Grundtvig, N. F. S. Det var i vore Dage

No . 130. Fornyelsen .

Det var i vore Dage,
Kong Frederiks Tid,
Da hørdes der en Klage,
Da førdes der en Strid.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Det var i Nørrelide,
Ved Bælt og ved Sund,
Der klagede sin Kvide
Guds Menigheds Mund.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Det var i Morgengryet,
Og Luften var klar,
Som naar man Nytaars-Nyet
I Hænderne har.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Da var det Alt tilskue,
Som Skikkelse vandt,
Imellem Himlens Bue
Og Afgrundens Kant.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Med klare Skygger leged
For Alvor Van-Vid,
Og priste som sit Eget
Oplysningens Tid.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Da lød fra Kirke-Grunden
En klagende Røst:
372 »Her ligger Lig paa Bunden
Vor Tro og vor Trøst!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Vor Trøst, det var Vorherre,
Vor Tro var Guds Aand,
De ligger nu, desværre,
I Dødhedens Baandl
Det glemmes aldrig i Himlen!

De straalede, de raadte,
Med Ret og med Skiel,
Men Vanvid dem nedtraadte
Og pinde ihjel!«
Det glemmes aldrig i Himlen!

Den Røst med Nød sig hæved,
Halv Suk og halv Sang,
Paa Læberne den bæved
Med Lig-Psalmens Klang.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Der lød et Svar fra Oven,
Fra Aandernes Land:
»Hvem træller under Loven
Og ligger i Band?
Det glemmes aldrig i Himlen!

Som Barnet født om Julen,
Den hellige Tro,
Den er saa fri som Fuglen
Med Vingerne to.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Saa fri er og i Grunden
Den hellige Daab,
373 Med Helgen-Lig paa Bunden:
Vorherre, vort Haab!
Det glemmes aldrig i Himlen!

I hele Christenheden,
Fra Hav og til Hav,
Er Herrens Daab med Freden
Den hellige Grav .
Det glemmes aldrig i Himlen!

Her selv den Guds Eenbaarne
Begravede sig,
Fra alle Kirke-Taarne
Blev ringet for Lig.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Han ligger død i Ordet ,
Bekiendelsens Ord,
Begravet, men ei jordet,
Staaer op han i Nord!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Guds Ord var dødt i Munden,
Men lever i Løn,
Er med Guds Aand i Grunden
Guds eenbaarne Søn.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Livsalighed af Graven
Med Tro skal opstaae,
Om Tyrken nu og Paven
End trampe derpaa.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Er Troen end paa Jorden,
Hun hvile sig her!
374 Da times skal i Norden
Opreisning fuldsær.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Den gamle Tro af Døde
Staaer op i Guds Navn,
I Paaske-Morgenrøde,
Med Barnet i Favn.
Det glemmes aldrig i Himlen!

I Aandens Kraft gienføder
Den hellige Daab,
Hos Danske, som hos Jøder,
Guds Herligheds Haab!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Og Hadbet , med den Lille
I Bethlehems By,
Opvoxer i det Stille
Til Herren i Sky!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Saa iler da til Graven,
Den hellige Grav,
Trods Tyrken og trods Paven,
Trods hver en Krumstav!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Vorherres Grav i Daaben
Giør Dødningen glad,
I den for ham staaer aaben
Gienfødelsens Bad!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Den Grav kan Ingen lukke,
For Dør sætte Pind,
375 Hver Sjæl, som dybt vil dukke,
Den kommer derind.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Den gaaer i Graven gammel,
Den ung kommer ud,
Hos Barnet paa sin Skammel
Da sætter sig Gud!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Og Pogen paa Kiephesten:
Guds Aands Runestav,
Gud-Fader kalder Næsten,
Som Spiret han gav!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Og Faderen, Han kiendes
I Sønnen saa fiin,
Naar Vandet klart omvendes
Ved Bordet til Viin!
Det glemmes aldrig i Himlen!

I Sønnens Manddoms-Alder,
Paa Herligheds Stol,
Gud-Fader selv ham kalder
Sit Himmerigs Soel!«
Det glemmes aldrig i Himlen!

Saa lød det over Vangen,
Og Vanviddet loe
Ad Sukket og ad Sangen,
Guds Ord og Guds Tro.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Og Verdens Klogskab sagde:
»Har Ordet en Grav,
376 I Bogen den nedlagde
Sin Pillegrims-Stav.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Paa Bogen tager vare
Idag som igaar!
Da har det ingen Fare,
At Ordet opstaaer.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Saamange spidse Penne
Er saamange Spyd,
For Aander godt at gienne,
Det er deres Dyd.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Hvad føder over Vandet
Vel meer end en Nar
Et Mundsveir, intet andet:
En død Formular! «
Det glemmes aldrig i Himlen!

