Om Udeblivelser.

Med Hensyn til Udeblivelser i de til Skriftverlingens Ordning og Ledelse bestemte Retsmoder, indeholdes Lovforslagets Regel i § 164, hvorom er talt i det Foregående. Derimod skal på dette Sted ømhandles Udeblivelse af Parterne i de Netsmøder, som holdes til den mundtlige Forhandling. Herunder falder dels det til den første mundtlige Forhandling bestemte Møde dels de Netsmøder, som under Forudsætning af, at Sagen ndkræver andet Bevis end de Dokumenter, der skulle fremlægges under den første mundtlige Forhandling, behøves dels til Bevisførelsens Forberedelse dels til selve Bevisførhandlingen og den i Forbindelse med samme stedfindende Slutningsforhindling. Da Virkningerne af Partens Udeblivelse naturlig må stille sig noget forskjelligt, eftersom den finder Sted i det ene eller det andet af disse Møder, er Fremstillingen indrettet herefter.

Foreløbig bemærkes, at Udkastet ikke kjender for sildigt Møde i den nugjældende Nets Betydning, nemlig at en Part, der er udeblevet ved Sagens Påråb, men siden kommer tilstede, inden Retten hæves, ikke betragtes som udebleven. Når Parten ikke indfinder sig i det Seneste under Sagens Forhandling, an-

sees han efter Udkastet for udeblevet uden Hensyn til, om han senere moder, inden Netten hæves, eller helt bliver borte. Den Adgang til at fåe Sagen gjenoptaget, som vor nugjældende Net indrømmer for sildigt modende Parter, kan ikke uden store Ubekvemmeligheder overføres på den mundtlige Procedure og er derfor ukjendt i de Proceslove, som hvile på Mundtlighedsprincipet. Man har såmeget mindre fundet Betænkelighed ved at føreflå den omhandlede Forandring i den gjældende Ret, som det tor påregnes, at Rettens Formand i Udøvelsen af den ham ifølge § 79 4de Stykke tilkommende Myndig, hed vil vide at tage fornøden: Hensyn til sådanne Tilfælde, hvor det er antageligt, at Udeblivelsen ikke skyldes utilgivelig Forsømmelse, jfr, herved endvidere Bestemmelsen i § 287.

I §§ 285 og 286 omhandles Udeblivelse i det til den første mundtlige Forhandling bestemte Retsmøde, som altså vil svare til, hvad vi nu kalde Udeblivelse den første Retsdag. Lige med fuldstændig Udeblivelse må stilles det Tilfælde, at Partens Møde ikke kan ansees for behørigt i processuel Henseende. På dette Punkt fremtræde Konsekventserne af de Grundsætninger, hvorefter Udkastet har ordnet Forholdet mellem den mundtlige Forhandling og det skriftlige Grundlag, På den ene Side følger det af Reglen i § 170, jfr. § 285 sidste Stykke, at Parten, selv om han fremstiller sig til den mundtlige Forhandling, i Neglen må behandles som udebleven, når han ikke har meddelt Modparten sin Sagsfremstilling i rette Tid eller undlader at fremlægge denne i selve Retsmødet. På den anden Side må den i Udkastet nedlagte Grundsætning, at Retten ikke kan tage Roget i Betragtning, som ikke af Parterne har været mundtlig førebragt den (§ 91), konsekvent føre til, at Parten, uanset at hans Sagsfremstilling behørig er meddelt og fremlagt, betragtes som udebleven, når han afholder sig fra dm mundtlige Forhandling af Sagen. Endel fremmede Love, som iøvrigt bygge på Mundtlighedsprincipet, havde vel ikke den sidstnævnte Konsekvents. Således går den fransk-rhinske Proces og de Lovgivninger, der nærmest

