Om Tagens Behandling, eftcrat den mundtlige Forhandling er begyndt.

Gzenstanden for dette Kapitel er at fremstille Sagens videre Gang, efterat den mundtlige Forhandling er begyndt. Kun forsåvidt er denne Betegnelse mindre korrekt, som Z 173 åbner Mulighed for, at en mundtlig Forhandling om Formalitetsindsigelserne kan finde Sted i det i § 163 omhandlede ved Varselspåtegningen bestemte Msde, der ikke selv er bestemt til den mundtlige Forhandling, men egentlig kun til at tage Bestemmelse om dennes Begyndelse. Men asset herfra handler Kapitlet ellers kun om den Del af Sagens Behandling, som føregår efter det Retsmode, i hvilket den mundtlige Forhandling efter forudgået Berammelse hertil tager sin Begyndelse.

Da Parterne i Reglen ville give Møde i det i § 163 omhandlede ved Varselspåtegningen bestemte Mede, kan det efter Omskændighederne være hensigtsmæssigt, at dette Môde benyttes til at afgjøre Formalitetsindsigelser. Sædvanligvis vil det være i begge Parters og især i Sagsøgerens Interesse at

fåe Formalitetsindsigelser afgjorte så hurtigt under Processen som muligt, for at der i Tilfælde af Sagens Afvisning kan spares såmegen Tid og Procedure som muligt. Det bestemmes derfor, at enhver af Parterne i dette Retsmode kan fremsætte Formalitetsindsigelser, og at disse skulle tages, under Påkjendelse, hvis Netten ikke sinder det rigtigere at udskyde Afgjørelsen af dem. Det er altså ikke nødvendigt at fremføre nogen Art af Formalitetsindsigelser i det heromhandlede Retsmode, ingcn Art af Formalitetsindsigelser komme for silde, fordi de ikke anføres i det; de kunne altid gyldigjen gfemmes til det til den mundtlige Forhandlings Begyndelse bestemte Møde. Det er kun en Tilladelse til at fremsætte Formalitetsindsigelser uden Hensyn til, om Modparten ønsker dem behandlede på dette Trin af Sagen, hvorom der her er Tale, ligesom også Retten kan udskyde Proceduren og Afgjørelsen i Anledning af fremsatte Formalitetsindsigelser, når den finder det hensigtsmæssigt, uden at Parterne, endog om de ere enige, have Ret til at modsætte sig dette. Medens dette udtales i § 173 1ste Stykke, gives der i Forbindelse hermed i Paragrafens 2det Stykke en Regel, som er særegen for det Tilfælde, at Formalitetsindsigelserne fremsættes allerede i det i § 163 omhandlede Retsmode, nemlig at når Sagsøgtes Anker gå ud på, at Klageskriftet ikke er behørig meddelt eller at der ikke er givet ham behørigt Varsel, bliver Sagen i Tilfælde af, at Anken findes grundet, dog ikke at afvise, forsåvidt Manglerne kunne afhjælpes ved at give Sagsøgte en yderligere Frist til at fremkomme med sit Tilsvarsskrift. Når der klages over mangelfuld Forkyndelse eller for kort Varsel, vil nemlig Sagsøgtes virkelige Interesse i Reglen kunne ske Fyldest ved en passende Forlængelse af Tidcn til at give Tilfvar. Får han det, vil han ikke iøvrigt kunne med Føje beklage sig over de begåede Fejl. Anser altså Retten hans Anker i så Henseende for begrundede, kan den ved Bestemmelsen af Tiden for den mundtlige Forhandlings Begyndelse forge for, at han får den ham med Rette tilkommende Tid til at forberede sit Forsvar, men en fuldstændig Afvisning af

Sagen er aldeles unødvendig. Gå derimod de fremsatte Formalitetsindsigelser ud på andre Ting, f. Er, at Værnethingef er urigtigt, at Parterne ej ere rådige over Processen, at Sagen ej horer under Domstolenes Afgjørelse eller dog ej for Tiden kan indbringes for disse osv., finder Afvisning Sted, hvis Indsigelserne ansees for grundede.

Fremsættes vedkommende Formalitetsindsigelser ikke i det i § 163 omhandlede Retsmøde eller udskuder Netten deres Afgjorelse, kommer Hovedreglen i § 174 til Anvendelse. Det bestemmes her, at samtlige Formalitetsindsigelser fra Parternes Side skulle fremsættes i det til den mundtlige Forhandling bestemte Retsmøde, forinden Forhandlingerne om Sagens Realitet begynde, en Regel, der ifølge sin Natur ikke gjælder om de Formalitetsindsigelser, som i Embeds Medfør skulle påagtes. Når Realitets, proceduren begynder, kan der altså ikke længere fremsættes Formalitetsindsigelser. Dernæst er det bestemt, at samtlige Formalitetsindsigelser skulle fremsættes på eengang, så at de ikke medtagne ansees som frafaldne. En stykkevis Procedure af Formaliteten, så at den ene Indsigelse fremsættes og indlades til Påkjendelse efter den anden, således som den gjældende Ret tillader det, er altså forbudt. Endelig opstilles det i Modsætning til den gjældende Ret som Regel, at en særskilt Forhandling om og Afgjørelse af Formalitetsspørgsmålene skal finde Sted, og at Forhandlingen og Påkjendelsen kun, nåi en af Parterne begjærer det og Retten tillader det, kan ske i Forbindelse med Realiteten. Denne Bestemmelse hænger sammen med den for den mundtlige Procedure særegne Nødvendighed for at dele og udstykke Forhandlingerne, for at ikke altfor mange og forskelligartede Ting skulle blive samlede under Eet. I Reglen vil det fra dette Synspunkt ikke være tilstedeligt, at Formalitets- og Realitetsproccdure blandes sammen, såmeget mere som der tildels gjælder særegne simplere og lettere Regler om Formalitetsproceduren selv, jfr. § 175 sidste Stykke. Imidlertid kan der nok tænkes Tilfælde, hvor det vil være naturligt, at Formalitetsindsigelser procederes under Et med

Sagens Realitet, nemlig hvor de ikke kunne afgjøres uden det nojcste Kjendskab til denne endog i dens fineste Nuancer, f. Ex. når en Domsindsigelse (exe. rei judicatæ), som skulde bevirke Afvisning, fremsættes, eller når en Indsigelse gående ud på, at Sagen er voldgivet (exc. rei in arditrium deductæ) eller afgjort ved Forlig (exe. rei transactæ) eller desl., gjøres gjældende.

Formalitetsprccedurcn forudsættes i § 174 at kunne føregå i det samme Retsmode, hvori den mundtlige Forhandling begynder, og kun forsåvidt Retten finder særlig Grnnd til at udsætte Sagen, i et følgende Møde. Det er overhovedet Lovforslagets Hensigt at gjøre Formalitetsproceduren så simpel og kort som muligt. Der kunde sålcdes endog være Spørgsmål, om ikke ethvert Krav på forudgående striftlig Bebudelse af Formalitetsindsigelser burde opgives, således at de uden videre kunde fremsættes i den mundtlige Forhandling. Såvidt har Kommissionen dog ikke troet at kunne gå, men man har ment at burde fastholde, at de Formalitetsindsigelser, som agtes fremsatte, i Reglen skulle skriftlig meddeles Modparten på en eller anden Måde forud for det til deres Forhandling bestemte Retsmode. Formalitetsindsigelserne cre derfor efter Lovforslaget vel ikke undergivne de almindelige Regler om Skriftforberedelsen i det forcgående Kapitel; men der gives i § 175 nogle særegne mindre strenge Forskrifter om denne. Formalitetsindsigelserne må herefter bebudes i Tilsvarssknfiet, når de agtes bragte til Forhandling allerede i det i § 163 omhandlede Møde; men de kunne også opsættes til Sagsogtes Sagfremstilling, idet dette formentlig er tidsnok, når de forsi skulle bringes til Forhandling i det i § 173 omhandlede Møde; i Sagsfremstillingen må de i ethvert Tilfælde gjentages, eftersom Sagfogeren ellers med god Grund kunde antage, at en i Tilsvarsskriftet nævnt, men ej i Sagsfremstillingen optaget Formalitetsindsigelse var frafaldet. Det følger af Sagens Natur, at fra den her givne Regel om forudgående skriftlig Meddelelse må undtagcs de Formalitetsindsigelser, som netop gå ud på, at Sagsøgeren ikke har sat Sagsøgte istand til eller givet

ham behørig Varsel til at fremkomme med sit Tilsvarsskiift, ligesom skriftlig Meddelelse fra Part til Part naturligvis ej heller kan være nodvendig, for at Afvisning i Embeds Medfor kan finde Sted. Men selv om Formalitetsindsigelserne ikke have været bebudede enten i Tilsvarsskriftct eller i Sagsfremstillingen, ere de dog ikke udelukkede fra at kunne tages i Betragtning, når Sagsøgeren ej protesterer derimod, og da han i Reglen onsker Sagen fremmet få hurtigt som muligt, vil han ofte finde sig foranlediget til hellere at samtykke i, at Formalitetsindsigelser fremsættes i den mundtlige Forhandling, uagtet de ikke have været skriftligt bebudede, end han vil bevirke, at Sagen skulde blive udsat. For at det, selv om sådant Samtykke er givet, dog ikke skal blive aldeles uden Spor i Akterne, at disse Formaliteisindsigelser have været fremsatte, er det i § 175 2det Stykke føreskrevet, at de efter Rettens Foranstaltning skulle tilføres Netsbogen, hvad der naturligvis også bliver at iagttage med Hensyn til Indsigelser gående ud på, at Sagsogte ej er blevcn sat istand til eller har fået behørigt Varsel til at fremkomme med fit Tilsvar.

