No. 129.
Den Danske Christendom.
Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.
✂
Der ligger et Land vel lavt i Nord,
Men høit dog ei desmindre:
Som Himmelens Stjerner kan paa Jord
De Danske Øine tindre.
✂
Der kom engang et Julebud
Til Danmarks grønne Skove,
Det kom fra alle Guders Gud,
Som styrer Vind og Vove.
✂
Det lød som saa: min Søn er her,
Maa dog sit Ansigt dølge,
Hvo paa ham troer og f aaer ham kiær,
Skal hjem til Mit ham følge.
✂
Hos Mig er Himlen altid blaa
Og Lunde lysegrønne,
Her dufter alle Blomster smaa,
Og alle Folk er kiønne.
✂
Som mine Børn de leve godt,
Omkap i Sky de kvæde:
Her er ei Sorg, ei Skam og Spot,
Men evig Lyst og Glæde!
✂
Saa lyder blidt det Julebud,
Skiøndt
tusind Aar
det tæller,
Vi nys paany det kom ihu:
Opad, jo før, jo heller!
✂
Guds Søn, han boer paa Jorderig
Som i en Stad paa Bjerget,
For Skud kan ei den skjule sig,
Men bli'r af Engle værget.
✂
Paa Torvet staaer hans Badekar,
Hans Røst derover toner:
Kom, tvæt dig hvid, som før du var,
Med Tro paa din Forsoner!
✂
Nedsænk dig her som i et Hav,
Med Synden og med Sorgen!
Da staaer du op, som af min Grav
Jeg opstod Paaskemorgen!
✂
I Hallen staaer hans Giæstebord,
Hans Røst derover lyder:
369
Kom, Ven, og tag mig paa mit Ord,
Som er hvad det betyder!
✂
Istedenfor dit Kiød tag mit!
Tag mine Been for dine!
Siig saa til alle Himle frit:
Med
Jesus
I er mine!
✂
Saa i den hele Christendom,
Paa Bjerge og i Dale,
Fra Først til Sidst det giælder om
At troe Vorherres Tale.
✂
Han, som giør Bjerget selv istand,
Og bygger Hovedstaden,
Til Lykke for vort jævne Land,
Seer ei paa Overfladen!
✂
Sin Sandhed lægger han til Grund,
Og fylder med sin Naade,
Saa løser om en liden Stund
Sig Kirkebjergets Gaade.
✂
Før vi det veed, saa høit vi staaer,
At frem vi og tilbage
Kan see fra Edens Bjerge blaa
Til Salems røde Tage.
✂
Og fra Jerusalem det ny,
Af Guld og Ædelstene,
Soel-Øine for Guds Søn i Sky
Faaer alle Hjerter rene.
✂
En Smule da vi hjelper til,
Naar Herren Staden bygger,
370
Som han forstaaer og selv han vil,
Af ægte Klippestykker.
✂
Hans lille Hovedstad hos os
Kan da ei længer dølges,
Men staaer sig nok, om end paa Trods
Der blæses og der bølges.
✂
Derfra skal gaae til Paradis
Et lille Løngangsstræde,
Saa tidlig vi, til Herrens Pris,
Faae Smag paa Himlens Glæde.
✂
Saa
ærer han sit Julebud
I denne Krog af Norden,
Fordi vort Hjerte troer Gud,
Trods Englekløgt paa Jorden.
✂
Saa glæd dig, Mark! og fryd dig, Skov!
Og s junger, alle Sunde!
Thi Han, som vaaged, mens vi sov,
Han gjorde hvad Han kunde!
✂
Ja, Han, som har al Magt og Vid,
Og elsker ret sin Næste,
Han gjorde her sin største Flid,
Han giør og her sit
Bedste!
✂
Han sætter paa vort bløde Muld
Sit Præg med Skaberhaanden,
Og Barnehjertet, tro som Guld,
Indblæser Han Livsaanden.
✂
Af Diendes og Spædes Mund
Han saa sig Pris bereder,
At Fuglene fra Edens Lund
De svare »Fred med Eder!«