Om Tvangsauktion.

Forinden der gåes over til at omtale de enkelte Underafdelinger i dette Kapitel, vil det være hensigtsmæssigt at fremstille det Hovedprincip, der ligger til Grund for Udkastets Regler om Tvangsauktion, og de Hovedforandringer i de gjældende Regler, som Gjennemførelsen af dette Princip har ledet til at føreslå.

Efter den gjældende Lovgivning er det Reglen, at hver enkelt Fordringshaver, som vil søge Fyldestgjørelse gjennem Tvangsauktion, afholder Auktionen udelukkende på sine egne Vegne, således at andre Udlægshavere og Panthavere, der ere berettigede til Fyldestgjørelse af samme Ting, selv om deres Fordringer ere i Exekutionsstand, hverken ere berettigede eller forpligtede til at deltage i Forfølgningen. Denne Ordning er i flere Henseender uheldig og må vistnok siges hverken at fyldestgjøre den realiserende Udlægshavers eller de øvrige til Deltagelse i Kjøbesummen Berettigedes Interesser, hvilket navnlig viser sig ved Tvangsauktioner over faste Ejendomme.

Betragtes Sagen først fra de øvrige Berettigedes Standpunkt, da må det vel indrømmes, at Tvangsauktionen faktisk ofte leder til Fyldestgjørelse ikke blot af Rekvirentens Fordring, men af alle de Retskrav, som ikke efter Auktionens Udfald tilintetgjøres, forsåvidt de pågjældende Fordringshavere ikke give deres Samtykke til, at deres Kapitaler forblive indestående i Ejendommen; men fra et retligt Synspunkt må det betragtes som en Tilfældighed, om Tvangsauktionen fører til, at andre Fordringshavere end Rekvirenten blive fyldestgjorte. For det Første kan Rekvirenten, som selv er Herre over sin Retsforfølgning, standse den, når han vil; ja selv, efterat der

er givet Hammerslag, kan han, idetmindste med Rekvisiti Samtykke, blive enig med Kjøberen om, at det hele Salg skal gå tilbage, uden at andre Pant- og Udlægshavere kunne gjøre nogen Indsigelse herimod. Ej heller kunne disse fordre, at det ved Auktionsvilkårene skal pålægges Kjøberen at stille Sikkerhed for den Del af Kjøbesummen, som tilkommer dem*), og hvis han ikke betaler dem, så at Retsforfølgning bliver nødvendig, må Enhver af dem gjennemgå alle Retsforfølgningens Trin — Dom eller Forlig, Udlæg og Tvangsauktion —, og Ingen af dem kan bortsælge Ejendommen i Henhold til det Rekvirenten givne Udlæg. Imod denne Ordning frembyder der sig strax den Indvending, at Omkostningerne som en Følge af disse forskellige, af hinanden uafhængige Retsforfølgninger løbe op til et langt større Beløb, end hvis der kun blev afholdt een Auktion til alle Vedkommendes Fyldestgjørelse. Der er dernæst en Mulighed for, at Ejendommen omtrent samtidig kan blive stillet til Auktion af forskjellige Udlægshavere, idet enhver Fordringshaver, som antager, at den af en Anden indledede Retsforfølgning ikke vil føre til Fyldestgjørelfe af hans Fordring, vil have Grund til at påskynde sin egen Forfølgning så meget som muligt; men det er indlysende, at et sådant Forhold, hvorefter flere Udlægshavere samtidigt tillyse Auktioner over den samme Ejendom, må forvirre de Lysthavende og afskrække dem fra at byde, ligesom det også let kan fremkalde Processer imellem de Forfølgende indbyrdes. I det Hele bliver Retsforholdet under disse Omstændigheder af en unødvendig indviklet Karakter, og vort Retsliv frembyder vistnok også Exempler på, at der, når flere Panthavere på een Gang ere skredne til Tvangsauktion, er opstået Retsspørgsmål, hvis rette Løsning har været meget vanskelig. Det Princip, at Tvangssalget alene sigter til at skaffe den realiserende Udlægshaver Fyldestgjørelse, er også i en an-

*) En anden Sag er, at de kunne nægte at give
Kjøberen nogensomhelst Henstand, medmindre h«n
også stiller dem Sikkerhed.

