No. 16.
Jakob og Rakel.

Egen Melodi af Johanne Fenger .

✂ Solen er heed
I Østerled,
Og Sommeren varer saa længe,
Derfor om Land
Til Kildevand
Saa saare de Levende trænge,
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Syrie-Land
Fra Kanaan
Gik Jakob hin unge at giæste,
Skulde og der
Af Slægten nær
En Mø sig til Venneviv fæste,
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Bethuels By,
Med Vennely,
Hos Broderen bold ad Rebekke:
Laban ved Navn,
Det var den Havn,
Hvor Jakob sin Stav vilde lægge.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Hyrder i Mag,
En Solskinsdag,
Sig leired om Bethuels-Brønden,
60 Lukt med en Steen,
En vældig Een,
For Straalerne stærke fra Sønden.
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Jakob dem saae,
Hvor løit de laae,
Mens Solen var langtfra at dale,
Mild dog og spag
Han bød Goddag,
Saa kom han dem venlig i Tale.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Fremmed i Land,
Da spurgde han:
I Hyrder! hvor har I vel hjemme?
Svaret dernæst:
I Haran , Giæst!
Han monne med Glæde fornemme.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Maalet var der
For Jakobs Færd,
Nu under ham rysted hans Knæer,
Boer, sagde han,
Ei der en Mand,
Som kalder sig Laban Ebræer?
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Svaret var »jo,«
Da Jakob loe,
Og sagde: hvi græsser ei Hjorden?
Langt er til Kveld,
Det veed I vel,
Drøvtyggen er ei i sin Orden.
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Giæst! sagde de,
Kan ei du see,
At Stenen er os over Magten,
Alle paa Rad
Maa hjelpes ad,
I Dag som i Gaar, det er Agten,
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde I

✂ Rosen i Vaar
Med Labans Faar!
Det lød nu med spottende Mine;
Tril nu paastand
Du Steen fra Vand,
Og stød ikke Hænderne dine!
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Jakob blev heed,
Ja, han blev vred,
Det Giækkeri vilde han dæmpe,
Brat fik da Been
Den Kampesteen,
Han viiste dem, han var en Kæmpe.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Herlige Kaar
Fik Labans Faar,
Skiøn Rakel ei væded en Finger,
Spanden som Fjer
Gik op og neer,
For Kæmpen den fløi som paa Vinger.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Pigelil fin
Er Syster min,
Saa mæled nu Jakob med Blide,
Dagen er skiøn,
62 Rebekkes Søn
Nu fandt hvad han søgde saa vide.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Jakob ei løi,
Men Rakel fløi
Med Tidender sære tilbage,
Laban gik ud
Mod Kæmpen prud,
Indledte ham venlig og fage.
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Herlige Kaar
Fik Labans Faar,
Nu Jakob han var deres Hyrde,
Ærlig og tro,
Han gik for To,
Sin Slægt laae han ikke til Byrde.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Laban det saae
Og tænkde paa
Den Hyrde med Fordeel at fæste,
Sagde: min Søn!
Bestem din Løn!
Omsonst skal ei tjene min Næste.
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Hurtig udfoer
Det store Ord:
For Rakel din Datter hin væne,
Lilie skiær,
Som jeg har kiær,
Syv Aar vil jeg trolig dig tjene.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

✂ Laban slog til:
Om Gud saa vil,
Da er du fuldvel hendes Mage!
Jakob saa fro
Ham tjende tro,
De Aar han kun regned for Dage.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!