Sædvanligvis ville Formalitetsindsigelser angå blotte juridiske Kvæstioner. Lovforslaget går derfor i § 175 3die Stykke ud fra, at der for deres Skyld i Reglen ikke vil behøves nogen særskilt Bevisførelse, hvortil Udsættelse kræves. Men da det dog kan førekomme, at særskilt Bevis for en eller anden faktisk Omskændighed må føres enten ved Vidner eller på anden Måde, må Lovforslaget frembyde en Vej, der da kan benyttes. Derfor føreskåes det, at Retten i slige Tilfælde har at træffe de fornødne Bestemmelser med Hensyn til Sagens Udsættelse, Måden, hvorpå Beviset skal føres osv, Herved bliver naturligvis Proceslovens Forskrifter om Måden, hvorpå det enkelte Bevismiddel skal tilvejebringes at følge, men iøvrigt lades der Retten frie Hænder i Henseende til Ordningen af Bevisførellen.

Når Formalitetsindsigelser ikke fremsættes eller de, der fremsættes, ere påkjendte, skrides der, forsåvidt ikke Afvisning finder Sted eller Sagen udsættes ifølge

§ 157, til Forhandlingen af Sagens Realitet (§ 176).

Det er allerede foran S. 11 ff. angivet i almindelige Træk, hvorledes Realitetsforhandlingen er ordnet. Der finder fsrst på Grundlag af Sagsfremstillingerne en mundtlig For handling Sted mellem Parterne, men under denne skulle de sun fremkomme med deres Fremstillinger af Sagens Sammenhæng, uden at Spørgsmålet om, hvorvidt og hvorledes disses Rigtighed i fornødent Fald skal bevises, endnu kommer i Betragtning. Kun Dokumenter, ved hvilke Parierne ville understøtte deres Påstande, skulle, når de ere Parternes Rådighed undergivne, i Reglen førelægges allerede på dette Trin af Sagen og kunne kun undtagelsesvis fremkomme senere (§ 240), men om andre Beviser er dcr endnu ikke Svorgsmål, ligesom der ikke heller kan finte nogen Forhandling Sted om Bevisets Fsrelse. Det er derfor ikke befalet, men kun tilladt Parterne i Løbet af Forhandlingerne at fremkomme med deres Tilbud og Begsæringer om at måtte føre Bevis for Omstændigheder, på hvilke Sagens Afgjørelse formentlig vil komme til at bero. Dels vil det ikke kunne nytte at forbyde Parterne i en mundtlig Forhandling at fremkomme med slige Udtalelser, der ofte falde meget naturligt fom bestyrkende de givne Fremstillinger af Sagens Sammenhæng, dels kan det vel ogfå undertiden hænde, at Modparten opgiver at benægte en eller anden Omstændighed, når han herer, at og hvorledes Modparten kan bevise den, således at herved en særskilt Bevisførelse spares.

Sagens Behandling føregår på den Måde, at Parterne ved dens Påråb fremstille sig og overgive til Retten deres Sagsfremstillinger, jfr. § 170, af hvilke på dette Trin af Forhandlingerne kun selve Påstanden oplæses, jfr. Z 176 3 die Stykke. Derefter have Parterne at give en mundtlig Fremstilling af Sagens Sammenhæng under behorig Påberåbelse af de fremlagte Dokumenter og af de juridiske Betragtninger, som efcer deres Formening ville være af Betydning for Sagens Afgjørelse, hvorefter de nedlægge deres Påstande. For at fremhæve så bestemt som muligt, at der skal dømmes efter den munot«

lige Forhandling, er det udtrykkeligt førestrevet, at Sagsfremstillingerne, asset fra selve Påstanden, ikke i Reglen skulle oplæfes. At anordne, at Sagsfremstillingerne i deres Helhed ved Forhandlingens Begyndelse skulde oplæses, vilde vistnok være meget uheldigt; thi en sådan Oplæsning er i sig selv et kjedeligt og tidsspildmde Intermezzo i Forhandlingerne, da Intet er mere trættende og mindre skikket til at holde Opmærksomheden i Live end lange Oplæsninger af skriftlige Fremstillinger. Man vilde kun fåe et ufuldkomment Billede af Sagen ved Oplæsningen, medens på den anden Side Interessen for og Indtrykket af den bagester følgende mundtlige Forhandling dog altid vil blive noget svækket derved. Lovforslaget går altså ud fra, at der i de fleste Sager ikke behsver at finde Oplæsning Sted, idetmindste ikke af Sagsfremstillingerne i deres Helhed. Derimod kan det undertiden være hensigtsmæssigt, at større eller mindre Dele af dem oplæses på passende Steder under Forhandlingernes Gang, hvor Faktum er indviklet, og hvor det kommer an på neje at lægge Mærke til Parternes Fremstilling, Derfor er der givet Retten fornoden Myndighed til efter sit skjøn at bestemme, både om og i hvilket Omfang Sagsfremstillingerne skulle oplæses, samt på hvilket Tidspunkt i Løbet af Forhandlingerne dette fkal kse. Den mundtlige Ortverling mellem Parterne føregår efter de almindelige Regler i § 81 og §§ 93 ff. under Formandens Ledelse. Den eneste særegne Regel, Lovforstaget opstiller her, er, at enhver af Parterne har Adgang til i Reglen at fåe Ordet to Gange, men iøvrigt afftikker Formanden Grænserne for Forhandlingerne og kan navnlig slutte dem og optage Sagen, når den synes ham at være tilstrækkeligt afhandlet. I mange Tilfælde vil Retten da strar kunne afsige endelig Dom (§ 178), nemlig i de hyppigt førekommende Tilfælde, hvor der enten kun føreligger rene Retssporgsmål, medens Faktum er uomtvistet (in consesso), eller hvor det hele Stridsspsrgsmål drejer sig om Fortolkningen af Kontrakter, Testamenter eller andre skriftlige Dispositioner. Den mundtlige Forhandling vil i Reglen ikke medtage mere end

eet Retsmode, men kan den ikke endes i eet Retsmode, må den fortsættes i det næste. Thi det ligger i den mundtlige Foihandlings Natur, at den ikke må afbrydes ved andre mellemkommende Sager, der kunne dele Opmærksomheden og førstyrre Indtrykket.

I de Tilfælde, hvor der ikke bliver Spørgsmål om Bevisførelse og hvor Sagen kan afgjøres efter den forste mundtlige Forhandling, viser den mundtlige Procedure sig i sin fordelagtigste Skikkelse. Sagen endes med en Hurtighed og en Lethed, som står i skarv Modsætning til den skriftlige Procesmådes tunge og langsomme Gang, og Forhandlingerne, der ikke afbrydes ved mellemfaldende Bevissporgsmål, frembyde et Liv og en Interesse, som den skriftlige Procedure aldrig kan være i Besiddelse af. Når der tiltræuges andet Bevis end de Dokumenter og andre til Oplysning tjencnde Gjenstande, som fremlægges i Forbindelse med Sagsfremstillingerne og benyttes under den første mundtlige Forhandling, må den hele Fremgangsmåde nodvendigvis blive noget mere kompliceret. Dette er Tilfældet, hvor det er nodvendigt at oplyse Noget ved Vidner, Syn og Skjøn eller Parternes egen Forklaring. De Grundsætninger, som må gjøre sig gjældende i denne Henseende, navnlig af Hensyn til Umiddelbarhedsprincipet og den deraf følgende Koncentration af Forhandlingerne ere i Almindelighed angivne ovenfor S. 9 ff. Dertil henvises på dette Sted. Kun skal der her tilfojes nogle Bemærkninger om Enkelthederne.

Dersom Retten efterat have optaget Sagen ved den første mundtlige Forhandlings Slutning finder, at der ikke kan afsiges Dom, fordi der mangler Bevis for Omstændigheder, som efter Parternes Fremstilling have Besydning for Sagens Afgjørelse, skal der efter § 179 afgives en Kjendelse, hvorved det bestemmes, hvilke disse Omstændigheder ere. Da det ifølge § 176 er en fri Sag, om Parterne under den første Behandling ville fremkomme med Tilbud og Begjæringer om at måtte føre Bevis for Et eller Andet eller ganske ville afholde sig herfra, er det naturligt i § 179 at udtale som Regel, at Retten i at afgjøre, hvilke Omstændigheder der

