No. 31.
Guldkalven.
Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.
✂
Da
Moses
ned ad Bjerget steg,
Med Himmelbrev ihænde,
104
Da bordes Sang og Strængeleg,
Men dog ei klart at kiende.
✂
Da sagde
Josva
: er det Krig,
Saa unde Gud os Seiren!
Han tænkde dog saa hemmelig,
Der Oprør var i Leiren.
✂
Men
Moses
vidste godt Beskeed,
For
Herren
var hans Næste,
Sørgmodig svared han og vred:
Ja, Krig var nu det Bedste;
✂
Det er dog ikke Vaabengny,
Som nu for Øret ringer,
Ei Angest-Skrig af Folk som flye,
Ei Seiers-Tonen skinger;
✂
Det er Spilop til Springe-Dands,
Og Trallen af de Stolte,
Et kort Farvel til Vid og Sands
Og Brøl af Drukkenbolte!
✂
Med Lovens Tavler i sin Haand,
Vor Herres Runestave,
Han dybt sig græmmed i sin Aand,
For Folket var af Lave!
✂
Da Moses gik paa Bjerget op
I Løn med Gud at tale,
I Leiren hver forvoven Krop
Fik Mod paa at befale.
✂
De bralled op og brugde Mund
Paa hvem for spag de kiendte,
105
Men holdt dog Styr en liden Stund,
Da
Moses
var ivente;
✂
Men da de saae det næste Ny,
Og han kom ei tilbage,
Da slog de Kneps, da blev de kry,
Og værre alle Dage.
✂
Saa slog de Kreds om
Arons
Telt
Og skraaled op som Gække:
Hjem til sin Gud nu gik vor Helt,
Og borte er de Begge!
✂
Og dertil føied de paa Trods:
Vil for en
Præst
du skride,
Giør Guder, som kan gaae for os,
Og vandre ved vor Side!
✂
Da tænkde
Aron
: jeg med Vid
Skal til Fornuft dem bringe,
Han svared: Kvinder! kommer hid
Med eders Øren-Ringe!
✂
Af dem jeg skabe vil en Gud,
I veed hvor han har hjemme,
I veed, han kan gaae ind og ud,
Naar ei han er i Klemme.
✂
Ved Lyden af de første Ord
Blev alle Øren døve,
En Regn af Ringe faldt paa Jord
For Guddoms-Værk at øve.
✂
Af dem en Kalv blev støbt med Skiel,
Og
Aron
tog til Sproget:
106
Seer du de Guder, Israel,
Som brød Ægypter-Aaget!
✂
I Morgen er det
Herrens
Fest,
Som gav if jor os Loven,
Paa Kalven bydes I til Giæst,
Saa offre I vel Boven!
✂
Ved Lyden af de første Ord
Blev alle Øren døve,
For Gude-Kalven brat et Kor
Sang Kvinderne til Prøve.
✂
Og i det næste Morgexugry
Var alle Mand paafærde,
Og Fryden over Guddom ny
Man saae i hver Gebærde.
✂
Vel
Aron
, som
Jehouahs
Præst,
Ham nævnede for Vrimlen,
Og offred paa den høie Fest
Til Ham, som gjorde Himlen;
✂
Forgiæves paa den gamle Fod
Dog Aron tog til Orde,
De Alle saae hvor
Kalven
stod,
Men ei hvad Præsten gjorde.
✂
Da Øiet var af Stirren træt,
Og Fingren af at pege,
Al Hoben aad og drak sig mæt
Og stod saa op at lege.
✂
De sang i Skifte, sang i Kor,
De dandsede i Kiæde,
107
De loe og talde Gammens-Ord,
Det var en Hjertens-Glæde.
✂
I samme Stund kom
Moses
ned,
Et Storhav i ham bruste,
Han
Tavlerne
mod Klippen stred,
Saa de laae sønderknuste.
✂
Han slog i Kredsen ned som Lyn,
Guld-Kalven, overhalet,
Før Nogen paa den fæsted Syn,
Var knust som møllemalet.
✂
Saa Israel som Støv paa Vand
Det i sig maatte drikke;
Den Gud, som slog Ægypti Land
I Ørken kjendtes ikke.
✂
For Folket bad Guds fromme Ven:
»Betragt som Een os begge!«
Og kun de stolte Ophavsmænd
Nedlyned Sværdets Egge.
✂
Guld-Kalven
spøged dog endnu
I mangen Daares Hjerne,
Jeroboam
den kom ihu
Paa Trods i Tider fjerne!