hvem er I, som her alene
Føre vil det store Ord!
Dufter sødt fra Levis Hænder
Kun hvad Aron tænder?

✂ Det var Korahs Oprørs-Tale,
Bag ham stod en vældig Hob,
Stormænd alle, tyve Tylvter,
Stemmed i med Gny og Raab:
Korahs Ord paa.Folkets Vegne
Er som vore egne.

✂ Moses dog ei Mted Sløret
For sit Aasyns Herlighed,
Men hans Læber kyssed Støvet,
Tav med hvad hans Hjerte leed,
Sagde: stille, Brødre mine!
Herren kjender Sine.

✂ Kommer stille hid i Morgen,
I, som larme høit i Dag,
Giører Røgelse for Altret,
Om I kan, til Guds Behag!
Hellig er, trods Drøm af Daarer,
Kun hvem Han udkaarer.

✂ Næste Morgen Tylvter tyve
Lagde Røgelse paa Glød,
Aron og med Sønner sine,
Duften syndes lige sød;
110 Dathan og Abiram Seiren
Raabde ud i Leiren.

✂ De ei kom, da Moses kaldte,
Svared kun med Haan og Spot:
Flyder her ei Melk og Honning,
Er ei Landet fedt og godt,
Som han loved os, med Hvilen,
Da vi sad ved Nilen!

✂ Han sig ned til dem umaged,
Raabde dog hvert Sted, han kom:
Bort fra disse haarde Halse,
Vil I undgaae deres Dom!
De blev ene, slog dog atter
Op en Skogger-Latter.

✂ Moses stod i Folkets Midte,
Raabde ud med Fynd og Klem:
Er det Gud, de har bespottet,
Dybet skal opsluge dem,
Døe de kun, som Andre daane,
Drenge mig forhaane!

✂ Moses tav og Folket sittred,
Jorden brast i samme Stund
Under dem, som trodsed Himlen,
Helhjem vidt oplod sin Mund,
Svælget over dem sig lukked,
Og Guds Engle sukked.

✂ Ild udfoer fra Herrens Alter,
Slog i Bue ned som Lyn,
Korah med sin Offer-Skare
Tabde baade Sands og Syn,
111 Styrted alle blaa og sorte
Ind ad Dødens Porte.

✂ Kvalt var Knurret mod Guds Orden,
Og mod Arons Præstekald,
Dæmpedes dog ei tilfulde
Selv ved Lig i Tusindtal;
Folket skuled, om ei mukked,
Moses bad og sukked.

✂ Til sin Tjener Herren taled,
Sagde: tag dig Sorgen let!
Tag en Stav for hver en Stamme,
Arons Stav for Levis Æt,
Mærk dem klart med Tegn og Navne!
De skal Knurret tavne.

✂ Stave tolv blev lagt paa Arken,
Mærket efter Alles Sind,
Elleve den næste Morgen
Fandtes som de lagdes ind,
Arons blomstred, godt i Grøde,
Bar og Mandler søde!

✂ Arons Stav blev lagt i Arken,
Til et Tegn og Vidnesbyrd
Om Guds Vei og om Guds Orden,
Viisdom dyb og Sandhed dyr:
Himmel-Storm i Jordens Leire
Føder Helved-Seire.

✂ Staven over alle Stave
Blomstrer saa den Dag idag,
Bærer søde, modne Mandler
Efter Kirke-Folkets Smag,
Aandens Bog-Stav er en Pave
Mellem alle Stave!

✂

No. 33.
Bileam.

✂ Kong Balak han sendte sine ridende Bud,
Over Mark, over Flod, over Hede,
En Spaamand, som tjende den stærkeste Gud,
Skulde de i al Verden oplede.

✂ Der leved en Spaamand i Flodernes Land,
Og ved ham turde Ingen sig ligne,
Hans Syner var store, hans Spaadom var sand.
Lige stærk til at bande og signe.