trænge til Bevis, ikke har at tage noget Hensyn til, om Parterne have begjært at stedes til Bevisførelfe for disse Omstændigheder eller ikke. Der gåes ud fra, at det ikke påhviler Parterne direkte eller indirekte på Forhånd at udtale Noget om, hvad der behøver at bevises. Den Kjendelse, som Retten afgiver efter § 179, skal så fuldstændigt og bestemt som muligt angive, hvad der stal bevifes. Derimod bor den efter Kommissionens Opfattelse, hvorom er talt ovenfor på anforte Sted, ikke indeholde Noget om Bevisbyrden. Lovforslaget går ud fra, at når Retten blot udtaler, hvad der stal bevises, må det være vedkommende Parters Sag på deres egen Risiko at bedømme, hvem af dem der har at fremskaffe det forlangte Bevis. Hvad den heromhandlede Kjendelses Retskraft betræffer, er det Lovforslagets Mening, at kun forsåvidt angår Resultatet, navnlig Spørgsmålet om, hvad der skal bevises, har Kjendelfen en retskraftig og for den følgende Procedure bindende Betydning; derimod ere de i den udtrykkeligen eller stiltiende indeholdte Forudsætninger om Retsforholdet iøvrigt uden Betydning. Er Kjendelsens Konklusion blot rigtig, således at den ifølge samme føregående i Bevisførelse afgiver et tilstrækkeligt Grundlag sor den senere endelige Påkjendelse af Sagen, kommer det ikke i Betragtning, om Retten iøvrigt ved Kjendelsens Afsigelse er gået ud fra en eller anden Forudsætning om Retsforholdet, der i den endelige Dom må opgives som fejlagtig. Det Anførte må bl. A. have til Følge, at der heller ikke udfordres nogen sådan udtommende og omhyggelig Begrundelse af den i § 179 omhandlede Kjendelse, som ved den endelige Dom er nødvendig. Er den afsagte Kjendelse i Resultatet urigtig, vil den dog ikke kunne tilsidesættes af Retten, som har afsagt den, men den kan kun rettes ved Påanke, og hvad denne angår, må ifølge § 294 den Regel gjælde, at der ikke kan finde særskilt Påanke af Beviskjendelsen Sted, men den kan først påankes i Forbindelse med den endelige Dom i Sagen, således, at hvis Beviskjendelsen forandres, må dette medføre Ugyldigheden af den efterfolgcnde Behandling og Hjemvisning, jfr.

§ 295, og vedkommende Parter må da føretage ny Bevisførelse i Henhold til Højesterets Afgjørelse, jfr. §§ 298 og 318. Det her berørte Spørgsmål om Beviskjendelsens Betydning er meget vanskeligt og omtvistet, og det vil derfor neppe kunne undgåes, at der om det vil være forskjellige Meninger her ligesom andetsteds. Der kan for det Forste spørges, om Beviskjendelsen skal være en blot procesledende Bestemmelse af Retten, som denne selv kan forandre, når den siden under Sagens Gang måtte komme til anden og bedre Indsigt, eller om den skal være retskraftig og bindende for Retten. Besvares dette Spørgsmål derhen, at Beviskjendelsen ej bor kunne forandres af Retten, men skal være reiskraftig og bindende, opstår atter det Spørgsmål, om den da stal kunne gjøres til Gjenstand for Påanke, strar når den afsiges, eller om den først skal kunne påankes i Forbindelse med den endelige Dom, jfr. angåeude disse Spørgsmål Nellemann „Om mundtlig Rettergang i civile Eager" S. 112 ff. Kommissionen har troet at burde tilråde det ovenfor angivne System, idet man har ment, at Fordelene derved overveje Manglerne. Vel medfører det, at Retten kan blive nødt til at afsige en endelig Dom, hvis Uholdbarhed i Forvejen er Retten selvv indlysende, fordi den hviler på en urigtig Beviskjendelse, og fra dette Synspunkt kan det synes urimeligt, at Retten skal være bunden ved en Beviskjendelse, hvis Urigtighed den selv indser, og at det ikke skal være Retten tilladt selv at forandre Bcviskjendelsen og således spare Parterne en Påanke og den dermed følgende Udgift og Tidsipilde. Men hertil må bemærkes, at der bliver en langt større Fasthed i den senere påfølgende Procedure, og at Beviskjendelsen selv vil blive behandlet med langt større Omhyggelighed, når den er bindende for den Ret, som har afsagt den, hvortil endvidere kommer den Betragtning, at når Beviskjendelsens retskraftige Indhold reduceres til Angivelsen af, hvad der' trænger til at bevises, uden at der skal udtales noget om Bevisbyrden og uden at Beviskjendelsens Indhold isvrigt er bindende med Hensyn til de Forudsætninger eller Udtalelser om Retsforholdet, som den måtte

indeholde, formindskes i høj Grad Sandsynligheden for, at den vil blive urigtig, thi Spørgsmålet om, hvad der behøver at bevises, vil i Reglen ikke være meget tvivlsomt eller vanskeligt, og Retten har det i sin Magt for en Sikkerheds Skyld at forlange Bevis for Omstændigheder, hvis Irrelevants ikke er aldeles utvivlsom. Men når Beviskjendelsen betragtes som bindende for Retten, opstår endvidere det Spørgsmål, om det ikke vilde være rettest at tilstede dens ojeblikkelige Påanke. Heller ikke dette kan Kommissionen tilråde. En såadan Påanke måtte, når den skulde svare til sin Hensigt, nemlig at førebygge en videre Procedure på et urigtigt Grundlag, medføre en Standsning i Sagens Gang, idet Udførelfen af den som urigtig angrebne Beviskjendelse måtte stilles i Bero, indtil den højere Rets Afgjørelse førelå. Men herved vilde der åbnes en højst farlig Adgang for den Part, som heri var interesseret, til at udhale Sagen, og når hensees til den ringe Sandsynlighed for Fejlagtigheden af en Beviskjendelse af et så indskrænket Indhold, vil det sikkert i processuel Henseende være et meget mindre Onde, at engang imellem en Bevisførelse og en endelig Dom spildes, end at en Adgang åbnes til så at sige efter Behag at udhale Sagen efter Bcviskjendelsens særskilte Påanke.

Da Lovforslaget, som ovenfor S. 11 forklaret, ikke fordrer Bevismidlernes Angivelse i Forbindelse med Parternes Anbringender om Sagens Sammenhæng, men følger en modsat Grundsætning, skal der ifølge § 180, når Beviskjendelsen afgives, ved samme Lejlighed berammes et nyt Møde, i hvilket Parterne skulle angive, hvilke Beviser de snske at fremføre til Oplysning om de Dele af det omtvistede Faktum, som enhver især af dem anser sig for Pligtig at bevise eller dog for en Sikkerheds Skyld anser det for klogest at bevise. Da den ene Part i sine Forlangender om at stedes til Bevis nodvendigvis må være afhængig af, hvilke Beviser den anden Part vil fremkomme med, må det, når ikke flere sukcessive Møder til Bevisførelsens Forberedelse skulle blive nsdvendige, hvilket Lovfor« staget vil undgå, være Regel, at enhver af

Parterne nogen Tid førend vedkommende Retsmøde skal give Modparten skriftlig Notits om, hvilke Bevifer, han ifølge den afsagte Kjendelse vil benytte, og hvad han ved disse vil godtgjøre. Herved tænkes der ikke på en generel Angivelse af, at Parten vil bevise dette eller hint ved Vidner eller desl., men Djemedet kroever en speciel Angivelse af, hvilke Vidner, der agtes førte ofv. og en speciel Angivelse af de Fakta, som ved disse Vidner skulle oplyses. Kun da er Modparten istand til at bedømme, om der for ham er Grund til at føre Modvidner eller andre Modbeviser. Da sådanne Modbeviser i dette Ords videre Betydning naturligvis ikke kunne opgives, forend man har fået Meddelelse om, hvilke Hovedbeviser, der agtes forte, kan det ikke forlanges, at de skulle meddeles den anden Part forud for Mødel, hvilket i Reglen heller ikke vil være fornødent, men det må være tilstrækkeligt, at de angives i selve Retsmødet. Skulde han i Anledning af Modbeviserne onske fra sin Side at føre nye Beviser, må han opgive det strax på Stedet eller fremkomme dermed senere, idet han henskyder sig under § 182.

I selve Retsmødet skulle i Reglen alle de til Bevisførelsens Forberedelse fornødne Bestemmelser træffes af Retten. Parterne skulle fremkomme med deres Begjæringer om at stedes til Bevisers Forelse, og Retten har at afgjøre, hvorvidt og hvorledes disse skulle tages til Følge, hvorom flere særegne Bestemmelser ere givne i § 181. Den almindelige Regel er udtalt i § 180, at såvel de i Paragrafens Begyndelse nævnte Begjæringer om at stedes til Fsrelsen af Beviser som alle andre Bemærkninger med Hensyn til Bevisets Forelse, der kræve en Bestemmelse af Retten, skulle fremsættes i det nævnte Retsmøde. Hertil knyttes imidlertid en vigtig og ejendommelig Forskrift, der ved første Djekast kunde synes påfaldende, nemlig at Retten kan modsætte sig Benyttelsen af et Bevis, hvis Tilvejebringelse vilde medføre en uforholdsmæssig Udsættelse af Sagen. Meningen hermed er naturligvis ikke, at Retten vilkårligt skal afskjære en Part fra at oplyse sin Sag ved de fornødne Bevifer, når disses Tilvejebringelse vilde kræve lang Tid;

men Meningen er kun at sætte Retten island til at nægte Adgangen til at føre Beviser, hvis Tilvejebringelse kræver en i Forhold til deres Vigtighed og Betydning for Sagens Afgjørelse askfor lang Tid. Efter den gjældende Ret må der indrømmes fornøden Udsættelse til at føre et Bevis, såsnart det ikke må erklæres for at være aldeles irrelevant. Men skjønt et Bevis ikke er irrelevant, kan det dog ofte være af en så underordnet og tvivlsom Betydning for Sagens Afgjørelse, at det ikke vilde være rigtigt at udsætte Sagen derefter, og dette Sidste vil være Tilfældet i såmeget desto højere Grad, jo større Rettens Frihed i Bevisbedømmelsen er. Derfor giver Lovforslaget Retten en diskretionær Myndighed til at modsætte sig sådanne Beviser, som vel ikke på Forhånd kunne erklæres for irrelevante, men som dog have en så underordnet og tvivlsom Betydning, at det vilde være ufornuftigt at lade Sagen hvile for deres Skyld, når deres Tilvejebringelse kræver lang Tid. Begjæringer om at måtte føre sådanne Beviser vil desuden ofte være begrundede i Lyst til at udhale Sagen og ikke i en virkelig Trang til at oplyse den; men da dette naturligvis aldrig kan bevises, står Retten let magtesløs overfor sådanne Intriger, når den ikke har en diskretionær Mvndighed af en vis Vidde At denne Myndighed bor anvendes forsigtigt og hensynsfuldt, er en Selvfølge, Men der kan efter vore processuelle Traditioner ikke være Tvivl om, at dette vil blive Tilfældet; der er mere Grund til at befrygte, at vore Domstole ikke ville benytte den heromhandlede Myndighed tilstrækkeligt, end til at befrygte, at de ville benytte den letsindigt eller overdrevent.