hvile på denne, ud fra, at, når Parterne have fremlagt deres skriftlige Sagsfremstillinger (conclusions motivées) i Retten, kan der ikke længere blive Spørgsmål om Udeblivelse dom, men Sagen ansees da for at være kontradiktorisk forhandlet, selv om en af Parterne udebliver ved den mundtlige Forhandling, hvilken efter disse Love i Reglen ikke føregår den samme Dag, de skriftlige Sagsfremstillinger overleveres til Retten. Dommerne må da for den udeblivende Parts Vedkommende tage Hensyn til den indgivne skriftlige Sagsfremstilling. Det er imidlertid indlysende, at Tvangen for Parterne til at forhandle Sagen mundtligt herved svækkes meget væsentligt, og om end denne Ulempe ikke foles videre i Lande, hvor den mundtlige Forhandlingsmåde er tilvant fra gammel Tid, og hvor der derfor ikke er nogen Tendents til at unddrage fig den, vil den dog der, hvor Overgangen fra skriftlig til mundtlig Proces først skal gjøres, let kunne føre til den Misbrug, at Parterne holde sig tilbage fra den mundtlige Forhandling og istedetfør udvikle deres Sag i de skriftlige Sagsfremstillinger, jfr. Motiverne til det tyske Udkast S. 18—19. Det føreliggende Udkast har derfor ikke til stedet nogen Afvigelse fra den heremhandlede Konsekvents af Mundtlighedsprincipet, der nu også for Tysklands Vedkommende, hvor hidtil begge Systemer vare repræsenterede i de enkelte Staters Lovgivninger, er hævdet i Civilprocesloven for hele Riget af 1876.

Om Sagsøgerens Udeblivelse i det til den første mundtlige Forhandling bestemte Retsmøde handles i § 285. Udeblivelsens Virkning bestemmes på samme Måde som i den nugjældende Ret. Sagen bliver altså at afvise. Ifølge enkelte fremmede Love, til hvilke den nye Civilproslov for det tyske Rige har sluttet sig, medfører Sagsøgerens Udeblivelse Indstævntes Frifindelse, en Regel, som skottes på den Betragtning, at kun herigennem Ligestilling af Parterne med Hensyn til Udeblivelsesfolgerne opnåes. Imod en sådan Ordning kan der imidlertid allerede fra et principielt Standpunkt rejses Indvending. Sålænge Sagsøgeren ikke har nedlagt sin mundtlige Påstand i Retten, føreligger der

efter Mundtlighedsprincipet ikke fra hans Side noget processuelt Grundlag for Sagens Pådommelse, og ligesom dct indtil da må stå Sagsøgeren åbent at hæve Sagen uden Indstævntes Samtykke (§ 100), således synes denne heller ikke i Tilfælde af Sagsøgerens Udeblivelse at kunne have Krav på, at der går Realitetsdom i Sagen. I al Fald må det viftnok erkjendes, at der ikke fra et praktisk Synspunkt er Grund til at knytte videregående Virkninger til Sagsøgerens Udeblivelse, end der er hjemlet i den hos os be« stående Ret. Imod en mulig Tilbojelighed hos Sagsøgere til at fortrædige deres Modparter med unyttige Retsmøder ville allerede de Følger, den hidtil gjældende Ret har knyttet til Udeblivelsen, afgive et tilstrækkeligt Værn, og hvad angår de Tilfælde, i hvilke Udeblivelse ikke har kunnet tilregnes Sagsøgeren, er det i og for sig et Fortrin, at Sagen ikke er blevet påkjendt i Realiteten og således uden videre kan begyndes påny. Sagsøgerens Udeblivelse har altså efter Lovførstaget ligesom efter den gjældende Ret kun den Virkning, at Sagen afvises, og at derhos i Reglen Kost og Tæring tilkjendes den modende Sagføgte efter Påstand herom. Til Indtrædelsen af sidstnævnte Følge udkræves ikke særligt Bevis for, at Sagføgte er kaldet for Retten, da den Omstændighed, at Sagen af Retten er berammet og sat på Retslisten, i Forbindelse med, at Sagsøgte virkelig moder, afgiver tilstrækkelig Sikkerhed for, at han er stævnet. Derimod må Sagsøgte bevise, at han i rette Tid har tilstillet Sagsøgeren sin Sagsfremstilling, hvilket han let vil kunne ved at fremlægge sit med Stævningsmændenes Påtegning om Meddelelsen forsynede Exemplar af Udfærdigelsen (§ 119). Thi hvis Sagsøgte ikke i rette Tid har afgivet sin Sagsfremstilling, må han selv, uanset at han indfinder sig i det til den mundtlige Forhandlings Begyndelse berammede Møde, ansees for udebleven (§ 170), og han kan derfor ikke gjøre Krav på Erstatning for spildt Møde i Retten. Sagsøgeren kan altså, når han ikke i rette Tid har fået Indstævntes Sagsfremstilling, udeblive uden

at udsætte sig for Pålæg af Kost og Tæring.

