Grundtvig, N. F. S. Af Lyst til Vidskab uden Mage

No. 50. Kong Salomon.

Af Lyst til Vidskab uden Mage
Kom Giæster mange til min Gaard,
Al Verden kaldte mine Dage
Ebræer-Folkets Gyldenaar!

Opblomstrende i Fredens Skygge,
Var Landet som en Rosengaard .
166 Og Alt hvad Hænder kunde bygge,
Var efter Snoren paa et Haar.

Da Libanons de stolte Cedre,
For Savetand og Øxeblad
Sig maatte paa mit Vink fornedre
Til Sparreværk i Davids Stad!

Paa mine Snekker over Havet
Kom hele Verdens Herlighed,
Som Stene, Sølv og Guld og Ravet,
Og Perler som de regner ned!

Da over Bjerge, over Dale,
Der gik til Verdens Ende Ry
Af Herrens Huus og Kongens Sale,
Hvor Gyldenspir stak høit i Sky!

Hvad Øiet saae, hvad Øret hørde,
Og hvad fra Hjertets Dyb oprandt,
Til Bogs med Kløgt og Konst jeg førde,
Et Ordsprog til hver Sandhed fandt!

Dog tit mig naged i min Vælde,
Paa Lykkens Tind, i Fredens Skiød,
At magtesløs er Kraft mod Ælde,
Og Kløgten mod den bittre Død.

Derhos det pinte mig saa saare,
Naar jeg paa Verdensløbet saae,
At Viismands Søn er tit en Daare,
Beleer hvad ei han kan forstaae!

Da med en Taare i mit Øie,
Jeg sagde: Alt paa Jord er Tant!
Stig ned, Guds Viisdom, fra det Høie!
Forklar hvad evig bliver sandt!