✂ Kong Balak han sad i sit gyldne Palads,
Utaalmodig i Uger og Dage,
Og bedre det blev ham dog ikke tilpas,
Da hans Bud kom alene tilbage.

✂ Vi kom til den hellige Bileams By,
Sagde han, som var vant til at tale,
Som han ingen Spaamand er kommet i Ry,
Over Alt har hans Gud at befale!

✂ Vi bar ham din Hilsen, din Skiænk og dit Bud,
Og ei glemde vi Godt ham at jætte,
Ifald han i Pagt med den stærkeste Gud
Vilde Israels Yngel bandsætte.

✂ I Kveld vi ham giæsted, i Gry vi opstod,
Ikke bedre han vilde os svare,
End sige, hans Gud ham slet ikke tillod
Til Kong Balak i Moab at fare.

✂ Kong Balak han maatte det bedre forstaae,
Ei for kostbart er Noget til Hove,
113 Og Bud, som end høiere var paa Straa,
Skulde meer baade give og love.

✂ Profeten de fristed, han Munden tog fuld,
Men han var dog paa farlige Veie:
Og bød mig Kong Balak end Bjerge af Guld,
Min Guds Ord kan jeg ikke fordreie.

✂ Dog fristed den Spaamand sin Herre og Gud,
Han i Himlen ei lader sig spotte,
Paa Spørgsmaal: maa jeg overtræde dit Bud?
Kom et spottende Svar, som det maatte.

✂ I Drømme den Spaamand da hørde en Røst,
Som naar Sangværk i Himmelen spille,
Kong Balak du giæste, naar selv du har Lyst!
Tal mit Ord! med dit Eget ti stille!

✂ I Fyrster fra Moab! nu op og afsted,
Saa ei Raa skal paa Veien jer hinde!
Min Gud det tillader, jeg brat følger med,
Naar opsadlet er min Aseninde.

✂ Profeten drog frem ad Fordærvelsens Vei,
En Guds Engel ham den vilde spærre,
Han mærked det vel, men han ændsed det ei,
Saa hans Vidskab kun Ondt gjorde værre.

✂ Hans Mule blev sky for det blinkende Sværd,
Dreied af for den truende Fare,
Profeten ei saae, at ham Døden var nær,
Han var hildet i Gierrigheds Snare.

✂ Hans Mule omsider i Gyden saa smal
Sank i Knæ for den himmelske Kæmpe,
114 Da blev der paa Skiældsord og Slag ikke Tal,
Hjertets Røst vilde Spaamanden dæmpe.

✂ Da Herren oplod det Umælendes Mund,
Mulen sagde med Menneske-Stemme,
Hvorfor er min Herre dog ved mig saa ond?
Kan min Tjeneste tro han forglemme!

✂ Den Spaamand han havde et Hjerte af Steen,
Sagde arrig: mig fattes en Klinge,
Jeg ellers dig kløved, den Regning er reen,
Fra dit Hoved og ned til din Bringe.

✂ Vorherre han skærped nu Bileams Syn,
Saa Guds Engel han kiendte med Sværdet,
Da sank han fra Mulen, som truffet af Lyn,
Kun mod Døden var ei han forhærdet.

✂ Nu stammed Profeten i Angest og Nød:
Jeg var blind, kunde ei Dig opdage,
Men spar mig dog nu for en ynkelig Død!
Om du vil, vender flux jeg tilbage.

✂ Den Engel ham svared: nei, reis nu kun frit!
For dit Liv kan du takke din Mule.
Mit Ord, jeg kun raader, forbland ei med dit!
Ingen Sandhed for Balak du skjule!

✂ Kong Balak blev glad og Kong Balak blev kry,
Da han hørde, nu kommer den Prude,
Den Seer, af hvem i al Verden gaaer Ry,
Vi er fløiet, Dig ham at bebude!

