Om Parts Ed.

Det er allerede tidligere bemærket, at Udkastet ikke optager den for civile Sagers Vedkommende i den engelsk-amerikanske Net nu indførte Sætning, at Parterne under Ed kunne afhøres som Vidner i deres egen Sag. I så Fald vilde selvfølgelig Parts Ed ikke længere kunne existere som et særskilt processuelt Institut, Parternes egen edelige Forklaring vilde gå ind mellem de øvrige Momenter i Bevisførelsen, på hvilke Dommeren støtter fin frie Overbevisning om Sagens Sammenhæng. Da imidlertid Lovforslaget ikke er gået få vidt, men kun tillader Parternes Afhørelse uden Ed (omtrent som efter den gjældende Ret i private Politisager), har Proceskommissionen ved Siden af det ordinære Bevis troet at måtte føreflå Bibeholdelsen af Parts Ed som et subsidiært Oplysningsmiddel, Vistnok vil den frie Bevisbedømmelse medføre,at det sjældnere end nu vil blive nødvendigt at ty dertil, men Parts Ed vil dog bestandig stå som

en Udvej, hvor ingen anden findes, der ikke godt kan undoæres, ihvormange Betænkeligheder der end kan opstilles imod den. Trods den Fristelse til Mened, som kan ligge i at tvinge Parterne til at gjøre Ed i egen Sag, er det vistnok umuligt aldeles at opgive dette Institut uden derved at udsætte Rettighedernes Sikkerhed for betydelig Fare. Under alle Omstændigheder er det klart, at Indvendinger fra dette Synspunkt i langt højere Grad lade sig vende mod det engelsk-amerikanske System end mod vor nugjældende Ret, som i det Hele gjør en mådeholden Brug af Parts Ed. Lovforslaget har derfor bibeholdt dette Institut omtrent i samme Omfang som hidtil, dog med de Lempelser i Henseende til Adgangen og Betingelserne, som naturlige« hænge sammen med Nettens friere Stilling overfor Beviset.

Den snart mere snart mindre udviklede Brug af Parts Ed, som i mange fremmede Love (tysk og fransk Ret, jfr. Motiverne til det tyske Udkast S. 275 ff.), er bekjendt under Navnet Edsdelation (Tilfkydelse og Tilbageskydelse af Eden), og hvorved det hele Bevisspørgsmål kan afgjøres uden al Bevisførelse, når en af Parterne vil det, har hidtil været ubekjendt hos os. Udkastet har derfor ikke optaget dette Institut, hvortil der under det friere Bevissystem og den hurtigere Rettergang vil være endnu mindre Trang end hidtil, såmeget mere som alvorlige Indvendinger i den senere Tid ere rejste imod Gdsdelationen på de Steder, hvor den er kjendt som en gammel Institution (jfr. Bar, Nedyt und Bemeis S. 125—160). Ligesom man andetsteds har ment, at Edsdelationen kun burde bibeholdes i Form af Adgang for Parterne til ved Overenskomst at vedtage Bevisspørgsmålets Afgjørelse ved deres Ed, således har Lovforslaget indskrænket sig til at optage Bestemmelser om Anvendelse af Parts Ed efter fælles Aftale, hvilke nøje stemme med den gjældcnde Rets Grundtanke (§ 256). Det er fremhævet, at sådan Vedtagelfe blot kan sinde Sted med Hensyn til Fakta, ikke med Hensyn til Sagen i det Hele.

Afset fra Vedtagelse af Ed kjender

Udkastet altså — ligesom den hidtil gjældende Ret — kun den af Dommeren pålagte eller tilladte Parts Gd.

Det første Spørgsmål, som her frembyder sig, er, om de hidtilværende Hovedarter af Parts Ed, nemlig både Benægtelses- og Sigtelseseden, fremdeles skulle bibeholdes. Med Hensyn til Benægtelseseden er der rejst særlig Tvivl. Medens Sigtelseseden må opfattes som et virkeligt Bevismiddel, hvorved den Bevispligtige udfylder sit Bevis, synes Bencegtelscseden derimod ikke at kunne finde nogen Plads i det ny?re System. Thi dersom den Bevispligtige ikke kan tilfredsstille den ham påhvilende Bevisbyrde, end ikke ved Hjælp af en Sigtelsesed, må den naturlige Følge heraf blive/ at Modparten frifindes; når man istedet herfor pålægger ham at benægte de mod ham opstillede men ikke beviste Fakta med Ed, er man derimod inde på en ganske anden Tankerække, der ikke står i nogen naturlig Konsekvents med den hele nyere Bevislære. Mange nyere Love og Udkast forbude derfor udtrykkelig Benægtelseseden (0: Gd pålagt den Ikke-Bevispligtige), så at kun Fyldingseden eller Bevisførerens Ed tillades. Dette gjælder således om den franske Ret, jfr. derimod Civilproccsloven for det tyske Rige af 1876 § 437. Det er imidlertid at befrygte, at denne Grundsætning i flere af sine Anvendelser vilde vise sig uførenelig med det praktiske Livs Krav. Navnlig må det, som ovenfor bemærket, fastholdes, at et Privatdokument fremdeles ligesom hidtil bor være udrustet med det Fortrin, at Producenten kan kræve Udstederen til Ed (D. L. 5—1—6.). En Opgivelse heraf vilde medføre de alvorligste Farer for al Sikkerhed i Forretningslivet og Omsætningen, hvor de største Værdier og Interesser ofte knytte sig alene til den Sikkerhed, en Underskrift giver derved, at Udstederen enten må vedstå samme eller gjøre falsk Ed. Udkastet har derfor beholdt begge de hidtil kjendte Hovedarter af Parts Ed, Benægtelseseden og Sigtelseseden. Derimod har det væsentlig forandret Forholdet imellem dem. Medens efter den gjældende Ret Dom«

