No. 50.
Kong Salomon.

✂ Af Lyst til Vidskab uden Mage
Kom Giæster mange til min Gaard,
Al Verden kaldte mine Dage
Ebræer-Folkets Gyldenaar!

✂ Opblomstrende i Fredens Skygge,
Var Landet som en Rosengaard .
166 Og Alt hvad Hænder kunde bygge,
Var efter Snoren paa et Haar.

✂ Da Libanons de stolte Cedre,
For Savetand og Øxeblad
Sig maatte paa mit Vink fornedre
Til Sparreværk i Davids Stad!

✂ Paa mine Snekker over Havet
Kom hele Verdens Herlighed,
Som Stene, Sølv og Guld og Ravet,
Og Perler som de regner ned!

✂ Da over Bjerge, over Dale,
Der gik til Verdens Ende Ry
Af Herrens Huus og Kongens Sale,
Hvor Gyldenspir stak høit i Sky!

✂ Hvad Øiet saae, hvad Øret hørde,
Og hvad fra Hjertets Dyb oprandt,
Til Bogs med Kløgt og Konst jeg førde,
Et Ordsprog til hver Sandhed fandt!

✂ Dog tit mig naged i min Vælde,
Paa Lykkens Tind, i Fredens Skiød,
At magtesløs er Kraft mod Ælde,
Og Kløgten mod den bittre Død.

✂ Derhos det pinte mig saa saare,
Naar jeg paa Verdensløbet saae,
At Viismands Søn er tit en Daare,
Beleer hvad ei han kan forstaae!

✂ Da med en Taare i mit Øie,
Jeg sagde: Alt paa Jord er Tant!
Stig ned, Guds Viisdom, fra det Høie!
Forklar hvad evig bliver sandt!