✂ Kong Balak han mødte Profeten med Bram,
Ved sit Riges den yderste Ende,
115 »See, jeg gjør Dig Ære, Du gjorde mig Skam«
Sagde han, lod sin Høihed saa kjende.

✂ »Stormægtigste Konge! jeg kommer vel nu,
Underdanigst mig for Dig at bøie,
Men alt som den Største mig skyder i Hu,
Mine Ord er jeg nødt til at føie.«

✂ Om Morgenen tidlig, da Solen stod op,
Alle Høvdinger Seeren mødte,
Kong Balak ham førde til Baalhøiens Top,
Det var Stadet for Af gudens Støtte.

✂ Fra Høiden alt skimted Man Israels Leir,
Byg mig Altere syv, sagde Skjalden,
Til Guden, som raader for Lykke og Seir,
Bringer Kalve og Vædre fra Stalden!

✂ Nu kappedes hver om at lyde hans Bud,
Ogsaa Kongen sig lod det befale:
Staa Vagt, mens afsides jeg møder min Gud,
Forespørger mig hvad jeg skal tale!

✂ Profeten han feiled slet ikke for Vid,
Vidste godt hvor om Gud var at lede,
Han sagde: min Skaber! kom naadig, kom blid!
Dine Altere syv er tilrede!

✂ Sit Ord lagde Gud nu i Bileams Mund,
Sagde: gak og lad Balak det høre!
Han flammedes op i Henrykkelsens Stund,
Kongen var lutter lyttende Øre.

✂ Profeten i Aande tog Ordet paa Stand,
Førde Talerne rene og rette:
Kong Balak mig kaldte fra Flodernes Land,
Jakobs-Folket med Fynd at bandsætte!

116

✂ Kong Balak det vilde, men Gud ikke saa,
Og for Ham er al Trods kun til Latter,
Naar Himmelens Gud ikke siger: du maa,
Aldrig bande kan jeg, saa det batter.

✂ Det Folk skal Man speide fra Klippernes Top,
Og fra Høiene skue med Glæde,
Det skal ikke regnes i Hedninge-Trop,
Men beskikkes sit eenlige Sæde!

✂ Udregne ei lader sig Israels Æt,
Ingen tæller hans Tropper tilvisse,
Min Død vorde som de Oprigtiges let,
Ætten min ligne Sæden af disse!

✂ Saa hvid som en Væg, sagde Landsherren nu:
Hvad er det? alle Guder! jeg gyser;
Til Folket med Fynd at forbande kom du,
Over dem du Velsignelse lyser!

✂ Al Skylden Profeten da skiød paa sin Gud,
Sagde sledsk: jeg forbanded dem gjerne,
Men Spaadommen bryder paa Læberne ud
Efter Synernes Drift i min Hjerne.

✂ Velan! sagde Balak, det volder maaskee,
Denne Side er ikke den rette;
Til Bavnen hist ovre følg med! lad os see!
Deres Telte staae der ei saa tætte.

✂ Paa Toppen af Pisga sig reiste igien
Herrens Altre med Kalve og Vædre,
Og atter Profeten gik afsides hen,
For om Gud vilde møde ham bedre.

117

✂ Sit Ord lagde Gud nu i Bileams Mund,
Sagde: gak og lad Balak det høre!
Han flammedes op i Henrykkelsens Stund,
Kongen var lutter lyttende Øre.

✂ Profeten i Aande tog Ordet paa Stand,
Førde Talerne rene og rette:
Lyt efter, Kong Balak! nu alt hvad du kan!
Det skal dages hvad Gud vil forjætte.

✂ Tvivlraadig som Mænd er ei Himmelens Gud,
Og hans Trudsler som deres ei tomme,
Men som Han begynder, saa holder han ud,
Hvad Han lover, skal visselig komme.

✂ Hos Israel skal ingen Kummer slaae Rod,
Ingen Trængsel hos Jakob skal trives,
For Herren, hans Gud, vil paa Alt raade Bod,
Af Guds Herlighed Støvet oplives!

