No. 7 .
Stamfædrene .

Samme Melodi.

✂ Ei uddøer den Godes Æt,
Maa end tit den bløde,
Atter leved op i Seth
Hvad med Abel døde!

✂ Ukrud yngler meest paa Jord,
Modnes først og falder:
27 Kains Slægt blev stærk og stor,
Stakket blev dens Alder!

✂ Kain bygde sig en Stad,
Stort det skulde være,
Gjorde sig med Stene glad,
Mured paa sin Ære!

✂ Verdens Børn kan Verden bedst
Føre sig til Nytte;
Seth , paa Jord en fremmed Giæst,
Nøi'des med en Hytte!

✂ Lamech var en Kains Søn,
Tog sig Koner tvende,
Gav vel Fader Morder-Løn,
Sang derom behænde!

✂ Dræbte Ord han dødningbleg
Læmped efter Klangen,
Sønnen læmped Strengeleg
Efter Dødningsangen.

✂ Spillemanden Jubal hed,
Tubal med sin Hammer
Blev den første Vaabensmed,
Tændte Krigens Flammer!

✂ Broder-Par, i Herrefærd,
Nemt at ihukomme!
Om Jer sjunge Spyd og Sværd,
Kvæde Luur og Tromme!

✂ Ikke saa om Sæd af Seth ,
Folk i Fuglesale,
28 Om den stille Hyrdeæt
Sjunge Nattergale!

✂ Stolte Ting ei den opfandt,
Stævned efter Evne,
Ydmyghed dog Æren vandt
Kvindens Sæd at nævne!

✂ Fremmed for al Høiheds-Leg,
Den Guds Børnestamme,
I sit mindste Skud dog steg
Did hvor Stjerner bramme!

✂ Yngst i Ætten Enoch blev,
Smagde dog ei Døden,
Livets Lyst ham sødt henrev,
Mindst fik han af Møden!

✂ Himmelkiær han gik paa Jord,
God for Herrens Øie,
Drog saa op i Fugle-Spor,
Til Ham i det Høie.

✂ Brustne Øine læges brat
I de grønne Sale,
Derom sødt om Sommernat
S junge Nattergale!