den Retning forbundet med Ulempe, idet det har medført, at den realiserende Udlægshavers Auktion ikke i alle Henseender foregår med behørigt Hensyn til de øvrige Interessernes Tarv. Auktionsvilkårene affattes af Rekvirenten, og der gives ikke de øvrige i Ejendommen Interesserede, for hvilke Auktionen med Hensyn til sit Udfald er bindende, nogen Lejlighed til at indvirke på deres Indhold. På denne Måde fremkommr der i Reglen ikke Auktionsvilkår, hvorved Alles Interesser tilbørligt varetages. Vel er det ved Lovgivningen pålagt Rekvirenten at give Kredit med den Del af Kjøbesummen, son tilfalder ham, ligesom han i det Hele ikke i Vilkårene må optage usædvanlige eller trykkende Bestemmelser, som kunde indvirke stadeligt på Auktionens Udfald i det Hele; men han er ikke pligtig at sørge for, at Vilkårene affattes med den Fuldstændighed og Klarhed i alle Retninger, som betinge et heldigt Salg. I denne Henseende behøver han ikke at gå videre, end Hensynet til hans egen Interesse kræver, og hvis han føler sig sikker på, at der, hvorledes det end går, vil udkomme nok til hans egen Dækning, vil han være tilbøjelig til at tage sig Vilkårenes Affattelse så let som muligt og ikke være opfordret til særlig Bestræbelse for, at der i Vilkårene omhyggelig gjøres Rede for alle de Ejendommen vedrørende Forhold, som det må være en Kjøber af Vigtighed at komme til Kundskab om. Erfaringen har også godtgjort, at Auktionsvilkårene ved Tvangssalg af faste Ejendomme ofte lade Meget tilbage at ønske i Henseende til Fuldstændighed og Klarhed, og heri må vistnok en af Hovedgrundene søges til, at Tvangsauktioner så ofte fåe et dårligt Udfald. De sekundære Panthavere, hvis Rettigheder ved Tvangssalget kunne blive tilintetgjorte, ville ikke på Grund af sådanne Mangler ved Vilkårene kunne fåe Auktionen annulleret. Vel kunne de, når de møde på Auktionen, i Reglen bevirke, at Vilkårene affattes fuldstændigere og tydeligere, men da de ikke indkaldes til at erklære sig over Vilkårene, bliver det helt tilfældigt og hører vist også i det praktiske Liv til Sjældenhederne, at de på Auktionen fremkomme med sådanne

Påstande; til at afholde dem herfra bidrager vel også den Betragtning, at Kjøberne let blive betænkelige og forstemte, når der under selve Auktionen opstår Tvistigheder eller endog blot føretages Forandringer i Vilkårene. Særlig uheldigt er det, at der ikke i Auktionsvilkårene behøver at optages nogen Bestemmelse om, til hvem den Del af Kjøbesummen skal udbetales, som ikke medgår til Dækning af Rekvirentens Fordring. Kjøberen vil altid ønske en bestemt Tilkendegivelse om, til hvem han kan betale Kjøbesummen med den Virkning, at han derved frigjøres for sin Forpligtelse, og en Uklarhed angående dette Punkt vil kunne indvirke meget uheldigt på Auktionens Gang, især hvis Prioritetsforholdene ere indviklede og det altså er vanskeligt for Kjøberen at bedømme, hvem der er berettiget til Andel i Kjøbesummen, og hvormeget Enhver især skal have, Noget, hvorom der mellem Vedkommende ofte vil være Strid. En ikke ringe Fare for de øvrige Interesserede kan fremdeles opstå deraf, at disse ikke kunne fordre, at det pålægges Kjøberen at stille Sikkerhed for den Del af Kjøbesummen, som tilkommer dem. Frd. 11te Sept. 1833 omtaler kun, at Rekvirenten kan forlange Sikkerhed for en Del af sin Fordring, og hvis denne udgjør et i Forhold til Ejendommens Værdi ringe Beløb, f. Ex. når Ejendommen realiseres for Skatterestancer, vil en uvederhæftig Kjøber således mod en ubetydelig Sikkerhedsstillelse kunne skaffe sig Besiddelsen af en værdifuld Ejendom og gjennem en Ejendommen forringende Brug kunne gjøre sig den så indbringende som muligt i den Mellemtid, som må hengå, indtil en af de andre Interesserede kan tilendebringe sin Retsforfølgning *).

Men heller ikke den forfølgende Panteller Udlægshaver kan efter den gjældende Ret

*) Det i D. L. 5—7—8 hjemlde Retsmiddel, ved his Benyttelse en Panthaver hurtigt vilde kunne gjøre en Ende på benne Tilstand, har på Grund af Panthaverens deraf følgende Regnskabspligt og øvrige Ansnar ikke nogen stor praktist Anvendelse, og det kan derhos jo kun benyttes af en Panthaver, når Renter og Asdrug til ham udeblive.

siges at være stillet på en hans billige Krav fyldestgjørende Måde. Ligesom de øvrige i Tingen Berettigede ikke have Krav på at delagtiggjøres i Rekvirentens Forfølgning, således kan Sidstnævnte heller ikke omvendt tvinge dem til at træde op og deltage med ham i Forfølgningen. Denne Omstændighed kan ikke andet end medføre, at den forfølgende Pant- eller Udlægshaver — især når han ikke er første Prioritetshaver — bliver mindre heldigt stillet, idet han er nødt til at handle på egen Risiko, såsnart der måtte vcrre nogen Tvivl om hans Fremgangsmådes Lovlighed eller Konditionernes Forsvarlighed overfor de andre i Tingen Berettigede. Der gives intet Middel hvorved den Realiserende kan tvinge disse til at erklære sig over den af ham tilsigtede Auktion og de af ham forfattede Konditioner med den Virkning, at Indvendinger, som ej fremsættes, fortabes. Herved åbnes oste Vejen til Chikane mod den Realiserende, som i de temmelig hyppige Tilfælde, hvor en eller anden Tvivl, navnlig med Hensyn til Konditionerne, kan være tilstede, må finde sig i, at de andre i Tingen Berettigede vælge at indtage en tilbagetrukken Stilling, for bagefter at angribe hans Auktioner ved Appel til Annullation, istedetfor åbent og ligefrem strax at fremkomme med deres Grindringer, i hvilket Tilfælde Rekvirenten ofte vilde finde sig foranlediget til at rette sig efter dem for at undgå al Usikkerhed.

