Grundtvig, N. F. S. Tag Bogen af den Engels Haand

Bibelen. No. 2. *)

Tag Bogen af den Engels Haand,
Der staaer saa høit begavet,
Som alt det Timeliges Aand,
Paa Jorden og paa Havet!

Saa Røsten lød til Herrens Ven
Om Skiænk af Engle-Haanden,
Saa lyder den til os igien,
Naar over os er Aanden .

Med Bogen da fra Engle-Favn
Os kiendes Raad saa fage,
Opæd du den i Herrens Navn
Alt som en Honning-Kage!

Da spaae du skal om Folkefærd,
Alt som en Seer sjunger,
Om Konger mange, fjern og nær,
Og saa om. Folke-Tunger!

Saa tag, paa Kirke-Røstens Bud,
Det er paa Vink af Aanden,
Den Kirkebog, som tækkes Gud,
Tag den af Englehaanden!

392

Og æd den op, som du kan bedst,
Paa Folke-Modersmaalet!
Da vorder du en dygtig Præst,
Som har fra Ingen stjaalet.

Da løsner sig dit Tungebaand,
Og dine Læber rødme,
Da lærer dig den Hellig-Aand
At smage Ordets Sødme.

Da spaaer du meer end selv du veed,
Om Tungemaal og Drotter,
Og om en salig Evighed,
Og ynker den som spotter.

Da paa hvert Bibelblad igien
Du spore kan Guds Finger,
Og mærker godt, at Skriftens Pen
Er gjort af Englevinger;

Thi paa dit Hjertes Tavle seer
Du Skrifttræk himmelfagre,
Og Sjælen som med Pennefier
Paa Engleviis kan flagre;

Men aldrig det dig falder ind
At søge Gad i Skriften ,
Og slaae den Røst i Veir og Vind,
Som øvede Bedriften.

At Herrens Røst fra Bogen kom,
Saa død og stum og stille,
Det lærer oplyst Christendom,
Var kun en Barnegrille,

393

Og at vi i vort eget Bryst
Har Kirke-Moderskiødet,
Det er den gamle Adams Røst,
Som laver Aand af Kiødet,

Det er den gamle Sværmer-Drøm
Paa Sommerfugle-Vinger,
Som bader sig i Luftens Strøm
Og leger med Guds Finger.

Hvor Røsten lyder , lytter du,
Ved Badet og ved Bordet ,
Og jubler: Gudskeelov, endnu
Forstummed dog ei Ordet!

I Ordets Navn du tager op
Hvad Herren faldt af Munden,
Og Aanden over Issetop
Oplyser Hjertegrunden.

Hvert Bibel-Sprog, du kalder paa,
Som Lazarus sig hæver,
For igienløst paa Jord at gaae,
Som en Forklaret svæver!

I Lovsang bryder Tungen ud:
Hos mig har Ordet hjemme,
Og takket være Guders Gud,
Som gav til det mig Stemme!

Da bliver Munden aldrig tømt,
Da rystes ei af Ærmet,
For dig har alle Skjalde drømt
Og alle Viismænd sværmet.

394

Du Gud forstaaer kun stykkeviis ,
Det nytter ei at prale,
Men derfor just, til Aandens Priis,
Er altid ny din Tale.

Det altid er den gamle Aand,
Men Ham, som aldrig graaner,
Det altid er Guds runde Haand,
Som ei sin Rigdom skaaner.

Det altid er det samme Ord ,
Guds Ord, som Kiød er blevet,
Men i dets Favn al Fylde boer,
Netop som der staaer skrevet.

Det altid er den samme Gud,
Den samme Himmel-Stige,
Det samme Bad og Giæstebud ,
Det samme Himmerige;

Men Gud, vor Gud er Alt i Alt,
Hos Ham er godt at være,
Og hvem der med Ham holder Halvt,
Har Meer ei at begiære!