✂ Af Fuglenes Flugt skal Man der ikke spaae,
Og ei spørge sig for hos de Døde,
Men Syn skal for Sagnet der idelig gaae,
Herren melder hvad efter skal møde.

✂ Som Hvalp af en Løve, saa Folket opstaaer,
Og det voxer paa Jord til Vidunder,
Tænk ei, uden Bytte til Hvile det gaaer,
Uden Blod af de gabende Vunder!

✂ Saa hvid som en Væg, sagde Landsherren nu:
Hvad er det? alle Guder! jeg gyser,
Til Folket med Fynd at forbande kom du,
Over dem du Velsignelse lyser.

118

✂ Al Skylden Profeten da skiød paa sin Gud,
Sagde sledsk: jeg forbanded dem gierne,
Men Spaadommen bryder paa Læberne ud
Efter Synernes Drift i min Hjerne.

✂ Velan, sagde Balak, det volder maaskee,
Denne Side er ikke den rette,
Til Klippen mod Ørken følg med, lad os see,
Om ei der du kan Jakob bandsætte!

✂ Paa Toppen af Phegor sig reiste igien
Herrens Altre med Kalve og Vædre,
Men ikke Profeten gik afsides hen;
Kongen tænkde, nu gaaer det vel bedre.

✂ Mod Ørken da Bileam vendte sit Blik,
Kasted Øinene frem og tilbage,
Og lytted i Løn efter Seeres Skik,
Over ham da kom Aanden saa fage.

✂ Profeten i Aande tog Ordet paa Stand,
Han sig brysted af Synerne høie:
Nu Bileam taler, den oplyste Mand,
For det Skjulte er skærpet hans Øie.

✂ O deilig er, Jakob! din Stavn og dit Sted,
Dit Paulun er en Himmel herneden,
Din Leir er som Skoven ved Flodernes Bredd,
Og din Arv mellem Cedre Guds Eden!

✂ En Menneske-Søn af din Sæd skal opstaae
Til en Drot over Hedninger mange,
Hans Rige i Vexten skal Gogs overgaae,
Sprede Glands over Jorderigs Vange.

119

✂ Den Gud, som dig Med af Pharaos Vold,
Lod Enhjørningens Styrke dig arve,
Saa Fienderne dine faae Døden i Sold,
Deres Been dine Pile udmarve!

✂ En slumrende Løve, opvækker man den,
Med sit Blod man den Vældige mætter;
Velsignet er du og velsignet din Ven,
Og forbandet er hvo dig bandsætteri

✂ Kong Balak, han slog nu med Armene ud,
Sagde stolt, som en Konge fornærmet:
Jeg vilde dig lønnet, nu lønne dig Gud,
For hvis Stavkarle-Folk du har sværmet!

✂ Al Skylden Profeten da skiød paa sin Gud,
Og paa Jakobs den tindrende Stjerne,
Som varslede sikkert om Kongen saa prud,
Var Hans straalende Blik i det Fjerne.

✂ Hans Sang var som Fuglens, der flyver i Sky,
Men hans Gang var som Rævens, der lurer,
Hans Øie var klart, som en Speil-Skive ny,
Men hans Pande et Virvar af Furer.

✂ Retfærdig, han sagde, er Israels Lov,
Kiød og Blod findes dog i hans Leire,
Og bryder han Loven, han bliver til Rov,
Saa med Kvinder du kan ham beseire.

✂ Forbandet i Israels Lov er den Mand,
Som de Fremmedes Guder mon føie,
De deilige Kvinder i Midians Land
Kan for Kamos*) nok Israel bøie!

**) Kamos var Moabiternes Afgud. 120

✂ Ved Bileams Rænker og Kvindernes List
Mangen Israels Kæmpe vel segned,
Men Midians Døttre og Skalken tilsidst
Ligefuldt dog for Israel blegned.