Endelig bemærkes endnu Følgende: Efter flere fremmede Love er det Neglen, at Auktionskjøberen skal betale hele Kjøbesummen kontant, men vor Lovgivning har i rigtig Erkjendelse af, at en sådan Fordring vilde medføre et mindre godt Udfald af Auktionen, foreskrevet, at Rekvirenten af Hensyn til de senere Prioritetshavere skal give en vis Kredit. Derimod påhviler en lige Forpligtelse ikke de øvrige Pant- og Udlægshavere og kunde, da de ikke delagtiggjøres i Retsforfølgningen og der ikke stilles dem Sikkerhed, isse heller pålægges dem. Men heraf er det en Følge, at Lovgiverens Hensigt med den hele Foranstaltning kun ufuldstændigt opnåes. Enhver af de øvrige Pant- og Udlægshavere vil nemlig kunne møde på den Forfølgendes

Auktion og erklære, at han forlanger kontant Betaling, og at han i modsat Fald strax vil stride til Retsforfølgning; herved vil han, skjønt han måske selv opnår kontant Betaling af hele sin Fordring, trykke Gjendommens Pris ned til Skade for Skyldneren og sådanne Berettigede, der skulle stå tilbage for ham selv. På denne Måde vil f. Ex, anden Prioritetshaver, når første Prioritetshaver realiserer, kunne stille sig til Skade for senere Panthavere, og hvis det er en sekundær Panthaver, der bortsælger Ejendommen, da er han, som for sit eget Vedkommende er pligtig til at give Kredit, nødt til rolig at se på, at en bedre berettiget Panthaver på hans Auktion optræder med Fordring på kontant Betaling og derved idetmindste for en Del tilintetgjør Betydningen af, at der gives Kjøberen Henstand med den Del af Kjøbesummen, som tilfalder Auktionsrekvirenten.

For at råde Bod på disse Ulemper har Udkastet efter flere fremmede Loves Exempel opstillet den Hovedregel, at der, når en fast Ejendom stilles til Tvangsauktion, stal foregå en Opgjørelse, som omfatter alle dem, der have Pant eller Udlæg i Ejendommen, uden Hensyn til, om de i Prioritet stå foran eller bagved Rekvirenten, og endvidere alle dem, der have andre tinglige Rettigheder over Ejendommen, forsåvidt disse ikke ere ældre end samtlige Pant- og Udlægshaveres Rettigheder, i hvilket Fald de kunne stå udenfor den Opgjørelse, der føregår gjennem Tvangsauktionen (se § 524 i Slutn.), hvilket Sidste navnlig gjælder om dem, der ere ejendomsberettigede med Hensyn til Tingen. De nævnte Personer ere på den ene Side berettigede, men på den anden Side også forpligtede til at deltage i Forfølgningen, der iværksættes til Alles Fyldestgjørelse, dog at de, som ere forpligtede til, uanset Ejendommens Salg, at lade deres Pantefordringer forblive indestående i den, ikke have noget Krav på Fyldestgjørelse af Auktionsudbyttet, men kun på, at deres Ret bevares (§ 520 næstsidste Stykke). Det Samme gjælder selvfølgelig om dem, der have Brugsrettigheder, Servituter eller Grundbyrder, forsåvidt disse Rettigheder efter Auktionens Udfald vedblivende kunne stå ved Magt. Ved

