O Stifte af Dødsbo og Fællesbo m. v.

De Forandringer i Skiftelovens Regler, hvorpå Bestemmelserne i denne Underafdeling

gå ud, vedrøre dels Forauktioneringen af Boets Ejendele dels Afgjørelsen af de på Skiftet opstående Tvistigheder, hvortil endnu må føjes Ordningen af Retsmidlerne imod de i de underordnede Instantser trufne Afgjørelser af disse Tvistigheder samt iøvrigt imod Skifterettens Behandling af Boet.

Hvad angår Forauktioneringen af Boets Ejendele, indeholdes Reglerne herom i § 617. Herefter bliver Forauktioneringen, når Arv og Gjæld ikke er vedgået i Boet og Salgsgjenstanden er pantsat, at foretage efter de samme Regler, som i så Henseende gjælde for Konkursboer (jfr. § 633, hvorom nærmere i det Følgende), en Forskrift, der er en simpel Konsekvents af den Grundsætning, at de nævnte Boer skulle underkastes en Konkursbehandling. Når der udenfor dette Tilfælde fra et under offentlig Skiftebehandling stående Bo skal afhændes Noget ved offentlig Auktion, har Skifteretten, som selv afholder Auktionen, herved at iagttage de Regler, der gjælde, når Embedsmænd på Embedsvegne have at bortsælge Statens eller Privates Gods ved offentlig Auktion (§ 617 sidste Punktum). Med denne Bestemmelse må sammenholdes den ovenfor Side 210 ff. givne Udvikling, hvoraf det vil sees, at Kommissionen er gået ud fra den Anskuelse, at der ved den fremtidige Ordning af de Auktioner, som ikke kunne ansees for egentlige Tvangsauktioner, bør som en egen Klasse (de såkaldte nødvendige Auktioner) udsondres alle de Tilfælde, hvor Lovgivningen påbyder Bortsalg ved Auktion i samtlige Vedkommendes Interesse. Som det derhos samme Sted blev fremhævet, er der ved disse Auktioner, hvis Afholdelse er forudsat at skulle foregå under Iagttagelse af en vis, til de Interesseredes Betryggelse sigtende Fremgangsmåde og navnlig at måtte henlægges til offentlige, under embedsmæssigt Ansvar handlende Funktionærer, netop først og fremmest tænkt på de Tilfælde, i hvilke et solvent, under offentlig Skiftebehandling stående Bos Ejendele bortsælges ved Auktion.

I s§ 618—631 gives Bestemmelserne om de Former, hvorunder de på Skiftet opstående Tvistigheder blive at afgjøre, samt om Retsmidlerne. Hovedforandringen

på dette Område ligger i de nye Regler, Udkastet indeholder med Hensyn til Udstrækningen af Skifterettens dømmende Myndighed. Som bekjendt har Skifteretten efter den bestående Lovgivning ikke blot Afgjørelsen af det Spørgsmål, om Boet stal tages under offentlig Skiftebehandling eller strax overlades til privat Arvedeling eller i al Fald på et senere Tidspunkt udleveres til Arvingerne, såvelsom af alle Spørgsmål om Boets Bestyrelse, Realisationen af dets Ejendele og hvilke Foranstaltninger der i det Hele skulle træffes til dets Opgjørelse; men det tilkommer endvidere Skifteretten at afgjøre Rigtigheden af enhver Ferdring eller Påstand, der fremkommer fra Arvinger, Legatarer eller Kreditorer, hvad enten den går ud på at anerkjcndes som ligefrem Lodtager i Boet eller på at erholde Noget udbetalt eller udleveret af dette eller på i Forhold til andre Foldringer at erkjendes for fortrinsberettiget. Skifterettens Afgjørelse as det Spørgsmål, om og hvorvidt en sådan Fordring eller Påstand ved Boets Behandling bør tages til Følge, kan ske enten under Skiftebehandlingen ved en særlig Skiftedecision eller først ved den endelige Repartition. Efter Udkastet er det derimod Reglen (§ 618), at når en på offentligt Skifte anmeldt Fordring eller et der fremsat Krav med Hensyn til de under Skiftebehandling værende Midler (ved hvilket sidste Udtryk nærmest sigtes til Vindikationspåstande samt de af Arvinger eller Legatarer rejste Krav) modsiges af Nogen iblandt Boets Vedkomkommende, tilfalder det ikke Skifteretten at afgjøre Fordringens eller Påstandens Rigtighed eller Fortrinsret i Forhold til andre Fordringer, men Sagen bliver at henvise til Procedure og Påkjendelse ved den almindelige Ret (Underret eller Landsret). Denne Ordning er en naturlig Følge af, at Udkastet har gjennemført Umiddelbarhedsprincipet med Hensyn til de, omhandlede Retstvistigheder. Da det nemlig efter Umiddelbarhedsprincipet må være Hovedreglen, at Bevisspørgsmålet i en Retssag ikke kan gjøres til Gjenstand for Påanke, må Pådømmelsen af en Retstvistighed i Almindelighed, afset fra Bagatelsager, ske ved en kollegialt besat Ret. Forsåvidt Sagen ifølge §