I § 286 omhandles Sagsøgtes Udeblivelse fra den første mundtlige Forhandling. Forinden nogen ufordelagtig Virkning på Grund af Udeblivelsen kan gjøres gjældende imod Sagsøgte, kræver Netfærdighed, at det må påsees, at han er behørig varslet. Retten må altså undersøge Klageskriftet og de samme givne Forkyndelsespåtegninger. Findes det, at Sagsogte er lovlig stævnet, bliver der Spørgsmål om, hvilken Stilling Sagsøgeren, som naturligvis forudsættes selv at have givet behørigt Møde, skal have med Hensyn til Sagens Oplysning. Af Grundsætningen om Rettens Frihed i Bedømmelsen af Sagens faktiske Sammenhæng kunde synes at følge, at der ikke kan tillægges Sagsøgeren en Net til at fordre en fast forudbestemt Virkning forbunden med Udeblivelsen. Ligesom Ufuldstændighed eller Ubestemthed i en Parts Proceserkiæringer ikke giver Modparten en Ret til at fordre det pågjældende Punkt anset for indlemmet, men kun medfører, at Dommeren kan tillægge Tavsheden eller Ubestemtheden Betydning som Tilståelse, jfr. §§94 sidste Stykke og 97, således kunde det synes konsekvent også i Tilfælde af fuldstændig Udeblivelse at blive stående ved en Bemyndigelse for Dommeren til at gire Udeblivelsen den Betydning, som den efter hans Skjøn i hvert enkelt Tilfælde bor have. Denne Vej, som i Principet fastholdes af det fransk-rhinske System, jfr. Nellemann, „Om den mundtlige Rettergang i civile Sager" S. 133 ff,, og ifølge hvilken Sagsøgeren altfå efter Omstændighederne kan blive nødt til at frem« skaffe Beviser, har Kommissionen dog ikke anset for tilrådelig. Som allerede fremhævet i de indledende Bemærkninger til nærværende Motiver ligger det nemlig i Forholdets Natur, at de Grundsætninger,. der gjøre sig gjældende ved Bedømmelsen af en kontradiktorisk Forhandling, ikke lade sig anvende ved Bedømmelsen af en ensidig, fra hvilken Modparten holder sig borte. Når en kontradiktorisk Forhandling mellem Parterne finder Sted, er det muligt at slutte Noget af deres Udtalelser i det