I § 181 angives de vigtigste enkelte Bestemmelser, som ville være at træffe i det heromhandlede Netsmode til Bevisførelsens Forberedelse. Det er ingen udkømmende Angivelse, men kun en Række Ezempler, hvorom her er Spørgsmål. Forsåvidt kunde § 181 undværes, men der kan vel ingen Tvivl være om, at Tydeligheden og Nnskueligheden befordres ved den. Retten skal altså først og fremmest afgjøre, hvorvidt det kan tilstedes Parten at føre de Beviser, han har begjært

at måtte fremkomme med (Litr. a.); ved Afgjørelsen heraf kommer det naturligvis an på, om Retten antager, at disse Bevisers Forelse er nodvendig og tjmende til at oplyse det, som stal oplyses i Sagen. Dernæst bestemmes det, hvorledes Beviserne skulle føres, (Litr. b.), og her kommer det navnlig an på at afgjøre, om det kan anfees for nodvendigt at Vidner og Synsmænd møde umiddelbart for Hovedretten — hvilket ifølge Umiddelbarhedsprincipet er det Regelmæssige — eller om deres Afhørelse for Underret kan være tilstrækkelig eller på Grund af Afstandsbestemmelser er nødvendig, jfr. herom §§ 203 og 232. Endvidere blive (Litr. ϲ.) tilsvarende Bestemmelser at træffe med Hensyn til Parternes personlige Afhørelse, forsåvidt en sådan er forlangt eller tilbudt af Parterne, jfr. § 96. Endelig bliver også de med Hensyn til Editionspligten fornødne Pålæg og Bestemmelser at give (Litr. d.) Kort sagt: Formålet må være at træffe alle til Bevisførelsens Forberedelse fornødne Bestemmelser, således at denne i sin Tid på Grundlag heraf kan føregå i det dertil bestemte Retsmøde, uden at nogen ny Udsættelse behøves.

Samtidig med at ovennævnte Bestemmelser træffes, bestemmer Retten en Tid til Bevisforhandlingen og den i Forbindelse hermed stående mundtlige Slutningsforhandling. Herved bliver der at fe hen til, at der levnes Parterne den fornødne Tid til at skaffe deres Beviser tilstede, og der bliver altså at tage behørigt Hensyn til de Indkaldelsesfrister, hvorpå Vidner have Krav, jfr. § 206, fremdeles til, at Synsmænd kunne fåe deres Forretning færdig og desl,, og i Forbindelse hermed tillige til, at Parterne kunne fåe en passende Tid til at overtænke og forberede deres mundtlige Plasdoyer. Retten må herved have for Dje på den ene Side, at Sagen ikke uden Fornodenhed opholdes, og på den anden Side, at Bevisforhandlingen uden Ophold og Hindring kan føregå til den berammede Tid, da det altid er at anse som en stor Ulempe, om dens Udsættelse skulde blive fornøden og derved muligvis unyttige Møder af Vidner og Andre forårsages.

Denne sidste Betragtning, den i Umid-

delbarhedsprincipet liggende Nødvendighed for at koncentrere Bevisforhandlingen, medfører som ovenfor S. 12 bemærket en Nødvendighed for til en vis Grad og fra et vist Tidspunkt at prækludere Beviser. Herom gives der fornøden Forskrift i § 182, der både udtaler Hovedreglen, nemlig at det ikke kan tillades Parterne under Bevisførelsen og den i Forbindelse med samme stående mundtlige Slutningsforhandling at betjene sig af andre Beviser end dem, hvis Fsrelse Retten i det i § 180 omhandlede Møde har tilladt, hvoraf altså følger, at de Beviser, som ikke på behørig Måde ere angivne i dette Møde, ere udelukkede, og tillige angives den Undtagelse fra Hovedreglen, som kan tilstedes, nemlig at det kun, hvor særegne Omstændigheder retsærdiggjøre det, tillades en Part i det til Bevisforhandlingen bestemte Møde at fremkomme med Beviser, hvis Forelle ikke på den angivne Måde af Retten er tilladt, og selv hvor en Part mener under Påberåbelse af særegne Omstændigheder at kunne fremkomme med slige Beviser, må der gives Modparten Underretning herom 3 Dage førend Retsmødet, At Fremsættelse af Beviser på dette sildige Trin af Sagen ikke kan tilstedes en Part, uden at der efter Omstændighederne må finde Udsættelse Sted, for at Modparten kan søge Modbevis og desl., er en Selvfølge, jfr. § 184 2det Stykke, Litr. b.

Bed § 183 indskydes der en Bestemmelse, som måste kan fåe nogen praktisk Betydning, idet der åbnes Adgang til at koncentrere den hele Behamdling af Sagen på een Retsdag, uagtet Bevisfovclse ved Vidner benyttes. Ifolge de almindelige Regler vil Sagens Behandling i sådannc Tilfælde falde på 3 Retsmøder, nemlig det Møde, hvori efter Sagens mundtlige Forhandling Bevis forlanges af Retten (§ 179), det Møde. hvori Vevisferelsen forberedes (§ l80), og det Møde, hvori Bevisførelsen og i Forbindelse hermed Elutningsforhandlingcn finder Sted (§!84). Hensigten med § 183 er at gjøre det muligt at sammendrage alt det, der ellers fordeles på 3 Møder, til et eneste Møde, når de processuelle Betingelser for, at dette kan ske, iøvrigt ere tilstede. I så Henseende må det først og

fremmest fordres, at Parterne ere enige herom; thi enhver af dem må kunne forlange, at der gives ham den Adgang til at overveje og forberede sin Procedure, være sig til Angreb eller til Forsvar, søm følger af Lovens Ordning af Fremgangsmåden. Dernæst må det fordres, at Parterne sørge for, at Vidnerne godvilligt indfinde sig i Retsmødet, således at de, når der strides til Bevisførclse, kunne fremtræde, uden at Retten opholdes med at vente på dem. Endelig udfordres også Rettens Samtykke, ikke alene fordi den må bedemme, om der er Tid til Tagens Foretagelse af Hensyn til, hvad der iøvrigt ligger for til Behandling den Dag, men også fordi det må overlades til Retten at bedømme, om den tror strar at kunne overse den hek Sag tilstrækkeligt og at kunne afgive de fornødne Kjmdelser på Mødet uden Betænkningstid. Fremgangsmåden må, hvis § 183 benyttes, blive den, at der først finder en mundtlig Forhandling Sted, hvorefter der straz afsiges Kjendelse angående hvad der tiltrænger Bevis; derefter angive Parterne deres Beviser og erholde Rettens Tilladelse til at føre dem strax, og når herom er sket behørig Protokoltilførsel, foregår umiddelbart derefter selve Bevisførelsen og eventuelt Slutningsforhandlingen, Alt i det samme Retsmøde. En så sammentrængt Behandlingsmåde vil der naturligvis ikke let blive Spørgsmål om undtagen i Sager, der, fra den juridiske Side betragtede, ere simple og klare, men i hvilke der må Afhøres nogle Vidner, om hvilke begge Parterne cre enige, og som derhos afgive det eneste Oplysningsmiddel i Sagen.

Efter § 183, der på en Måde fremtræder som et parenthetiff Indskud, gåes der videre i Fremstillingen af den almindelige Procedure, og i §§ 184—195 omhandles selve Bevisførelsen og den eventuelle Slutningsforhandling i Sagen.

Det følger af Procedurens Beskaffenhed, at Udsættelse af det til Bevisførelsen og Slutningsforhandlingen bestemte Retsmøde kun' undtagelsesvis bor finde Sted. jfr. ovenfor S. 12; men det er på den anden Side ikke muligt at udelukke enhver Udsættelse af bemeldte Møde. Det gjælder kun om dels at indskrænke de Tilfælde, hvor Udsættelse finder

Sted, så meget som muligt, dels at gjøre Udsættelsen så lidt generende som muligt, navnlig ved at virke hen til, at spildte Møder såvidt muligt forebygges ved betimelig Afsigelse af det berammede Møde.