620 stal henvises til en Landsret, behøves der altså ingen videre Forklaring af, at dens Afgjørelse unddrages Skifteretten. Derimod kunde der spørges, hvorfor Udkastet ikke i de Tilfælde, i hvilke en Sag ifølge § 620 stal afgjøres ved Underretten, har valgt at bevare den nugjældende Ordning, at Skifteretten påkjender Sagen. Foruden at det vilde tage sig besynderligt ud, at Sagens Værdi skulde medføre en sådan Forskjel i Behandlingen, må i så Henseende erindres, at Umiddelbarhedsprincipet medfører, at en Retssag i Reglen må pådømmes af den samme Ret, for hvilken Bevisførelsen ster. Hvis de omhandlede Retstvistigheder også for Fremtiden skulde påkjendes af Skifteretten, måtte altså også den hele Bevisførelse ved Vidner, Syn og skjøn og Parternes personlige Afhøring foregå for denne Ret. Dette vilde være noget fuldstændig Nyt, idet det efter den gjældende Ret er Reglen, at Bevismidlerne ikke kunne tilvejebringes ved Skifteretten, men må erhverves ved de almindelige Domstole, såledcs at kun Udskrift af det der Passerede fremlægges for Skifteretten. Der vilde derhos neppe i praktisk Henseende vindes Noget ved at henlægge de omhandlede Retssager til Skifteretten, thi deres Behandling og Påkjendelse måtte ved denne Ret foregå i alt Væsentligt efter de samme Regler som ved Underretten, og navnlig må det fremhæves, at Sagen vil kunne endes ligeså hurtigt ved Underretten. Det må endelig erindres, at de omhandlede Tvistigheder ganske have Karakteren af egentlige Processer, idet de ligefrem dreje sig om Tilværelsen og Udstrækningen af Rettigheder, der henhøre til Personernes Formue; om de fleste af de omhandlede Tvistigheder, nemlig dem, der angå Tilværelsen og Indholdet af Kreditorernes Rettigheder, gjælder det endog, at det er en ren Tilfældighed, at de ere opståede på et offentligt Skifte, og denne Omstændighed giver ikke Retstvisten nogensomhelst anden Karakter, end hvis den var opstået i Skyldnerens levende Live og blevet gjort til Gjenftand for en sædvanlig Domssag eller den havde frembudt sig til Afgjørelse efter hans Død under et privat Skifte. Det er derfor, også fra denne Side betragtet, naturligt, at Sagens Procedure

