Om Retsmidlerne imod de til Dommes tvungne Fuldbyrdelse henhørende Fogedforretninger.

Ligesom det Retsmiddelsystem, Udkastet har fulgt med Hensyn til Domsbehandlingen navnlig også Underretternes Behandling af Domssager, omfatter en dobbelt Påankeform, nemlig dels Påanke i egentlig Forstand dels Besværing, således finde begge disse Retsmidler en tilsvarende Anvendelse på de af Underdommeren som Foged trufne Afgjørelser. Til egentlig Påanke henviser Udkastet de Anker over Fogedforretningen, som vedrøre selve den Fordring eller Ret, om hvis Fuldbyrdelse der er Spørgsmål (§ 549). Ifølge disse Ankers Beskaffenhed vilde det nemlig ikke gå an for så vidt at opgive de Garantier for Sagens Behandling, som den almindelige Påankeform frembyder. Derimod har man ment, at Besværingsformen bør komme til Anvendelse overalt, hvor den rejste Anke alene angår de processuelle Betingelser for Fogedforretningen eller den ved samme brugte Fremgangsmåde. De herhenhørende Spørgsmål ville i Reglen være lidet vanskelige og som oftest ikke kræve andet Bevis, end der bekvemt kan tilvejebringes ad skriftlig Vej. Da det derhos i og for sig er særdeles ønskeligt, at de Tvistigheder, der opstå på dette Trin af Retsforfølgningen, kunne fåe en så simpel og hurtig Afgjørelse som muligt, er der viftnok al Grund til at henvise disse Anker til Besværing, og der kan såmeget mindre være Betænkelighed ved at gå denne

Vej, som det ifølge Udkastets Ordning af det nævnte Retsmiddel og navnlig den Myndighed, der er tillagt Retten til at anordne mundlig Forhandling, hvor Sagens Beskaffenhed opfordrer dertil, vil være muligt at afpasse Behandlingsmåden efter det enkelte Tilfældes Betydning og øvrige Beskaffenhed. Har den, der vil påanke Forretningen på Grund af Mangler ved selve den Fordring eller Ret, om hvis Fuldbyrdelse der er Spørgsmål, tillige Anker vedrørende den formelle Side af Fogedforretningen, er det formentlig naturligst, at disse behandles som et Accessorium til den egentlige Påanke og altså blive at inddrage under denne (§ 549 1ste Stykke sidste Punktum). Ligesom det nemlig på den ene Side er en Fordel for den, der vil angribe Forretningen, at han kan samle alle fine Indsigelser under Påanken, således kræver på den anden Side også billigt Hensyn overfor Modparten, at denne ikke skal kunne nødes til under flere Sager at tage til Gjemnæle imod de forskjellige Anker, der rejses imod Forretningen.

Som det vil sees, er der ikke i Udkastet fastsatnogen Påankeværdi (summa appellabilis) for Anvendelsen af de ovennævnte Retsmidler imod Fogedforretningen. Da Udkastets Regel, at der ordentligvis ikke kan finde nogen egentlig Bevisførelse Sted under Fogedforretningen, gjælder uden Hensyn lil Sagens Værdi, kan der ikke retfærdigt nægtes Parterne Adgang til også i Bagatelsager at anvende Retsmidler imod Forretningen. Det må ansees for en Anomali, at den gjældende Ret udelukker Påanke, forsåvidt angår Exekutionsforretninger foretagne udenfor Kjøbenhavn for Summer under 20 Kr., uagtet Parterne også nu på Grund af Procesreglernes Tranghed i Reglen ville være afskårne fra at fremkomme med deres Beviser under selve Forretningen. Såvel Påanke som Besværing sker efter Udkastet til Landsretten uden Hensyn til Sagens Værdi; det vilde ikke være hensigtsmæssigt i noget Tilfælde at henlægge Afgjørelsen til Underretten, da Underdommer og Foged i Almindelighed vil være samme Person. Endnu bemærkes, at der angående Gyldigheden af Afkald på at anvende Retsmidler imod Foged-

forretningen i § 550 gives en Regel, som ganske stemmer med den Grundsætning, Udkastet i så Henseende har opstillet for Domssagers Vedkommende, jfr. §§ 305, 327 og 355. Med Hensyn til Tiden for Retsmidlernes Anvendelse henvises til de for Påanke og Besværing fælles Bestemmelser i §§ 494, 495, 547 og 548, hvorom det Fornødne er bemærket ovenfor.

