Forbud

Skjønt Christian den Femtes Lov ikke blot omhandler Arrest og Forbud i samme Kapitel, men derhos i 1—21—22 giver den almindelige Regel, at der med Forbud skal forholdes ligesom med Arrest i alle Måder, er det utvivlsomt, at der i flere Henseender er en væsentlig Forskjel mellem disse Retsmidler, og at Lovbogens Udtalelse må forståes med den herved givne, nødvendige Begrænsning. Forskjellen mellem de nævnte to Retsmidler må sættes deri, at Forbud i egentlig Forstand tilsigter Afværgelse af Handlinger, der — selv bortset fra Forbudet — stride imod Rekvirentens Ret, jfr. § 606, medens Arrest går ud på at sikre en Fordringshaver imod Dispositioner af Skyldneren, der i og for sig ikke stride imod Kreditors Ret, men kunde blive ham til Hinder i, når han i sin Tid skrider til Exekution, at finde Midler, der kunne tjene til hans Fyldestgjørelse. Har Retsmidlet den sidstnævnte Karakter, må det komme ind under de særegne Regler for Arrest, selv om det kun fremtræder som rettet imod en enkelt bestemt Disposition over Tingen, og uanset at Sprogbrugen, der på dette Område følger Retsmidlets ydre Fremtrædelsesmåde, ikke betegner det som Arrest men som Forbud. Et Forbud imod en Fordrings Udbetaling vil således efter Omstændighederne kunne fremtræde enten som Arrest, jfr. § 615, når det går ud på at

sikre Rekvirenten Fyldestgjørelse for hans Krav ved Rekvisiti Udelukkelse fra at disponere over en denne tilkommende Fordring (jfr. Octroi for Nationalbanken 4de Juli 1818 § 44, hvis Bestemmelse kun medfører, at Arresten må iværksættes under Form af Forbud) eller som et egentligt Forbud, når det sigter til at afværge retskrænkende Dispositioner over en Obligation, der er kommen i urette Hænder eller af anden Grund kan befrygtes at ville blive misbrugt, jfr. Frd. 18de Maj 1825 § 65 og Frd. 21de Juni 1844 § 3. Ligesom noget Lignende gjælder om de øvrige i § 615 ommeldte Forbud, således vil det efter denne Afgrænsning af Arrest og Forbud være klart, at det i Pl. 15de Maj 1839 omhandlede Forbud imod Udstødelse af Rejsepas måtte betragtes som en Art personlig Arrest. Denne Anvendelse af Arrestinstitutet, som ifølge Forholdenes Udvikling har tabt sågodtsom al praktisk Betydning, er der ikke fundet Grund til at bibeholde i nærværende Udkast.

Endnu bemærkes, at Bestemmelserne i dette Kapitel alene angå det red Fogden nedlagte Forbud, men ikke have det Forbud for Øje, der iværksættes ved Thinglæsning af en Protest imod en vis Handlings Foretagelse, jfr. D. L. 6-15—8 og 14. Ligesom det vistnok må betvivles, at D. L. I — 21—22 ved „Forbud, som gjøres til Tinge“, sigter til Forbud af denne Art, jfr. dog Bangs og Larsens Procesmåde § 246, således er det i al Fald af den Omstændighed, at dets lovlige Foretagelse kræver forudgående Kald og Varsel, klart, at det ikke kan henregnes til de foreløbige Retsmidler.

I §§ 606—608 omhandles Betingelserne for Anvendelsen af Forbud. I så Henseende kræves først og fremmest, at Rekvirenten har en Ret, i Kraft af hvilken han kan modsætte sig den Handling eller det Foretagende, hvorimod Forbudet rettes. Af de samme Grunde, hvorpå den tilsvarende Bestemmelse med Hensyn til Arrest er bygget, er det imidlertid i § 607 fastsat, at Forbud kan gjøres, uanset at Rekvirenten ikke kan tilvejebringe Bevis eller endog blot Formodning for, at den Handling, imod hvilken For-

bud begjæres nedlagt, strider imod hans Ret. Kun hvor det efter de Fogden foreliggende Oplysninger er klart, at Forbudet er ulovligt, er dets Iværksættelse ubetinget udelukket; i modsat Fald kan det tilstedes imod en Sikkerhedsstillelse, hvis Art og størrelse det ligesom ved Arrest er overladt til Fogden at bestemme ifølge frit skjøn, jfr. § 609.