Hele med Hensyn til, hvad de ville benægte og hvad de ville erkjende, især da Retten kan gribe efterhjælpende ind ved at stille Spørgsmål til dem cg derved foranledige dem til at ndtole sig tydeligere. Mm når Sagsøgte bliver helt borte, er det ikke muligt i Kraft af almindelige Sandsynlighedsgrunde heraf at slutte Noget til, hvorledes han stiller sig overfor de enkelte Punkter i Sagsøgerens Fremstilling, Istedetfor at henvise Netten til ved et skjøn, for hvilket der savnes et virkeligt Grundlag, at afgjøre, om Udeblivelsen i det enkelte Tilfælde stal betragtes som Benægtelse eller som Indrømmelse, synes det derfor naturlige« at bestemme Udeblivelsens Betydning ved en fast Lovregel, som da fornuftigvis må sætte den på lige Trin med en Vedgåelse. Det fortjener også at bemærkes, at ligesom de fleste nyere Love og Udkast opstille en lovbestemt Regel om Udeblivelsens Betydning, således er det selv i den fransk-rhinske Proces faktisk blevet den almindelige Regel, at Sagsøgtes Udeblivelse stilles lige med Indrømmelse af Sagsøgerens Fremstilling. I Overensstemmelse hermed fastsætter § 286 Virkningen således, at Retten har at anse de i Sagsøgerens Fremstilling anførte Kjendsgjerninger for sande og, forsåvidt de cre i Stand til at begrunde hans Påstand, at afsige Dom i Henhold til denne. Ligesom det imidlertid er en Selvfølge, at der i Dommen kun kan tages Hensyn til den i Sagsøgerens skriftlige Sagsfremstilling indeholdte Påstand, således har man fundet, at billigt Hensyn til Indstævnte taler for, at de til Påstandens Begrundelse i Sagsøgerens mundtlige Fremstilling påberåbte Kjendsgjerninger ikke bor kunne tages i Betragtning, forsåvidt de ere i Strid med eller ligge helt udenfor hans skriftlige Sagsfremstilling, Thi medens denne er affattet, førend Sagføgeren vidste, at Modparten vilde udeblive, kunde derimod en Ret for Eagsøgeren til mnndklig at give en helt ny Fremstilling af Sagen, når det har vist sig, at Modparten udebliver, mulig føre til Misbrug. Sagføgerens mundtlige Fremstilling fåer altså efter Udkastets Ordning i Tilfælde af Indstævntes Udeblivelse egentlig kun den Betydning, at der herigjennem kan gives

en nærmere Forklaring af den skriftlige Sagsfremstilling samt en Udvikling af Netssporgsmålet. En anden Sag cr, at det i Hen> hold til Grundsætningen i § 168 efter Omstændighederne af Netten kan tilstedes Sagsøgeren i Retsmødet at føretage Forandringer i Påstanden eller at fremsætte nye Anbringender, se Z 292, hvorefter Retten i så Fald kan udsætte Sagen og pålægge Sagsøgeren at underrette den udeblevne Modpart om det Stedfundne. Som et Middel til at modvirke de Misbrug, hvortil Sagsøgtes Udeblivelse kunde give Sagsøgeren Anledning, fremhæves endnu den Beføjelse, § 286 i Overensstemmelse med Udkastets almindelige Grundsætning giver Retten til, hvor den finder Grund dertil, i den udeblevne Sagsøgtes Intereose at opfordre Sagsøgeren til nærmere Forklaring af Sagens Sammenhæng. Paragrafens 2det Stykke indeholder en Anvendelse for Sagsøgtes Vedkommende af det ovenfor omhandlede Princip, at ikke behørig forberedt Møde er at sætte lige med intet Møde.

I den fransk-rhinske Proces, den hannoverske Proceslov, Procesloven for det tyske Rige af 1876 o. m, fl. findes der en Ræike Bestemmelser, sigtende til at afhjælpe Følgerne af Udeblivelse (jfr. Code de procédure, art. i 149—165, den hannoverske Proceslov §§ 157 —168, Civilprocesloven for det tyske Rige §§ 303—310). I Neglen tillades det den Udeblevne inden en vis kort Tid at fremstille sig og fordre den afsagte Udeblivelsesdom op' hævet, endog uden nogensomhelst Angivelse af Grund for Udeblivelsen (former (Mation, Einspruch erheben). Ved Siden heraf består der en Ret til endog efter længere Tids Forlob at fåe Udeblivelsesdommen hævet, når Udeblivelsen oplyses at have været utilregnelig. En sådan Adgang til at fåe Udeblivelseevirkningerne ophævede, hvorved der iøvrigt må fremkaldes en Række vanskelige Spørgsmål og det hele System ikke lidet forvisles, har Udkastet ikke optaget. Ligesom man hos os allerede ved Frd. 3die Juni 1796 ophævede det med det førstnævnte Retsmiddel (den ordentlige Opposition) beslægtede Institut, Forelæggelse og Lavdag, hvilket man indtil Dato ikke har beklaget, således

