No
. 106.
Anglerne
.
Egen Melodi af L. M. Lindeman .
✂
Der ligger en Ø i Vesterhav,
Dens Rygte det gaaer saa vide,
Som Snekker med Roer gaaer over Stav
Og monne for Anker ride.
✂
Indbyggerne hedde Engelskmænd,
Dem kiender selv Hottentotter,
I gamle Dage, det mindes end,
De kaldte dem Angler og Skotter.
✂
Fra Jyllands Kyster og Danmarks Øer
Kom Angler ad Kiølens Veie,
Gav Bretland et Navn, som aldrig døer,
Indtog det til Arv og Eie.
✂
Det var den stolteste Kæmpetrop,
Som Aareslag holdt paa Vove,
Som Ild der var i fra Taa til Top,
Som lytted til Fugl i Skove.
✂
De Hedninger var med Aand og Ord,
Med Løven til Skjoldemærke,
Om Asa-Odin og Age-Thor
Var Drømmene af de stærke.
✂
Det Bedste dem undte Himlens Gud,
De skulde Hans Naade kiende,
Han sendte fra Rom dem Julebud
At bære til Verdens Ende.
✂
Han sendte dem Daab og Christendom
I Mahomeds første Dage;
300
Gregor den Slore var Bisp i Rom,
Tolvhundrede Aar tilbage.
✂
Og Høisangen om den ædle Giæst,
Som daled med Juul til Jorden,
Bevæged selv Odins Offerpræst,
Den askegraa Kæf i Norden.
✂
Han grundede til hans Haar blev graat
Paa Valhal og saa paa Gimle,
Men sandede nu, det var dog godt
Med vissere Haab at himle.
✂
Han fattede Tro paa hviden Christ
Og trøstede sig ved Daaben,
Og sikkert engang vi see det hist,
At Himmelen stod ham aaben.
✂
Med ham ginge Folk i Tusindtal
Til Daaben og saa til Kirke,
Og Angleren, som en Munkeskjald,
Han bygged et Englevirke.
✂
Fra Øen udgik et Julebud
Til Saxland og til vort Norden,
Saamangen god Munk tog med sig Gud,
Og skabde saa Nyt paa Jorden.
✂
Da skabdes den nye Christenhed,
Som nu vel er gammel vorden,
Men synker dog ingenlunde ned
Med os udi Kirkegaarden.
✂
Fra Munkelivs-Bur, i Luthers Spor,
Med Lederen paa det Jævne,
301
Til Gudsordets Huus og Herrens Bord
Vi stile nu frit og stævne.
✂
Der mødes med Guds Apostler vi
Og Himmelens Helteskare,
Da styrker os Aanden godt deri,
Med dem vi til Himmels fare.
✂
Thi kalde vi nu med Mund og Pen
De Angler i Christenheden
Guds Ords og Vorherres Færgemænd
Fra Vesten til Nørreleden!