Medens disse Regler i alt Væsentligt ere stemmende med den gjældende Ret, kan det måske betvivles, om det efter den herskende Praxis ansees for en nødvendig Betingelse for Anvendelse af Forbud, at den, mod hvem Forbudet rettes, ved sit Forhold har givet Anledning til at antage, at han vil foretage den Handling, som agtes forbudt, jfr. § 608. En sådan Begrænsning af Adgangen til Forbud må dog vistnok betragtes som en Konsekvents af den almindelige Grundsætning om, til hvilke Forudsætninger Forpligtelsen til at tåle Søgsmål til Anerkjeudelse af en Andens Ret bør knyttes, jfr. Nellemann Civilprocessens almindelige Del § 39. Når det fastholdes, at det for at kunne fagsøge en Person ikke er nok, at man har en Rettighed i Forhold til ham, men at Adgangen til at anlægge Sag først står åben, når Sagsøgeren har Noget at beklage sig over i Modpartens Forhold, fordi denne enten nægter ham Noget, som han formener sig beføjet til at fåe iværksat, eller føretager Noget, han tror sig berettiget til at fordre undladt, kan det ikke konsekvent tilstedes at anvende Forbud, blot fordi man har en Ret i Forhold til den, imod hvem Forbudet rettes. Den almindelige Mulighed, at en Anden senere vil foretage Noget, som er i Strid med Rekvirentens Ret, kan ikke komme i Betragtning, men Forbud må ligesåvel som Søgsmål have en faktisk Grund i Modpartens Adfærd. Vel kunne de Betingelser, der kræves for Sagsanlæg, ikke ligefrem overføres på Forbud, Ifølge delte Retsmiddels præventive Karakter må Grænserne for dets Anvendelighed drages noget videre end for det almindelige Sagsanlæg, Forbudet er netop rettet imod en fremtidig retskrænkende Virksomhed, og hvor Modpartens Forhold giver Grund til at befrygte en sådan, må det derfor kunne anvendes, hvad enten

Grunden ligger i en allerede udvist retstridig Virksomhed eller i forberedende Skridt eller i en Erklæring af Vedkommende. Men medens dette er en naturlig Lempelse af den almindelige Grundsætning i dens Anvendelse på et forebyggende Retsmiddel, vilde der i Virkeligheden foreligge en Opgivelse af Principet, hvis den blotte Tilværelse af en Ret kunde begrunde et Forbud imod eventuelle retskrænkende Handlinger fra Andres Side, og det således stod i den Berettigedes Magt ved at indlede Sagen med Forbud at tvinge Modparten til at indlade sig på et Søgsmål, hvortil dennes Forhold ikke har givet nogensomhelst Anledning. I § 608 fastsættes det derfor, at Forbudsrekvirenten i Reglen har at oplyse, at den, imod hvem Forbudet rettes, ved Gjerning eller Ord har givet Anledning til at antage, at han vil foretage de Handlinger, som skulle forbydes, og at Forbudets Iværksættelse, hvis fornøden Oplysning i så Henseende ikke forelægges Fogden, kan betinges af Sikkerhedsstillelse. Allerede af denne Regl følger med nødvendig Konsekvents, at Forbud kun kan rettes mod bestemte Personer, jfr. § 606. Medens der under de ovenfor angivne almindelige Betingelser kan nedlægges Forbud imod alle private Handlinger, står endnu det Spørgsmål tilbage, om og hvorvidt der kan tilstedes Adgang til ved Forbud at afværge Embedshandlinger. At Forbud er udelukket, når Påstanden om Embedshandlingens Retsstridighed er støttet på en Grund, der er unddragen Domstolenes Påkjendelse, er en Selvfølge. Men selv om den Private har Adgang til efter Embedshandlingens Foretagelse at søge Domstolenes Afgjørelse af, om den har krænket hans Ret, synes det dog at følge af Undersåtternes Forhold til den offentlige Magt, at Forbud i Almindelighed må være udelukket overfor sådanne offentlige Forretninger, hvis Iværksættelse, uden Hensyn til derom fra Privates Side fremsat Begjæring, påbydes af en offentlig Interesse. Har Embedshandlingen derimod helt sit Grundlag i en privat Rekvisition, må den Private ved Forbud kunne hindres i at lade den udføre, jfr. § 606 sidste Stykke. Ifølge nogle Lovkyndiges Mening, jfr. Schiveigårds norske

Proces § 230, skulde denne Regel dog tåle en Indskrænkning, når den Handling, der søges afoærget, selv er af judiciel Beskaffenhed. Da der nemlig ved Loven er anvist den Part, som vil forhindre en sådan Handlings Iværksættelse, den Vej at gjøre sine Modgrunde gjældende som Indsigelser mod Forretningens Foretagelse, skulde han ikke istedetfor denne Fremgangsmåde kunne gribe til et Middel, der vilde unddrage den Rettens Betjent, som udfører Forretningen, Epørgsmålets Påkjendelse. Fra dette Synspunkt gjøres det gjældende, at Forbud navnlig ikke kan anvendes imod en Exekution eller Tvangsauktion. Forsåvidt herefter også en udenfor Forretningen stående Trediemand henvises til overfor de nævnte Forfølgninger at gjøre sin Ret gjældende ved Indsigelser for Fogden, må imidlertid bemærkes, at det jævnlig vil være ham umuligt at hævde sin Ret ad denne Vej. Selv om han får Lejlighed til at fremsætte fine Indsigelser under Forretningen, vil han stå magtesløs overfor Domhaveren, medmindre han kan fremskaffe Bevis for Indsigelsens Rigtighed, en Forudsætning, der ifølge Fogedretsprocedurens summariske Karakter og Udelukkelsen af egentlig Bevisførelse sjælden vil foreligge. Og får Trediemand Fogdens Kjendelse imod sig, kan dennes Fuldbyrdelse ikke hindres ved Retsmidlers Anvendelse, jfr. § 485 sidste Stykke, ligesålidt som han ved Påanke af den fuldbyrdede Exekution kan bevirke en Udsættelse af Tvangsauktionen, jfr. § 500 2det Stykke, som kun tillægger Påanke af en af de oprindelige Parter en sådan Virkning. Der synes således at være Grund til at holde Trediemand Adgangen åben til efter Omstændighederne gjennem Forbud at kunne standse sådanne Forfølgninger, og i Udkastet ere som Følge heraf judicielle Forretninger inddragne under samme Regel som andre Embedshandlinger. At det herefter står i Trediemands Magt gjennem et Forbud, hvis Berettigelse endnu ikke er godtgjort, at standse en Retsforfølgning, hvis Fremgang han ikke vilde have kunnet hindre ved en ubevist Indsigelse for Fogden, indeholder selvfølgelig ikke