og Påkjendelse henlægges til de almindelige Domstole. Medens Skifterettens Kompetence således på dette Område er blevet betydelig begrænset, har den efter Udkastet ligesom efter den gjældende Ret at påkjende alle Spørgsmål angående Boets Overtagelse, Bestyrelse, Udlevering og Opgjørelse, hvorved nærmest sigtes til Udregningen af, hvad der efter Boets Status tilkommer enhver Vedkommende. At disse Spørgsmål påkjendes af Skifteretten og ikke henvises til almindelig Rettergang, er en naturlig Følge af den Opfattelse, at Skifteretten er en judiciel Myndighed, og analogt med, hvad der gjælder om Fogden, og medfører derhos også reelle Fordele, navnlig i Henseende til Hurtighed, som man ikke bør give Slip på. Ligesom det i principiel Henseende er følgerigtigt, at Skifteretten under overordnet Rets Censur afgjør, hvorledes den vil gå frem i Henseende til den formelle Behandling af Boet, således vilde det også være forbundet med betydelige Ulemper, om Enhver, som havde en afvigende Mening i et Boets Bestyrelse eller Opgjørelse vedrørende Spørgsmål, skulde kunne standse Boets Behandling eller dog Udførelsen af den omhandlede Foranstaltning ved at bringe Sagen ind for den almindelige Ret til Påkjendelse efter en stedfunden fuldstændig Procedure og Bevisførelse. Det er både rigtigere og hensigtsmæssigere, at det, således som nu, overlades Skifteretten efter en summarisk Forhandling imellem Parterne at tage foreløbig Bestemmelse om, hvorledes der i den omhandlede Henseende vil være at forholde, således at Boets Behandling derefter skrider frem på Grundlag af den af Skifteretten trufne Afgjørelse, idet det overlades dem, der finde sig misfornøjede med denne, at indbringe den for Landsretten, hvor da, såvidt det behøves, en fuldstændig Procedure og Bevisførelse vil kunne ske (jfr. §§ 624—625 og 629—630).

Når den Ordning, hvis Hovedtræk ovenfor ere fremstillede, sammenholdes med Skiftelovens Regler om Anmeldelsen og Prøvelsen af Fordringer på Boet (jfr. Skiftelovens §§ 37 og 38), vil det være indlysende, at der efter Lovforslaget ikke vil kunne blive Spørgsmål om, at Skifteretten således

som hidtil skulde komme til at påkjende Tvistigheder mellem Boet eller enkelte Arvinger eller Legatarer på den ene Side og Kreditorer på den anden Side. Thi, hvad enten der er udstedt Proklama eller ikke, må enhver Kreditor, fåfremt han overhovedet vil have Betaling af Boet, nødvendigvis anmelde sin Fordring for Skifteretten, og, hvis Indsigelser fremkomme, må alle Spørgsmål om Rigtigheden af de anmeldte Fordringer efter § 619 afgjøres ved almindelig Rettergang. Ligeledes må alle Vindikationspåstande, mod hvilke der på Skiftet fremkommer Indsigelse, henvises til almindelig Rettergang. En anden Sag er, at Vindifanter, da de ikke rammes af det præklusive Proklama, kunne holde sig helt borte fra Skiftet og senere søge Tingen udleveret af den eller dem, til hvem den på Skifte er bleven udlagt. Arvinger og Legatarer ere derimod ikke på samme Måde som Kreditorerne nødsagede til inden et vist Tidspunkt under Boets Behandling at anmelde for Skifteretten, hvad de fordre sig udlagt af Boet. Vel står det enhver Arving eller Legatar frit for under Skiftet at fremkomme med bestemt Påstand om, hvad han gjør Krav på, og i Mangel af Enighed vil Spørgsmålet da blive afgjort under en almindelig Retssag. Men der er ligeså lidt efter Udkastets Bestemmelser som efter den hidtil gjældende Ret Noget til Hinder for, at en Arvmg eller Legatar kan indtage en afventende Stilling og henskyde Spørgsmålet om Tilværelsen og Omfanget af sin Rel til Afgjørelse ved den endelige Repartition. Hvis enten han selv eller nogen anden derefter er misfornøjet med den ham ved Repartitionen tillagte Stilling, må Vedkommende forholde sig efter Reglerne i Skiftelovens § 50 2 det Stykke. Iovrigt sees det let, at Skifteretten også ad en anden Vej og fra et andet Synspunkt nødvendigvis til en vis Grad vil komme ind på en Bedømmelse af Spørgsmål om Arveberettigelsen. Det er nemlig Arvingernes Forhold, hvorefter det bestemmes, om offentlig Skiftebehandling overhovedet skal finde Sted, og når de ere enige, er deres Mening afgjørende med Hensyn til Boets Behandling. Idet Skifteretten nu førsi skal afgjørt, om offentlig Skiftebehandling

