Grundtvig, N. F. S. Der var en gammel Præste-Søn

No . 54.
Ezechiel.

Kan synges som: Sin Vogn gjør han af Skyer blaa.

Der var en gammel Præste-Søn,
I Babels gyldne Dage,
Hans Sanger-Røst fandt Verden kiøn,
Hans Ord var den til Plage,
Men skiøndt forstummet er hans Røst,
Dog Herrens Folk end suger Trøst
Af Ordets Billed-Stave.

Han eenlig stod paa Foden reen
I Seer-Land paa Slette,
174 Hvor trindt omkring af Dødning-Been
Laae Dyngerne fuldtætte,
Der rundt han gik af Aandens Drift
Og stirred paa hver Dynge stivt,
De Been var mosbegroede.

Da lød det til ham: Moders Søn!
Kan disse Been oplives?
Og brat han svared: Herre skiøn!
Du veed, om det kan gives.
Jo, sagde Røsten, prøv det dog!
Tag over Dyssen til dit Sprog!
Spaa Liv de Mosbegroede!

Da bøied han sig dybt til Jord
Og raabde som han skulde:
Hør, Dødning-Been, Vorherres Ord :
Jeg giver Bod for Kulde,
Jer alle brat Jeg blæser paa,
Da røres I og sammen naae,
Forbindes og beklædes;

Ja, Hud og Kiød og Sene-Baand
Er ei endnu det Hele,
I Kroppen Jeg indblæser Aand ,
Da leve alle Dele,
Da kiende Mig de tørre Been
Og raabe ud: den Sag er reen,
Vor Drot er Dødens Bane!

Som sagt, saa gjort, ved Herrens Haand
De Been kom brat paa Fode,
Af Jordens Skiød med Liv og Aand
De mylrende opstode,
Som Herren bød, saa Aanden foer,
175 Fra Øst og Vest, fra Syd og Nord,
Det Døde at oplive.

Saa paa den store Kirkegaard ,
Engang i Morgenrøden,
Skal Herrens Folk med gode Kaar
Faae evig Bod for Døden,
Og derom taler Dag med Dag
Nu klarlig som en afgjort Sag
I den Opstandnes Rige!

Thi nu opstaaer hvert Hoved-Folk ,
Som Aand har før besjælet,
Det faaer igien sit Hjertes Tolk
Med Synet og med Mælet ,
Saa skaber efter sine Kaar
Hver Folke-Aand sit Gyldenaar,
Og Herrens Aand det rette.

Tvi vorde dig, du Dødens Port!
Hilsæl, Guds Huus paa Klippe!
Jeg saae et Varsel godt og stort,
Et Tegn, som ei kan glippe,
Jeg saae det, hvor jeg sad i Løn
Og gik for Herrens Huus i Bøn,
Med Biblen for mit Øie!

Der er en lille Kirkegaard
For Herrens Ord i Støvet,
Der ligge de med bange Kaar,
Er Liv og Aand berøvet,
Der sove de alt som en Steen,
Er som en Rad af Dødning-Been
Nedlagt i Bogstav-Skriften!

* 176

Da lød det for mig: Moders Søn!
Kan disse Been oplives?
Og brat jeg svared: Herre skiøn!
Du veed, om det kan gives.
Jo, sagde Røsten, prøv det dog!
Tag dristig til din Moders Sprog!
Spaa Liv de Mosbegroede!

Da bøied jeg mig dybt til Jord
Og raabde som jeg skulde:
Kom Aand og blæs paa Herrens Ord,
Saa de faae Bod for Kulde,
Ja flyve i hinandens Favn,
Og staae saa op i Jesu Navn
Paa Menighedens Tunge!

Som skrevet staaer, i Ordets Grav
Det Ene fandt det Andet,
Og Ordet fandt sin Vandringsstav,
Nedlagt i Skygge-Landet,
Det skedte Alt af Herrens Aand,
Som Troen skar for Tungebaand,
Og Barnet igjenfødte!

Ja, hvert et Ord, hvor dødt det laae
End paa Papiret længe,
Som jeg bad Aanden blæse paa
Og Dødens Lænker sprænge,
Stod paa min Tunge op igjen
Og hængde, som en gammel Ven,
Sig om min Hals og hulked!

Nu er saa vis som den var seet
Opstandelsen af Graven,
Thi nu det store Tegn er skedt
For Liv i Dødning-Haven,
177 Paa Vinter streng der fulgte Vaar,
I Aanden nu Guds Folk opstaaer,
Og Aand kan Støv oplive!

Hvor gjennem attenhundred Aar
Man Christi Kirke skued,
Vi nys kun saae en Kirkegaard,
Hvert Barne-Hjerte grued,
Men Snildhed var det af vor Drot,
Thi Død kun vorder klart til Spot,
Naar den af Seiren praler.

End har paa Jord vi Herrens Grav,
Hvoraf, trods Dødens Lænker,
Opstaaer ved Herrens Vandrings-stav
Hver Sjæl, sig der nedsænker,
Det gjælder Christi Menighed,
Af Daaben, før det Verden veed,
Opstaaer den seierkrandset!

Ja, Helveds Porte kom tilkort,
Trods alle Fjendens Rænker,
Den store Steen er væltet bort,
Og sprængt er Dødens Lænker;
Stat op, Guds Folk, Hans Hænders Værk!
Lad Verden see, vor Drot er stærk,
Almægtig vor Gjenløser!