No. 24.
Ebræernes Plage.

Egen Melodi af C. Barnekow .

✂ Et Paradis var Gosen ,
Saa godt som Kanaan,
Med Ranken og med Rosen,
Midt i Ægypti Land;

✂ Men bedre var dog Ørken,
Med Frihed, Fred og Ro,
End Gosen under Tyrken,
Og under Pharao.

✂ Hvor Josef stod for Styre,
Hans Børn var Trælle nu,
Hans Daad i Tid hin dyre
Kom Ingen meer ihu.

✂ I Trældom gik med Kvide
De Store og de Smaa,
Alt hvad de maatte lide
Kun Gud i Himlen saae.

✂ De maatte see paa Nilen ,
Hvor mangen Broder sød
Blev offret Krokodilen,
Og fandt i Svøbet Død.

✂ Som Dyr de maatte slide,
Hvor Solen brænder heed,
Opmure Pyramide
I deres Ansigts Sveed.

✂ For Svøben og for Tampen
De brænde maatte Leer,
Til det blev haardt som Kampen,
Og let dog som en Fjer.

✂ De ælted Leer med Møie,
De brændte Tegl med Suk,
Skiøndt det var haardt at døie,
De voved ei et Muk.

✂ Alt stod en Pyramide
Af Tegl i Gosenland,
Og praled, dem til Kvide,
Med Runeskrift om Rand.

✂ Der stod i Dage sene:
Ei ligne man ved mig
Et Værk af hugne Stene,
Som Jord ved Himmerig!

✂ En Stang de stak i Floden,
Af hvad der hængde ved
Et Underværk paa Kloden
Jeg blev i tusind Led.

✂ Saa gjorde man en Gaade
Til Pral af liden Konst,
Det var Ægyptisk Maade
At plage Folk omsonst.

✂ Ebræerne ved Nilen,
De fik da aldrig Fred,
Kun Død man kaldte Hvilen
Fra Trældoms Bitterhed.

✂ De strøg nu Steen til Flere,
Og blanded Leer med Straa,
For Plagen at formere,
Tog grandt man Tal derpaa.

✂ Da løfted Jakobs Sønner
Til Himlen Øie mat,
Og ind kom deres Bønner
For Isaks Trøster brat.

✂ Med Trøst og Tegn fra Oven
Kom Amrams Sønner to,
Kun den var ret forvoven,
Som turde dem ei troe.

✂ De Amrams Sønner begge
For Kongen gik at staae;
Han loe dem ud som Giække
Trods deres Lokker graa.

✂ De sagde paa Guds Vegne:
Vort Folk lad drage ud
Til Horeb-Bjergets Egne
At dyrke Himlens Gud!

✂ Da hørdes Kongen skryde:
Hvis er det Herrebud,
Som Pharao skal lyde?
Er han ei Jordens Gud!

✂ Han sagde: Kroppe dovne
Har Mod paa Gildesfærd,
Men, ved Ægyptens Ovne,
De kiønt skal blive her.

✂ De har for gode Dage,
Det mærker jeg derpaa,
Herefter med Umage
De selv skal sanke Straa;

✂ Da faaer de det lidt værre
Til Griller at forslaae,
Thi Stene ikke færre
Hver Dag de stryge maae.

✂ Nu strængdes Folkets Plage,
Nu voxde deres Nød,
Og under Graad og Klage
De ønsked sig kun Død.

✂ Det maatte Moses volde,
Han sine Hænder vreed,
Han skulde dem dog folde
For Gud i Ydmyghed.

✂ Guds Viisdom er en Gaade,
En Løngang er Hans Vei,
Men evig er Hans Naade,
Hans Løfter glippe ei!