No. 31.
Guldkalven.

Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.

✂ Da Moses ned ad Bjerget steg,
Med Himmelbrev ihænde,
104 Da bordes Sang og Strængeleg,
Men dog ei klart at kiende.

✂ Da sagde Josva : er det Krig,
Saa unde Gud os Seiren!
Han tænkde dog saa hemmelig,
Der Oprør var i Leiren.

✂ Men Moses vidste godt Beskeed,
For Herren var hans Næste,
Sørgmodig svared han og vred:
Ja, Krig var nu det Bedste;

✂ Det er dog ikke Vaabengny,
Som nu for Øret ringer,
Ei Angest-Skrig af Folk som flye,
Ei Seiers-Tonen skinger;

✂ Det er Spilop til Springe-Dands,
Og Trallen af de Stolte,
Et kort Farvel til Vid og Sands
Og Brøl af Drukkenbolte!

✂ Med Lovens Tavler i sin Haand,
Vor Herres Runestave,
Han dybt sig græmmed i sin Aand,
For Folket var af Lave!

✂ Da Moses gik paa Bjerget op
I Løn med Gud at tale,
I Leiren hver forvoven Krop
Fik Mod paa at befale.

✂ De bralled op og brugde Mund
Paa hvem for spag de kiendte,
105 Men holdt dog Styr en liden Stund,
Da Moses var ivente;

✂ Men da de saae det næste Ny,
Og han kom ei tilbage,
Da slog de Kneps, da blev de kry,
Og værre alle Dage.

✂ Saa slog de Kreds om Arons Telt
Og skraaled op som Gække:
Hjem til sin Gud nu gik vor Helt,
Og borte er de Begge!

✂ Og dertil føied de paa Trods:
Vil for en Præst du skride,
Giør Guder, som kan gaae for os,
Og vandre ved vor Side!

✂ Da tænkde Aron : jeg med Vid
Skal til Fornuft dem bringe,
Han svared: Kvinder! kommer hid
Med eders Øren-Ringe!

✂ Af dem jeg skabe vil en Gud,
I veed hvor han har hjemme,
I veed, han kan gaae ind og ud,
Naar ei han er i Klemme.

✂ Ved Lyden af de første Ord
Blev alle Øren døve,
En Regn af Ringe faldt paa Jord
For Guddoms-Værk at øve.

✂ Af dem en Kalv blev støbt med Skiel,
Og Aron tog til Sproget:
106 Seer du de Guder, Israel,
Som brød Ægypter-Aaget!

✂ I Morgen er det Herrens Fest,
Som gav if jor os Loven,
Paa Kalven bydes I til Giæst,
Saa offre I vel Boven!

✂ Ved Lyden af de første Ord
Blev alle Øren døve,
For Gude-Kalven brat et Kor
Sang Kvinderne til Prøve.

✂ Og i det næste Morgexugry
Var alle Mand paafærde,
Og Fryden over Guddom ny
Man saae i hver Gebærde.

✂ Vel Aron , som Jehouahs Præst,
Ham nævnede for Vrimlen,
Og offred paa den høie Fest
Til Ham, som gjorde Himlen;

✂ Forgiæves paa den gamle Fod
Dog Aron tog til Orde,
De Alle saae hvor Kalven stod,
Men ei hvad Præsten gjorde.

✂ Da Øiet var af Stirren træt,
Og Fingren af at pege,
Al Hoben aad og drak sig mæt
Og stod saa op at lege.

✂ De sang i Skifte, sang i Kor,
De dandsede i Kiæde,
107 De loe og talde Gammens-Ord,
Det var en Hjertens-Glæde.

✂ I samme Stund kom Moses ned,
Et Storhav i ham bruste,
Han Tavlerne mod Klippen stred,
Saa de laae sønderknuste.

✂ Han slog i Kredsen ned som Lyn,
Guld-Kalven, overhalet,
Før Nogen paa den fæsted Syn,
Var knust som møllemalet.

✂ Saa Israel som Støv paa Vand
Det i sig maatte drikke;
Den Gud, som slog Ægypti Land
I Ørken kjendtes ikke.

✂ For Folket bad Guds fromme Ven:
»Betragt som Een os begge!«
Og kun de stolte Ophavsmænd
Nedlyned Sværdets Egge.

✂ Guld-Kalven spøged dog endnu
I mangen Daares Hjerne,
Jeroboam den kom ihu
Paa Trods i Tider fjerne!