No. 34.
Moses Eftermæle.

✂ Moses var gammel, af Verdens Uro
Var han kied, og af Ondskabens Pile,
Sex Snese Aar blev den Arbeider tro,
I den Syvende gik han til Hvile.

✂ Ørken laae bag ham, udbredt for sit Blik
Saae han Landet fra Jordan til Havet,
Korteste Vei han til Fædrene gik
Paa en Sti, som for Engle er lavet.

✂ Prøvet tilgavns, siger Aanden forsand,
Er kun den, som faaer Priis af vor Herre,
121 Moses det fik, den taalmodige Mand,
Saa for ham ingen Djævel kan spærre.

✂ Ansigt til Ansigt han talde med Gud,
Som en Mand under Sol med sin Næste,
Da fra Guds Herlighed Straalen gik ud
I hans Aasyn med Glands sig at fæste.

✂ Derfor han gik giennem Verden med Slør,
Alt paa Jorden med Himlen forbundet,
Ikkun paa Skrømt den Forklarede døer,
Intet Under, hans Grav blev ei fundet.

✂ Himmerig vis, han paa Bjerget opsteg,
Hvor ham ventede lyse Udsigter,
Lovet af Ham, der, om Klipper end sveeg,
Saa dog aldrig i Evighed svigter.

✂ Herlig han endte sin Pillegrimsfærd
Over Toppen af Gileads Høie,
Kanaan dog, skiøndt han kom det saa nær,
Han kun maalde med funklende Øie.

✂ Vidunder-Staven, som var i hans Haand,
Han misbrugte engang i sin Vrede,
Som ikke Nok var Guds Ord og Guds Aand
Til af Klippen et Væld at udlede.

✂ Klippen han slog, og den sprudede Vand,
Ei til Guds men til Krumstavens Ære,
Derfor ei heller til Kanaans Land
Maatte Fod over Jordan ham bære.

✂ Høit han opfær, men Aarhundreder svandt,
Før det undtes ham Thabor at giæste,
Hvor med Elias den Herre han fandt
Som i Ørken ham kaldte sin Næste.

✂ Moses nu lever i Himmerigs Sal,
Er med Jesus opreist og forklaret,
Navnet og lever i Jorderigs Dal,
Har det brusende Hav overfaret.

✂ Moselovs-Christne er ei i Guds Aand,
Kan i Kirken med Fynd ikke roses,
Men som en Engel med Pennen i Haand
Var dog Luther en Christelig Moses!