✂ Hvad Bileam raadte, blev selv ham til Kval,
Hvor i Dødninge-Lag han nu græder,
Hvad Bileam spaa'de i Himmerigs Sal
Med Guds Engle alt Israel glæder!

✂ Saa gaaer det med os, om Guds Aand har vor Mund,
Men den gøglende Verden vort Hjerte,
Da tale vi Sandhed om Saligheds Grund,
Men os selv vi berede kun Smerte.

✂ I Verden saa tit med et lysteligt Skiær
Leger Skjul dog den sorteste Skygge;
For Bileams Vei sig da vogte Enhver!
Uretfærdigheds Løn er Ulykke.

✂

No. 34.
Moses Eftermæle.

✂ Moses var gammel, af Verdens Uro
Var han kied, og af Ondskabens Pile,
Sex Snese Aar blev den Arbeider tro,
I den Syvende gik han til Hvile.

✂ Ørken laae bag ham, udbredt for sit Blik
Saae han Landet fra Jordan til Havet,
Korteste Vei han til Fædrene gik
Paa en Sti, som for Engle er lavet.

✂ Prøvet tilgavns, siger Aanden forsand,
Er kun den, som faaer Priis af vor Herre,
121 Moses det fik, den taalmodige Mand,
Saa for ham ingen Djævel kan spærre.

✂ Ansigt til Ansigt han talde med Gud,
Som en Mand under Sol med sin Næste,
Da fra Guds Herlighed Straalen gik ud
I hans Aasyn med Glands sig at fæste.

✂ Derfor han gik giennem Verden med Slør,
Alt paa Jorden med Himlen forbundet,
Ikkun paa Skrømt den Forklarede døer,
Intet Under, hans Grav blev ei fundet.

✂ Himmerig vis, han paa Bjerget opsteg,
Hvor ham ventede lyse Udsigter,
Lovet af Ham, der, om Klipper end sveeg,
Saa dog aldrig i Evighed svigter.

✂ Herlig han endte sin Pillegrimsfærd
Over Toppen af Gileads Høie,
Kanaan dog, skiøndt han kom det saa nær,
Han kun maalde med funklende Øie.

✂ Vidunder-Staven, som var i hans Haand,
Han misbrugte engang i sin Vrede,
Som ikke Nok var Guds Ord og Guds Aand
Til af Klippen et Væld at udlede.

✂ Klippen han slog, og den sprudede Vand,
Ei til Guds men til Krumstavens Ære,
Derfor ei heller til Kanaans Land
Maatte Fod over Jordan ham bære.

✂ Høit han opfær, men Aarhundreder svandt,
Før det undtes ham Thabor at giæste,
Hvor med Elias den Herre han fandt
Som i Ørken ham kaldte sin Næste.

122

✂ Moses nu lever i Himmerigs Sal,
Er med Jesus opreist og forklaret,
Navnet og lever i Jorderigs Dal,
Har det brusende Hav overfaret.

✂ Moselovs-Christne er ei i Guds Aand,
Kan i Kirken med Fynd ikke roses,
Men som en Engel med Pennen i Haand
Var dog Luther en Christelig Moses!

✂

No. 35.
Moses Svanesang.

✂ Hører Seer-Skjaldens Ord,
I høie Himmel-Sale!
Lyt til mig, Du skiønne Jord,
Og hør hvad jeg vil tale!

✂ Fald, mit Billedsprog, som Regn,
Som Dug til Blomster-Kiæden!
Fald som Snee i Frostens Egn
At skjule Vinter-Sæden!

✂ Herrens Navn er Sangens Rod,
Hans Priis er og dens Kierne,
Som en Lygte for Hans Fod
Kun tindrer hver en Stjerne!

✂ Sandhed er Guds Heltedaad,
Hans Vei, det er den rette,
Kiærligt er hans Klogskabs-Raad,
Han kan ei falsk forjætte.

