Om Retternes Virkekreds.

Lovforslagets Forudsætning, hvis nærmere Udvikling iøvrigt hører hjemme i Lovforslaget om Domsmagtens Ordning, er, at al Retspleje i første Instants såvel civil som kriminel i Reglen hviler hos Landsretterne. Under dem henhører altså enhver ikke særlig undtaget Sag. Men den praktiske Fornødenhed kræver på det civile ikke mindre end på det kriminelle Område, at der ved Siden af den som Regel gjældende ordinære Procesform åbnes Adgang til en billigere og simplere Behandling af Småsager, en Tanke, som derfor også har gjort sig gjældende i vor nubestående Ret (mindre Gjældssager, private Politisager). De Fordele, Underretsbehandlingen ifølge Lovforslaget skal frembyde med Hensyn til slige mindre Sager, bestå især deri, at Sagen kan afgjøres i Nærheden af Parterne, nemlig ved Underretskredsens egen Retsbetjent, hvorved Udgifter til Parters og Vidners Rejser spares, og at Procesformernes Simpelhed, navnlig den Omstændighed, at intet forudgående skriftligt Grundlag skal tilvejebringes af Parterne, i Forbindelse med Dommerens vidtgribende Vejledning, gjør det muligt for Parterne at undvære Sagførerhjælp, hvortil endelig som et mere akcessorisk Fortrin kan føjes, at Sagen netop på Grund af Parternes Nærhed og Procesformernes Simpelhed i Reglen vil kunne tilendebringes forholdsvis hurtigt.

En sådan særlig for mindre Sager indrettet Procedure er i de nyere Tider indført næsten allevegne, skjønt under forskjellige Navne og på forskjellig Måde (i England County Courts, i Frankrig juges de paix, i Hannover Amtsgerichte, i Østerrig Bagatellgerichte), og det kan vistnok påståes, at man overalt

er tilfreds hermed, og snarere har været betænkt på at gå videre på denne Bane, end at standse eller gå tilbage. Vel har man undertiden fra et vist tilsyneladende strengt Principstandpunkt gjort Indsigelser imod disse simplere Procesformer, idet man har sagt, at Rettens Pleje burde omgives med lige så store og sikre Garantier i små Sager som i store, dels fordi Retten overhovedet er lige så hellig i det Små som i det Store, dels fordi en Sag af ringe Pengeværdi for den fattige Part kan være af endog mere indgribende Vigtighed end en Sag af større Pengeværdi for den velhavende Part. Imod denne Betragtningsmåde fortjener først og fremmest at fremhæves, at det overalt netop er bleven fordret og hævdet som en Fordel for de fattigere Samfundsklasser, at en særlig på Småsager beregnet Procedure haves, og Mangelen af en sådan er bleven betragtet som en Samfundets Uret mod eller Tilsidesættelse af deres Interesser, idet de derved bleve faktisk retløse i mange Tilfælde. Men dernæst er det også en Miskjendelse eller Overdrivelse af Statens Pligter med Hensyn til Retsplejen, på alle Punkter og til det Yderste at kræve Idealets Fordringer tilfredsstillede. Som en menneskelig Institution, der arbejder med begrænsede materielle og personelle Kræfter, kan Staten ligesålidt i Retsplejen som ved dens andre Opgaver, såsom Undervisningsvæsen, Hærvæsen, Sundhedsvæsen, Postvæsen o. s. v., påtage sig at realisere de ideale Fordringer uden Afkortning eller Beskjæring, men den må nøjes med at udføre disse således, som Forholdene tillade det. Det kan derfor hverken i civile eller kriminelle Sager forlanges af den, at enhver den ubetydeligste Sag skal behandles med samme Omstændelighed og med et ligeså stort Apparat af Dommere og Sagførere som de vigtigste og betydeligste Sager. En anden Sag er det naturligvis, at også den på de mindre Sager særligt beregnede Procedure bør indrettes så hensigtsmæssigt, som Bagatelprocessens særlige Øjemed gjør det muligt.