den således foreslåede Ordning bliver det muligt at undgå de ovenfor fremhævede Ulemper og at tage alle Vedkommendes Interesser i tilbørlig Betragtning. Auktionsvilkårene fastsættes ikke af Rekvirenten alene; han fremkommer kun med et Udkast, som da nærmere drøftes på et Møde, hvortil alle Vedkommende indkaldes, så at Enhver får Lejlighed til at varetage sit Tarv og på den anden Side også er pligtig at fremkomme med sine Indvendinger på dette Trin af Sagen (§§ 519 og 524); Uenighed om Indholdet af Vilkårene afgjøres af Fogden (§ 525 2det Stykke). Når Auktionsvilkårene ere fastsatte, kan Rekvirenten ikke længere ubetinget frafalde Forfølgningen, idet nu enhver Udlægshaver og enhver Panthaver, hvis Fordring er forfalden, kan fordre dens Fortsættelse (§ 527). Den Sikkerhedsstillelse, som affordres Kjøberen, bestemmes ikke i Forhold til Rekvirentens Fordring alene, men i Forhold til hele det Beløb, som Kjøberen er pligtig at udbetale (§ 522), og hvis Kjøberen ikke erlægger Betalingen i rette Tid, kan ikke blot Rekvirenten, men også enhver anden til Deltagelse i Kjøbesummen Berettiget, uden at han behøver at tage Dom og Udlæg, forlange Ejendommen sat til ny Auktion (§ 538). Da alle de øvrige Interesserede således ved Tvangssalget skride lige så langt frem ad Retsforfølgningens Vej som Rekvirenten, har det kunnet pålægges dem Alle at indrømme Kjøberen samme Betalingsfrist, som den, Rekvirenten for den ham tilfaldende Andel af Auktionsudbyttet må underkaste sig (§ 520 2det Stykke), ligesom det er en Selvfølge, at Auktionen med Hensyn til sit Udfald er bindende for alle de i Medfør af § 519 indkaldte Personer uden Hensyn til deres Plads i Prioritetsordenen. Fremgangsmåden ved tvungen Auktion over faste Ejendomme er efter Udkastets Regler (§§ 518—541) i Hovedtrækkene følgende. Samtidigt med, at en Udlægshaver indgiver Begjæring om Tvangsauktion, skal han til Fogden afgive Udkast til Auktionsvilkårene samt Begjæring om, at alle Interesserede må blive indkaldte til et Møde. Fogden indkalder dem derefter med 4 Ugers Varsel; dem, hvis Interesse i Tvangssalget kan sees

af Skjøde- og Pantebøgerne eller på anden Måde kommer til Fogdens Kundskab, gives der særskilt Underretning, forsåvidt de have bekjendt Bopæl inden Riget, men iøvrigt sker Indkaldelsen ved en almindelig Opfordring, som indrykkes 3 Gange i vedkommende offentlige Tidender (§ 519). I Mødet kan Enhver komme med Indsigelser mod eller Ændringsforstag til det af Rekvirenten forelagte Udkast til Auktionsvilkår; men hvis Ingen anfører Noget, ansees Alle for at vedtage, at Tvangssalget også for deres Vedkommende stal foregå i Henhold til det fremlagte Udkast til Auktionsvilkår, dog at Fogden stal påse, at Vilkårene ikke afvige fra de i §§ 520—523 givne Regler om Længden af den Frist, der stal gives med Kjøbesummens Betaling, om Størrelsen af den Sikkerhed, der kan affordres Kjøberen o. s. v., medmindre udtrykkeligt Samtykke hertil haves fra alle Vedkommende. Opståede Tvistigheder om Vilkårenes Affattelse afgjøres af Fogden (§ 525) enten strax i selve Modet, eller efter at de Vedkommende have havt Udsættelse. For at fremskynde Forfølgningen er det i § 526, jfr. § 537. fastsat, at Tvistigheder om, hvorvidt eller i hvilken Orden de Pågjældende skulle fyldestgjøres af Auktionssummen, ikke skulle forhandles eller finde deres Afgjørelse på dett Trin af Sagen, men kunne udskydes til et senere Tidspunkt, så at selve Auktionen skrider fremad uden Hensyn til dem; i sådanne Tilfælde bliver det ved Auktionsvilkårene at bestemme, at Kjøbesummen eller den omtvistede Del af samme skal indbetales til Fogden, medens Vilkårene ellers må angive de enkelte Personer, der ere berettigede til Deltagelse i Kjøbesummen. Når Auktionsvilkårene ere fastsatte, har Fogden uden yderligere Opfordring at tillyse Auktionen (§ 528). De tvende foreløbige Auktioner, som efter den gjældende Ret bidrage ikke lidet til at forhale Forfølgningen, ere efter Udkastet boltfaldne, og i Neglen skal der kun afholdes een Auktion (§ 532). Den, der har erholdt Hammerslag, skal berigtige Kjøbesummen ved Betaling enten umiddelbart til de i Vilkårene angivne Personer eller til Fogden, dersom dette måtte være bestemt i

Henhold til § 526. I sidstnævnte Tilfælde har Fogden strax at gjøre et Udkast til Auktionssummens Fordeling mellem de Vedkommende, som derpå indkaldes til et Møde (§ 537). Indkaldelsen, der sker på samme Måde som til det Møde, der afholdes til Auktionsvilkårenes Fastsættelse, skal indeholde en Bemærkning om, at Udkastet ligger til Eftersyn på Fogdens Kontor, hvor enhver Vedkommende mod spotelmæssig Betaling kan fåe en Afskrift af det. Fremkommer der i det berammede Møde ingen Indsigelse mod Fogdens Udkast, fordeles Købesummen i Overensstemmelse med dette, dog uden at herved Nogens Ret iøvrigt prækluderes, så at altså Enhver, der måtte anse sig for berettiget til den Del af Kjøbesummen, som er udbetalt til en Anden, er beføjet til i Overensstemmelse med den borgerlige Rets Regler at søge Beløbet tilbage fra den, hvem det urettelig er kommet tilgode. Fremsættes der derimod Indsigelser, og Fogden ikke kan tilvejebringe Enighed, henviser han de tvistende Parter til almindelig Rettergang; men når en gjort Indsigelse derefter ikke behørig forfølges inden 4 Uger, ansees den som ikke fremsat. Den Del af Auktionssummen, som er Gjenstand for Tvist, tilbageholdes af Fogden indtil Sagens endelige Afgjørelse (§ 537).