123

✂ Børn af Gud! hvi synder I?
Er det Ham Tak at yde!
Kringel-Vei er eders Sti,
Mangfoldig eders Lyde.

✂ Herrens Folk! vend om, bliv klog!
Din Daarskab du forsage!
Gud er jo din Skaber dog,
Din Fader alle Dage.

✂ Arilds-Tiden kom ihu,
Og Slægterne i Følge!
Fædrene udfritte du!
De vil ei Sandhed dølge.

✂ Adams Børn afdeelde Han,
Som har for Alt at raade,
Skiænked Lykke, skifted Land
Alt af sin Gunst og Naade!

✂ Mangt et Rige stort og stolt
Fik Engle med det Samme,
Herren selv sig forbeholdt
Kun Jakobs Huus og Stamme.

✂ Nøies vilde ydmyg Han
Da med et Folk i Ørken,
Hvor kun Tørst i hede Sand
Der voxe kan for Tørken.

✂ Der Han i dets Midte treen,
Og blev dets Foster-Fader,
Tog det som sin Øiesteen
I Agt paa alle Stader.

124

✂ Som paa Vagt en Konge-Ørn
Sig om sin Rede svinger,
Bærer sine spæde Børn
Paa vidtudbredte Vinger;

✂ Saa Han vogted Israel,
Og bar ham over Bjerge,
Kaldes maa med Ret og Skiel
Hans Leder og hans Værge.

✂ Ikke dog i Ørkens Sand
De skulde Bopæl fæste,
Reisen gik til Ønskets Land,
Hvis Jord var af den Bedste.

✂ Ax og Vippe der de fandt,
Som vented kun paa Riven,
Ned ad Klippen Honning randt,
Og Bjerget bar Oliven.

✂ Mælk og Smør gav Kiør og Faar,
Og Lammene var fede,
Kid og Kalv med glatte Haar
Til Giæstebud var rede.

✂ Drue-Blod af Ranken sprang,
Og Hvede-Brød af Straaet,
Klart det meldte Frydesang,
At Ønsket var opnaaet.

✂ Yndlingen, som Mælk og Blod,
Forkiælet blev da fage,
Ilde bar med Overmod
Han sine gode Dage.

125

✂ Israel blev feed og kaad,
Sin Skaber han forgiætted,
Frelseren med Heltedaad
Af Hjertet han udsletted.

✂ Andre Guder splinternye
Begyndte de at dyrke,
Vraged Herren over Sky
Hans Lov, Hans Ord og Styrke.

✂ Han dem avled og opdrog,
De kosted vaagne Nætter,
Dog de Ham i Veiret slog,
Paakaldte onde Vætter!

✂ Som en Fader vorder vred
Paa Døttre og paa Sønner,
Naar hans ømme Kiærlighed
De kun med Utak lønner;

✂ Herren sagde vred: o vee!
Jeg vil dem Ryggen vende,
Snart de skal da faae at see,
Hvor daarlig det vil ende.

✂ Hjerte-Sorg af Børn utroe
Jeg har foruden Brøde,
Men af Vanart Torne groe,
De lære dem at bløde.

✂ Skabe de af ingen Ting
Sig Guder mig til Kvide,
De for Folk af ingen Ting
Sig skal i Læben bide.

126

✂ Drilles Jeg, som Intet værd,
Af dem med Afguds-Vrimlen,
Jeg et aandløst Folkefærd
Optage vil til Himlen.

✂ Vreden min er som en Ild,
Den Jord og Himmel tænder,
Bryder ud af Bjerge vild,
Og Bølgerne opbrænder.

✂ Mine Pile som en Sky
Dem skal om Øren suse,
Spørges skal Ulykker nye
Hver Dag i deres Huse.

✂ Sult og Sot i deres Land
Skal blege Kinder røde,
Tiger-Klo og Edder-Tand
Dem skal paa Veien møde.

✂ Segne skal for Odd og Egg
I aaben Mark Fuldmange,
Blegne skal og døe af Skræk
I Kamrene de Bange.