skal finde Sted, og senere stal tage Beslutning angående Boets Administration og Realisationen af dets Ejendele, må den nødvendigvis forud have besvaret sig det Spørgsmål, hvem der er Arvinger. Forfåvidt Skifteretten i Kraft af denne sin Kompetence må afgjøre Spørgsmålet om en Persons Arveret, kunde det muligvis ved første Dje-, kast synes synderligt, at dette Spørgsmål bagefter, hvis der opstår en egentlig Arveretstrætte i Boet, skal henvises til Procedure og Påkjendelse ved almindelig Rettergang i første Instants. Denne Vanskelighed er dog kun tilsyneladende. Det må nemlig fastholdes, at hvad Skifteretten har at afgjøre kun er, om den vil tage Boet under Behandling, og hvem den vil antage som stemmeberettigede ved Behandlingen. Herpå alene gå de omhandlede Afgjørelser ud. At Skifteretten herved må gå ud fra visse Forudsætninger om, hvem der er de virkelige Lodtagere i Boet, er ikke Andet end hvad der i mangfoldige andre Tilfælde møder ved retslige Afgjørelser; det Resultat, som antages med Hensyn til det Retsforhold, som foreligger til Påkjendelfe, må ofte bygges på Forudsætninger med Hensyn til andre Retsforhold, uden at det, der således udtales om disfe, derfor kan siges at være „kjendt for Ret” (res judicata) jfr. Nellemanns Procesmåde S. 805. Det må altså fastholdes, at Skifteretten ved fine Beslutninger om Boets Overtagelse og Administration ikke afgjør selve Hovedspørgsmålet om Nogens Arveret, og der er derfor intet Unaturligt i, at dette Spørgsmål senere forelægges for en Domstol. At Domstolen muligvis vil komme til et helt andet Resultat end det af Skifteretten forudsætningsvis antagne, vil ikke kunne findes stedende, og det såmeget mindre som Skifteretten ved de omhandlede Afgjørelfer ikke fordrer noget egentligt Bevis, men går efter Sandsynligheder, jfr. således Skiftelovens § 71. Overhovedet er det, at der under et Skifte kan komme til at føreligge tvende i modsat Retning gående Besvarelser af Spørgsmålet om en Persons Arveret, Noget, der efter don gjældende Ret kan forekomme i ligeså stor Udstrækning som efter Udkastet; efter den

bestående Ret ville begge Afgjørelser endog kunne udgå fra een og samme Skifteforvalter. Der er nemlig Intet til Hinder for, at en Skifteforvalter foreløbig antager en Person som stemmeberettiget ved Boets Behandling og dog senere ved Decision eller ved Repartitionen frakjender ham al Ret som Arving eller Kreditor (jfr. Skiftelovens § 19). På lignende Måde vil Forholdet kunne stille sig ved Behandlingen af et Konkursbo (jfr. Konkurelovens § 61).

Efter disse almindelige Bemærkninger skal endnu med Henfyn til de enkelte Paragrafer fremhæves Fslgende:

Når en på offentlig Skifte anmeldt Fovdring eller et der fremsat Krav med Hensyn til de under Skiftebehandling værende Midler modsigcs af Nogen af Boets Vedkommende og det ikke lykkes at tilvejebringe Forlig, afgjør Skifteretten, om pågjældende Påstand skial bestrides af Boet, hvilket Sidste også kan besluttes af Skifteretten, når denne på Embedsvegne finder at burde modsætte sig Påstanden, eller om Boet ikke skal op. træde som Part, men overlade Vedkommende selv at udføre Tvisten. Det Afgjørende bør herved være, om den fremsatte Fordring eller Påstand er rettet mod Boet som sådant og altså, hvis den tages tilfølge, vil falde selve Boet til Last. Hvis dette er Tilfældet, bør den i Regelen bestrides af Boet, dersom der er Rimelighed for, at dette kan vinde Sagen, og denne i det Hele er af en sådan Beskaffenhed, at en fornuftig Mand under de foreliggende Omstændigheder vilde lade det komme til Proces. Det bør da ikke komme i Betragtning, om nogle af de i Boet Interesserede sinde for godt at afgive et ligefremt Samtykke til, at Fordringen, forsåvidt den kan falde dem til Last, må ansees for gyldig. Ved en fådan vilkårlig Indlemmelse bør de ikke kunne tvinge de øvrige Interesserede til på egen Regning at føre Proces. Er Påstanden derimod ikke rettet mod Boet, men imod en eller flere enkelte Interesserede f. Gx. når en Legatar påstår Udbetaling af et en enkelt Arving pålagt Legat, bør denne Arving, hvis han vil bestride Påstanden, selv udføre Tvisten. Ligesålidt kan der være Tale om at

procedere for Boets Regning, når der, efterår Skifteretten i Henbold til Intestatarvingernes Begjæring har overtaget Boet, senere fremkommer et Testament, som aldeles udelukker Intestatarvingerne. og der derefter opstår Tvist mellem disse og de testamentariske Arvinger om Testamentets Gyldighed. Her må begge Parter foreløbig procedere for egen Regning.

Når en Påstand eller Fordring er at anse som modsagt fra Boets Side, har Skifteretten snarest muligt herom at underrette den, der har fremsat Påstanden eller anmeldt Fordringen, samt tilkjendegive ham, at han må forfølge sit Krav ved sædvanlig Rettergang mod Boet. Hvis han da ikke inden 4 Uger foretager de fornødne Skridt i så Henseende (Indkaldelse til Forligskommissionen eller Meddelelse af Klageskrift), bliver Boet at opgjøre, som om Påstanden ikke var bleven fremsat, eller Fordringen ikke var bleuen anmeldt (§ 619 første Stykke). Hvis den Pågjældende er en Kreditor, og der har været udstedt Proklama, medfører denne Regel altså, at han har tabt sin Ret. I andre Tilfælde (altså når Talen er om Arvinger, Legatarer og Vindikanter samt endelig i Tilfælde af, at intet Proklama er udstedt, Kreditorer), miste de Pågjældende derimod ikke endeligt deres Ret; der tages kun intet Hensyn til dem ved Boets Opgjørelse, men det står dem frit for efter Skiftets Slutning at gjøre deres Ret gjældende mod Arvingerne eller mod dem, der have oppebåret det, hvorpå de mene at have Krav. Da de Pågjældende nemlig i disse Tilfælde havde havt det i deres Magt slet ikke at melde sig i Boet og dog at bevare deres Ret ubeskåret, synes der ingen Anledning at være til at tillægge deres ganske frivillige Anmeldelse den Virkning, at de skulle være Pligtige under deres Rettigheders Fortabelse at forfølge den videre. Overlades det derimod til den, som modsiger Fordringen eller Påstanden, selv at udføre Tvisten, har Skifteretten at tilkjendegive ham, at han inden 4 Uger har at foretage de fornødne Skridt til Anlæg af Retssag imod den, som har anmeldt Fordringen eller nedlagt Påstanden; i modsat Fald tages der ved

Boets Opgjørelse intet Hensyn til hans Indsigelse (§ 619). Om Følgen heraf bliver, at han har tabt al Ret, eller om han senere kan gjøre noget Krav gjældende mod den, der har fået sin Fordring eller Påstand opfyldt ved Boets Opgjørelse, må bero på Omstændighederne.