Ved Tvangssalget bortfalde alle de Retskrav på Tingen, til hvis Fyldestgjørelse Auktionen efter det Anførte må siges at vare føregået. Denne Retsvirkning er kun betinget af, at Kjøberen opfylder Auktionsvilkårene, men derimod kommer det ikke i Betragtning, om de Vedkommende virkelig erholde den Fyldestgjørelse, hvorpå de efter deres materielle Retsstilling have Krav, eller om dette ikke bliver Tilfældet, som en Følge af, at de ikke have givet Møde under Auktionen og gjort deres Ret gjældende. Det Anførte gjælder også om sådanne Rettigheder, hvis Tilværelse har været ubekjendt, navnlig fordi Skjøde- og Pantebøgerne ikke udviste Noget om dem. Uagtet der som en Følge heraf ikke vil udgå nogen personlig Indkaldelse til de Vedkommende, går deres tinglige Ret dog tabt, og indfinde de sig først, efterat Kjøbesummen er berigtiget og fordelt mellem dem, der have

givet Møde, have de kun personlig Regres til den, der har oppebåret deres Anpart. Det oversees ikke, at der ved denne Ordning fremkommer en hidtil ukjendt Præklusion af Rettigheder over Tingen, og det skal endogså erkjendes, at Udkastets Princip ikke med Nødvendighed kræver dette Resultat, idet Principet vel lod sig gjeunemføre, om man end indskrænkede Tvangsauktionen til at være en Opgjørelse mellem de Personer, om hvis Interesse i Ejendommen der havdes Kundskab; men da det kun er yderst sjældent, at tinglige Rettigheders Tilværelse ikke kan erfares af Skjøde- og Pantebøgerne, og da Reistab af den angivne Art altså, forsåvidt de Vedkommende ikke gjøre sig skyldige i Forsømmelse, ville blive noget ganske Usædvanligt, er det antaget, at der ikke er Grund til af Hensyn til sådanne extraordinære Tilfælde at opgive en Ordning, som iøvrigt frembyder store Fordele. Det er nemlig klart, at jo mere man sikrer Erhvervelse af Ejendommen ved Tvangsauktion, desto mere Udsigt bliver der til at fåe Ejendommen udbragt til den højeste Pris, og Trangen til at sikre Kjøberen ved at erklære alle Retskrav af den omhandlede Art for tilintetgjorte, er så meget større, som han netop ved Tvangssalg ikke har Adgang til at fåe sådan pålidelig Oplysning om Behæftelserne på Ejendommen, som han ved frivilligt Salg kan vente af Sælgeren, medens han netop ved Tvangssalg står uden en Hjemmelsmand, hos hvem han kan søge Regres for det Tab, han lider, når der viser sig at være sådanne ikke påregnede Behæftelser. Det bidrager vistnok ofte ikke lidet til at trykke Prisen på faste Ejendomme ved Tvangssalg, at Kjøberen i den omhandlede Henseende ikke har den Garanti som ved frivillige Salg. Herpå rådes der altså for en Del Bod ved den Tilintetgørelse af de omhandlede Retskrav, som indtræder efter Udkastet. Andre Love f. Ex. den genfiske Proceslov, som i dette Punkt er gået en helt anden Vej end den franske Code de procédure, gå langt videre, idet de i Modsætning til, hvad der er Reglen efter Udkastets § 524, bestemme, at ikke blot alle på Ejendommen hvilende Behæftelser, altså også de Brugsrettigheder, Servituler og Grund-

byrder, som ere ældre end alle Pant- og Udlægshaverne, men også Ejendomsrettigheder gå til Grunde ved Auktionen, når de ikke ere komne frem i Tide. Den ordonnance d’adjudication, hvormed Tvangssalget efter den genfiske Lov afsluttes, virker altså som en Art Lavhævdsdom, men en så vidtgående Regel er der ikke fundet Grund til at indføre hos os; meget vil allerede være vundet ved den Beskyttelse, Udkastet giver Auktionskjøberen.