I § 184 omhandlcs de Tilfælde, i hvilke der overhovedet kan være Spørgsmål om Udsættelse med Hensyn til Bevisforhandlingens Foretagelse. Foruden at der naturligvis — om end sjældent — kan førekomme Forhindringer for Retten, f. Gx. andre Forretninger, nævnes der for det Første uovervindelige Forhindringer fra at give Møde til den berammede Tid for Eagførere og Parter, Vidners eller Synsmænds Udeblivelse med eller uden lovligt Forfald, samt overhovedet Umulighed af at fåe Beviserne rede til den fastsatte Tid eller andre sådanne særegne Grunde. Det er indlysende, at hvorledes man end indretter sig og hvor stor Forudseenhed og Omsigt der end anvendes i Berammelsen as Møde til Bevisforhandlingen, kan det dog hænde, at Sygdom eller anden uovervindelig Hindring for en af de Personer, der nødvendigvis, aktivt eller passivt, skulle tage Del i Forhandlingen, må indrom« mes at være en Udsættelsesgrund. Dog bemærkes, at der ved Udtrykket „uovervindelig Forhindring" er antydet, at det ikke er tilstrækkeligt, at Retsmødet er generende eller iøvrigt ubelejligt for Vedkommende, f. Ex. ved at komme i Kollision med hans andre Forretninger, men det fordres, at der stal være en absolut Forhindring tilstede, således at Vedkommende ikke kan præstere Medet, om end med Tilsidesættelse af andre Hensyn. De vigtigste Fzempler på sådanne Forhindring« ere Sygdom og Fraværelse. Også kan det hænde, at det ikke har været muligt at skaffe Beviserne tilstede til den fastsatte Tid. s. Er. når Dokumenter skulle tilvejebringes fra Udlandet, mm ikke have kunnet erhverves i den såregnede Tid, når Syns- og Skønsforretninger af mere kompliceret Natur kræve længere Undersøgelser end påregnet, når tekniske eller videnskabelige Autoriteters Erklæringer søges indhentede, men ikke endnu ere blevne færdige o. desl. Da det er umuligt at udsømme Tilfældene, er der tilføjet: „eller andre sådanne særegne Grunde" ere tilstede. Der fordres

„særegne" Grunde, hvori ligger, at det ikke er nok at anføre ganske i Almindelighed Tagens Vidtløftighed, Bevisernes Mængde o. desl., men der må nævnes bestemte konkrete Omstændigheder, som have forhindret Pågjældende i at blive færdig i rette Tid. For det Andet nævnes som en Omstændighed, der kan medføre Udsættelse af heromhandlede Retsmøde, at det i Henhold til § 182 undtagelsesvis tillades Parten at føre Vidner eller andre Beviser, som ikke have været angivne i det i § 180 omhandlede Møde. Når der fremsættes, i Reglen ved Begyndelsen af det til Bevisførelsen bestemte Møde, Vegjæring om at måtte benytte Vidner, som ej tilforn ere opgivne, og sådan Begjæring efter Omstændighederne tages nl Følge, vil det, selv om Vidnerne ere tilstede søm frivilligt medende, dog ikke kunne gå an at føre dem straz, da Modparten måske i Anledning af dem vil føre Modvidner eller søge andre Beviser tilvejebragte og i al Fald må være berettiget til at fåe fornøden Frist til at overveje, hvad han hør gjøre. En Udsættelse vil altså i sådant Fald være fornøden.

Det er i Lovforslaget hævdet, at Udsættelsessporgsmålet må rejses og afgjøres, forinden Bevisførelsen begynder, jfr. § 187, hvorom senere. Helst bor Udsættelsen bringe? på Bane og indrommes førend det til Bevisførelsen bestemte Retsmøde, da dette i så Fald betimeligt kan afsiges; men sker dette ikke, må det i ethvert Fald rejses og afgjørcs ved Begyndelsen af det nævnte Retsmøde. Herom handles i §§ 185 og 186. Den første af disse åbner den videst mulige Adgang til at fåe Udsættelsessporgsmålet bragt til Afgjørelse førend Retsmødet og så betimeligt, at dette kan afsiges og derved unvttigt Møde af alle Vedkommende forhindres. Initiativet kan tages såvel af enhver af Parterne som af Retten selv. Først omtales det Tilfælde, at en Part forudser, at han vil bliv nødt til at forlange Bevisførelsen udsat, hvilket kan hidrøre ikke blot fra, at han selv eller hans Tagfører ej ville kunne være rede til den fastsatte Tid, men også fra, at Vidner, der fra hans Side skulle føres, have fået Forfald, eller at andre Bevisligheder ej ville kunne

staffes tilstede til den Tid. Det pålægges i sådanne Tilfælde vedkommende Part som Pligt at henvende sig til Rettens Formand så betimeligt, at der om Udsættelsen, hvis en sådan tilståes, ved Partens Foranstaltning kan gives alle Vedkommende Underretning, således at deres førgjæves Møde afværges, og Forsømmelse fra Partens Side med at bringe Spørgsmålet frem i rette Tid og med at give Underretningen pådrager Ansvar efter Reglen i Slutningen af Paragrafens tredie Stykke. Iøvrigt er det ikke Meningen, at Rettens Formand på egen Hånd kan afgjøre Udsættelsessporgsmålet, men han har, når Anmeldelse og Begjæring om Udsættelse er fremkommen, at førelægge Spørgsmålet for Retten, bvørved iøvrigt er forudsat, at dette sker ved mundtligt Foredrag i et Møde uden alle Formaliteter og således, at Afgjørelsen kan træffes meget hurtigt. Navnlig sker den, uden at Modparten kaldes til at ytre sig over Udsættelsessporgsmålet. Dette er vel en Afvigelse fra det Princip, som i vor nugjældende Rettergang aldrig fraviges, at ingensømhelst Afgjørelsc kan træffes af Retten, uden at der er givet begge Parter Adgang til først at ytre sig. Men en Gjennemførelse af dette Pnncip på alle Punkter kan ikke siges at være en sådan absolnt Retfærdiahedsfoidring, som bor tilfredsstilles med Tilsidesættelse af alle Hensigtsmæssiabedehenfyn. Hvor der bandles om Afgjørelscr, som enten kunne indvirke på Parternes materielle Ret, eller som kunne volde dem Udgifter eller Besvær af nogen Betvdcnhed, bor det sikkert iagttages, at begge Parter fåe Lejlighed til at udtale sig, mcn hvor Talen er om rene prøcessedende Foranstaltninger, hvortil navnlig hore Bestemmelser om Retsmødernes Afholdelse i Henseende til Tid og Sted, kan det meget vel forsvares, at Rettens Afgsørelse træffes på Grund af ensidig Henvendelse fra en af Parterne, hvis virkelige Henssgtsmæssighedsgrunde tale herfor. Og det er Tilfældet her. Thi dersom Modparten skulde tilkaldes, hvilket da naturligvis måtte ske med et passende Varsel, forinden de i § 185 omhandlede Afgjørelser om Sagens Udsættelse kunde træffes, vilde i de fleste Tilfælde Diemedet forspildes, uden at tale om de

Udgifter og den Besvær, som derved vilde voldes.

Hvad angår det sidste Stykke af § 185, da indeholder det i Virkeligheden kun en Anvendelse på det heromhandlede Tilfælde af hvad der i § 79 er udtalt som almindeligere Forskrift. Det er fundet hensigtsmæssigt på dette Sted specielt at fremhæve og derved minde om, at Retten i Henhold til hin Paragraf er berettiget og forpligtet til af egen Drift at aflyse Retsmøder, som den ifølge de den føreliggende Data må vente at ville blive resultatløse.

Lykkes det ikke at fåe Spørgsmålet om Udsættelse af Bevisførelsen afgjort forinden det dertil bestemte Retsmøde, enten fordi Udsættelsesgrunden slet ikke eller for silde kommer til vedkommende Parts eller vedkommende Rets Kundskab, eller fordi vedkommende Part forsommer at føretage de fornødne Skridt til at fåe Mødet aflyst og udsat — Noget, som kan pådrage Parten Ansvar efter § l85 næstsidste Stykke, men ikke stille Parten ved hans Ret til at fåe Udsættelse —, må spørgsmålet om Udsættelse rejses ved Begyndelsen af selve Retsmødet. Det Samme må også gjælde, når vedkommende Part vel har rejst Spørgsmålet om Udsættelse, men Retten ikke på hans ensidige Henvendelse og de af ham førebragte Grunde har troet at kunne tilstå den; thi en sådan Nøgtelse, hvori kun ligger, at Retten ikke ifølge det da Foreliggende har troet at burde indrømme Udsættelse, kan ikke afstjære Parten fra at bringe Spørgsmålet frem sånh i de i § 186 omhandlede Retsmøder, når han kroer at kunne støtte sin Påstand ved nye Grunde. Ordene i § 186 gå derfor også kun ud på, at hvis der ikke forinden det til Bevisførelsen bestemte Retsmøde er taget Bestemmelse om dets Udsættelse, kan sådan Bestemmelse tages i selve Mødet.

Det er en Selvfølge, at Spørgsmålet om Udsættelse bor afgsøres, forinden der begyndes på Vevisførelsen, hvilket derfor ifølge § 186 må iagttages af den Part, der vil fremkomme med Begsæring i så Henseende. Som ovenfor bemærket, er det Lovforslagets Mening, at Udsættelse med Bevisførelsens Foretagelse ikke

lettelig bør indrømmes, da der altid udspringer flere Ulemper deraf og forårsages Folk Ulejlighed derved, men det er tillige vist, at det ikke kan undgåes at indrømme Udsættelse i visse Tilfælde. Disse ere angivne i § 184 og gsentages kun her. Iøvrigt henvises til, hvad der evenfor S. 93—94 er bemærke om dem.

