Grundtvig, N. F. S. Naboths Viingaard grændsed tæt

No . 52. Naboths Viingaard .

Egen Melodi af C. Barnekow .

Naboths Viingaard grændsed tæt
Op til Kongens Have,
Var en lille frugtbar Plet
Mellem Fædres Grave,
Der han i sit Ansigts Sved,
Lykkelig ved Nøisomhed,
Aad sit Brød med Ære.

Nu han gammel var og graa,
Guld han agted ringe,
Turde paa sin Ret dog staae,
Lod sig nødig tvinge,
Kun forgjæves Kongen bød
Guld ham for hans Drue rød
Og hans Fædres Grave!

Syg af ond Begjærlighed
Efter Blomster-Støvet,
Kongen sank paa Leiet ned,
Bitterlig bedrøvet
Over Naboths Odels-Ret,
Over Savnet af den Plet
Til en Kiøkken-Have.

Det var Dronning Jesabel ,
Dristig til det Onde;
Hun, som trodsed Ret og Skjel
Til hun gik i Hunde,
170 Hun for Sengen gik at staae,
Hvor med Sorgen Akab laae
Uden Mad og Drikke.

Du er mig en herlig Drot,
Listig sagde Skarnet,
For en trodsig Undersaat
Græder du som Barnet!
Skam dig dog, staa op og spiis,
Naboths Viingaard til den Priis
Sælger dig din Dronning!

Budt blev Naboth da til Giæst
Alt som Offer-Lammet,
Kjøbte Munde ved den Fest
Vidned uforskammet:
Naboth synes gild og gjæv,
Er dog kun en gammel Ræv,
Majestæts-Forbryder!

Stenet blev den Mand saa from,
Misted Liv for Hytte,
Kongen brat med Glæde kom,
Synede sit Bytte,
Mødte paa den dyre Jord
Som et Lyn dog Herrens Ord,
Sank i Sæk og Aske!

Ja, Elias for ham stod
Med Guds Ord fuldrene:
Der, hvor Hunde Naboths Blod
Slikket har af Stene,
Der de slikke skal og dit,
Stammen din, jeg siger frit,
Rykkes op med Rode!

171

Saa Uskyldighed paa Jord
Tit endnu maa bløde,
Dyrt, det vidner dog Guds Ord,
Falskheden skal bøde;
Sandhed lever op paany,
Falskhed synker som et Bly
Evig i Afgrunden!