I § 619 sidste Stykke fastsættes, at såfremt Parter, mellem hvilke en Tvist på Skiftet er opftået, ville overlade Spørgsmaalets Afgjørelse til Skifteretten, er denne, når ingen Beuieførelse ved Vidner, Syn eller Parternes egen Forklaring behøves, pligtig at afsige en Kjendelse, ved hvilken da Spørgsmålet er afgjort på samme Måde som ved Voldgift. Hensigten med denne Regel er at muligajøre en hurtigere og billigere Tilendebringelse af Retslrætter, som opstå på Skiflet, end der kan opnåes ad den almindelige Retsforfølgnings Nej. Netop af denne Grund er det anset for rettest at tillægge Skifterettens Afgjørelfe samme Betydning som en Voldgiftskendelse, hvoraf følger, at der ikke ad Rettens Vej kan opnåes nogen Forandring af Kjendelsens Indhold. Da det, som allerede anført, er en Forudsætning for Anvendelsen af den nævnte Afgjørelsesmåde, at begge Parter ere enige om at gå denne Vej, skjønnes der ikke at kunne være nogensomhelst Betænkelighed ved Udkastets Regel, der i Virkeligheden kun forså vidt indeholder noget Nyt, som den gjør det til Pligt for Skifteretten at overtage Voldgiftshvervet.

Ifølge § 620 anlægges de i § 619 omhandlede Retssager på det Sted, hvor Boet behandles, enten for Underretten eller for den Landsret, under hvilken vedkommende Skifteret staar, hvis Sagen ifelge dens Gjenstand henhører under Landsret. Forsåvidt Sagen herefter går til Underretten, vil Dommeren ganske vist i Neglen være den samme Mand, der som Stifteforvalter behandler vedkommende Bo; men ifølge den almindelige Regel i § 33 sidste Stykke vil denne Omstændighed i og for sig ikke gjøre Dommeren inhabil. I § 620 sidste Stykke er der opstillet en Undtagelse fra Paragrafens Hovedregel, idet man har ment, at det, hvor en Fordring bestrides af Boet, altid burde stå dettes Modpart åbent at anlægge

Sagen ved Underretten uden Henfyn til dens Gjenstand, hvis han måtte ønske Sådant. Denne Ordning hænger sammen med Bestemmelsen i § 8 om, at Parterne, når de ere enige, retsgyldige« kunne lade enhver Sag behandle ved Underretterne, selv om den efter de almindelige Regler ikke henhører under disse. Det Særegne ved Reglen i § 620 bliver herefter kun, at der ikke behøves noget Samtykke fra Boets Side, hvilket vistnok vil findes naturligt. Derimod er der formentlig ikke Grund til at tillægge Boet en tilsvarende Ret. Boet er i disse Sager, som iøvrigt behandles efter de almindelige Regler (§ 622), selv at anse som Modpart, hvorfor Klageskriftet lyder på det og forkyndes for Skifterelten på dels Vegne; Skifteretten har at sørge for, at Boet under Retssagen repræsenteres på behørig Måde (§621).

Imod de Domme, der afsiges i Retstvistigheder, som opstå under offentligt Skifte, kunne de almindelige Retsmidler anvendes (§ 623). Skifteretten afgjør, hvorledes der, medens Påanken står på, bliver at forholde med Boets Behandling, for at den Påankendes Ret ikke skal føregribes; dog skal han, dersom der er hengået en Frist af 4 Uger fra Dommens Afsigelse, uden at Påanke er iværksat, fortsætte Skiftets Behandling på Grundlag af Dommen. Det er altså også her Udkastets Hovedregel, at Dommen ikke kan lægges til Grund for Skiftets videre Behandling, førend den ved den almindelige Påankefrists Udløb er blevet endelig. Imidlertid vilde det medføre Ulemper og lede til en aldeles urimelig Forhaling, om hele Boets Behandling og Opgjørelse skulde standse, indtil en sådan Påankefrist var udløbet; det må være tilstrækkeligt, at Boets Behandling, så længe Påankefriften ikke er udløbet, kun fremmes på en sådan Måde, at Vedkommendes Ret ikke føregribes. Dersom Dommen skulde blive forandret eller annulleret ved Retsmidlers Anvendelse efter Udløbet af den almindelige Frist, har Skifteretten at tage behørigt Hensyn hertil ved Boets videre Behandling, og i fornødent Fald ved Omgjørelse af det Foretagne, hvis Skiftet ikke endnu er sluttet, hvorimod enhver Forandring efter denne

Tid må søges iværksat ved Påanke af Repartitionen.