Når Bevisførelsen er begyndt, kan der i Reglen ikke finde nogen Udsættelse Sted. Herfra gjøres kun Undtagelse i de Tilfælde, hvor det ikke kan være andet, nemlig når Vidner eller Syns- og Sksensmænd nægte at besvare Spørgsmål og af denne Grund enten Kjendelsens Påanke eller Tvangsmidlers Anvendelse må finde Sted, jfr. § 187. Ellers kan Udsættelse ikke gives. Selv om Bevisførelsens Gang indeholder Opfordring til at tilvejebringe Beviser eller Modbeviser, som kunne have Betydning for Sagens Bedemmelse, og selv om det ikke kan betegnes som en Forsømmelse eller Uforsigtighed af Parten, at disse ej ere tilvejebragte tidligere, kan der ikke fåes Udsættelse for at fremkomme med dem. Den begyndte Bevisførelse må gå sin Gang, og Sagen må pådømmes efter hvad der således kommer til at føreligge. Derimod indeholdes i Reglerne om ny Foretagelse af Sagen, jfr. § 327 1ste Stykke, en Adgang for Parterne til en efterfølgende Hjælp. Man kunde spørge, om det da ikke var at føretrække i § 187 at optage en Bestemmelse om, at Udsættelse kan fåes, ål det under Bevisførelsms Gang viser sig. at dm ene eller den anden af Parterne behøver at fremskaffe Beviser, uden at det kan lægges ham til Last som en Forsømmelse, at disse ikke tidligere ere bragte til Veje. Man kunde herfor anføre, at det er en tidspildende Omvej og unyttig Be sværlighed for alle Vedkommende, at Forhandlingerne føres til Ende og Dom afsiges, når det er givet, at den afsagte Dom vil blive ophævet og ny Forhandling tilstedt, og at det under sådanne Omstændigheder var bedre at spare dette og hellere give Udsættelse straz under Bevisforhandlingen. Kommissionen har imidlertid efter gjentagen Overvejelse af dette Punkt forkastet en sådan Adgang til Udsættelse efter Bevisførelsens Begyndelse. Det må

først bemærkes, at man ikke ved at indrømme den kan vinde, at det for os nye og fremmede Institut, ny Foretagelse af Sagen, imod hvilket der vistnok hos Mange vil næres Betænkeligheder, kan undværes. Thi den Mulighed bliver altid tilbage, at nye Oplysninger erhverves eller opdages, efter at Dom er falden, og i det Tilfælde gives der ingen anden Udvej end ny Foretagelse af Sagen. Ved at tilstede Udsættelse under den heromhandlede Forudsætning vilde der altså kun opnåes en lille Indskrænkning i Antallet af de Tilfælde, i hvilke ny Foretagelse af Sagen kan sinde Sted. Derimod er det at befrygte, at Udsigten til endog under selve Bevisforhandlingen at kunne fåe Udsættelse vilde udøve en skadelig Indflydelse på Parternes Omhu i at forberede Bevisforhandlingen. Lovforslaget stræber hen til at fremkalde en så alsidig og vel forberedt Drøftelse af Sagen under Bevisførelsen og Hovedforhandlingen som muligt. Det er en Betingelse for, at det hele System stal kunne lykkes, at Bevisforbandlingen føregår i eet Træk, og at det kommer til at henhore til Sjældenhederne, at den må afbrydes og gentages. Intet vilde mere bringe Systemet i Miskredit, end om dette gik hyppigt på. Derfor må Intet gjøres, som på nogen Måde kunde svække Opfordringen for Parterne til at samle det hele Bevisstof og i alle Henseender gjøre sig rede til at debattere Sagen til Ende i det dertil ansatte Møde. Fra dette Synspunkt vil det findes netop at være i sin Orden, at der vel stal være en vis Adgang til at afhjælpe Fejl og Mangler i Bevisførelsen, når disse må erkjendes for at være Parten utilregnelige, men at denne Adgang ikke bor være let. At et større Apparat må sættes i Bevægelse i så Henseende — navnlig den hele for at opnå ny Foretagelse af Sagen fornødne processuelle Fremgangsmåde — er derfor ikke til nogen Skade. Dertil kommer også den Betragtning, at medens en Adgang til Udsættelse efter Bevisførelsens Begyndelse vel undertiden kunde spare den påfelgcnde Domsafsigelse og Sagens nye Foretagelse, må det på den anden Tide be> mærkes, at det heller ikke så sjælden vil knnne hænde, at vedkommende Part, som ellers

havde begsært Udsættelse til yderligere Bevisers Erhvervelse, når han ser Dommen, dog vil beslutte sig til at blive stående ved den. Dels kan det være, at Dommen giver Parten Medhold i alt Væsentligt, idet de i Partens Tanker førnødne og yderligere Oplysninger og Beviser ikke af Retten ere blevne ansete for fornødne til at fremkalde det af Parten attråede Resultat, dels kan det hænde, at Parten ved at se Dommen kommer til den Indsigt, at det ikke vilde kunne have hjulpet, om de af ham påtænkte nye Oplysninger eller Beviser vare blevne fremstaffede. I disse Tilfælde undgåes altså netop ved det i Lovforslaget fastholdte System en Udsættelse af Bevisforhandlingen og en derved nødvendiggjort Gjentagelse af den.

I det andet Stykke af § 187 indeholdes den — iøvrigt i al virkelig mundtlig Procedures Natur grundede — Forskrift, som medfører, at Udsættelser af den begyndte Bevisforhandling ikke tilstedes, undsagen hvor det er uundgåeligt nødvendigt, nemlig at den hele Bevisførelse påny må føregå og altså den allerede stedfundne gjentages til den Tid, Retten berammer til videre Forhandling af Sagen. Når Beviset føres for den dømmende Net, og når der stal dommes umiddelbart på Grundlag af den i så Henseende stedfundne mundtlige Forhandling med Parter, Vidner, Syns- og skjønsmænd o. s. v., kan det ikke gå an. at der forløber et sådant Tidsrum mellem de enkelte Bestanddele af Bevisførelsen, at nogle af dem ligge længere tilbage og ikke mere stå friste og levende i Rettens Erindring. Lige« så vist som Indtrykket af den umiddelbare Forelsk af Beviserne for Rettens Dine er mere kraftigt og overbevisende end et blot skriftligt Referat om Indholdet af de forskkellige til Bevis tjenende Udsagn, ligeså vist er det også, at dette Indtryk hurtigt taber sig, når Tiden går hen og andre Sager i Mellemtiden have optaget Rettens Opmærksomhed og Interesse. Bevisførelsen må derfor udgjøre en Enhed, og alle enkelte Bestanddele af samme må med lige Vægt og Styrke fremstille sig på een Gang for de Dommendes Bevidsthed. Ellers komme de i Tiden fjernere liggende Data ikke til deres fulde Ret i Sammenligning med

de nærmere liggende. Det bliver derfor uod° vendigt, at de engang afhørte Vidner. Syns-og skjønsmænd og eventuelt Parterne selv må mode og Afhøres påny i Forbindelse med de nye Beviser, såmeget mere som disse muligen ville give Anledning til yderligere Spørgsmål til de først afhørte Vidner o. s. v.

Sidste Stykke af § 187 behøver ikke nogen nærmere Forklaring.

Det første Stykke af § 188 hviler på samme Tanke som det andet Stykke i § 187, den nemlig, at da Retten ikke kan formodes at have Parternes mundtlige Fremstilling af Sagen, som er sket i det i § 176 omhandlede Restmøde, i tilstrækkelig frisk Erindring på den Tid, Bevisførelsen føregår, hvilket efter Omstændighederne kan være længe efter og i Reglen vil vane dog nogle Uger senere, må Parterne gjentage denne deres Fremstilling, Det vil imidlertid ikke altid være udvendigt, at den gjentagcs i dens hele Omfang, men almindelige Regler herom lade sig naturligvis ikke opstille. Det er derfor føreskrevet, at den bliver at gjentage i det Omfang, Retten anser for nødvendigt, hvoraf følger. at Retten både førend Forhandlingens Begyndelse kan give en almindelig Anvisning i så Henseende og under Forhandlingernes Gang kan gribe ind og standse unedvendig Vidsleftighcd.

Slutningsforhandlingen, der, jfr. § 195, naturligen vil indeholde dels Parternes Kommentarer over Bevisførelsen og dens formentlige Resultat, dels deres Udtalelser om Sagen i Almindelighed og navnlig deres juridiske Konklusioner af det Foreliggende, knytter sig umiddelbart til Bevisforhandlingen, således at det Hele kommer til at udgjøre en samlet Retsforhandling. Iævnligen vil denne, navnlig når mange Vidner skulle afhøres, ikke kunne bringes til Ende på een Dag. men den må da, for at Indtrykket kan være levende og frist, fortsættes snarest muligt. Hertil sigte Bestemmelserne i § 188 3die Stykke. Når det i sidste Punktum af dette Stykke udtales, at Forhandlingen ikke agtes for afbrudt, fordi der indtræder en blot Standsning af de angivne eller lignende Årsager, uden at Retten i Mellemtiden strider til nogen anden Sags

Foretagelse, har dette den Betydning, at en Gjentagelse af de tidligere forte Forhandlinger ikke stal finde Sted, hvilket derimod må være Tilfældet, når Forhandlingerne virkelig afbrydes ved en formelig Udsættelse for at fortsættes i senere nye Retsmoder.