I de fleste kontinentale Proceslove, såsom både den franske og den hannoveranske, er der iøvrigt en endnu skarpere Grænse mellem den ordinære Procesmåde og den såkaldte Bagatelproces

end efter det foreliggende Lovforslag, idet der i den ordinære civile Proces existerer Tvang til at benytte Sagfører ved de egentlige Proceshandlingers Foretagelse, medens det i Modsætning hertil i Bagatelprocessen står Parterne frit for at møde selv eller ved en fritvalgt Fuldmægtig. Denne iøjnefaldende Forskjel finder man ikke i dette Lovforslag, fordi Kommissionen ikke har dristet sig til at foreslå Sagførertvangs Indførelse ved Landsretterne. Vel er Kommissionen overbevist om, at det vilde være til den største Skade for Retsplejens hurtige og regelmæssige Gang og for Forhandlingernes Klarhed og Grundighed såvelsom også for de private Interesser, dersom det blev hyppigt, at ulovkyndige Parter i egen Person førte deres Sag for Landsretterne; men da dette vistnok i Fremtiden, ligesom hidtil, vil komme til at høre til de sjældne Undtagelser, antager Kommissionen, at det vil være ufornødent at opstille et Princip, som ufejlbarligt vil støde stærkt an imod de på andre Områder nutildags herskende Anskuelser heri Landet. Ved Bestemmelsen af Grænsen imellem Landsretternes og Underretternes Virkekreds bør der tages Hensyn til, at de Sager, som ikke kunne bære Udgiften til Sagfører i Reglen henlægges til Underretterne, og ved Procesmådens Indretning bør der gåes således frem, at man for Underretsprocedurens Vedkommende særligen lægger an på at sætte Parterne istand til idetmindste at føre visse Sager selv, medens man for Landsretsprocedurens Vedkommende ikke betragter dette som noget fremtrædende Formål. I § 2 findes den almindelige Angivelse af de Sager, som skulle høre under Underretterne. Ifølge den gjældende Ret er det dels mindre Gjældssager (Frd. 6te Aug. 1824) dels private Politisager, som ere Gjenstand for en simplere og billigere Behandlingsmåde. At der efter den nugjældende Ret er nogen Forskjel i Behandlingsmåden af disse to Klasser af Sager, er velbekjendt, men Kommissionen tror, at det vil tjene til Simplifikation at bringe alle Småsagerne ind under en fælles Behandlingsmåde, og det skjønnes ikke, at der fra andre Sider betragtet kan være nogensomhelst Betænkelighed herved. Det

er derfor Lovforslagets Mening, at den i dets fjerde Afsnit skildrede Underretsprocedure skulde træde istedetfor både den nuværende private Politirctsprocedure, forsåvidt denne overhovedet vil vedkomme Civilprocessen, og Proceduren i mindre Gjældssager. I Bestemmelsen af Underretsprocedurens Gjenstand er Lovforslaget iøvrigt afveget fra Frd. 6te Aug. 1824, forsåvidt det ikke indskrænker sig til at nævne „Gjældssager", hvilket Udtryk dels er noget ubestemt, dels medfører Udelukkelsen af adskillige Sager, som burde medtages, men det benytter den videre Benævnelse „Søgsmål angående private Formuerettigheder", idet det formentlig kan ansees for givet, at Sager angående den personlige Status eller familieretlige Forhold ikke i Almindelighed bør unddrages Landsretsbehandlingen. Fremdeles må det vistnok erkjendes, at der efter de nuværende Forhold og navnlig Pengenes mindre Værdi er Grund til at forhøje den i Forord. 6. Aug. 1824 satte Grænse til 400 Kr., et Beløb som i virkelig Værdi nu neppe er mere end 100 Rd. var i 1824.*) I Forbindelse hermed skal fremhæves, at man har anset det for rigtigt at foretage en yderligere Udvidelse af Tanken i Frd. 6te Aug. 1824, idet ikke blot privatretlige Søgsmål, men også Sager angående Skatter og Afgifter og andre deslige Ydelser af offentligretlig Karakter til Stat, Kommune, Embeder og andre offentlige Indretninger i § 2 Lill. b foreslåes henlagte under Underretterne, forsåvidt deres Gjenstand ikke overstiger 400 Kr. Hvad angår de hidtilværende private Politisager, da ville disse, forsåvidt de gå ud på Straf, derunder naturligvis indbefattet Bøder, efter den nye Ordning falde ind under Straffeprocessen og forsåvidt være dette Lovforslag

*) Grænsen for Bagatelsager er noget forskjellig i de forskjellige fremmede Lande. I Hannover er den 150 Tholer, i Würtemberg og Baden 200 Gylden, i Baiern 150 Gylden; den var i Udkastet Forbund af 1870 forudsat at skulle være 150 Tholer, hvilken Grænse også er bibeholdt i Retorganisationsloven for det tyske Rige af December 1876.

