↩

No. 113.
Hildebrand.

Kan synges som: Alt paa den vilde Hede.

✂ Med Korset og Krumstaven,
Alt som en Bussemand,
For os staaer Ærke-Paven,
Den store HUdebrand .

✂ Han var en født Toskaner,
Og vist af Gothisk Æt:
Paa Gothers Kæmpe-Baner
Gaaer Tyr med Næve-Ret!

✂ Sin Haand i Ulve-Munden
Han satte djærv i Pant,
Med Finter dog i Grunden
Han Fenris-Ulven bandt!

✂ Trinviis til Høielofte
Opsteg kun Hildebrand,
Hans Fader med sin Kofte
Var kun en Tømmermand.

✂ Han op til Himmel-Blaanen
Med Gothe-Øine saae,
Til Solen og til Maanen,
Hvor kongelig de gaae.

✂ Han saae til Jordbær-Haven
Med samme Øie-Kast,
Paa Keiseren og Paven
Da Syn han fik i Hast.

✂ Da over Pave-Stolen,
I Christi Vaabenskjold,
324 Saae Korset ud som Solen
Med Straaler mangefold.

✂ Og over Konge-Thronen
Han saae en Maane-Krands.
Som fik i Keiser-Kronen
Fra Solen al sin Glands.

✂ I Korsets Navn at raade
For Sværd i Keiser-Haand,
Var Christus-Rigets Gaade
I Gothisk Pave-Aand!

✂ Det huged godt Normanner,
Naar Paven gav dem Lov
Til under Korsets Banner
At bjerge deres Rov.

✂ Det huged godt den Vilde,
Som raned Engeland,
Og allerbedst den Snilde,
Sol-Pavens Mærkesmand.

✂ Ja, Robert var hans Næste,
Og sleb ei uden Vand
Sit lange Sværd til Bedste
For Fader Hildebrand.

✂ Det var med Henrik Franker,
Han havde al sin Nød,
De tydske Keiser-Tanker
Han leed ei for sin Død.

✂ I dem var Paven Maane,
Og Keiseren var Soel,
325 Af ham kun skulde laane
Sit Skin St. Peders Stol.

✂ Det Hildebrand med Rette
Vel fandt, gik avet om,
Men saa gik Begges Trætte
Om Tredjes Eiendom.

✂ Guds Aand er Naade-Solen,
Som skinner i Guds Ord,
Og Tro paa Naade-Stolen
Ny-Maanen er paa Jord.

✂ Derfor den lange Trætte
Om selvgjort »Mit og Dit«
Kun endtes, da de Rette
Kom selv og Hver tog Sit.

✂ Vel tusind Aar de tøved,
Da skifted Sværd paa Val
Blandt Keiserne, som røved,
Og Bisperne, som stjal.

✂ De Begge Uret øver,
Dog siges maa det frit:
Langt heller Tyv end Rover,
Tyv levner immer lidt.

✂ Han sparer Liv og Lemmer,
Og Hverdags-Klædebon,
Ham tit en Mund og tæmmer,
Og kyser Barne-Haand.

✂ Men Røveren vil myrde,
I Korsets Navn især,
326 Al Hjorden med sin Hyrde,
Seer ei han dragne Sværd.

✂ Tilpas udfoer af Skede
Da Peders Kæmpe-Sværd,
Og køs enstund den Lede,
Skiøndt selv kun et Gienfærd!

✂ Det Sværd i Pave-Haanden
Man kalder »Kirkens Band,«
Det svang i Gothe-Aanden,
Som Mester, Hildebrand.

✂ Landflygtig han dog døde
I Robert Vitskers Vold,
For Skygge-Sværd afbøde
Kan godt et verdsligt Skjold.

✂ Det lærde brat de Stærke,
At Band ei beed i Skind,
Naar under Korsets Mærke
Man foer med Veir og Vind.

✂ De koneløse Præster
Da selv i Harnisk foer,
Langt meer end deres Mester
De vandt derved paa Jord.

✂ Men det for tungt at bære
Apostel-Skyggen fandt,
Og Hildebrand til Ære,
Den ved hans Grav forsvandt.

✂ Det Rygte sig udbredte,
At den var draget hjem,
327 Forgiæves kun man ledte
Dog i Jerusalem.

✂ Forbi det var med Aanden,
Og Støvet sank i Knæ
For Kors og Lys i Haanden,
For Aand af Steen og Træ.

✂ Med Christ af Guld det rene,
Apostler af Basalt,
Og Kirken kun af Stene,
Haandgribeligt blev Alt!