Endnu skal som en almindelig Bemærkning tilføjes, at uagtet Udkastet selvfølgelig, også forsåvidt Tvangsauktioner angår, hviler på Forhandlingsmaximen, har dog det til Grund for Ordningen liggende Hovedprincip medført, at der, når Auktionsvilkårene ere fastsatte og Rekvirenten ikke længere ubetinget er Herre over Forfølgningen, på flere Punkter bliver Tale om en selvstændig Optræden af Fogden, hvortil der ikke findes noget Tilsvarende efter den gjældende Ret. I denne Henseende henvises til Reglen i § 525 2det Stykke, at Fogden skal drage Omsorg for, at Auktionsvilkårene affattes i Overensstemmelse med den ester Forhandlingen mellem de Interesserede trufne Afgjørelse; fremdeles til Reglen i § 526 i Slutningen, at Fogden i det der nævnte Tilfælde skal indkræve Auktionskjøbesummen, i fornødent Fald ad Rettens Vej; endvidere mærkes i den omhandlede Henseende, at han ifølge § 528, såsnart Vilkårene ere affattede, af egen Drift og uden yderligere Opfordring skal tillyse Auktionen, og hvis den bortfalder, aflyse den, samt at han ifølge § 537 skal forfatte Udkast til Kjøbesummens Fordeling mellem de Interesserede og, når Tvist opstår, sørge for dens hensigtsmæssige Frugtbargjørelse og Bevaring i Mellemtiden. Endelig mærkes Bestemmelsen i § 525 1ste Stykke (jfr. med Hensyn til Løsøre § 505), som i Modsætning til den gjældende Ret pålægger Fogden på Embedsvegne at påse, at de i §§ 520—523 i samtlige de Berettigedes Interesse givne Regler om Vilkårenes Indhold iagttages. Da Udkastets Princip nemlig er, at Indsigelser mod Auktionsvilkårene skulle komme frem i det i § 519 nævnte Møde, og at Auktionen ikke bagefter kan angribes derved, at Nogen fremkommer med sådanne

Indsigelser, vil det vistnok findes naturligt, at man ved den omhandlede Regel har søgt at sikre de Berettigede, som ikke have givet Møde efter Indkaldelsen, mod at deres Interesser ved Vilkårenes Affattelse aldeles tilsidesættes af de Mødende. Herefter bliver det også muligt for en Berettiget at indskrænke sig til blot at anmelde sin Ret på det i § 519 omhandlede Møde uden at deltage i Forhandlingen om Vilkårenes Indhold, hvorved han vil kunne undgå den Udgift, som det i Reglen vil påføre ham at lade møde ved en Fuldmægtig. Her kan som en beslægtet Regel mærkes Bestemmelsen i § 525 sidste Stykke.

Også med Hensyn til Tvangsauktioner over Losøre har Udkastet søgt at virke til, at der sker en samtlige Interesserede omfattende Opgjørelse, idet det er Reglen, at denne skal omfatte alle dem, der ikke kunne modsætte sig Salget, men have Ret til Andel i Auklionsudbyttet (§§ 509 og 510). Det er derimod Ikke anset Nødvendigt eller hensigtsmæssigt her at gjennemføre Principet i dets hele Strenghed. Det hører til Sjældenhederne, at Flere som Pant- eller Udlægshavere ere berettigede med Hensyn til samme rørlige Ting, medens dette så at sige er Reglen ved faste Ejendomme. Det kan derfor ikke ansees for at være af samme Vigtighed ved Løsøre som ved faste Ejendomme at gjennemføre Grundsætningen om, at alle i Tingenes Salg Interesserede skulle inddrages under Opgjørelsen. Udkastet har derfor indskrænket sig til i § 509 at bestemme, at det afgjøres efter de hidtil gjældende Retsregler, om Panthavere kunne modsætte sig vedkommende Gjenstandes Realisation. Hvis dette er Tilfældet, bevarer vedkommende Panthaver altså sin Panteret, om Salg end måtte være sket. Om Udlægshavere hedder det derimod, at de ingensinde ere berettigede til at modsætte sig, at ældre eller yngre Udlægshavere i samme Løsøre skride til Tvangsauktion (§ 509), og at Auktionen, når den er lovlig afholdt, med Hensyn til sit Udfald er bindende for dem (§ 510). Deres lovlige Ret over det udlagte Løsøre bortfalder således ved Tvangssalget og går over til at blive et Krav på Andel i Kjøbe-

summen, om hvilket Krav der gjælder lignende Regler som, hvis Talen var om en fast Ejendom. Den tinglige Rets Bortfalden er ikke afhængig af, at de Pågjældende virkelig komme til at oppebære den dem tilkommende Del as Auktionssummen, og finder altså Sted, selv om nogen Udlægshaver måtte være bleven forbigået ved Auktionssummens Fordeling, Noget, som iøvrigt efter Indholdet af §§ 512 og 513 sjælden vil førekomme. Der er vel ikke føreskrevet i disse Paragrafer, at der skal ske en almindelig Indkaldelse af alle de Interesserede, men Fogden skal dog, forinden Auktionssummen fordeles, meddele særskilt Underretning ikke blot til Enhver, som for ham har anmeldt Krav på Deltagelse i det ved Auktionen Indkomne, men også til Enhver, hvis Interesse enten kan sees af Skjøde- og Pantebøgerne eller bringes i Erfaring på anden Måde, såsom ved Skyldnerens Forklaring. Det vil således vistnok komme til at høre til de meget store Sjældenheder, at en virkelig Berettiget skulde blive forbigået, og- der er formentlig ikke nogen Anledning til af Hensyn til sådanne usædvanlige Tilfælde at føreskrive, at der ved Tvangsauktioner over Løsøre altid skal ske en almindelig Indkaldelse, såmeget mindre som denne just i Tilfælde af den omhandlede exceptionelle Karakter neppe vilde fyldestgjøre Øjemedet. Hvad der er sagt om Udlægshavere, gjælder også om sådanne Panthavere, som ikke kunne modsætte sig Salget af det Udlagte.