uvedkommende. De hidtilværende private Politisager, som herefter blive tilovers for Civilprocessen, ere ikke så mange, at. det kan lønne Umagen at bevare dette Begreb i den fremtidige Ordning af Civilprocessen, så meget mere som Begrebet Politisager også vil forsvinde fra Straffeprocessen. De vigtigste Klasser af Sager, som blive tilbage for Civilprocessen, ere Tyendesager, forsåvidt disse ej gå ud på Straf, og Alimentationssager. De sidste er der Grund til at nævne særligt (§ 2 Litr. d), da de ikke umiddelbart angå noget bestemt Pengebeløb, eftersom Alimentationsbidragets Størrelse senere, når først Paternitetsspørgsmålet ved Dommen er bragt på det Rene, fastsættes ad administrativ Vej. De første ville i Reglen falde ind under Bestemmelsen i § 2 Litr. a, da de ikke let ville have nogen større Værdi end 400 Kr., og det må overhovedet erindres, at de hidtilværende Politisager, hvis Værdi ikke overstiger 400 Kr., ville opnå den simplere Behandlingsmåde i Henhold enten til § 2 Litr. a eller § 2 Litr. b. Skulde det engang forekomme, at en slig Sags Værdi oversteg 400 Kr., er det ej heller nogen stor Ulykke, at den kommer ind under Landsretsbehandling. Endelig er det anset for rigtigt at medtage de i § 2 Litr. c nævnte Sager, hvis pekuniære Betydning sjælden vil være synderlig stor, om end måske noget over 400 Kr, og som desuden også af andre Grunde egne sig til at behandles i Nærheden af det Sted, hvor vedkommende Ejendom er beliggende. Hvad § 2 Litr. e angår, da indeholder den kun en i Ønsket om at samle hele Stoffet begrundet Optagelse af Reglen i § 385, jfr. § 381.

Reglen i § 3 stemmer med Sagens Natur og den gjældende Ret; derimod ere de i § 4 givne Forskrifter om Adgangen til at indbringe Modfordringer under Underretsbehandling, om man vil, af mere vilkårlig Beskaffenhed, fornemlig indrettede efter Hensigtsmæssighedshensyn. Mod Fordringer, der væsentlig kun på Grund af Kvantitetsbestemmelsen i § 2 Litr. a høre under Underret, findes det rigtigt under de almindelige Betingelser at tilstede Modfordringer, når der blot ikke, efterat Modfordringen er benyttet

til Modregning, bliver Spørgsmål om at give Dom for højere overskydende Beløb end 400 Kr., en Sætning, der, om end dens Rigtighed kan bestrides, dog stemmer med den herskende Praxis; at der kan gives Dom også for højere Beløb end 400 Kr., såfremt Modparten ej protesterer herimod, er en naturlig Følge af Reglen i § 8. Hvad angår de Søgsmål, der i Henhold til de andre Bestemmelser i § 2 henhøre under Underret, væsentlig af Hensyn til deres Beskaffenhed og ikke af blot kvantitative Hensyn, synes det naturligt ikke at tilstede Fremsættelsen af Modfordringer, undtagen forsåvidt disse selvstændigt betragtede vilde kunne fremføres ved Underretten; men at de da, såfremt de almindelige Betingelser herfor ere tilstede, må kunne gjøres gjældende til Kompensation, synes ej at kunne bestrides. Den i det sidste Stykke af § 4 givne Regel er så naturlig, at den formentlig ikke trænger til nogen nærmere Forklaring.

Lovforslagets § 5 indeholder nogle Regler, som ere nødvendige på Grund af den særegne Adgang, § 168 indeholder til med Rettens Tilladelse under Sagen at udvide eller forhøje Påstanden, At en sådan Forhøjelse udover 400 Kr.’s Grænsen ikke bør medføre Underrettens Inkompetence, er vistnok hensigtsmæssigt, men da det aldeles beror på Rettens Skjøn, om Tilladelse til Forhøjelse skal gives eller ikke, er det i sin Orden at fremhæve, at dette Hensyn herved bliver at tage i Betragtning.