vil man vistnok også for Fremtiden kunne undvære et sådant Middel, da man nu engang har vænnet sig til den strenge Mødepligt. Hvad Sagsøgeren angåer, vil det åbenbart ikke behoves. Ham hændes intet Værre, end at en Afvisningsdom overgår ham, så at han må begynde Sagen påny. Kun for Sagvolderen kunne Udeblivelsens Følger undertiden blive hårde. Hertil er imidlertid at bemærke, at Udkastet ikke i denne Henseende stiller Indstævnte værre end den gjældende Ret, men endog i en ikke ubetydelig Grad forbedrer hans Stilling dels ved den i § 287 givne Bestemmelse, hvorefter Retten, når Sagsøgte ved Klageskriftets Forkyndelse angaves (jfr. § 111 Litr. a.) at være fraværende på længere Tid fra sin Bopæl, er bemyndiget til ikke strax at lade de i § 286 fastsatte Udeblivelsesfølger indtræde, men kan udsætte Sagen og derhos efter Omstændighederne påbyde ny Forkyndelse af Klageskriftet, dels ved den Netten givne Myndighed til at afkræve Sagsøgeren nærmere Forklaring, når Anledning hertil frembyder sig, en Myndighed, som vistnok meget oste vil virke til den Udeblevnes Gunst, idet den især vil blive benyttet, når der er noget Usandsynligt ell?r Påfaldende i Sagsogerens Fremstilling. Det må dernæst erindres, at Udeblivelsens Følger kun ere uafhjælpelige, hvor den er Parten tilregnelig, thi når den Udeblevne er uden Brede," kan det i § 327 Nr. 5 omhandlede Retsmiddel benyttes, hvilket under alle Omstændigheder er en lettere Vej end den, som nu må benyttes (Appel og Bevilling til at fremsætte nye Indsigelser). Mod at opstille en Ret til uden Undskyldningsgrund at udeblive tale vistnok omtrent de selvsamme Grunde, som i sin Tid forte til Forelæggelsens Afskaffelse ved Frd. 3die Juni 1796. Der vindes i Virkeligheden Intet for Parten, der ligesågodt kan mode første Gang scm anden Gang, og der gives kun den Chikanøse Midler ihænde til at udhale Sagen, begunstige sin Modpart i een Sag og fortrædige sin Modpart i en anden.

I § 288 omhandles Udeblivelse i det til Bevisførelsens Forberedelse bestemte Møde (§ 180). Den naturlige Regel, som iøvrigt

i Principet stemmer med Reglen om Udeblivelse under Hovedforhandlingen, er, at Sagen trods Udeblivelsen kan fremmes af den modende Part (der naturligvis også kan lade være at fremme den, § 290 2det Stykke). Den Udeblevne fortaber sin Net til at fåe udvirket Indkaldelse til Vidner, Udmeldelse af Synsog skjønsmænd o. desl., såvelsom Adgang til at fremkomme med Indsigelser imod Modpartens Begjæringer i de nævnte Henseender. Dog kan Retten undtagelsesvis tilstede den Udeblevne at fremføre nye Beviser, hvor dette måtte finde Hjemmel i Grundsætningerne i § 182. I sidste Stykke af § 288 omtales Udeblivelser ved de Bevishandlinger som undtagelsesvis kunne optages ved Underretterne (§§ 96, 203, 232). Når Bevisføreren moder, går Handlingen for sig, og Modpartens Udeblivelse har kun den naturlige Virkning, at han taber sine Indsigelser. Derimod går det neppe an, når Bevisføreren udebliver, at lade den msdende Modpart have Net til at fremme Bevishandlingen, men det synes rigtigst at bestemme, at Bevisets Forelse bortfalder, hvor: ligger, dels at Intet for Øjeblikket passerer, dels at Bevisføreren ikke senere kan fåe Bevishandlingen gjenoptaget.