Ved Tvangsauktioner over Løsøre behøver der ikke at iagttages en så omstændelig Fremgangsmåde som ved faste Ejendomme. Det vilde også være meget uheldigt, om enhver Exekution i rørligt Gods skulde kræve så mange og langvarige Former og dermed i Forbindelse stående Omkostninger. Navnlig er det ikke anset for nødvendigt, at de Interesserede indkaldes til et Møde i Anledning af Vilkårenes Fastsættelse, idet Enhver må være tilfreds, når kun den almindelige i Lovgivningen føreskrevne Fremgangsmåde følges. Først når Auktionsudbyttet skal fordeles, må der også ved Løsøreauktioner ske en Indkaldelse af dem, der hos Fogden have anmeldt Krav på Deltagelse i det ved Auktionen Indkomne

eller af skjøde- og Pantebøgerne kunne sees at have sådant Krav (§ 513), og der iagttages da en lignende Omgang som den, der finder Sted med Hensyn til Kjøbesummen for en ved Tvangsauktion bortsolgt fast Ejendom. Da Udlæg til Forauktionering hos os væsentlig har udviklet sig gjennem Praxis og Lovgivningen kun lejlighedsvis har grebet ind og givet Regler om dette Forhold, er det naturligt, at den gjældende Rets Bestemmelser om Fremgangsmåden ved Tvangsauktioner på flere Punkter ere ufuldstændige. Der er således ikke givet bestemte Regler om, hvorledes Auktionen skal bekjendtgjøres, eller om, i hvilken Udstrækning og under hvilke Betingelser Rekvirenten ved Løsøreauktionen skal give Kredit. Udkastet, som har gjort den hele Materie til Gjenstand for en systematisk Behandling, har selvfølgelig søgt at undgå sådanne Ufuldstændigheder og navnlig også givet bestemte Forskrifter om Auktionens Bekjendtgjørelse og om den Kredit, der ved Løsøreauktioner skal gives.

Medens det i Lovforslaget er forudsat, at Tvangsauktion vedbliver at være en judiciel Handling og derfor er henlagt til Retsbetjentene (Fogden, Skifteretten), har Kommissionen betragtet Spørgsmålet om, hvorledes Auktionsvæsenet iøvrigt skulde ordnes i det Enkelte, som liggende udenfor dens Opgave. Men der må gjøres et Par Bemærkninger om dette Spørgsmål i dets Almindelighed. Når man betragter de Tilfælde, i hvilke der udenfor den egentlige Tvangsauktion bliver Spørgsmål om offentlig Auktion, må der vistnok gjøres en Adskillelse mellem de Auktioner, som man i Systemerne har betegnet som nødvendige, og de egentlig frivillige. Den såkaldte nødvendige Auktion finder Sted, hvor Lovgivningen befaler Bortsalg på denne Måde i samtlige Interesseredes Interesse, medens Auktionen kan betegnes som egentlig frivillig, hvor den private Rekvirent er fuldkommen rådig over Forholdet, således at han kan sælge underhånden lige såvel som ved Auktion. Det følger endvidere af den nævnte Adskillelses Natur og Hensigt, at medens det

Offentlige ved den nødvendige Auktion må fordre iagttaget en vis Fremgangsmåde, sigtende til at betrygge de Interesserede f. Ex. med Hensyn til Bekjendtgjørelsesmåde, Auktionssted osv., må det ved den egentligt frivillige Auktion være den private Rekvirent fuldkommen tilladt at indrette Auktionens Afholdelse, som han vil, da det Offentlige ingensomhelst Interesse har at påse herved og Følgerne af uhensigtsmæssig Fremgangsmåde alene ramme ham selv. Ved nødvendige Auktioner i heromhandlede Betydning af Ordet, tænkes navnlig på de Auktioner, hvorved et solvent, under offentlig Skiftebehandling stående Bos Effekter bortsælges, thi idet dette Salg iværksættes af Skifteretten i samtlige nærværende og fraværende, myndige og umyndige Arvingers Interesse, er det tillige givet, at der ikke kan gåes vilkårligt frem ved Salget, men at de Regler, som af Lovgivningen ansees nødvendige for at betrygge Auktionens Udfald, ikke må tilsidesættes, fremdeles på de Auktioner, ved hvilke strandet Gods og Hittegods bortsælges, eller de Auktioner, ved hvilke prisdømt Gods eller overhovedet konfiskerede Ting realiseres, jfr. Nellemann Læren om Exekution og Auktion S. 239—40. I Modsætning til sådanne Tilfælde stå de, hvor det Offentlige ingen Interesse har at påse ved Auktionens Foretagelse, og hvor der altså optræder en privat Rekvirent, der helt og holdent er rådig over Forholdet, og som forsåvidt slet ikke behøver at sælge ved Anktion, men gjerne kunde sælge underhånden og på hvilke Vilkår han selv vil. Om det nu end må antages, at de sidstnævnte egentlig frivillige Auktioner kunne og bør tages ud af de offentlige Embedsmænds Hænder, og medens det kan være Gjenstand for forskjellige Meninger, om der er tilstrækkelig Grund til at udøve anden Kontrol med dem, end der måtte nødvendiggjøres af fiskale Grunde, forsåvidt som der skal betales Auktionsgebyr, og om der altså behøves nogen Kontrol med dem, hvis Statskassen vil give Afkald på dette, stiller Sagen sig anderledes med de ovenfor nævnte Auktioner, som for Kortheds Skyld kunne kaldes de nødvendige. Da deres Afholdelse vedrører Interesser, som det Offentlige skal og må varetage, vil det ikke være rigtigt