nogen Modsigelse. Thi da Forbudets Iværksættelse under den nævnte Forudsætning er betinget af Sikkerhedsstillelse fra Forbudsrekvirentens Side, vil Forfølgningshaveren derigjennem kunne finde sin Skadesløsholdelse for det ham ved Forfølgningens Standsning påførte Tab, hvis Forbudet senere befindes ulovligt.

I § 610 fastsættes i Overensstemmelse med hvad der vistnok i Praxis ansees for gjældende Ret, at den, imod hvem Forbudet rettes, ikke kan afværge det eller fåe det ophævet ved Sikkerhedsstillelse. Det sees også let, at der her ikke vilde kunne være Tale om en Sikkerhedsstillelse fra Rekvisiti Side i den Betydning, hvori den forekommer ved Arrest, men at Rekvisiti Sikkerhedsstillelse her måtte have det Øjemed, at han derigjennem kunde opretholde sin Frihed til at foretage den omspurgte Handling, som om der ikke var nedlagt Forbud. Selv om den Handling, imod hvilken Forbudet er rettet, ikke er af en sådan Karakter, at dens Foretagelse vilde medføre uoprettelige Følger for Rekvirenten, vilde imidlertid en Adgang for Rekvisitus til at tilbyde Sikkerhed med den nævnte Virkning neppe være stemmende med den for Forbudsinstitutionen til Grund liggende Tanke, som vistnok er den, at Rekvirenten, imod at stille fornøden Sikkerhed for sit eventuelle Ansvar, skal kunne forhindre selve del forbudne Foretagende og ikke være pligtig at finde sig i, at den imod hans Ret stridende Handling ustraffet foretages, blot fordi der sikres ham Erstatning for Retskrænkelsen.

I §§ 611—612 fastsættes Retsvirkningerne af Forbud i alt Væsentligt i Overensstemmelse med den gjældende Ret. I Lighed med Frd. 6te April 1842 § 9 bestemmes der således det samme Ansvar for Overtrædelse af Forbud som for Overtrædelse af Domme, hvorved det er pålagt Domfældte at undlade Noget, jfr. § 456. Fremdeles stemmer det med den bestående Ret, at offentlige Myndigheder, hvis Medvirkning måtte udkræves til Foretagelsen af den forbudne Handling, ere pligtige til ikke at låne deres Bistand til sådant Foretagende, sålænge det ved Fogden nedlagte Forbud ikke

på lovlig Måde er ophævet. Endelig hævder § 612 i Overensstemmelse med den gjældende Rets Grundsætninger, at den, der, vidende om et Forbud, yder Bistand til de forbudne Foretagenders Udførelse eller deltager i Overtrædelse af Forbudet, bliver erstatningspligtig overfor Forbudsrekvirenten.

Ved §§ 613—614 ere de i §§ 585— 589 og § 593 om Arrestforretningers Foretagelse samt de i §§ 594—604 om Retsmidlerne imod Arrest m. v. givne Regler overførte på Forbud under Forbehold af de Lempelser, som følge af Forholdets Beskaffenhed. Med Hensyn til Overførelsen af den i § 595 givne Bestemmelse på Forbud bemærkes særligt, at det vel jævnlig vil være Tilfældet, at den Ret, i Medfør af hvilken Forbudet er nedlagt, står uberørt af, at Rekvisiti Bo overgår til Konkursbehandling, og at som Følge heraf såvel Forbudet som Rekvirentens Forpligtelse til at forfølge samme må opretholdes. Forbud kan imidlertid også tænkes nedlagt i Henhold til en Ret, der ifølge sin Beskaffenhed kan tilsidesættes ved Konkursboets Dispositioner over Rekvisiti Ejendele, og den Omstændighed, at der er iværksat Forbud til Beskyttelse af en sådan Ret, vil da selvfølgelig ikke kunne forbinde Boet. I sådanne Tilfælde indtræder altså den samme Grund til at fritage Forbudsrekvirenten for at forfølge Forbudet, som med Hensyn til Arrest har ført til den ubetingede Fritagelse i § 595.

Hvad angår § 615, henvises der til, hvad ovenfor er anført om denne Paragraf.