Hvad angår den nærmere Fremgangsmåde ved Retsmidlernes Iværksættelse, må der fkjelnes mellem Påanke og Besværing. Påanke iværksættes ved, at der tilstilles Modparten Ankeskrift på den i § 356 bestemte Måde, og føregår iøvrigt i Overensstemmelse med de om Påanke fra Underretten til Landsretten i fjerde Afsnit givne Regler. Under Påanken af en Fogedforretning må der altså, ligesom når en Underretsdom påankes til Landsretten, kunne ske en fuldstændig ny Bevisførelse og Udvikling af hele Sagen, og efter Fogedprocedurens hele Karakter må der endogså kunne fremsættes nye Påstande for Landsretten; dog må disse holdes indenfor sådanne Grænser, at Sagen under Påanken beholder sin Identitet. Den for Fogden stedfundne Procedure er selvfølgelig ikke bindende under Påanken; dog kunne Parterne, når de for Fogden have afgivet bestemte Erklæringer med Hensyn til Sagens Sammenhæng og disse ere blevne protokollerede, ikke senere under Påanken tilbagekalde dem (§ 552). Hovedforhandling og Bevisførelse foregå efter de almindelige Regler i andet Afsnit (§ 553).

Besværing iværksættes derved, at der i Overensstemmelse med § 321 indgives Besværingsskrift til Fogden selv, hvorefter Sagens videre Behandling med de Lempelser, der følge af Bestemmelserne i dette Afsnit, føregår efter samme Regler som Besværing til Landsretten over Underrettens Handlinger, jfr. § 360.

Påanke fra Landsretten til Højesteret i de her omhandlede Tilfælde finder i Reglen ikke Sted, når Hovedsagen, i Anledning af hvilken Exekution er skel, hører til dem, der ifølge Reglen i § 2 ere henlagte til Underretterne. I andre Sager kan der der-

imod ske Påanke til Højesteret. I Tilfælde af førstnævnte Art kan dog Højesterets Formand i Forbindelse med to af ham tiltagne Medlemmer af Retten, ligesom det er føreskrevet med Hensyn til de i første Instants ved Underretten påkjendte Domssager (§ 354 sidste Stykke), tillade, at Sagen indbringes for Højesteret. Andragende herom fremsættes og behandles på den i § 304 angivne Måde. Om Påanken til Højesteret gjælde iøvrigt de almindelige Regler i 3 die Afsnit Kap. I. (s 555). Ifølge det Retsmiddelsystem, Udkastet har fulgt med Hensyn til Fogedforretninger, vil der altså i større Sager kunne påankes fra Fogden til Landsretten og derefter til Højesteret; men det er dog mere tilsyneladende end virkeligt, at der således i disse Sager bevares 3 Instantser, da Fogdens Afgjørelser af de Spørgsmål som ere Gjenstand for egentlig Påanke (jfr. § 549), som oftest på Grund af Fogedprocedurens Beskaffenhed ville have en rent forelobig Karakter, og således en fuldstændig Forhandling og endelig Påkjendelse af Sagen i Reglen først vil finde Sted ved Landsretten. Hvad angår Besværing, er det, i Lighed med hvad der gjælder om Besværing i de ved Underretten behandlede Domssager (§ 360), foreskrevet, at Landsrettens Afgjørelse ikke er Gjenstand for yderligere Besværing til Højesteret.