Følgerne af Udeblivelse under selve Beuisforhandlingen omtales i § 289. Da enhver af Parterne allerede i det til den første mnndtlige Forhandling afholdte Retsmøde har fremsat sin Påstand i Sagen og afgivet sin Sagsfremstilling, haves der altså fra begge Sider det fornødne Grundlag og de fornødne Betingelser for, at Sagen kan fremmes. Som en Følge heraf har ikke blot Sagsøgeren Ret til at fremme Sagen, når Indstævnte udebliver, men denne sidste er også beføjet til at fremme Bevisforhandlingen og lade Sagen gå til Dom, dersom han, enten fordi han har fremsat Modfordringer, eller fordi han overhovedet ønsker en Ende på Sagen, føretrækker det, fremfor at bevirke Sagens Ophævelse i Henhold til Z 290. Retten må sørge for, at den Udeblevnes Påstand kommer i Betragtning, hvilket naturligst sker, ved at den oplæses, ligesom det overhovedet ifølge Udkastets Princip er Retten tilladt også i den Udeblevnes Interesse eller, rigtigere sagt,

i den virkelige Sandheds Interesse at stille Spørgsmål såvel til den mødende Part som til Vidner og skjønsmænd. Fremdeles skal Retten såvidt muligt tage i Betragtning, hvad den under Bevisforhandlingen Udeblevne er fremkommet med ved den første mundtlige Forhandling, se § 289 sidste Stykke, hvorved dog erindres, at da Retten på den Tid, Bevisførelsen foregår, som oftest ikke vil kunne have den under hin Forhandling givne mundtlige Fremstilling i tilstrækkelig frisk Erindring, og den i § 18 8 omhandlede Gjentagelse af denne ikke kan finde Sted for den Udeblevnes Vedkommende, ville Dommerne i Reglen overfor ham være væsentligst henviste til den skriftlige Sagsfremstilling. Foruden den heri begrundede Risiko vil Partens Udeblivelse fra Bevisforhandlingen også i andre Retninger medføre Følger, som kunne fåe afgjorende Indflydelse på Sagens Udfald. Det er fåledes en Selvfølge, at den Udeblivende afstjæres fra selv at udspørge Vidner, Synsog Skjønsmænd o. s. v, og den Virkning, som dette kan have til Partens Skade, vil end ikke ubetinget kunne afhjælpes, fordi ny Foretagelse af Sagen bevilges i Henhold til § 327 Nr. 5; thi det er ikke sikkert, at han ved fin Udspørgen under den nye Bevisforhandling vil opnå det samme Resultat, som hvis han havde deltaget i den første Afhørelje. Endelig fremhæves endnu, at den Udeblivende går glip af den Adgang, Parterne have til efter Bevisførelsens Tilendebringelse at kommentere over den og udtale sig angående dens formentlige Resultater, samt til at give den ny Belysning af Sagens retlige og faktiske Forhold, hvortil der jevnlig vil være Trang efter Bevisførelsen.

I § 290 1ste Stykke indeholdes den med vor nugjældende Ret, jfr. Frd. 16de Januar 1828 § 9, ftemmende Regel, at Sagen strax hæves, når i noget Retsmøde begge Parter udeblive. Der er vistnok ingen Grund til at forlade denne Regel. I Paragrafens 2det Stykke gives fremdeles den naturlige Forskrift, at når kun den ene Part møder, må det stå ham frit for at lade sig anse som udebleven, et Resultat, som han jo

altid vil kunne opnå ved ikke at svare til Påråbet eller ved at gå bort.

Endelig giver § 291 en Regel om, hvorledes der skal forholdes, når Udeblivelse finder Sted i Møder, hvortil en Forhandling i det Hele eller tildels udsættes (§3 174, 186—187 o. fl,). De i det Foregående fremstillede Principer ville i det Hele kunne anvendes uden Vanskelighed. Med Hensyn til den i Slutningen af § 291 indeholdte Bemærkning erindres blot, at den sclvfølgelig ikke finder Anvendelse, når en Bevisførelse er afbrudt, thi i Budet om, at den hele Bevisførelse i så Fald skal føregå påny (§ 187 2det Stykke), ligger, at den før Afbrydelsen faldende Bestanddel af Bevisførelsen skal ansees som slet ikke stedfunden, som et mislykket og frugtesløst Forsøg på at bringe en Bevisforhandling i Stand.

Om § 292 er talt i det Foregående.