No. 30.
Oprøret i Leiren.
Egen Melodi af C. Barnekow .
✂
Da Soel gik ned i Banke,
Stod Maane op med Ring,
Som Myg sig brat da sanke
Man saae et Folke-Thing.
✂
De Speidere, udsendte
Fra Kades-Barnea,
Nu Løfte-Landet kiendte,
Og nys de kom derfra.
✂
Det var i Høstens Dage,
Det var en Aften kold,
Fra Reisen kom tilbage
Til Leiren alle Tolv.
✂
Det rygtedes paa Timen,
Og da blev der en Jagt,
En Støien og en Stimen:
Hvad Nyt de havde bragt?
✂
I fyrretive Dage
De reiste Landet rundt,
Kom Alle frisk tilbage,
Saa Landet var nok sundt.
✂
De to var om at bære
Vindruer paa en Stang,
99
Saa Landet maa nok være
En deilig Solskins-Vang.
✂
Men hvad er det saa mere?
Og hvad Slags Folk er der?
Og er de mange Flere
End vores Ungkarls-Hær?
✂
Det vilde Alt man vide,
Og meget meer endnu,
Og høre det itide,
Mens ret de kom ihu.
✂
Tilpas fortælle kunde
Kun
Falte
, han var slem,
Det var i Alles Munde:
Hans Ord har Fynd og Klem.
✂
Han paa sin Ræve-Hale
Slog Krøller mangelund,
Han kunde Folk bagtale
Og giøre faver Mund.
✂
Han sagde: sødt at mindes
Et saa velsignet Land,
Hvis Mage neppe findes
Fra Flod til vilden Strand.
✂
I selv kan see paa Druer,
Paa Figener, paa Alt,
Vi havde hvad os huer,
Naar i vort Lodd det faldt!
✂
Men det er svært at giæste
De store Folkefærd,
100
Som har med Guld til Bedste
Fuldgode, skarpe Sværd.
✂
Vi saae forvovne Kroppe,
Som Bjerge kom de frem,
Saa kun som en Græshoppe
Jeg var mod En af dem.
✂
Vi hørde deres Lure,
Det var som Tordenbrag,
Og deres Borge-Mure
Kan staae til Dommedag.
✂
Paa Bjerget og i Dalen,
Og ved Jordanens Bredd,
Var Folk af samme Alen
Ei til at giækkes med.
✂
Thi lad af vore Tanker
Os slaae det skiønne Land,
Med Roser og med Ranker,
Og Folk som Havets Sand!
✂
Med Himlen har vi Pagten,
Med Verden har vi Kiv,
Den er os over Magten,
Det koster os vort Liv.
✂
Saa talede den Snilde,
Stadfæstede de Ni,
Kun To af Tolv ei vilde
Med Skarnet stemme i.
✂
Og Mængden fulgde Hoben,
De fleste Stemmer gjaldt,
101
Med Hujen og med Raaben
De overdøved Alt.
✂
For Graaden og for Sukket,
For Hyl og Raseri,
Ei blev et Øie lukket,
Før Natten var forbi.
✂
Det lød med Skrig og Klage:
Hvi skal vi komme her
Saa ynkelig af Dage
Ved grumme Fienders Sværd?
✂
Ak! vore Kvinder kiære,
Og vore arme Smaa,
Til Spot og Rov skal være
For Jette-Styrken raa!
✂
O, gid vi dog var døde
Ved Nilens grønne Bredd,
Gid før i Ørken øde
Vi fandt vort Leiested!
✂
Men kom og lad os keise
En bedre Høvedsmand!
Thi bedst er Vendereise
Fra vilde Jetters Land.
✂
De som var Faa med Ære
Det bedste Raad dem gav:
At tænke paa Guds Hære
Og paa det røde Hav;
✂
Jephunnes
Søn den Ene,
Den Anden
Josva Nuns
,
102
Med haarde Kampestene
Ei kunde staae til Munds.
✂
Med Skyen fra det Høie
Nu Herren daled ned,
I hele Mængdens Øie
Da skar Hans Herlighed.
✂
Det lød i Toner stride:
End raser Israel,
Vil paa mit Ord ei lide,
Nu slaaer Jeg dem ihjel.
✂
Mit Folk sig ei vil skamme,
Forsmaaer min Haand og Vei,
Af Moses Huus og Stamme
Et Bedre skaber Jeg.
✂
Men Moses for de Arme
Da bad saa mindelig:
Nei, Gud sig dog forbarme!
Du er paa Naade rig.
✂
O! kom ihu: Din Ære,
Dit Navn, din Helligdom
Blandt Hedninger de bære,
Det taler Verden om!
✂
Hvis Folket Du udsletter,
Du føler intet Savn,
Men Dværge da som Jetter
Bespotte vil dit Navn!
✂
At Du dem slog i Ørken,
Vil gaae fra Mund til Mund,
103
Som om Du mangled Styrken
Til hvad Du loved rund.
✂
Det lød i Toner milde:
Velan! din Bøn er hørt,
Din Tro paa Naadens Kilde
Den har mit Hjerte rørt;
✂
Men de, som mig har lastet,
Og saae dog mine Tegn,
Til dem er Graven kastet
I Ørkens vilde Egn.
✂
De Smaa kun og de Spæde,
Som ei min Pagt forstod,
Fuldvoxne skal med Glæde
Gaae over Jordans Flod!
✂
De Ti, som daared Hoben,
De fik en hastig Død,
De To stod Veien aaben,
Hvor Mælk og Honning flød;
✂
De skulde Lønnen smage,
For dem med gode Kaar
Som fyrretive Dage
Gik fyrretive Aar!