↩

No. 30.
Oprøret i Leiren.

Egen Melodi af C. Barnekow .

✂ Da Soel gik ned i Banke,
Stod Maane op med Ring,
Som Myg sig brat da sanke
Man saae et Folke-Thing.

✂ De Speidere, udsendte
Fra Kades-Barnea,
Nu Løfte-Landet kiendte,
Og nys de kom derfra.

✂ Det var i Høstens Dage,
Det var en Aften kold,
Fra Reisen kom tilbage
Til Leiren alle Tolv.

✂ Det rygtedes paa Timen,
Og da blev der en Jagt,
En Støien og en Stimen:
Hvad Nyt de havde bragt?

✂ I fyrretive Dage
De reiste Landet rundt,
Kom Alle frisk tilbage,
Saa Landet var nok sundt.

✂ De to var om at bære
Vindruer paa en Stang,
99 Saa Landet maa nok være
En deilig Solskins-Vang.

✂ Men hvad er det saa mere?
Og hvad Slags Folk er der?
Og er de mange Flere
End vores Ungkarls-Hær?

✂ Det vilde Alt man vide,
Og meget meer endnu,
Og høre det itide,
Mens ret de kom ihu.

✂ Tilpas fortælle kunde
Kun Falte , han var slem,
Det var i Alles Munde:
Hans Ord har Fynd og Klem.

✂ Han paa sin Ræve-Hale
Slog Krøller mangelund,
Han kunde Folk bagtale
Og giøre faver Mund.

✂ Han sagde: sødt at mindes
Et saa velsignet Land,
Hvis Mage neppe findes
Fra Flod til vilden Strand.

✂ I selv kan see paa Druer,
Paa Figener, paa Alt,
Vi havde hvad os huer,
Naar i vort Lodd det faldt!

✂ Men det er svært at giæste
De store Folkefærd,
100 Som har med Guld til Bedste
Fuldgode, skarpe Sværd.

✂ Vi saae forvovne Kroppe,
Som Bjerge kom de frem,
Saa kun som en Græshoppe
Jeg var mod En af dem.

✂ Vi hørde deres Lure,
Det var som Tordenbrag,
Og deres Borge-Mure
Kan staae til Dommedag.

✂ Paa Bjerget og i Dalen,
Og ved Jordanens Bredd,
Var Folk af samme Alen
Ei til at giækkes med.

✂ Thi lad af vore Tanker
Os slaae det skiønne Land,
Med Roser og med Ranker,
Og Folk som Havets Sand!

✂ Med Himlen har vi Pagten,
Med Verden har vi Kiv,
Den er os over Magten,
Det koster os vort Liv.

✂ Saa talede den Snilde,
Stadfæstede de Ni,
Kun To af Tolv ei vilde
Med Skarnet stemme i.

✂ Og Mængden fulgde Hoben,
De fleste Stemmer gjaldt,
101 Med Hujen og med Raaben
De overdøved Alt.

✂ For Graaden og for Sukket,
For Hyl og Raseri,
Ei blev et Øie lukket,
Før Natten var forbi.

✂ Det lød med Skrig og Klage:
Hvi skal vi komme her
Saa ynkelig af Dage
Ved grumme Fienders Sværd?

✂ Ak! vore Kvinder kiære,
Og vore arme Smaa,
Til Spot og Rov skal være
For Jette-Styrken raa!

✂ O, gid vi dog var døde
Ved Nilens grønne Bredd,
Gid før i Ørken øde
Vi fandt vort Leiested!

✂ Men kom og lad os keise
En bedre Høvedsmand!
Thi bedst er Vendereise
Fra vilde Jetters Land.

✂ De som var Faa med Ære
Det bedste Raad dem gav:
At tænke paa Guds Hære
Og paa det røde Hav;

✂ Jephunnes Søn den Ene,
Den Anden Josva Nuns ,
102 Med haarde Kampestene
Ei kunde staae til Munds.

✂ Med Skyen fra det Høie
Nu Herren daled ned,
I hele Mængdens Øie
Da skar Hans Herlighed.

✂ Det lød i Toner stride:
End raser Israel,
Vil paa mit Ord ei lide,
Nu slaaer Jeg dem ihjel.

✂ Mit Folk sig ei vil skamme,
Forsmaaer min Haand og Vei,
Af Moses Huus og Stamme
Et Bedre skaber Jeg.

✂ Men Moses for de Arme
Da bad saa mindelig:
Nei, Gud sig dog forbarme!
Du er paa Naade rig.

✂ O! kom ihu: Din Ære,
Dit Navn, din Helligdom
Blandt Hedninger de bære,
Det taler Verden om!

✂ Hvis Folket Du udsletter,
Du føler intet Savn,
Men Dværge da som Jetter
Bespotte vil dit Navn!

✂ At Du dem slog i Ørken,
Vil gaae fra Mund til Mund,
103 Som om Du mangled Styrken
Til hvad Du loved rund.

✂ Det lød i Toner milde:
Velan! din Bøn er hørt,
Din Tro paa Naadens Kilde
Den har mit Hjerte rørt;

✂ Men de, som mig har lastet,
Og saae dog mine Tegn,
Til dem er Graven kastet
I Ørkens vilde Egn.

✂ De Smaa kun og de Spæde,
Som ei min Pagt forstod,
Fuldvoxne skal med Glæde
Gaae over Jordans Flod!

✂ De Ti, som daared Hoben,
De fik en hastig Død,
De To stod Veien aaben,
Hvor Mælk og Honning flød;

✂ De skulde Lønnen smage,
For dem med gode Kaar
Som fyrretive Dage
Gik fyrretive Aar!