Saa lodes Graven aahen,
Den ændsedes ei,
Og Troen gik til Daaben
Ad Guds Mælkevei!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Og Troen med Lovsangen
Gik ind og gik ud,
Indgangen og Udgangen
Velsignede Gud.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Det var en Paaske-Morgen ,
Saa aarle i Gry,
377 Da slukdes Hjertesorgen
Hos Troen paany.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Da tændtes i Grav-Hulen
Titusinde Blus,
Og Paasken blev som Julen,
Thi Lyset var Guds!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Der fødtes med det samme
Titusinde Smaa,
Af Ordets Herrestamme,
Med Helte-Attraa.
Det glemmes aldrig i Himlen!

De bliver Kæmper stærke
Ved Bælt og ved Sund,
Da reises Korsets Mærke
Paa christelig Grund!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Og Kreds de slaaer om Graven,
Med Engle i Pagt,
Mod Tyrken og mod Paven
Staaer kiækt de paa Vagt.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Livs-Moder uden Mage
Den hellige Grav
Da kaldes alle Dage
Fra Hav og til Hav.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Lys-Moder midt i Mørke,
Med Klarhedens Haab,
378 Det er med Liv og Styrke
Den hellige Daab.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Van-Viddet kan vel drømme
Om Seier endda
Kan vade i Blodstrømme
Dertil og derfra.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Men Vanvids stærke Drømme,
De fare forbi,
Det vader i Blod-Strømme,
Men drukner deri.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Om Helgen-Blod usparet
End blev til et Hav,
Saa er dog vel forvaret
Den hellige Grav!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Der skal engang udbydes
Et Korstog bagvendt ,
Og alle Trolde frydes,
Til det er fuldendt.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Vorherre, som det lader,
Har lukket sin Dør,
Og sidder hos sin Fader
I Stilhed som før.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Men alle Helveds Porte,
De staaer paa vid Gavl,
379 De Hvide med de Sorte
Da klart trække Tavl.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Den sidste Helgen-Skare,
Med Engle i Pagt,
Da Lyset skal forsvare
Mod Mørkhedens Magt.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Det synes vel herneden
Et høit Lykkespil,
Dog lærer Evigheden,
Det gaaer, som Gud vil.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Naar Lys og Mørke strides,
Og hver tager Sit,
Det kan og forud vides,
Ei Sort bliver Hvidt .
Det glemmes aldrig i Himlen!

Og Lyset kan ei tabe,
Før Løgn bliver Sandt ,
Og Død kan Liv ei skabe,
Om ogsaa den vandt.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Og Falskhed den Ulykke
Fra Fødselen har,
Den Falsk paa Falsk maa bygge,
Som Grundigheds Nar.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Og Sandhed har den Lykke
Fra Evigheds Aar,
380 Ved Sandt paa Sandt at bygge
Sig evig den staaer!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Vorherre, skiøndt han tier,
Saa tænker han dog,
Vorherre, skiøndt han bier,
Saa kommer han dog!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Han kommer da som Lynet,
Fra Øst og til Vest,
Som Lyn i Lyn er Synet,
Og Seiren dernæst.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Thi Løgnen er en Frakker,
Han fægter med Hæl,
Og Døden er en Rakker,
Han hænger sig selv.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Ja, Løgnen er kun Avner,
Og Mørket kun Damp,
Saa Vindens Herre savner
Ei Helte til Kamp!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Naar Liv og Lys da vinder
Med Sandhed tilsidst,
Med Død og Mørke svinder
Al Løgn og al List.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Da Livet ret sig fryder,
For Døden er kvalt,
381 Det nemmer og det nyder
I Kiærlighed Alt!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Og i Guds Morgenrøde,
Alt efter sin Art,
Da straale skal og gløde
Daglyset fuldklart.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Og Korsets ægte Banner
Først ret faaer sit Ry,
Naar det Guds-Haanden danner
Af Stjerner i Sky.
Det glemmes aldrig i Himlen!

Da kalder Livets Kilde
I Kiærligheds Hav
Sig aarle selv og silde
Den hellige Grav!
Det glemmes aldrig i Himlen!

Den priser i Lovsangen
Guds Herligheds-Haab ,
Og evig er Gienklangen:
Den hellige Daab!
Det glemmes aldrig i Himlen!