Grundtvig, N. F. S. Der ligger en Stad i det Tyrkiske Land

No. 100. Antiochia.

Egen Melodi af C. Barnekow .

Der ligger en Stad i det Tyrkiske Land,
Som Christne bør ei at forglemme,
Derfra gik vor Tro over bølgende Strand,
Og der har vort Christen-Navn hjemme;
285 Den Stad ligger deilig og svinger sig op
Ad Bjerget, fra Floden til Borgen paa Top,
Afbilder hvad Christne skal giøre.

Ja, saa er den bygget, den hellige Stad,
Som Gud kalder Byen paa Bjerget,
Som Floden giør frugtbar og vandrig og glad,
Som Aanden med Almagt har værget!
Som Taarnet paa Tirad ligger Huset paa Hald,
Der synes at helde og true med Fald,
Men trodser dog Helvedes Porte.

Den hellige Stad med sin Løve i Skjold,
Og Vægtere, som ikke slumme,
Ei vindes med List og ei tages med Vold
Af Fienderne mange og grumme,
Den tæller nu godt atten hundrede Aar
Og lovsynger Ham, der i Dag som i Gaar
Kan Døden og Djævelen tvinge!

Vor Hjelm er vort Haab, og vort Skjold er vor Tro,
Guds Ord baade Sværdet og Luren,
Vor Bøn i den Eenbaarnes Navn er vor Bro,
Taalmodighed kalde vi Muren,
Vor Daab er vor Flod, ja vor Nil-Strøm saa fiin,
Paa Bordet vi fattes ei Brød eller Viin,
Saa trodse vi Hungerens Plage!

Lad Vittighed spille og glimre paa Skjold!
Vort Skjold slukker gloende Pile.
Lad Grumheden rase mod Lavgiærde-Vold!
Som Engle dens Murtinder smile.
Lad Hjelmen nedsænkes til Stor-Havets Bundt
Ja, lad den nedmanes til Helvedes Grund!
Den himler dog ikke desmindre.

286

O, hvem kan vel døve det lynende Sværd!
Det klinger, saa Skyerne brage.
Og hvem kan vel slaae den usynlige Hær,
Der kæmper for os alle Dage!
Ja, hvem er hans Lige i Størke og Mod,
Som throner i Himlen, til under hans Fod
Af Fienderne lægges den Sidste!

Besmitte kan Tyrker den deilige Stad,
Hvor Christendom havde sin Vugge,
Men aldrig for Grumhed, for Haan eller Had,
Dog »Byen paa Bjerget« skal bukke,
Vor Tro og vort Haab , med Guds levende Ord,
Trods Helvedes Porte skal throne paa Jord,
Til Himmerigs Porte oplades!