Reglen i Lovforslagets § 6 behøver neppe nogen Motivering; den må vistnok haves, når Retten ved Loven får en Myndighed til at udskille enkelte Fordringer eller Påstande til en særskilt Behandling, jfr. § 102; men da Retten ikke efter den gjældende Ret har en sådan Myndighed, har der ikke hidtil været Trang til en sådan Regel.

I § 7 1ste Stykke er der efter fremmede Loves Mønster optaget en Bestemmelse, som afviger fra, hvad der ellers måtte gjælde om Bevisbyrden. Medens Sagsøgeren naturligvis i Regelen må føre Bevis for, at Sagen rettelig hører under den Ret, for hvilken han indbringer den, jvfr. også § 7 2det

Stykke, synes det, når Værdien er afgjørende, (§ 2 Litr. a og b), hensigtsmæssigt og billigt at pålægge den Part Bevisbyrden, som vil drage Sagen for den kostbarere og vidtløftigere Landsretsafgjørelse.

I § 8 indeholdes der en højst vigtig Regel, som i Kommissionen har været Gjenstand for megen Tvivl, nemlig at Parterne skulle have Ret til at vedtage Underretsbehandling i alle Sager, selv om disse efter Lovens almindelige Regler ere Landsretssager. Faren ved denne Bestemmelse ligger fornemmelig i, at den åbner en Mulighed for, at Lovforslagets hele System, hvorefter Landsretterne skulle være de almindelige Domstole i første Instants, faktisk kan blive gjort til Intet, idet det lader sig tænke, at sådanne Vedtagelser, som omtales i § 8, kunne blive meget almindelige og navnlig kunne blive til en Slags stående Klausuler i skriftlige Kontrakter, Imidlertid har dog Kommissionens Flertal troet at burde gjøre Forføget med denne Bestemmelse; dels har man herved havt for Øje, at Bestemmelsens Existents vil tjene til i høj Grad at berolige dem, som ellers kunde have Betænkelighed ved overhovedet at henlægge Retsplejen i førske Instants til Landsretter med et stort territorialt Område, dels tror man ikke, at Erfaringen vil vise nogen utilbørlig stor Tilbøjelighed til at benytte den, da man holder sig forvisset om, at den ordinære Retsbehandling efter Lovforslaget er forbunden med så store Fordele, at Publikum snart vil indtages for den (navnlig på Grund af dens Hurtighed), dels beroliger man sig ved, at der dog ikke reelt tilføjes Parterne noget Tab eller nogen Uret ved slige Vedtagelser, eftersom Appel til Landsret står dem åben, jfr. herved § 305 Litr. b, jvfrt. med § 354, og at de således i det Højeste udsættes for at komme til at gjennemgå en unyttig Underretsbehandling, og endelig må man fremhæve, at det i al Fald, hvis Bestemmelsen skulde vise sig fordærvelig, er let senere at forandre den ved særlig Lov, uden at Systemet herved iøvrigt forstyrres.

I §§ 9 og 10 indeholdes nogle Bestemmelser med Hensyn til Værdiens Udfindelse. Hovedreglen må naturligvis være, at Bevis i så Henseende må føres ved Vurderingsforretning,

når det under Sagen Foreliggende ikke selv frembyder de fornødne Momenter, for at Retten kan afgjøre Spørgsmålet. Imidlertid er det tildels nødvendigt og i al Fald hensigtsmæssigt at give nogle nærmere Regler, der dels kunne vise Vejen ved Værdibedømmelsen dels i nogle Tilfælde gjøre Vurderingsforretning overflødig (§ 9 2 det Stykke og § 10). Det kommer i disse Forhold mest an på at have en klar og let anvendelig Forskrift, hvorved Kompetencespørgsmålet kan bringes på det Rene, hvorimod det gjør mindre til Sagen, om et aldeles korrekt Resultat udkommer. At af og til en Sag, som, når Alt skulde undersøges til det Yderste, i Grunden har en lidt højere Værdi end de 400 Kr., bliver afgjort ved Underretten, er ikke så stor en Ulempe, som en altfor minutiøs Behandling af Kompetencespørgsmålet som almindelig Regel vilde afstedkomme. Iøvrigt har Stempelloven af 19de Februar 1861 § 21 Litr. b og f tjent til Forbillede for § 9 2det Stykke og § 10, hvorved den Fordel opnåes, at man kommer til at støtte sig til et System af Regler, der allerede er kjendt, og med Hensyn til hvilket en bestemt Fortolkning har uddannet sig.