I Reglen vil det falde naturligst, at Sagsøgeren begynder med at fremføre sine Beviser, og at Sagføgte derefter fremkommer med sine; men det kan under visse Omstændigheder være hensigtsmæssigt, at Sagfogte begynder, og Sag« søgeren følger efter, f. Ex. når Tagsøgerens Fremstilling af det, han som Udgangspunkt for det Hele stal bevise, ikke bestrides, men det egentlige Hovedpunkt i Sagen er en Indsigelse eller en Modfordring fra Sagsøgtes Side, til hvilken da den øvrige Bevisferelse knytter sig, og hvorfra den tager sit Udgangspunkt. At Sagsøgeren i sådanne Tilfælde rettest venter med de Beviser, han vil benytte mod Eagsgtes, hvad enten det er egentlige Modbeviser eller Beviser for selvstændige nye Fakta, han i sin Interesse påberåber, er vistnok indlysende. Lovforslaget har derfor tillagt Rettens Formand, der i det Hele som en Slags Dirigent leder Forhandlingernes udvortes Gang, Myndighed til at træffe hvilke Bestemmelser han sinder rigtigt angående Ordenen, hvori Par« terne skulle fremsøre deres Beviser. At han ifølge heraf også kan lade Sagsøgte fremkomme med sine Beviser, når en Del af Sagsøgerens Beviser ere fremsørte, medens denne henvises til at komme frem med sine andre Beviser på senere Trin af Forhandlingen, er klart.

I visse fremmede Love føresknves det, at Parterne selv først skulle høres, efter at Vid> nerne og de ovrige Beviser ere producerede; men det er neppe hensigtsmæssigt at opstille nogen fast Regel i så Henseende. Ofte vil det være rigtigst at begynde med at Afhøre Parterne selv, da herved måske mange Punkter ville blive oplyste således, at videre Bevisførelse i så Henseende kan spares; i andre Tilfælde kan det sorudsees, at Parternes Forklaring ej vil være til nogen Nytte, fsrend Bevisførelsen føreligger. Lovforslaget overlader det derfor til Dommeren i hvert enkelt Tilfælde at afgjøre, på hvilket Punkt af Forhandlingerne Parterms Afherelse stal sinde Sted.

I § 190 afgjøres et meget vigtigt Spørgemål, nemlig hvorledes Vidneførselen stal foregå. Som det vil sees, har Lovforslaget valgt det engelst-amerikanske System, hvorefter Parterne selv umiddelbart ved en såkaldet Kryds-examination afhere Vidnerne under Rettens Kontrol i Modsætning til det i de fleste kontinentale Proceslove gjældende System, hvorefter Dommeren afherer Vidnerne, således at enbver direkte Forhandling mellem Parterne og Vidnerne er forbudt, men al Forhandling mellem dem føregår gjennem Dommeren, til hvem altså Parterne skulle opgive, hvad de ville have Vidnerne adspurgt om. Det har været Gjenstand for megen Forhandling og Overvejelse i Kommissionen, hvilket af disse to Systemer der burde føretrækkes. Hvad der har gjort Udslaget til Fordel for det engelskamerikanske System er navnlig den Betragtning, at en Ret for Parterne, først den ene Part og dernæst den anden, til selv at adspørge Vidnerne gjennem det såkaldte Krydsforhør unægtelig er det bedste og kraftigste Middel til at fåe Sandheden frem; thi Parterne ville altid iværksætte Pidneforheret med stene Energi end Dommeren, hvortil også kommer den vigtige Fordel, at Parterne under dette System selv bære det hele Ansvar for Vidneforhoret, medens der under et modsat System ikke så sjælden klages over, at Dommerens mangelfulde eller uenergiske Examination af Vidnerne er Skyld i, at Vidneforhoret ikke giver det Udbytte til Sagens Oplysning, som det kunde gjøre, hvis Parterne havde fået Lov til selv at spørge. Ganske vist har det engelsk-amerikanske System sine Ulemper. Særligt kan der anføres imod det, at Vidnepligten gjøres ikke lidt ubehageligere ved Parternes Kryds-examination, navnlig ved den fra Modpartens Side iværksatte Udspørgen, der naturligvis går ud på at indvikle Vidnet i Selvmodsigelser og overhovedet på at svække dets Troværdig« hed og Pålidelighed. ligesom der også er en Fare for, at Parterne jævnligen ville svæve ud fra det, hvorpå det egentlig kommer an, og derved gjøre den hele Forhandling vidtlostigere ug langvarige« end der behoves. Men herved må bemærkes, at Hovedsagen dog formentlig er at indrette Vidneforhoret på den for Sand«

hedens Udsindelse bedste og virksomste Måde, og ved Siden heraf er det en mere underordnet Betragtning, at Udsporgningen føregår på en for Vidnet selv mindre behagelig Måde, i hvilken sidste Henseende desuden må erindres, at det både er Dommerens Ret og Pligt at drage Omsorg for, at Vidnet ikke forulempes eller behandles utilbørligt, Hvad det andet Hensyn angår, nemlig at Forhandlingen kan vidslestiggjøres og uvedkommende Ting indblandes, når Parterne selv udspørge, må erindres, at det står i Rettens Magt at standse Udspørgningen, når den svæver ud, ja eventuelt overtage den selv (jfr. § 191), hvorhos den Bemærkning her må gjøres, at når Dommeren stal Afhøre Vidnerne, kan der spildes Tid og forårsages Vidtlsftighed af en Grund, som ikke er tilstede, når Parterne selv Afhøre Vidnerne, nemlig den, at Dommeren ikke — således som Parterne — er tilstrækkeligt inde i Sagen og derfor må spørge oftere, ligesom han ikke altid kan gjøre det med fornøden Bestemthed og Klarhed.

Lovrigt indeholde §§ 190 og 191 de nærmere Regler angående Vidneforhoret. Det første Stykke af § 190 angiver Ejendommelighederne ved Krydeforheret, nemlig at hver Gang Vidnet har besvaret et af Parten det førelagt Spørgsmål. er Modparten berettiget til at udspørge det nærmere med Hensyn her« til, dog at den spørgende Part ej behøver at finde sig i Afbrydelser. Afhøringen er altså ikke indrettet således, at Modparten stal vente med sine Kontraspørgsmål, indtil den vidne« førende Part er helt færdig, men den føregår punktvis og forsåvidt i en Form. der mere nærmer sig en almindelig Samtale. Da det imidlertid må fastholdes, at Modpartens Ret kun strækker sig til at udspørge Vidnet nærmere med Hensyn til det, der er Gjenstand for den vidneførende Parts Spørgsmål, og ikke til under dennes Afhørelse af Vidnet, at gjøre selvstændige Spørgsmål, er det i Slutningen af Stykket tilladt Modparten at føretage en ny Afhøring af Vidnet, når den an« den Part er færdig, men da således, at denne sidste har en tilsvarende Ret til at gjøre Kontraspergsmål, og det udførdres ikke herfor, at Modparten har udtaget en egen

Vidnestævning eller Kontravidnestævning eller føretaget nogen anden Formalitet, idet der gåes nd fra, at begge Parter have lige Ret til at benytte sig af Bevismidlerne, når disse først ere forte frem for Retten og gjorte til Gjenstand for Forhandling. I det andet Stykke af § 190 udtales, at Retten ikke fial være indskrænket til blot at påhøre Parternes Examination af Vidnerne, men at den har ikke blot en Ret til nærmere at adspørge Vidnerne med Hensyn til det, hvorom de examineres af Parterne, for at tydeliggjøre og fuldstændiggjøre disse Punkters Besvarelse, men en selvstændig Ret til at virke til Sagens Oplysning ved også at stille Epsrgsmål, som ikke e« bragte på Bane af Parterne eller foranlediget ved deres Examination af Vidnerne. Angående Bestemmelsen i sidste Stykke af § 190 bedover der ikke at bemærkes Noget.

I § 191 bestemmes det, at Rettens Formand skal våge over, at Vidneforhøvrene føregå med Orden og Værdighed. Der tillægges ham derfor i Paragrafens ovrigc Bestemmelser den Myndighed, som han behøver for at kunne gjøre dette på en virkelig effektiv I Måde. Det forudsættes, at han til en Begyndelse vil indskrænke sig til at tilrettevise Parterne, når de enten svæve ud fra Sagen eller optræde på en utilbørlig Måde overfor Vidnet eller Modparten, og det kan formentlig forudsættes, at Parterne i Reglen ville holde sig deslige Pålæg og Tilrettevisninger efterrettelige, men skulde dette vise sig ikke at blive Tilfældet, har Retsformanden efter § 191 Myndighed til selv at overtage Vidnets Afhørelse og forbyde Parten umiddelbart at forhandle med det, og vil Parten heller ikke sinde sig heri, men gjør Forsog på trods Domme- rens Forbud at henvende sig direkte til Vid- j net, kan Retten gribe til de kraftigere Midler efter Lovforslagets § 81. En anden vigtig Indgriben kan ifølge § 191 udeves af Retsformanden derved, at han kan slutte Afhsrelsen af et Vidne, når han sksenner, at der ved dens Fortsættelse ej kan fremkomme videre til Sagens Oplysning, og han behever ikke i så Henseende at afvente, at Parterne erklære ikke at have videre at spørge om.