Hvad angår Retsmidlers Anvendelse imod de Afgjørelser, som det er Skifteretten forbeholdt at træffe, går Lovforslaget ud fra, at Kjendelser eller Beslutninger, som forefalde under Boets Behandling, udenfor de i §626 angivne Tilfælde, i hvilke Retsmidlers Anvlndelse er ganske udelukket, strar særskilt bor funne indbringes til højere Rets Prøvelse Dog bliver Boets Behandling, uagtet sådan Anke iværksættes, ikke at standse; men Skifteretten har kun at drage Omsorg for, at den Ankendcs Ret ikke derved foregribes (§ 624). For så meget som muligt at undgå Forhaling af Boets Tilendebringelse har Udkastet derhos anvist Besværing som det Retsmiddel, hvorigjennem denne sårskilte Indankning skal iværksættes, en Regel, der neppe vil findes at srembyde nogen Betænkelighed, når hensees til, at det, som Følge af den i § 619 fastsatte Begrænsning af Skifterettens Kompetence, her kun drejer sig om Afgsørelser af processuelle Spørgsmål. Besværing er imidlertid ikke den eneste Vej, ad hvilken de under Boets Behandling forefaldende Kendelser eller Beslutninger kunne angribes; men den, der er misfornøiet med disse Afgjørelser, kan også, om han vil, afvente Skiftets Slutning og derefter i Forbindelse med den tilendebragte Skiftebehandling indbringe dem for bøjere Ret, dog at han i saa Fald er henvist til at gjøre sin Klage gjældende gjennem egentlig Påanke (§ 625). Da det nemlig selv efter det nye System vil kunne blive Tilfældet, at Skifterepartitionen indeholder Afgjørelser af Spørgsmål angående Tilværelsen og Omfanget af Arvingers og Legatarers Rettigheder, og en Sondring efter Ankegrundens forskjellige Beskaffenhed neppe vilde være hensigtsmæssig, har man ,anset det for rettest, at alle Anker over del! tilendebragte Skiftebehandling henvises til den almindelige Påankeform, så meget mere som der, når først Skiftet er sluttet, ikke er Grund til at lægge synderlig Vægt på Hurtighedshensynet. Forsåvidt der efter det Anførte er givet den, som er utilfreds med en under Boets Behandling truffen Afgjørelse, Valget imellem strar særskilt

at indbringe denne til højere Rets Prøvelse eller ved Skiftets Slutning at påanke den i Forbindelse med Repartitionen, skal endnu bemærkes, at ligesom dette vistnok er fremmende med den gjældende Net, således turde det også i og for sig være en hensigtsmæssig Ordning. Thi når det holdes Vedkommende åbent også efter Skiftets Slutning at kunne indbringe fin Anke for overordnet Ret, tor det vistnok antages, at den, som har Anker af blot formel Natur, ikke sjælden vil udsætte disses Forfslgning til Skiftets Slutning og, når han ved den endelige Repartition finder sig i det Væsentlige tilfreds med Skiftebehandlingens Resultat, ganske vil undlade at gjøre dem gjældende.

Hvad angår Tiden for Retsmidlernes Anvendelse, gives der i §§ 624—625 Forskrifter, som både med Hensyn til de ordentlige Retsmiddelfrister og Oprejsningsfristerne stemme med de tilsvarende Regler for Domssagers Vedkommende.