✂ Barnet ved sin Moders Bryst,
Og Oldingen ved Staven,
Stærk og Svag i Vaar og Høst,
Er lige nær ved Graven.

✂ Paa mit Ord, af Folke-Lag
Jeg vilde dem udslettet,
Deres Navn og Fødselsdag
De skulde selv forgiættet,

127

✂ Naar ei til min Spot og Harm
Det kom i Folke-Munde,
At for Fiendens Kæmpe-Arm
Min Yndling gik tilgrunde!

✂ Derfor, trøst dig, Israel!
Er dine Fiender grumme,
Paa det Dybe, til dit Held,
De er som Dyr saa dumme.

✂ De ei see, den Sag er reen,
At deres Kraft ei klækker,
Tusinder maa flye for Een,
Naar Himlen dem forskrækker.

✂ Trøst dig meer, mit Folk, endnu,
Naar dine Fiender braske!
Deres Styrke, kom ihu,
Er dog kun Støv og Aske!

✂ Deres Hellig er jo søgn,
Trods Lamperne, de tænde,
Deres Guder er jo Løgn,
Trods Røgelsen, de brænde!

✂ Med sin Rod i Sodoms Grav
Og i Gomorras Emmer,
Ranken ved det døde Hav
Sin Jordbund ei beskiæmmer:

✂ Deres Drue leversød
Er Galde dog i Grunden,
Deres Viin, saa hvid og rød,
Kun Skum af Slange-Munden.

128

✂ Den Forstand paa Tidens Tegn
Det er en Skat paa Rente,
Deres Fod i Mørkheds Egn
Skal snuble før de vente.

✂ Tiden rinder, Timen slaaer,
Giengiældelsen skal komme,
Sandhed Undergangen spaaer,
Thi rette er Guds Domme.

✂ Himlens Herre da sin Trøst
Skal over Folket aande,
Raade Bod paa deres Brøst
Og Bod paa deres Vaande.

✂ Hjelpeløse findes de,
Og selv de Intet mægte,
Ynk det er for Gud at see
Paa Veien dem forsmægte.

✂ Da tiltaler Han igien
De Bange og de Matte:
Hvor fløi nu de Guder hen,
Til hvem I Liden satte?

✂ Hjordens Fedme, Druens Blod,
I offred dem til Ære,
Røre Haand de nu og Fod
For eders Skjold at være?

✂ Gud er Jeg i Gry og Kveld,
Skal Jævning aldrig møde,
Jeg er Den, som slaaer ihjel
Og vækker op af Døde!

129

✂ Lægedom for alle Saar
Jeg har mit Folk at give;
Ingen dem med hvide Haar
Skal af min Haand udrive!

✂ Fingrene Jeg rækker op,
Til ved min Haand at sværge:
Lever Jeg, mod hver en Trop
Jeg skal min Odel værge!

✂ Ja, for Sagn skal times Syn,
Hvor Haand i med Jeg tager,
Blinke skal og slaae som Lyn
Det Sværd, som Jeg uddrager.

✂ Fienden i sin egen Stil
Da til min Ære kvæder:
En Blod-Igel er Hans Piil,
Og Sværdet en Kiød-Æder.

✂ Fuld Betaling af min Haand
Skal Fiender alle have:
Bane-Saar og Trælle-Baand
Til Høie og til Lave!

✂ Himmel! vær Hans Glædes Tolk!
Nedknæler, Engle-Hære!
Fryder Eder med Hans Folk,
I Hedninger livkiære!

✂ Børne-Flok af Gud! fat Mod!
Reis Hoved dit iveiret!
Hevnet er alt Broder-Blod,
Din Fader, Han har seiret!

130

✂ Avinds-Manden, sat i Band,
Skal sig ei meer ophøie;
Renses skal Guds Folk og Land
Og blomstre for Hans Øie!*)