Grundtvig, N. F. S. Da Moses ned ad Bjerget steg

No. 31. Guldkalven.

Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.

Da Moses ned ad Bjerget steg,
Med Himmelbrev ihænde,
104 Da bordes Sang og Strængeleg,
Men dog ei klart at kiende.

Da sagde Josva : er det Krig,
Saa unde Gud os Seiren!
Han tænkde dog saa hemmelig,
Der Oprør var i Leiren.

Men Moses vidste godt Beskeed,
For Herren var hans Næste,
Sørgmodig svared han og vred:
Ja, Krig var nu det Bedste;

Det er dog ikke Vaabengny,
Som nu for Øret ringer,
Ei Angest-Skrig af Folk som flye,
Ei Seiers-Tonen skinger;

Det er Spilop til Springe-Dands,
Og Trallen af de Stolte,
Et kort Farvel til Vid og Sands
Og Brøl af Drukkenbolte!

Med Lovens Tavler i sin Haand,
Vor Herres Runestave,
Han dybt sig græmmed i sin Aand,
For Folket var af Lave!

Da Moses gik paa Bjerget op
I Løn med Gud at tale,
I Leiren hver forvoven Krop
Fik Mod paa at befale.

De bralled op og brugde Mund
Paa hvem for spag de kiendte,
105 Men holdt dog Styr en liden Stund,
Da Moses var ivente;

Men da de saae det næste Ny,
Og han kom ei tilbage,
Da slog de Kneps, da blev de kry,
Og værre alle Dage.

Saa slog de Kreds om Arons Telt
Og skraaled op som Gække:
Hjem til sin Gud nu gik vor Helt,
Og borte er de Begge!

Og dertil føied de paa Trods:
Vil for en Præst du skride,
Giør Guder, som kan gaae for os,
Og vandre ved vor Side!

Da tænkde Aron : jeg med Vid
Skal til Fornuft dem bringe,
Han svared: Kvinder! kommer hid
Med eders Øren-Ringe!

Af dem jeg skabe vil en Gud,
I veed hvor han har hjemme,
I veed, han kan gaae ind og ud,
Naar ei han er i Klemme.

Ved Lyden af de første Ord
Blev alle Øren døve,
En Regn af Ringe faldt paa Jord
For Guddoms-Værk at øve.

Af dem en Kalv blev støbt med Skiel,
Og Aron tog til Sproget:
106 Seer du de Guder, Israel,
Som brød Ægypter-Aaget!

I Morgen er det Herrens Fest,
Som gav if jor os Loven,
Paa Kalven bydes I til Giæst,
Saa offre I vel Boven!

Ved Lyden af de første Ord
Blev alle Øren døve,
For Gude-Kalven brat et Kor
Sang Kvinderne til Prøve.

Og i det næste Morgexugry
Var alle Mand paafærde,
Og Fryden over Guddom ny
Man saae i hver Gebærde.

Vel Aron , som Jehouahs Præst,
Ham nævnede for Vrimlen,
Og offred paa den høie Fest
Til Ham, som gjorde Himlen;

Forgiæves paa den gamle Fod
Dog Aron tog til Orde,
De Alle saae hvor Kalven stod,
Men ei hvad Præsten gjorde.

Da Øiet var af Stirren træt,
Og Fingren af at pege,
Al Hoben aad og drak sig mæt
Og stod saa op at lege.

De sang i Skifte, sang i Kor,
De dandsede i Kiæde,
107 De loe og talde Gammens-Ord,
Det var en Hjertens-Glæde.

I samme Stund kom Moses ned,
Et Storhav i ham bruste,
Han Tavlerne mod Klippen stred,
Saa de laae sønderknuste.

Han slog i Kredsen ned som Lyn,
Guld-Kalven, overhalet,
Før Nogen paa den fæsted Syn,
Var knust som møllemalet.

Saa Israel som Støv paa Vand
Det i sig maatte drikke;
Den Gud, som slog Ægypti Land
I Ørken kjendtes ikke.

For Folket bad Guds fromme Ven:
»Betragt som Een os begge!«
Og kun de stolte Ophavsmænd
Nedlyned Sværdets Egge.

Guld-Kalven spøged dog endnu
I mangen Daares Hjerne,
Jeroboam den kom ihu
Paa Trods i Tider fjerne!