I § 626 opregnes en Række af Tilfælde, med Hensyn til hvilke man har anset det for rettest at udelukke Retsmidlers Anvendelse og således gjøre Skifterettens Beslutninger endelige og uangribelige. De Beslutninger af Skifteretten, som gå ind under denne Regel ere:

1) Bestemmelser, hvorved Skifteretten tilsidefætter en Værges Erklæring om at ville vedgå Arv og Gjæld på en umyndig eller fraværende Arvings Vegne (Skiftelovens § 16);

2) Afgjørelser af det Spørgsmål, om Fordringshavere, hvis Krav endnu ikke ere erkjendte, skulle stedes til Stemmcgivning i Skiftesamlingerne (Skiftelovens § 19);

3) Bestemmelser om Skiftesamlingers Afholdelse (Skiftelovens § 23);

4) Bestemmelser, hvorved Skifteretten nægter at godkjende den af en Værge ved Stemmegiuning i Boet på Myndlingens Vegne afgivne Erklæring (Skiftelovens §§ 24 og 51);

5) Bestemmelser af Skifteretten, som gå ud på, at Boets Ejendele skulle sælges underhånden (Skiftelovens § 27);

6) Bestemmelser om Inkassators Sikkerhedsstillelse (Skiftelovens § 30);

7) Afgjørelser af Spørgsmål angående Beskikkelsen af en Kurator for Boet (Skiftelovens § 32);

8) Skifterettens Godkjendelse af en Værges Begjæring om, at der skal gives den Umyndige Udlæg efter Vurdering for hans Arvelod (Skiftelovens § 47);

9) Afgjørelser af det Spørgsmål, om et Bo i Henhold til Skiftelovens § 75 kan udleveres Arvingerne til videre Behandling og Deling;

10) Afgjørelser af det Spørgsmål, om anmeldte Fordringer eller nedlagte Påstande, der modsiges af Nogen iblandt Boets Vedkommende, skulle bestrides af selve Boet, eller om dette ikke skal optræde som Part (Udkastets § 618). De Hensyn, der have ført til at føreslå Retsmidlers Udelukkelse i ovenanførte Tilfælde, ere af lignende Beskaffenhed som de, på hvilke den tilsvarende Regel i Konkurslovens § 137 er bygget. Det drejer sig i alle de nævnte Tilfælde om en Afgjørelse af væsentlig administrativ Karakter, som beror på et skjøn, der forudsætter nøje Kjendstab til Boets Forhold eller til Personer og andre individuelle Omstændigheder, og som derfor ikke hensigtsmæssigt kan henlægges til den overordnede Net. Reglen i § 627 er en ligefrem Anvendelse af Udkastets almindelige Grundsætning med Hensyn til Gyldigheden af Afkald på Retsmidlers Anvendelse.

Hvorledes der skal forholdes med Hensyn til den nærmere Fremgangsmåde ved Påankes og Besværings Iværksættelse samt Sagens Behandling i den overordnede Instants, omhandles i §§ 628—630, der i alt Væsentligt stemme med de i 7de Afsnits første Hovedafdeling Kapitel V. givne Regler om Fogedforretninger.

Påanke fra Landsretten til Højesteret i de heromhandledc Tilfælde finder i Reglen ikke Sted (§ 631). Dog har man ment, at Adgangen til sådan Påanke ikke helt burde være udelukket, navnlig fordi Repartitionen — som allerede tidligere berørt — undertiden vil indeholde Afgjørelser af Spørgs-

mål, der, såfremt Tvist herom var opstået på Skiftet, ifølge §§ 619 og 623 vilde have været at indbringe for Landsretten som første Instants og Hsjesteret som Påankcinstants, Ifølge § 631 kan derfor Højesterets Formand i Forbindelse med to af ham tiltagne Medlemmer af Retten, ligesom det er foreskrevet med Hensyn til de i første Instants ved Underretten påkjendte Domssager (§354 i sidste Stykke), tillade, at Sagen undtagelsesvis indbringes for Højesteret. Hvad angår Besværing, fastsætter §631 sidste Stykke i Overensstemmelse mcd Udkastets almindelige Grundsætning, at Landsrettens Afgjørelse i Anledning af Besværing ikke er Gjenstand for yderligere Besværing til Højesteret.