No. 68 .

Egen Melodi af J. P. E. Hartmann .

✂ Der var paa Jord en Guds Engel saa fiin,
Som Lynet vor Herres Forløber,
Men dog vor Næste med Kiød og med Been,
Og det var Johannes den Døber .
Englene pege paa Jesus .

✂ Det var en Lyst, naar han tog til sit Sprog,
Og taled med Englenes Tunge,
Da kom der Liv selv i Stok og i Steen,
Kom Ild der i Gamle og Unge.

✂ Da kom der himmelske Tanker i Flok,
Som Fugle, som Lam og som Løver,
Og da forsvandt alt det Helvedes Pak,
Som Menneske-Hjertet bedrøver.

✂ Da blev der Vei mellem Himmel og Jord,
Som maatte hvert Menneske hue:
Rødeguldsbroen fra Øst og fra Vest,
Sig hvælved som Himmelens Bue.

✂ Abrahams, Isaks og Jakobs Paulun
Da skinned som Linet paa Blegen,
Himlenes Herre med Englene to
Besøgde sin Ven under Egen .

✂ Moses igien var paa Bjerget hos Gud,
Hvor ham blev iløn aabenbaret
Guds Tabernakel hos Menneskens Børn,
Og Aasynet hans blev forklaret.

✂ David slog Harpen med Strænge af Guld,
Guds Aande giød Liv i hans Psalmer,
Salomons-Templet stak atter i Sky,
Guldblade paany skiød dets Palmer.

✂ Atter Elias paa Skyerne foer,
Og styred de flammende Heste,
For han aad Kager af Edens Korn,
Drak Vand af Livskilden hin bedste.

✂ Atter lød Kviden ved Babylons Flod
Fra Israels Folk i Elende,
Blev dog til Lovsang ved Daniels Syn,
For han saae til Ugernes Ende.

✂ Aanden saa blæste paa Israels Been,
Opvakde den faureste Skare:
Hyrder og Konger og Seernes Kor,
Omringet af Englene klare.

✂ Skiønne er alle de himmelske Syn,
Og saa er de himmelske Røster,
Sødt, naar de vifter fra Eden i Kvæld,
Det kvæger, det dulmer og trøster.

✂ Ordet som Lys og som Liv i sin Kraft
Endog Kong Herodes forlysted,
Han var en Spotter og han var et Skarn,
Dog Glæden ham foer giennem Brystet.

✂ Det var Johannes , ved Strømmen han stod
Og talde saa Bølgerne lytted,
Taled om Herren, som Herlighed sin
Med Usselhed vores ombytted.

✂ Tidernes Fylde, han sagde, er nu,
Nu Moses afkaster sit Dække,
213 Nu kommer han, som af Stok og af Steen
Kan Abraham Ætmænd opvække.

✂ Billedligt var alt Profeternes Syn,
Forbilled var Præsten og Arken,
Himmelsk forklares skal Davids Paulun,
Et Eden bli'r nu Ødemarken.

✂ Røsten, som raaber i Ørken, er jeg,
Bereder ham Vei efter Evne:
Synker, I Bjerge, i Dalenes Skiød!
Vor Drot farer helst paa det Jævne.

✂ Badevands-Daab giør en Sjæl ikke reen,
Paa Læberne spiller kun Voven,
Aandedræts-Daab er en Hemmelighed,
Med den kommer Aanden fra Oven.

✂ Menneske-Talen om Guddommens Dyb
Den smager af Støv, den er jordet,
Sønnen, hvem Gud giver Alting i Vold,
Som Gud taler klarlig Gudsordet .

✂ Jesas fra Nasaret, ydmyg og from
Sig dybt for sin Engel nedbøied,
Engelen rødmed som Rosen i Svøb,
Dugperlen stod klar ham i Øiet.

✂ Stivt som en Stjernes blev Døberens Blik,
Som Pilen udfoer da hans Finger,
Peged paa Jesus med Fart og med Flid,
Man saae, den sig ønskede Vinger.

✂ Ordet, som har sine Vinger beholdt,
Udfløi da med Tonerne søde;
214 See! sagde Engelen, see det Guds Lam ,
Som bærer al Jorderigs Brøde!

✂ Længe forstummet er Seernes Kor,
Fra Moses og indtil Johannes ,
Daarlig forstaaes kun Englenes Maal,
Naar snart det med Dyrs sammenblandes.

✂ Til os dog kom, over Fjeld, over Hav,
Let baaret paa Aandeclræts-Vinger
Ordet, der peger paa Jesus med Flid,
Saa klart som Gudsengelens Finger.

✂ Og hvor Guds Finger i Aanden udfoer,
Ved Daaben i Vand og med Haanden,
Jærtegn man saae og skal see endnu fleer,
Thi der døbde Herren i Aanden.

✂ Der og Johannes i Aanden opstod
Og taled med Englenes Tunge,
Der hørde Himmerigs Klokker man gaae,
Og Julenats-Englene sjunge.

✂ Der blev et Nyaar for Abrahams Sæd,
Skiøndt den syndes død og begravet,
Davids og alle Profeternes Røst
Man hørde fra »Øer i Havet«.

✂ Der skal i Aanden da ogsaa engang
Opleves det himmelske Møde,
Engelen juble: »o see det Guds Lam,
Som bærer al Jorderigs Brøde.«
Englene pege paa Jesus .