at betro dem i mere eller mindre kontrollerede Privatmænds Hænder, men det bør vistnok fremdeles være Regel, at fornævnte Auktioner skulle afholdes af offentlige Embedsmænd og under embedsmæssigt Ansvar. Derimod er der neppe nogen Grund til at fastholde deres nuværende Egenskab som judicielle Foretagender. Ligeså klart som det er, at den egentlige Tvangsauktion, der i sig er en Retsforfølgning, ikke mindre end Udlæg og Konkursbehandling må være et judicielt Foretagende og foregå i processuelle Former under Adgang til Retsmidlers Anvendelse mod den, lige så indlysende synes det at være, at de her omhandlede såkaldte nødvendige Auktioner i deres Væsen ikke ere andet end Forvaltningsakter, hvorved det Offentlige drager Omsorg for og varetager Ubekjendtes, Fraværendes eller Umyndiges Interesser, men der er i Virkeligheden ikke mere judicielt heri end f. Ex. i den Formyndervirksomhed, i Kraft af hvilken det Offentlige bestyrer Umyndiges Gods eller offentlige Stiftelsers Formue. Til hvilke Embedsmænd man vil henvise de såkaldte nødvendige Auktioner, er forøvrigt af mindre Vigtighed, men det vil dog formentlig være rettest at lade dem blive hos Retsbetjentene, allerede af den Grund at disse, da de skulle besørge Tvangsauktionerne, ere fortrolige med den hele Auktionsfremgangsmåde og have Øvelse i den Art Forretninger, al den Stund de dog alligevel ikke kunne fritages aldeles for administrative Funktioner. Den Arbejdsmasse, som herved vil tilføres dem, er neppe så betydelig, at der fra denne Side betragtet kan rejses Betænkeligheder. Der existerer, som bekjendt, ikke i den nu gjældende Ret almindelige Regler for, hvorledes der skal gåes frem ved disse såkaldte nødvendige Auktioner, og navnlig ikke for den vigtigste Art af disse, nemlig Auktioner over solvente Dødsboers Effekter; kun for nogle enkelte Arter af disse Auktioner findes der speciellere, skjøndt dog ikke udtømmende Regler, f. Ex.Frd. 28de Decbr. 1836 §§ 25 og 26. Iøvrigt hviler den hele Fremgangsmåde på Praxis. Om det i den Lov om Auktionsvæsenet, der må føjes som et Supplement til de nye Rettergangslove, vilde være rigtigt at optage almindelige Regler om, hvad der af ved-

kommende Embedsmand skal iagttages ved de nødvendige Auktioners Afholdelse, må Kommissionen henstille. På den ene Side har det sine Fordele for den administrative Ordens og Ensartetheds Skyld at have almindelige Regler, men på den anden Side er det ikke muligt at undgå, at der må være en vis Frihed for den auktionsforvaltende Embedsmand til at tage Hensyn til lokale Vaner og Anskuelser med Hensyn til Bekjendtgjørelsesmåde, Auktionstid, Kreditfrist osv, ligesom også nogen Forskjel i Fremgangsmåden fornuftigvis må følge af Auktionsgjenstandens større eller mindre Værdi. Hvad de i egentlig Forstand frivillige Auktioner angår, må man vistnok være enig om, at der ikke er nogen Nødvendighed for at lade dem blive i Embedsmændenes Hænder. Men om man skal give dem aldeles fri, således at Enhver kan afholde frivillig Auktion over eget eller Andres ham til dette Øiemed betroede Gods, eller man skal gjøre deres Afholdelse til en kontrolleret Næringsvej, som kun kan udøves af de Personer, hvem Sådant tillades, og imod at de underkaste sig et vist Polititilsyn, henstiller Kommissionen ligeledes til Overvejelse. Fra Rettergangsordningens Synspunkt er det uden Interesse, om det ene eller det andet Alternativ vælges.