meren ikke kan tillade den BeviZpligtige Sigtelsesed uden i visse enkelte lovbestemte Tilfælde, hvorimod Benægtelseseden kan pålægges ikke blot i en Række lovbestemte Tilfælde, men også hvor der i Sagen er tilvejebragt vis Formodning (D. L. 1 —14—6.), stiller Udkastet begge Arter af Parts Ed lige og overlader til Retten efter det enkelte Tilfældes Beskaffenhed at bestemme, hvilken af Parterne Eden skal pålægges eller tillades.

Udkastet går altså, i Konsekvents med Dommerens friere Stilling i Henseende til Beviset, ud fra, at det skal være overladt til Rettens skjøn, både om Gd skal tilstedes eller pålægges nogen af Parterne, og hvilken, jfr. § 258 1ste Stykke. På den ene Side opstilles der ikke engang den Fordring, at vis Formodning skal være tilvejebragt, men Dommeren kan i Sagens almindelige Beskaffenhed, selv hvor Lidet er oplyst, tage Anledning til at skride til Benyttelse af Parts Gd. På den anden Side har i Reglen ingen af Parterne nogen lovbestemt Ret til under visse Forudsætninger at fordre, at der skal pålægges Modparten Gd, eller at Sigtelsesed skal tilstedes ham selv. Herfra er der i Udkastet kun gjort nogle få Undtaglser. Den ene er indeholdt i § 253, hvorom er talt i det Foregående, og de andre i § 258 2 det og 3 die Stykke. Det er i disse Tilfælde anset for nødvendigt at tillægge Parterne en bestemt Ret til at fordre Eds Anvendelse, endog uden al videre Bevisførelse. Dog har man med Hensyn til de i § 258 omhandlede Tilfælde troet det mest stemmende med Udkastets Princip at lade Dommeren frit afgjøre, hvilken af Parterne Eden skal pålægges,

På Grund af den Frihed, der ved § 258, jfr. § 257, er indrommet Dommeren overfor det hele Spørgsmål om Edens Anvendelse, vil man vistnok kunne undvære de specielle Klasser af Tilfælde, hvori enkelte Lovbud nu hjemle Parts Gd. Som en Følge heraf formenes Bestemmelserne i D. L. 5—14—46., Frd. 14de Maj 1754 §7 såvelsom og i D. L. 5—2—88., Lov 25de Marts 1872 § 15 o. fl. at kunne bortfalde. Istedetfor alle disse særlige Regler træder blot

den almindelige Forskrift, hvorefter Dommerens skjøn er madende både med Hensyn til, om Parts Ed skal anvendes, og hvorledes.

Med Hensyn til Edsdommes Affattelse forholdes efter de gjældende Regler, jfr. § 259.

I § 260 er der givet Regler om Edsfriften, hvilke formentlig ville give dette hele Institut en meget simplere og naturligere Skikkelse, end det har. Da den almindelige Retsmiddelfrist, jfr. §§ 302 og 329, i Reglen er 4 Uger, synes det naturligt at lade denne Frist udløbe, inden Eden kan aflægges, når Spørgsmålet om Edens Aflæggelse føreligger. I Forbindelse hermed vil det findes naturligt, at Edsfristen er gjort peremtorisk, således at dens regelmæssige Betydning er, at Parten til den fastfatte Tid skal aflægge Eden, og, hvis han ikke gjør det, opfattes Udeblivelsen eller Undladelsen — afset fia Tilfælde a lovligt Forfald — som Edens Nægtelse.

Reglerne i § 261 behøve neppe nogen yderligere Motivering; at Retten må kunne nægte at modtage Eden, når det viser sig, at Parten ifølge sine egne Forklaringer ikke med god Samvittighed kan aflægge den, vil formentlig findes rigtigt. Men da flis, Beslutning af Retten er af indgribende Vetydning for Parten, må han kunne påanke den.

I § 261 omhandles det Tilfælde, at den Edspligtige dsr, bliver afsindig eller domfældes for Mened i Tiden mellem Domsafsigelsen og Gdsfristens Udlob. Udkastet har ikke indladt sig på de forskjellige tvivlsomme Fiktioner, ifølge hvilke Eden efter Omstændighederne enten agtes for aflagt eller for nægtet, jfr. Nellemanns Procesmåde S. 626 ff; men det har for alle Kombinationers Vedkommende opstillet den Regel, at Sagen kan fordres føretaget påny, for at Vedkommende kunne forsøge at føre andet Bevis. Dette vil altså komme til at gjælde, både hvor den ene Part ved Påanke har hindret Edens Aflæggelse til fastsat Tid, og hvor Dødsfaldet eller Hindringen rammer den Gdspligtige, inden den oprindelig bestemte Tid er nået.