I § 192 omhandles Afhørelsen af Syns-

og skjønsmænd. Ifølge Lovforslagets Princip for Bevisførelsen må Syns« og skjønsmænd også ligesom Vidner mode frem til personlig Afhørelse. Ifølge § 230 stal Synseller Ekjønsforretningen, som er et Fællesprodukt af de udmeldte Mænds Virksomhed, i Reglen være skriftlig. Den oplæses i Retsmødet af Synsmændene selv og overgives der« efter til Retten, jfr. § 232 sammenholdt med § 192, men der gives isvrigt Parterne Adgang til at gjøre sig bekjendt med den førend Retsmedet, jfr. § 231 i Slutningen. Derefter have begge Parter samme Adgang til yderligere at udspørge Syns- og Ekjønsmændene, som gjælder med Hensyn til Vidner, men der er forresten den i Tagens Natur grundede Forskjel, at medens Vidner i Reglen afhøres særskilt og hver for sig, må det, da Syns-og skjønforretningen er et Fællesprodukt af Mændenes Virksomhed, i Reglen være di?se tilladt at konferere med hverandre om Svaret, hvorved dog bemærkes, at Retten har Myndighed til at bestemme, at de skulle Afhøres enkeltvis, når der måtte være særlig Grund hertil, f. Ex. når der er Mistanke om Svig, eller når det kan formodes, at en Synseller Ekjsnsmand har udøvet en ntilborlig Indflydelse over de andre o. desl.

Medens der i §§ 96 og 97 er udtalt — hvad der forresten følger af sig selv — at den Part, der af Modparten indkaldes til at af« give personlig Forklaring, er pligtig til at besvare de til ham stillede Spørgsmål under den Tvang, som følger af § 97, er det på dette Sted udtalt i § 193. at når en Part fremstiller sig for at afgive Forklaring i hans egen Interesse, kan han ikke vægre sig ved at besvare de yderligere Epømgsmål, som Modparten måtte finde Grund til at stille til ham; Nægtelse af at svare må behandles efter § 97. Om denne Regels Retfærdighed og Villighed kan der formentlig ikke herske nogen Tvivl.

I § 194 bestemmes det, hvorledes Tvistigheder skulle afgjøres, der opstå under Bevisførelsen i Anledning af Indsigelser eller Forlangender af Parter, Vidner, Syns- eller Eksønsmænd. Her tænkes dels på Forlangender om, at dette eller hint Spørgsmål

skal besvares, om at Syns- eller skjønsmænd skulle afhøres hver for sig, om at Vidner skulle stilles mod hinanden o. des!,, dels på Indsigelser fra Modpartens Side mod, at visse Epergsmål førelægges eller besvares, mod at visse Personer afhøres som Vidner, mod Måden, hvorpå Afhørelsen føretages o. desl., dels på Indsigelser fra Vidners og Synsmænds Side imod at svare på visse Spørgsmål eller imod andre Fordringer, der stilles til dem. At Indsigelser fremkomme, er naturligvis altid uheldigt for Sagens Gang, idet alle stige mellemfaldende Forhandlinger afbryde Tråden i Bevisførelsen og gjøre et førstyrrende Indtryk, idet de afdrage Rettens Opmærksomhed fra selve Hovedsagen, men herved forsåvidt ikke Noget at gjøre, som det naturlig« vis ikke kan undgåcs, at Indsigelser af og til må førekomme. Det Eneste, som fra Lovgivningens Side kan gjøres, er at drage Omsorg for en så simpel og hurtig Afgjørelse af Spørgsmålene som muligt. Herpå ere Bestemmelserne i § 194 beregnede. Først er der, da et skriftligt Grundlag af Hensyn til eventuel Pånke ikke kan undværes, sørget for, at det skriftlige Materiale indskrænkes til det mindst Mulige, således at det Fornødne strax på Ct?det og i få Dieblikke kan tages til Protokollen; der stal nemlig kun føregå en Optegnelse af selve Indsigelsens eller Forlangendets Indhold, hvorved menes en kort Angivelse af. hvori Indsigelsen eller Forlangendet består, uden at iøvrigt nogen faktisk eller juridisk Begrundelse optages i Protokollen, f.Er. at Vidnet fordrer sig fritaget for at besvare et nærmere angivet Spørgsmål, fordi det derved vilde stade dets egen Interesse, eller at Parten protesterer imod, at et vist angivet Eporgsmål førelægges, fordi dette vilde stride mod en eller anden af Reglerne i § 20? o. desl.; derefter protokolleres Modpartens eller vedkommende Vidnes Erklæring eller Påstand i Anledning af Indsigelsen eller Forlangendet, f. Ez. at Parten fastholder, at Vidnet har at besvare det omhandlede Spergsmål enten ganske, som det føreligger, eller med en eller anden Lempning. På Grundlag af dette korte skriftlige Indlæg, som i Reglen kun vil udgjøre nogle få Linier, debatteres Spørgsmålet iøvrigt mundtligt,

hvorved naturligvis ikke cr udelukket den Art Optegnelser, som ere omhandlede i § 84, hvis Foretagelse ikke kan forstyrre eller afbryde den mundtlige Forhandling. Når Parterne, under hvilket Udtryk naturligvis også indbefatte« Vidner, forsåvidt Striden sinder Sted mellem cn Part og et Vidne, have ytret sig, afsiges Kjendelse af Retten. I de fleste Tilfælde vil Spørgsmålet kun kræve eu ganske kort Overvejelse, men da det undertiden kan være af vanske« ligere Natur, er det tilladt Retten at tage sig Betænkningstid til den næste Dag. Den afsagte Kjendelse kan pånkes såvel særskilt af Vidnet eller Synsmanden ved Anvendelsen af Besværing, jfr. §§ 216, 220 og 221, som af vedkommende Part i Forbindelse med Hoved« sagen ved almindelig Pånky, jfr. § 294.

Når Proceduren i Anledning af Indsigelser under Bevisførelsen ordnes på den an givne Måde, er der gjort, hvad der kan gjøres, for at forhindre Forhandlingernes Forstyrrelse og Forhaling derved. Erfaringen vil sikkert vift, at Indsigelser af den nævnte Beskaffenhed under den mundtlige Forhandling forholdsvis sjælden ville førekomme og i Almindelighed hurtigt ville blive afgjorte. Men undsagelsesvis kan der naturligvis førekomme en længere Ordverling og alvorligere Procedure, hvor virkelige Interesser stå på Spil, f. Ez. når der er Tale om at tvinge ct Vidne til Forklaringer, som efter dets Mening erc beskæmmende eller skadelige for det.

Den føreslåede Fremgangsmåde bliver meget lettere og simplere end hvor, som i den fransk-rhinske ordinære Proces, Vidneforhoret sker for en delegeret Dommer på den Måde, at alle opståede Tvistigheder må indstilles til den samlede Rets Afgjørelse. Alle de Forhalinger og alle de Formaliteter, som følge af, at Vidneforhøret stal standses, det Stedfundne tages beskrevet, førelægges for Retten, dennes Kjendelse affiges, Vidneforhoret derefter gjenoptages o. f. v„ undgåes efter Udkastet på den simpleste og naturligste Måde, Hvormeget herved vindes, indlyser især, når man betænker, at hele den nævnte Procedure må sinde Sted, hver Gang en Indsigelse fremkommer, hvilket kan ske flere Gange under det samme Vidnes Afhørelse og selv om Afgjerel-

sen af den opståede Tvist er nok så simpel. Derfor anse de franske Reformforfattere (f. Ex. Regnard de l'organisation, S. 307, 372) det for et af de vigtigste Fortrin ved Vidnernes Afhørelse for den famlede Ret, at opståede Stridssporgsmål kunne afgjøres >>séanee tenante, sans remise et, sans frais«.

Når Bevishandlingen undtagelsesvis foregår for en anden Net, end den, ved hvilken Sagen iøvrigt behandles, jfr. § 181, Litr. b, skulle de opståede Tvistigheder afgjøres af den Ret, for hvilken Bevisførelsen føregåer. Hvis Parterne ikke ville akkviescere ved denne Afgjørelse, kunne de da pånke til den Ret, under hvilken den Ret. som har afsagt Kjendelsen, står.

I § 195 indeholdes Reglerne om Parternes Slutningsføredrag. Efterat Bevisførelsen er endt, må det verre Parterne tilladt at kommentere over den og udtale sig angående dens formenslige Resultater, ligesom det også må være dem tilladt al udtale sig om Sagen i dens Helhed, da både de retlige og de faktiske Forhold jævnlig kunne stille sig meget anderledes efter Bevisførelsen end for denne, og derfor kunne trænge til ny Belysning. Men Rettens Formand er rådig over, hvor-længe Forhandlingerne skulle fortsættes. Sagen bliver derfor at optage til Dom ikke blot — hvad der vel vil være det Sædvanligste — når Parterne ej ønske at udtale sig mere, men også når Formanden finder, at Sagen er uddebatteret og derfor erklærer Forhandlingerne for sluttede uden Hensyn til Parternes Duske om at tale længere.